| | | | | |
 


Regioner i podcast: Psykisk syge kan blive raske

 
 
 
 
 

PODCAST: I modsætning til hvad mange tror, så viser forskning, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Det fremgår af fem nye podcasts, produceret af Region Syddanmark og Region Sjælland.

En ny model, CHIME, viser, at behandlere bedst hjælper de sårbare patienters helbredelse på vej ved at holde fokus på patienternes håb, drømme, relationer og livskvalitet samt inddrager dem i pleje og behandling.

Den hidtil største sammenfatning af, hvad patienterne selv anfører som vigtigst for deres helbredelsesprocesser, recovery, er lavet af en engelsk forskergruppe, heriblandt professor ved The University of Nottingham, Mike Slade. Han har sammenfattet den eksisterende mængde af viden og forskningsartikler om, hvad patienter selv siger, der har været mest hjælpsomt for deres personlige recovery og kogt det ned til fem overordnede kerneelementer, CHIME (Connectedness, Hope, Identity, Meaning, Empowerment).

CHIME modelen er ved at vinde stærkt  frem også på danske psykiatriske afdelinger, hvor CHIME basalt set er oversat til, at man sammen med patienterne forsøger at opnå recovery ved hjælp af de fem begreber: Samhørighed med andre mennesker, håb og optimisme for fremtiden, identitet forstået som at genopbygge eller opbygge sin egen identitet – herunder at overkomme stigmatisering, mening i form af at finde og opleve en mening med sit liv og de aktiviteter, man laver, og endeligt empowerment som det at have handlemuligheder, handlekraft og troen på, at man kan.

Og at CHIME-modellens begreber giver mening for i hvert fald nogle patienter, også selv om disse tidligere har været meget svært syge og forpinte, fremgår det med al tydelighed af podcastserien Lad os tale om psykisk sygdom, hvor mennesker, som har eller har lidt af psykisk sygdom taler meget åbent, personligt og fordomsløst om både personlige erfaringer i forhold til livet med alvorlig psykisk sygdom.

I hver af de fem podcast er psykisk syge inviteret i studiet - nogle gange sammen med en professionel medarbejder fra psykiatrien og en skiftende vært. Samtalernes udgangspunkt er de syges beretninger om deres dybt personlige og helt unikke forandringsproces i retning af et mere tilfredsstillende liv båret af håb, aktiv deltagelse i egen sygdom, udvikling af egne mål og fremdrift trods de begrænsninger for livsudfoldelse, som sygdommen kan forårsage:

I podcast 1 "Naturen som selvhjælp" fortæller den 48-årige Vibeke Andersen, der har været ind og ud af det psykiatriske system, siden hun var 20 år, om, hvordan hun har fundet håb, ro og styrke til ikke blot et meget bedre liv uden ødelæggende psykoser, men også til nu at stå foran udskrivelse af psykiatrien ved hver dag at gå ud i naturen fremfor blot at ligge i sengen eller sidde i sofaen og forsøge at klare tilværelsen ved hjælp af diverse mediciner.

”Det med at vandre ude i naturen fungerer rigtigt godt for mig. Det er der, hvor jeg finder roen i mig selv. Min recoveryproces er et lille skridt af gangen i den rigtige retning. Naturen er et frirum for mig. Hvis jeg har en rigtig dårlig dag med rigtig mange stemmer i mit hoved, så er min medicin at tage traveskoen på uanset vejret. Jeg får det bedre, det får jeg ikke, hvis jeg tager piller. Jeg bliver glad i låget af at vandre, og det giver mig en bedre søvn, som ellers har været et stort problem,” fortæller Vibeke Andersen, hvis stemmer altid har fortalt hende, at hun intet er værd og derfor bør dø, men som nu om sin fremtid siger:

”Der er nu otte år siden, at jeg i 2012 sidst var indlagt på psykiatrisk afdeling. Men nu skal jeg ud af psykiatrien efter 28 år, hvor jeg har været i behandling det meste af tiden. Jeg kan igen være et frit menneske, en fri borger som ikke mere er behandlingskrævende, og det er rigtig, rigtigt rart, selv om jeg har fået rigtigt meget god hjælp og støtte i psykiatrien.”

I podcast 3 "Om at komme sig fra psykisk sygdom – hvad er recovery" fortæller Line Marie Christensen og Michael Møller Nielsen om kliniske og personlige vinkler på, hvad recovery betyder for samfundet og dem selv. Og fælles for de to, som i en årrække har været syge på grund af henholdsvis paranoid skizofreni og bipolaritet er, at de ser recovery som en proces, som de er kommet opmuntrende og meget inspirerende langt i, men hvor de på ingen måde er nået i mål trods kæmpe store fremskridt for dem begge:

"Mit mål er at få det bedre. Men det har været vigtigt for mig at kunne kæmpe mig frem til et sted i mit liv, hvor jeg kan være i mig selv. Jeg kan ikke stoppe min medicin, jeg kan ikke stoppe stemmerne, men jeg kan gøre, hvad jeg kan gøre for at blive bedre. For mig handler det om at få det bedre, om at have håbet om at kunne skubbe mig frem. Det går op og ned med nogle gange to skridt frem og et tilbage, men nogle gange er det kan også være kun et skridt tilbage. Det er ikke en linear proces," fortæller Michael Møller Nielsen, som suppleres af Line Marie: 

”Herre Gud, det jeg kan nu her, havde jeg ikke kunnet for et år siden. Det er en proces, som man er i uden, at man nødvendigvis ved, hvor man er. Jeg bliver aldrig færdig i min recoveryproces. Det vigtige for mig er, at jeg skaber mig et liv, hvor jeg er, hvor jeg skal være i livet. Og at jeg føler, jeg har kontrol over mit liv.”

I podcast fire "Om at komme sig fra psykisk sygdom" taler 21-årige Sophie Andersen og 32-årige Jacob Hagendam om det første bogstav i CHIME-modellen .’ C’ som står for connectedness, altså samhørighed, og hvad dette betyder for dem i deres recoveryproces. Sophie fortæller:

"Jeg startede som 12-årig med at høre stemmer, men det var først, da jeg var 16, at jeg kom i kontakt med psykiatrien. Jeg havde angst, depression og en personlighedsforstyrrelse. Det var ondskabsfulde og negative stemmer, som fortalte mig, at jeg ikke burde leve, og at jeg ikke er god nok. Det blev værre og værre. Men nu fra 2020 går jeg til ugentlige samtaler, jeg har fået venner fra mit arbejde, og jeg går igen til gymnastik, som jeg altid har elsket. Gymnastikken er sammen med mine venner og min familie en stor hjælp, så det er rigtigt fedt, at det ikke kun er i psykiatrien, at jeg kan få god hjælp og tale om tingene.”

Også Jacob Hagendam hører stemmer og finder stor hjælp ved nu målrettet at dyrke sine sociale relationer:

"Jeg har skizofreni. Jeg startede med at høre stemmer som 10-årig og har hele tiden hørt stemmer, men jeg har hele tiden vidst, at de ikke var virkelighed. Jeg har hele tiden vidst, at der var en virkelighed, som ikke var virkelighed, og startede i behandling som 17 -årig med diagnosen depression, men som 21-årig fik jeg diagnosen skizofreni. Jeg vil gerne vise, at der er lys forude, og jeg nu har meget samvær med andre sårbare, hvor vi ser bag de psykiske diagnoser og navn og stilling”

 I podcast fem "Hvilken rolle har håb i recoveryprocesser" handler om, hvad CHIME-modellens håb har betydet for de to medvirkende, 31-årige Jehad Jef Melkerson og 29-årige Sarah Rømer. Fælles for dem er at deres liv, inden mødet med CHIME var mere end almindeligt svære. Nu har de gode liv:

”Jeg har borderline, som er en svær størrelse, for det er en personlighedsforstyrrelse, som spiller med følelserne, konfliktefyldte relationer, indre tomhed, og det har påvirket min hverdag rigtig meget. Men man kan godt komme sig, man kan godt få et godt liv. Jeg er langt i min recoveryproces, jeg arbejder, og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg ikke havde været i terapi. Jeg er dog i flexjob, men ellers lever jeg et helt normalt liv, hvor jeg spiser, sover godt og går i bad. Jeg er blevet skolelærer, det var min drøm. Nu drømmer jeg om, at jeg gerne vil gerne se hele verden. Lige nu er det bremset af corona, men det skal nok komme. Håb, stædighed og at gennemføre er nu mit våben,” fortæller Sara Rømer.

Også Jeff har været på en lang rejse fra total håbløshed, kriminalitet og manier og depressioner, som flød over i hinanden til nu at have venner, drømme og håb samt et kommende bryllup lige forude: 

”Jeg har også som Sara været igennem en recoveryproces. Jeg er diagnosticeret bipolar, men jeg er afsluttet i psykiatrien efter at have været der længe, og jeg er nu nok lige der, hvor jeg skal være. Jeg står på egne ben, men ikke alene, for jeg har formået at lave network og har mine nærmeste med ind i mine mestringsstrategier. Jeg kom ud af håbløsheden ved hjælp af andre mennesker, som var en motiverende faktor for, at jeg begyndte at tage skridt i den rigtige retninger, så der kom overensstemmelse mellem mine handlinger og mit håb og mine forventninger og de mennesker, jeg omgav mig med. Nu bor jeg i et hus, jeg skal giftes, og min straffeattest er ren. Drømme behøver ikke altid at indfries, men de skal være et sejl, som fører dig henover håbløsheden.”

Tilrettelæggerne bag "Lad os tale om psykisk sygdom" har formået at finde nogle utroligt sympatiske og veltalende medvirkende, som man kun kan ønske alt godt fremover, for det har de fortjent. Deres personlige indsatser for at få noget meget bedre ud af deres liv på trods af de givne benhårde odds kan kun imponere, og deres lyst og vilje til at give deres erfaringer videre for også at hjælpe andre kan tilsvarende kun aftvinge respekt. Nogle gange er det de svageste, der er de stærkeste.

Men når det er sagt, så kunne tilrettelæggerne godt at have hjulpet sine tilhørere bedre på vej ved i højere grad at ridse behandlingsrammerne op. Lytternes indsigt i, hvad CHIME står for, hvordan modellen forvaltes og udfoldes i psykiatrien, og hvad de fem bogstaver egentligt betyder mere konkret for patienternes forløb, mens de endnu fortsat endnu er syg, forbliver i tåger.

Og det er rigtigt ærgerligt, for som lytter er det ikke nok at håbe på, at CIMES kan noget helt særligt. Man vil også gerne kende og forstå vejen ad hvilken på et lidt mere generaliserbart plan. I øvrigt ville det i samme forbindelse også have givet mening at have grebet CHIME-modellens begreber mere struktureret an. For eksempel er der underligt nok ikke engang enkeltvise podcast om Idendity og Meaning. Det er synd, for man kunne godt forestille sig, at der vil være en del psykisk syge, som vil kunne motiveres og inspireres yderligere, hvis de havde mulighed for at få indsigt i også hvor og hvordan, CIMES rulles ud i det psykiatriske system, som jo fortsat sammenlignes med den gamle filmklassiker Gøgereden,  som CIMES-modellen forekommer at være en 180 grader modsætning til.