| | | | | |
 

Filip Knop gentager sit budskab om, hvor fuldstændigt afgørende det er, at man som patient har styr på sygdom og på ens egne tal. Han slår disse pointer fast med syvtommersøm mange, mange gange gennem de fem udsendelser.

Diabetesprofessor hamrer sine pointer fast med syvtommersøm

 
 
 
 
 

PODCAST: Hverken patienter eller læger tager altid type 2-diabetes alvorligt nok, men det skal de, for ellers kan det helt unødvendigt gå grueligt galt for patienten, lyder det i ny podcastserie fra Center for Clinical Metabolic Research på Herlev/Gentofte Hospital.

Diabetes kan skade blandt andet både hjertet, nyrerne, øjnene og følesansen i fødderne. Risikoen for at få følgesygdomme øges, jo dårligere blodsukkeret er reguleret og kan forringe såvel livskvalitet som livslængde. Cirka hver tredje diabetespatient har en hjerte-kar-sygdom, næsten fem procent har haft alvorlige øjenkomplikationer, andre har fået foretaget amputationer, og mange har fået forkortet deres liv af sygdommen ifølge Diabetesforeningen.

Men sådan behøver det slet ikke at gå ifølge professor Filip Knop, som i en dugfrisk podcastserie fra Gentofte-Herlev Hospital fortæller om, hvad man selv kan og bør gøre for at få optimalt udnytte af de nye behandlinger af type 2-diabetes.

Podcastserien "Sådan får du et godt liv med diabetes" består af fem små udsendelser af hver især cirka 20 minutters varighed. Hver episode rummer studieværten, en patient og altså Filip Knop, som har fire hovedbudskaber til patienter med type 2-diabetes:

”Jeg håber meget, at patienterne ikke føler sig stigmatiseret, for det kan sagtens lade sig gøre at leve et godt liv med type 2-diabetes. Det kræver dog, at man engagerer sig i sin sygdom og har styr på fire vigtige tal: Langtidsblodsukker, LDL-kolesterol, blodtryk og vægt. Har man ikke det, er der risiko for alvorlige følgesygdomme,” siger Knop, som gang på gang gentager sit budskab om, hvor fuldstændigt afgørende det er, at man som patient har styr på sygdom og på ens egne tal. Han slår disse pointer fast med syvtommersøm mange, mange gange gennem de fem udsendelser.

Serien er tilrettelagt på vegne af Novo Nordisk Denmark. Og vejen til at opnå at få de gode tal, altså få styr på sin sygdom, er ifølge podcastserien en anden kost, mere motion og fuld overholdelse af sine lægeaftaler:

”Typisk for vores patienter er, at de indtager flere kalorier, end de forbrænder, så at sænke kalorieindtaget og øge motionen kan være en stor omvæltning. Derfor taler jeg med mine patienter om det i små bidder, for det skal kunne holde resten af livet. Og hvis man tager forandringer i små bidder, er det nemmere, for det kan være enormt svært at holde pusten på den lange bane, hvis man har et for højt ambitiøst niveau i starten. Små bidder er nemmere,” forklarer Knop, der opfordrer diabetespatienter til tæt samarbejde med læger og eventuelt hospital om alle sygdommens risikable aspekter: 

”Type 2-diabetes er ikke en sygdom, som man selv kan monitorere hjemmefra ved at hoppe op på vægten, så patienten er afhængig af at få foretaget målinger af blodtryk, blodsukker, kolesterol etc. Men til gengæld kan vi så tilbyde hjælp til et bedre og længere liv. Det er også vigtigt, at de pårørende forstår, at det er en sygdom, der skal tages alvorligt. Patienten skal varetage sine kontroller, og at dette kan betyde, at patienten har et relativt stramt program med blodprøver etc, så familien er meget vigtig.”

Og den kvindelige patient, fru Mortensen, hvis fornavn værten desværre ustandseligt sluger, så det er kropumuligt at høre, er i dag en superpatient, som stort set gør alt, hvad hun er blevet fortalt, at hun bør. Hun motionerer dagligt og spiser stort set kun diabetes-venlige måltider. Men hun er enig i, at overgangen ikke altid er lige nem:

”Man skal være fuldstændig uden hæmninger. Man skal trække til sig al den hjælp til sig, som man kan få. Man skal engagere sig i sin diabetes. Ens liv er, hvad man gør det til. Man er nødt til at tænke tingene ind i et større perspektiv, men man kan have et fantastisk godt liv med diabetes, og det har jeg også. Jeg havde håbet at kunne være længere uden medicin, men det kan jeg ikke, og så er det sådan. Jeg tænker jo på, om jeg vil miste mange af mit liv ved at være ligeglad, og nej det vil jeg ikke.”

Men fru Mortensen har ikke altid været en dygtig patient, fortæller hun, der mener, at hun tog sin sygdom alvorligt 10 år for sent: 

”Da min læge første gang fortalte mig, at jeg havde diabetes, ignorerede jeg det bare. Det var først, da jeg fik en ny læge, som fortalte mig om konsekvenserne af diabetes, at jeg forstod. Og nu er jeg da bekymret over langtidsvirkninger af ikke at have taget det alvorligt,” siger hun, der også gentagne gange påpeger, hvor vigtigt det er at have styr på egne data.

”Der skal ikke ret meget til for, at tallene ændrer sig i negativ retning, så det er vigtigt at følge med hele tiden,” siger fru Mortensen, der hverken lyder frelst eller overdreven bekymret for sit helbred, men alligevel selv måler sit blodsukker flere gange om dagen:

”Du skal have et blodsukkkermål derhjemme og tjekke det et par gange om dagen og kende dit blodtryk og kolesteroltal. Der skal ikke spises mange vindruer, før det bonger ud. Og jo, det er svært, for der skal ikke megen dansen rundt, før tallene stiger, så du er simpelthen nødt til at tænke over det og hele tiden sikre, at du ligger indenfor normalområdet, for ellers skal der tales med lægen om kosten og medicinen.”

Men ifølge professor Knop viser en undersøgelse fra Diabetesforeningen, at patienter generelt har meget dårligt styr på deres egne diabetesdata. Ansvaret og forklaringerne herpå tilskriver Knop og Mortensen såvel patienterne selv som deres læger:

”Jeg meget glad for mit gode samarbejde med min nye læge, men jeg har mange i min omgangskreds, som har læger, der ikke mener, at det skal tages så alvorligt. Det er ikke, fordi lægerne er ligeglade, men for mange er ikke klædt ordentligt på til at tage sig af diabetessygdom. Alle læger bør være klædt på til at kunne tage sig af diabetes, og mit råd er, at man skifter læge, hvis ens læge ikke er dette, for det er den praktiserende læge, som skal give de første informationer og så ellers holde patienten tæt til sig fra dag 1, for ellers smutter man som patient ned mellem stolene,” siger patient Mortensen. 

Også Filip Knop langer ud efter de praktiserende læger, som han mener har medansvar for patienternes manglende indsigt i egne data og behandlingsmål, selv om der ikke findes oplysninger, der kan placere ansvaret for tingenes tilstand. Men til lægerne siger han:

”Man skal se på patienten, kortlægge ressourcer og kompetencer og støtte fra familie, ellers vil patienten være alene om det. Alle patienter har ret til at t vide, hvad det er for en sygdom, de har fået konstateret, og hvad den kan afstedkomme, så jeg gør faktisk meget ud af at fortælle om de risici, der er forbundet. Det kan være hårdt både at aflevere og modtage en sådan besked, men jeg gør også meget ud af at fortælle, at vi kan reducere risikoen til, hvad der svarer til en baggrundsbefolkning.”

At læger ’ikke er klædt på til diabetesbehandling’, og at en speciallæge og professor føler sig nødsaget til at pointere, at han mener, at patienter har ret til at vide hvilke følgesygdomme, der er forbundne med type 2-diabetes er svært helt at tro på. Der er jo ikke ligefrem tale om ny viden, og type 2-diabetes er en folkesygdom, som alle praktiserende læger må kunne forudsættes at have berøring med, om ikke dagligt så nærmest ugentligt.

Men hvis det virkelig forholder sig sådan, at praktiserende læger ikke i tilstrækkelig grad er up to date med type 2-diabetes, så forklarer og undskylder det i hvertfald, at man har brugt hele fem programmer til at fortælle sit jo ellers meget enkle budskab: Kend dit langtidsblodsukker, LDL-kolesterol, blodtryk og vægt – og spis så i øvrigt mindre og anderledes samt bevæg dig mere. For ellers kunne det måske godt være noget trættende at høre de samme gode råd mange gange, bare pakket ind i forskellige ord.

Men det lader således til, at der er god grund til disse mange pædagogiske gentagelser, som kan gøre hvem som helst forskrækket og ikke så lidt bevidst over type 2-diabetens svøbe og nye livsstilskrav, og set med disse briller er programmerne aldeles vellykkede, for Knops pointer siver i den grad ind, og fru Mortensen er en god og livlig fortæller, som beretter om sygdommens nye krav til livet på en måde, hvor alle kan være med, da hun hverken er for meget eller for lidt og har god sans for, hvad diabetes kan betyde for andre end lige hende selv.

Man levnes således ingen mulighed for ikke at forstå, hvad man bør gøre for at holde sin sygdom i ave og således opnå et ellers næsten almindelig tilværelse. At det så kan være svært at omsætte disse paroler i et travlt hverdagsliv præget af  for eksempel drinks og guf i sofaen og alt for få grøntsager, gør jo kun tingene endnu vanskeligere - for såvel patient som læge.