| | | | | |
 

Anders Lund Madsen er en fremragende, erfaren og menneskeligt klog interviewer. Foto: Kjeld Johansen/Wikimedia Commons

Begavet podcast: Børne- og ungepsykiatere arbejder ligesom detektiver

 
 
 
 
 

PODCAST: Journalist Anders Lund Madsen kaster lys ind i børne- og ungepsykiatrien, hvor de økonomiske rammer kan forekomme urimeligt stramme, men hvor det alligevel gang på gang lykkes dedikerede medarbejdere at få alvorligt psykisk syge børn og unge til at blomstre igen.

Mens flere og flere børn får en diagnose for en psykisk lidelse som for eksempel angst, depression, skizofreni, ADHD og autisme, er der mangel på læger i psykiatrien. Men børne- og ungdomspsykiatrien er ikke noget tilløbsstykke blandt nyuddannede læger. Men hvorfor er der så få læger der vælger dette speciale, når nu det er så vigtigt for samfundet, og når behovet for hjælp hos den enkelte patient er så stort? 

Disse svar har journalist Anders Lund Madsen forsøgt at indkredse i en umådelig interessant, begavet og bevægende podcastserie, bestående af otte programmer "Psykens detektiver". Her han taler med otte forskellige børne- og ungepsykiatere fra det meste af landet om blandt andet faglige fordomme, om børne- og ungdomspsykiatriens ofte snævre økonomiske rammer, om arbejdsglæde, om hvad der skaber en god børne- og ungepsykiater samt - og ikke mindst - om patienter og sager, som de hver især aldrig glemmer.

”Der kommer flere og flere børn ind, men antallet af børne- og unge psykiatere er ikke fulgt med. Vi har nok ikke været gode nok til at italesætte, hvad vi laver. Børne- og ungepsykiatrien er ikke et prestigeområde. Det betyder, at vi ikke har kræfter nok, og det betyder ventetider for patienterne,” forklarer specialeansvarlig overlæge Gitte Madsen. For hende føles de økonomiske og dermed tidsmæssige rammer for arbejdet med de unge patienter nogle gange alt for stramme:

”Det sværeste er at lave afslutning på forløb, hvor patienterne ikke føler sig klare til at forlade os, og hvor man heller ikke selv finder det optimalt og synes, der burde ske noget andet,” siger Gitte Madsen, der ikke lægger skjul på, at det kan være en daglig kamp at leve op til de ledelsesmæssige krav om flow og produktionshastighed.

Det er kun få af de medvirkende, som oprindeligt havde forestillet sig, at deres valg af medicinstudiet ville føre til, at de i sidste ende ville vælge at blive børne- og ungepsykiatere - eller psykiatere overhovedet for den sags skyld. De havde nemlig selv oprindeligt de samme fordomme mod psykiatrien, som de i dag fortsat møder blandt kolleger og ved middagsborde i deres sociale liv. Men møder med specifikke psykiatriske patienter i løbet af deres studietid fik dem til at skifte bane. Til egen overraskelse. 

Rikke Wesselhöft, snart færdig som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, forklarer således om egne og andres fordomme, som i øvrigt er et gennemgående tema:

”Jeg tænkte jo også i den der retning af, at psykiatere var nogen, som selv havde issues, eller som ikke turde være i skadestuen. Og jeg møder stadig, at man lidt tænker, at vi, der er i børne- og ungdomspsykiatrien bare er her, fordi vi er dårlige fagligt, og at børne- og ungepsykiater kan man altid blive. Men det skyldes nok, at det er et nyt speciale. For 20 år siden anerkendte man jo ikke engang, at børn kunne få en depression. Men der er man jo blevet meget klogere, så…”

Børne- og ungepsykiater Michelle Kring, som arbejder i retspsykiatrien, hvor hun undersøger unge, der er sigtet for at have begået en kriminel handling, men som også arbejder med den videre behandling af de psykisk syge unge, der bliver dømt, supplerer:

”Én af de ting, som jeg ikke drømte om, var psykiatrien. Jeg havde mange fordomme om, at psykiatere lignede deres patienter, at de var underlige, og mit billede var små mørke stuer, hvor lægerne mere var gatekeepere, end de var behandlere. Ja, som i Gøgereden.”

Men det er ikke kun tidligere fordomme, som nogle af de medvirkende har til fælles. Fælles for dem alle er der en totalt smittende glæde ved deres arbejde:

”Jeg har verdens bedste job.”

”Jeg er verdens heldigste kartoffel.”

"Jeg synes, at de unge er fascinerende at få lov at følge.”

"Jeg er så nysgerrig på dem, at jeg ofte må bede dem om at stoppe mig, hvis de synes, at jeg taler og spørger for meget.”

”Billederne er brogede, og symptomer er ikke så klare som hos voksne, så det er et detektivarbejde,” lyder de medvirkendes begejstrede beskrivelser af deres arbejde.

Og at være psykiater for børn og unge kan ifølge de medvirkende netop ofte sammenlignes med at arbejde som detektiv, hvor man skal bruge alle sine faglige og personlige kompetencer for at finde ud af, hvad der er galt med de unge patienter, hvis symptomer angiveligt ofte fremstår helt anderledes og meget mere diffuse end hos voksne. Samtidigt med, at man som regel ikke som i andre medicinske specialer har biologiske og mere tekniske diagnostiske redskaber til sin rådighed. Det er ikke for ingenting, at serien hedder "Psykens detektiver", for som Rikke Wesselhöft, der er specialist i moderate til svære depressioner, forklarer:

”Det er et spændende job. Vi har ikke blodprøver, men skal selv finde ud af det, det er mere et detektivarbejde. For hvad sker der, hvis der ikke bliver taget rigtigt hånd om disse børn og unge? Børn og unge med depression får sat deres udvikling i stå, både den faglige og relationelle udvikling. I yderste konsekvens er der jo risiko for, at barnet eller den unge tager sit eget liv. Drenge er sværere at diagnosticere. Tristheden er mere tydelig for omgivelserne hos piger. Drengene skal jeg lede mere i. ”

Men at det ikke altid er et nemt detektivarbejde, som børne- og unge psykiaterne står overfor, når de møder en ny patient, fremgår med al tydelighed af de otte cases, som programmernes medvirkende hver især har valgt at fortælle om for således at illustrere deres arbejdsmetoder og patienternes sygdomme. Og det er stærke cases, som ikke kun demonstrerer de interviewede lægers dybe engagement, og hvor svært det kan være at have en psykisk sygdom som barn og ung. De viser også hvilken fremragende, erfaren og menneskeligt klog interviewer Anders Lund Madsen er, når det som her handler om psykisk syge og deres behandlere i et presset rammesystem.

Podcastserien er produceret af Børne- og ungdomspsykiatrisk Selskab i et forsøg på at skabe en større forståelse for arbejdet i børne- og ungepsykiatrien, men også i et håb om således at kunne medvirke til en styrket rekruttering af læger til specialet. Mål som til fulde synes at være nået i denne på alle menneskelige måder berigende serie, som kun kan efterlade hjerter af sten kolde og upåvirkede. Der er ikke megen Gøgerede at finde i denne serie, hvor en ledende overlæge da også beskriver sin afdelings udseende som et sted, der mest af alt ligner et fritidshjem - uanset hvor voldsomt syge og forpinte, hendes unge patienter dog er. At der udenfor hendes og de iøvrige medvirkendes døre står syge børn og unge på ventelister forekommer barbarisk.