En tragisk komedie om depression

TEATER: Stykket ’Hold så kæft Lars!’ er et forsøg på at gøre os klogere på psykisk sygdom og skabe dialog om de forhold, man møder i samfundet og sygehusvæsenet som psykisk syg. Stykket er en komisk tragedie om en ung, selvmordstruet kvindes depression og hendes kærlighedsaffære med en mand, der bare gerne vil redde hende. Det lykkes ikke.

Kærlighed kan meget, men når det handler om en depression, så er man så godt som magtesløs. Men det ved Lars ikke, før stykket er slut.

Stykket ’Hold så kæft Lars!’ starter med en dansende og flirtende ung kvinde, der hedder Liv, og hun vil bare gerne hjem og knalde med den første, den bedste mand, der byder sig til. Det bliver så Lars. Det er ikke, fordi han ligefrem presser på, men det gør hun, og så ender de hjemme i hendes sofa.

Lars tror først, han er heldig og har overscoret, men snart forstår han, at hun er psykisk syg. Humøret svinger fra den ene yderpol til den anden, og når hun ikke er sjov og hyper, så sviner hun ham til og råber ’Hold så kæft, Lars! Det får ham dog ikke til trække sig, nærmest tværtimod, han sætter sig nemlig for at redde hende. Og lad det være sagt med det samme – stykket er mere tragisk, end det er morsomt.

For det er en forudsigeligt nedadgående spiral, hvor hun bliver mere og mere depressiv. Og Lars, der er en helt almindelig, sød ung mand fra Herlev, kæmper bravt. De drikker Gin og tonics, alt imens han laver mad til hende, præcis som hun kan lide den. Han varter hende op og stryger hende over håret og knalder hende, når hun vrikker med numsen, og samler hende op igen, når hun er sløv som en karklud. Men lige meget hjælper det. Og som publikum kan man mærke håbløsheden. For selvom der bliver danset og dyrket heftig sex i sofaen, og der er masser af musik og friske replikker, så er det kun facade. Indenunder er der dystert.

Hug til psykiatrien

Liv er fast patient i psykiatrien, og vi er med til hendes mange besøg hos psykiateren, som absolut er de sjoveste og mest groteske scener i forestillingen. Psykiateren konstaterer nøgternt, at hun har været på psykiatrisk afdeling 16 gange, heraf tre på den lukkede. Efter en konsultation vurderer han, at hun burde indlægges igen, men der er desværre ikke lige plads. Så han laver remsen ’okker, gokker, gummiklokker’ mellem de indlagte patienter, for at vælge én, der kan udskrives, så hun kan komme ind. Det bliver dog ikke til noget, og hun har det måske også lidt bedre?

Han udskriver i stedet sovepiller med løs hånd, mens han holder nøje øje med tiden, så hun ikke får et sekund mere samtaleterapi, end hun har krav på. Han stopper hende midt i en sætning, når tiden er gået, og smider endnu en recept efter hende.

Og sådan går tiden. Sovepillerne gemmer hun under sofapuderne, alt imens hendes depression bliver værre og værre. Samtidig er Lars fuld af sine egne drømme om fremtiden, så han spørger, om de ikke skal være rigtige kærester. Hun er vægelsindet og bange, men går med på ideen. Som publikum håber man, at forestillingen vil stoppe lige der, hvor der er håb. Men det gør den ikke.

For kærlighed alene kan ikke redde et selvmordstruet og depressivt menneske. Der er brug for et sundhedsvæsen, der er der, når man har brug for det. Men da Lars giver op og ringer til akuttelefonen efter hjælp, så er det både for sent, og desuden møder han blot en telefonsvarer, mens livet rinder ud af hende.   

Tal om psykisk sygdom

´Hold så kæft Lars!´er ny dansk samtidsdramatik, som netop har haft urpremiere på Aveny-t i København, hvor det spiller indtil 21. september. Det er dramatiker og skuespiller Mette Søndergaard Nielsen, som har skrevet forestillingen, hvor hun selv spiller hovedrollen som Liv. Den kærlige og hårdt prøvede kæreste Lars bliver spillet af Anders Budde Christensen, som også har rollen som psykiater.

Scenografien er helt enkel, det er bare en sofa, som fungerer både som stuen hjemme hos Liv, og konsultation hos psykiateren. Mere behøver man ikke, for handlingen er ikke det ydre, men Livs indre mørke, som de begge slås med på hver deres måde.

I programmet siger dramatiker Mette Søndergaard Nielsen: ’Mit ærinde med forestillingen er ikke, at vi skal grine af psykisk sygdom, men at vi skal forstå den gennem komediens virkemidler. Det er helt bevist en tragisk komedie, fordi det, vi griner af, kan vi tale om. Jeg håber, at forestillingen kan være med til at aftabuisere, oplyse og fungere som ’skamventil’ for publikum.’

Efter Aveny-T i København fortsætter forestillingen rundt i landet: først til Kulturhus Kappelborg i Skagen, Teatret Svalegangen i Aarhus, Magasinet i Odense, Mungo Park i Allerød, Bøgestrømme i Vordingborg, Nørregade Teater i Maribo, Koldings Egnsteater i Kolding og Team Teatret i Herning, hvor sidste forestilling er 26. oktober.