Lærerig podcast om briternes opsigtsvækkende ja til assisteret dødshjælp

PODCAST: I fredags stemte det britiske Underhus med et overraskende stort antal stemmer ja til at legalisere retten til assisteret selvmord. Skarp, men også neutralt afdæmpet podcast fra The Guardian dokumenterer flot og forståeligt landets ophedede debat helt op til afstemningens sidste timer. Podcasten er et journalistisk og pædagogisk kunststykke og giver mange indspark og præciseringer til den danske debat.

I fredags, 29. november, stemte 330 af det britiske Underhus’ medlemmer ja og 275 nej til et forslag om legal dødshjælp efter en debat af historiske dimensioner. En diskussion hvis betydning tilhængere og modstandere er enige om, er af ligeså samfundsforandrende karakter som tidligere politiske reformer, der gav borgerne ret til for eksempel ægteskab mellem samme køn, abort, selvmord uden strafansvar og afkriminalisering af homoseksualitet.

Journalistisk og pædagogisk kunststykke

Og det er denne intense debat, som den britiske avis the Guardian lykkes med at samle op og perspektivere i avisens podcastserie ´The Daily Focus´ med programmet ´Assisted dying: a historic vote comes to parliament´. Men at få kogt den heftige debat og dens komplekse etiske problemstillinger ned til et halvt times velfungerende og tilstrækkeligt informativt program er ikke så lidt af et journalistisk og pædagogisk kunststykke, for med kun en dag tilbage inden afstemningen var det nemlig endnu slet ikke klart, hvilken vej afstemningen vil gå.

Og ifølge programmets vært, Helen Pidd, var der her timer før afstemningen fortsat en stor gruppe af parlamentets medlemmer, som stadig var usikre på, om de ville støtte eller modsætte sig lovforslaget under afstemningen, som kom efter uger med stadig mere ophedede argumenter fra begge lejre. Afstemningen var en såkaldt ’fri afstemning’, hvilket betyder, at medlemmerne ikke var bundet af partilinjen​.

Men ´The Daily Focus´ kan det, som de er sat i verden for, nemlig at fokusere på det vigtigste. Hvilket i dette program er at forklare, hvordan lovforslaget om assisteret død overhovedet er kommet frem til Underhuset, hvad forslaget i virkeligheden går ud på, hvad der dybest set får modstandere og tilhængere til at skilles, og hvilke konsekvenser der tegner sig for fremtiden, hvis forslaget vinder flertal.

En opgave som the Guardians stedfortrædende politiske redaktør Jessica Elgot og programværten Helen Pidd i høj grad tager på sig, når de leder lytterne frem til en nuanceret forståelse af indholdet af forslaget, som alene retter sig mod voksne med fuld mental kapacitet, som er terminalt syge og med højest et halvt år tilbage at leve i.

Ifølge forslaget skal en terminalt syg patients ønske om at dø herefter vurderes af to uafhængige læger, som skal bestemme om den terminalt syge overhovedet er kvalificeret til at ansøge om hjælpen. Hvis de to læger siger ja, skal ansøgninger herefter godkendes af en dommer fra High Court for således at sikre juridisk tilsyn med processen. Selve administrationen af lægemidlerne skal overvåges af en uddannet læge, men det er ifølge programmet afgørende, at patienten selv administrerer den dødelige dosis. Læger eller sundhedspersonale er under ingen omstændigheder forpligtet til at deltage i processen, og det er ulovligt at presse nogen til at anmode om assisteret død.

At patienten selv skal administrere sin dødelige dosis, betyder ifølge programmet, at patienter, der fysisk er ude af stand til selv at tage medicinen på grund af for eksempel lammelse, svære handicaps eller visse neurologiske lidelser, ikke kan få hjælp til aktiv dødshjælp, selv om de ellers opfylder kriterierne. Begrænsninger, som har pustet til debatten på grund af forslagets udelukkelse af nogle af de mest sårbare patienter. Men også begrænsninger, som ifølge podcastens programlederne skal være med til at sikre, at den assisterede død er patientens selvstændige valg, og at sundhedspersonaler ikke medvirker aktivt i patientens død, hvilket reducerer risikoen for, at assisteret død bliver opfattet som en form for eutanasi (aktiv dødshjælp).

Retten til assisteret død var også til afstemning i Underhuset i 2015, men blev massivt nedstemt af politikerne, som var bekymrede for, hvordan man rent faktisk skulle implementere den i lovgivningen. Men siden har meningsmålinger gang på gang vist, at retten til assisteret død konsekvent bliver mere og mere populær blandt befolkningen. Og også blandt politikere, der tidligere var imod, som for eksempel den tidligere premierminister, David Cameron, som i dag erklærer sin støtte til lovforslaget.

Men selv om folkestemningen og politikerne altså har flyttet sig de seneste knap 10 år, er det tydeligt at høre på de politikere, som optræder i programmet, at beslutningen om at stemme ja eller nej er svær. De fremstår næsten alle personligt tyngede af frygt for at gøre noget, som de måtte fortryde – uanset om de tilhører ja- eller nej-siden.

Selv om politikerne er enige om, at legalisering af statslig dødshjælp er en historisk beslutning, som kræver grundige etiske overvejelser og skrappe sikkerhedsforanstaltninger, viser programmet, at uenigheden om assisteret dødshjælp ofte bunder i deres forskellige syn på balancen mellem personlig frihed og statens indblanding. Religion, moral, ønsket om at lindre lidelse eller frygten for en farlig glidebane spiller mindre rolle.

Palliationslæge er en stærk stemme

Mindre usikker på hvad hun synes om lovforslaget er til gengæld programmets medvirkende læge med speciale i palliativ pleje, Lucy Thomas, der mener, at samfundet har et ansvar for at støtte sårbare mennesker uden at tilbyde døden som en løsning.

Thomas argumenterer i stedet for, at fokus bør være på at forbedre eksisterende pleje og understøtte liv frem for at tilbyde en medicinsk løsning, som kan føre til et senere pres for at udvide kriterierne for assisteret død, en underminering af investeringer i palliativ pleje samt et generelt nederlag for samfundets værdier omkring omsorg og beskyttelse.

Men især falder det tydeligvis Lucy Thomas for brystet, at ingen ønsker at forholde sig til, at patienter, der ønsker at dø, ikke får samme adgang til selvmordsforebyggende hjælp som andre mennesker i krise. Hun mener, at systemet derved diskriminerer mod patienter med alvorlige sygdomme eller handicap ved at tilbyde dem en mulighed for at afslutte deres liv, snarere end at give dem den nødvendige støtte til at leve videre.

Lucy Thomas, der beklager, at forslaget ifølge hende er renset for tanker om lindring af lidelse, er en stærk stemme i programmet. Hun er erfaren, vidende og velargumenteret, og hun fremstår befriende ærlig og med høj troværdighedsfaktor, når hun indrømmer det, som så mange andre modstandere af statslig dødshjælp desværre ofte har det med at fortie og benægte – nemlig at der rent faktisk findes en lille gruppe af terminalt syge patienter, som ikke oplever tilstrækkelig lindring gennem selv den bedste palliative pleje.

Lucy Thomas er da blandt andet derfor heller ikke principielt imod, at nogle patienter får hjælp til at lindre deres lidelser, også selv om denne hjælp kan forkorte livet, men hun mener, at forslaget bør radikalt forandres.

I hvor høj grad forslaget vil blive ændret, somi Lucy Thomas ønsker, vil kun tiden vise, for næste step er ifølge podcasten, at Underhuset i den kommende tid vil arbejde videre med det nu vedtagne forslag, som så i løbet af 2025 vil blive sendt videre til Overhuset, der her også får chancen for at vedtage eller forkaste retten til assisteret dødshjælp.

Imponerende præcise journalister

´Assisted dying: a historic vote comes to parliament´ er et vigtigt og vellykket kondensat af de vigtigste meninger og perspektiver omkring dødshjælp. Og The Guardians to journalister, Jessica Elgot og Helen Pidd er imponerende præcise, når de interviewer og sammenfatter de komplicerede moralske, etiske og samfundsmæssige implikationer, som er forbundne med at sige såvel ja som nej til offentligt støttet dødshjælp. Alle samtaler, interviews og kommentarer er holdt i en respektfuld tone, som i allerhøjeste grad klæder et emne som dette.

Podcasten besvarer ikke én vigtig og tankevækkende pointe: Hvorfor fokuserer debatten – og dermed politikere og befolkning – så meget på de få, der ville ønske dødshjælp, hvis det blev lovligt, mens det langt større antal terminalt syge, der lider unødigt på grund af mangelfuld eller manglende palliativ behandling, overses? Det er et spørgsmål, der også er centralt i den danske debat, som statsministeren har sat i gang, men som hun heller ikke har adresseret.

Assisted dying: a historic vote comes to parliament kan høres her