Et mareridtsagtigt væsen fra Alien-universet er xenomorfen, den ultimative jæger skabt til at overleve og sprede frygt.
Kulturkassen: Ny Alien-serie blander kropsrædsel og filosofi
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Bo Karl Christensen
KULTUR-KASSEN: Jeg har denne måned kastet mig ud i det mest ambitiøse forsøg i ´Alien´-franchisen siden James Camerons ’Aliens’ fra 1986. Serien ´Alien: Earth´er både en prequel og en selvstændig fortælling, hvor kunstig intelligens, avanceret bio-hacking og megavirksomheders magt foldes ud på en måde, der får det til at sitre i nerverne.
Grundpræmissen er tilpas grum: En fremtid, hvor tech-giganter kontrollerer alt, og børn med dødelige sygdomme får deres bevidsthed flyttet over i superstærke, syntetiske kroppe – kaldet hybrider. Midt i det hele styrter et rumskib ned med et ubehageligt biologisk lastrum: interstellare parasitter samt veludvoksede monstre, som inkluderer de ikoniske xenomorfer. Dermed er scenen sat for et jordisk mareridt, hvor hverken mennesker, hybrider eller soldater kan vide sig sikre.
Seriens egentlige centrum er Wendy – et barn, der genopstår i hybridform og kæmper for både sin egen identitet og jagten på sin forsvundne bror. Hun bliver vores blik på en verden, hvor menneske og maskine smelter sammen, og hvor grænsen mellem fri vilje og fabriksprogrammering konstant udviskes.
Her og der fornemmer man, at monstrene næsten træder i baggrunden. For der er andet på tallerkenen: en ung milliardær, der styrer hybridprogrammet som en slags tech-Messias; dystre virksomhedssammensværgelser, der får Elon Musk og Jeff Bezos til at ligne smådrengsprojekter; samt filosofiske spørgsmål om sjæl, krop og udødelighed, som kunne have været løftet direkte fra en forelæsning på mit filosofistudie på Aarhus Universitet i 00’erne. Dengang viste Filosofisk Filmklub Camerons oprindelige mesterværk ´Alien´, da også den er spækket med filosofiske spørgsmål.
´Alien:Earth´ er en ærefuld arvtager og leverer nogle af de mest foruroligende kropsrædsels-scener på TV i årevis. Lydbilledet alene er nok til at give søvnløse nætter – det er som om, væsnerne ånder dig direkte i nakken. Og visuelt holder serien niveauet helt oppe blandt de store streamingproduktioner.
Der er kritikpunkter: Til tider vakler tempoet, så man lige når at kede sig, og ikke alle bifigurer har den nødvendige tyngde til at bære det fokus, de får. Men det samlede indtryk er et opslugende sci-fi-drama, der tør lege både med filosofiske spørgsmål og med de helt primitive gys.