Podcast for almen praksis: Læger må ikke glemme det lille ord etikette

PODCAST: Officielt vedtagne erklæringer om respekten for patienten og dennes autonomi kan blot være en tynd retorisk glasur, som dækker over en ganske anden virkelighed eller praksis, advarer stærkt faglig og meget sober podcastserie fra Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM.

Pracfticus Podcast er et nyt medie for almen praksis, som så dagens lys efter almen praksis, Nordisk Kongres i 2019. Podcastene, som er funderet i DSAM, rummer indslag om alle hånde former faglige emner fra interviews om DSAM’s task force-gruppe i anledning af lockdown og corona til indslag eller oplæste artikler om etik, økonomi, udbrændthed og patientbehov i almen praksis.

Practicus Podcast består for mestendels af mindre udsendelser mellem syv-otte minutter, som forekommer at måtte være utroligt egnede til lytning i frokostpauser eller under transport i for eksempel bil eller tog, mens enkelte kræver noget mere tid og er omkring en halv time.

Blandt de kortere indslag er blandt andre et bidrag fra Ole Hartling, læge og tidligere. formand for Etisk Råd, og Niels Saxtrup, praktiserende læge, som i udsendelsen "Professionsetik- hvad skal vi med det?" sammen giver deres bud på, hvorfor almen praksis mangler at formulere en decideret professionsetik, men samtidigt også med et citat fra filosoffen Steen Wackerhausen advarer mod det, som de i den forbindelse kalder for "retorisk glasur":

”Ikke sjældent er en overordnet fælles formålsformulering, for eksempel om respekten for patienten og dennes autonomi, blot en tynd retorisk glasur, som dækker over en ganske anden virkelighed eller praksis,” skriver de og fortsætter: ”Manglende respekt og ydmygelser kan udfoldes og opleves ganske uden verbal kommunikation mellem patient og professionel overhovedet – for eksempel ved at patientens fysiske eller psykiske tilstedeværelse ikke registreres, ved at patienten bliver ’gennemsigtig’ eller ’usynlig’, ved at der ikke bliver talt med patienten, ved at patienten bliver talt om og gjort til ’nok et tilfælde’, ved de sundhedsprofessionelles gemytlige, indforståede smalltalk, mens patienten bliver ’ordnet’ osv.”

De to læger gør sig desuden til talsmænd for genindførelse af en forståelse for det lidt gammeldags begreb etikette i forbindelse med etiske regler for ret og vrang:

”I efterlevelsen af blåstemplede ’etiske regler’ må det lille ord etikette, som er afledt af ordet etik, derfor ikke glemmes. Det dækker begreber som ’den gode opførsel’ eller lægens taktfølelse. Etikette kan i denne sammenhæng kaldes nærhedsetik og er beslægtet med dydsetik. Etiketten forstået som taktfuldhed må sættes højt, for patienten vil være mere prisgivet og afhængig af lægens etikette og takt end af Lægeløftet og andre højtidelige etiske principper. Den ’lille etik’ kan med andre ord have den største betydning,” fremfører Hartling og Saxtrup, der også tager til genmæle mod dem, som måtte mene, at det ikke nytter at træne etik og etikette:

”Påstanden er fejlagtig. Den enkeltes dømmekraft kan være fejlbehæftet, og samvittigheden kan være ’uopmærksom’. På forhånd at have taget stilling til et etisk dilemma kan hjælpe, når man står i lignende situationer, og et dilemma kan belyses ved metodisk at gennemgå dets aspekter. Etisk bevidsthed kan opøves. De senere år har såkaldte refleksionsmodeller vundet frem og har vist sig – helt prosaisk – at være et nyttigt værktøj til analyse af etiske problemstillinger. Etisk bevidsthed kan desuden opøves ved hjælp af eksempler, rollespil og dilemma-cases, og den kan skærpes gennem mesterlære; vi har en pligt til at være gode eksempler for yngre kolleger og for hinanden. Vi spejler os i hinandens virke.”

Blandt de kortere, men også yderst informationsmættede korte podcast er blandt andet en fra læge, ph.d. fra Aarhus Universitet, Jonas Fynboe Ebert, som i podcasten "Akutknappen - den gør en forskel" beretter om, hvordan en del af hans ph.d- projekt fra 2016 til 2019 om introduktion af en særlig akutknap ved borgeres henvendelse til Lægevagten i Region Midtjylland eller 1813 i Region Hovedstaden, nu forventes at være ved at blive til virkelighed i Region Midtjylland efter, at akutknappen allerede er implementeret i Region Hovedstaden.

Tidligere undersøgelser i lægevagten havde ifølge Jonas Fynboe Ebert vist, at cirka fem procent af opkaldene kommer fra patienter, der selv anser deres tilstand for meget alvorlig eller på grænsen til livstruende. I mange af disse tilfælde kan en lang ventetid forværre tilstanden og øge utrygheden hos dem, der ringer for at få hjælp. Eberts undersøgte dengang derfor, om en mulighed for at springe telefonkøen over kunne gøre en forskel for de danske patienter og kaldte muligheden for ”akutknappen”. Et tryk på tallet ”9” på telefonen bragte borgeren forrest i køen, hvis den pågældende selv vurderede at have brug for hjælp fra en sundhedsprofessionel før de andre i køen. Blandt undersøgelsens resultater var ifølge Ebert:

”Akutknappen blev brugt af cirka tre procent., og muligheden for at komme forrest i køen øgede både tryghed og tilfredshed blandt deltagerne i studiet. Kun 23 procent af brugen af akutknappen blev efterfølgende vurderet som ”ikke relevant” af de deltagende læger og sygeplejersker. Cirka 33 procent af de inviterede borgere besvarede spørgeskemaet. Tilbagemeldingerne viste, at akutknappen øgede både følelsen af tryghed og tilfredsheden hos de borgere, der havde haft muligheden for at benytte akutknappen. Overraskende nok gjaldt det også dem, der ikke benyttede den. I alt 75 procent af akutknap-brugerne rapporterede, at den nye mulighed havde øget deres følelse af tryghed i høj grad, ” forklarer han og fortsætter:

”Vagtlægerne i Region Midtjylland blev i spørgeskemaet bedt om at vurdere, hvad patienten fejlede. Blandt patienter over 40 år vurderede de, at 1,7 procent i kontrolgruppen formentlig havde en AMI (blodprop i hjertet, red.). I gruppen med brugere af akutknappen vurderede de, at 10,4 procent sandsynligvis havde et AMI – en sygdom, hvor tiden til behandling er afgørende for prognosen. Selvom medianventetiden i studieperioden var under to minutter, var ventetiden i travle perioder op til 20 gange så lang. Samlet set viste resultaterne, at akutknappen ikke blev misbrugt. Tværtimod blev den hyppigst brugt af borgere, der forventes at have et større behov for sundhedsydelser. “

Og nok handler Practicus Podcast om problemstillinger, der er relevante for læger i almen praksis, men bidragsydere udefra er også budt ind i universet, der således tilføres nye potentielt inspirerende vinkler på hverdagens arbejde i klinikken. Heriblandt Morten Arnika Skydsgaard, læge og fagleder for medicinhistorie ved Steno Museet, der i podcasten "Hvad fejler Dem" beretter om blandt andre den danske praktiserende læge Ole Bang, der som senere professor og lærer ved universitetet i 1831 skrev lærebogen "Lægen ved Sygesengen", som forberedte hans studerende på hverdagen efter studiet.

Bang forklarede ifølge Skydsgaard således i bogen:

"At den gode læge viste forståelse for sine patienter uanset deres sociale stand. Det var særligt vigtigt for den helt unge læge, fordi medfølelse kunne kompensere for den viden, som han ofte manglede. Etikette var vigtig fra det øjeblik, lægen trådte ind over dørtrinnet: “Maaden, hvorpaa De nærme Dem den Syge, er langt fra ikke ligegyldig […] Tavs og rolig sætter De Dem ved hans Seng, blide i Ord og Stemme tiltaler De ham, og vogt Dem for, være det sig ved Spørgsmaal eller Miner, at opvække hans Frygt eller svække hans Fortrolighed”. Bang forklarede desuden sine studerende, at lægen først skulle spørge ”Hvad fejler Dem?”, så patienten kunne komme til orde, erklærer Skydsgaard og fortsætter:

”Ole Bangs råd til de yngre læger om at bruge det almene og åbne spørgsmål ”Hvad fejler Dem?” drejede sig om, at patienten skulle have retten til at definere den første dialog mellem læge og patient. Spørgsmålet er centralt i almen praksis’ tilgang til det syge menneske og måske det vigtigste spørgsmål i hele sundhedsvæsenet, fordi det inviterer mennesket ind i lægens faglige rum. I det rum skal diagnostik og behandling undertiden balanceres med patientens livsomstændigheder og personlighed, som de praktiserende læger ofte kender bedst. De har lettere adgang til det eksistentielle rum med patient og familie, hvor de svære, men også forløsende samtaler opstår. Denne patienttilgang er under pres på grund af myndighedernes ønske om detailstyring af patientforløb, men den vil altid være vigtig i den medicinske praksis og i et godt sundhedsvæsen, hvor mennesket står i centrum.”

Pracfticus Podcast er en rigtig fin podcastserie, som har godt styr på sin målgruppe, hvilket passer som fod i hose til det smalle medie, som podcast er tænkt som. Hvilket dog ikke forhindrer, at podcastene snildt kan høres af andre særligt interesserede, som ikke i forvejen er en del af almen praksis. At Practicus Podcast dog rent teknisk og formmæssigt lader noget tilbage er lidt ærgerligt og nogle gange ligefrem irriterende. Men anskuet fra den store klinge, hvor det primære må være  kvalitet af indhold, er der ikke så meget brokke sig over, så udsendelserne kan kun anbefales, hvis man ønsker at vide, hvad der rører sig af tanker i klinikkerne i almen praksis, hvis læger møder flest patienter.