Anton Pottegård: Til forelæsninger op til jul sad jeg tit og lavede øreringe
KULTUR-TEMPERATUR: Tine Høegs roman Sult, der handler om infertilitet, har berørt mange læsere. Den har også afstedkommet helt konkrete forskningsprojekter, forklarer farmakologisk professor Anton Pottegård, der også er en hyppig forbruger af skønlitteratur.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg har børn på to, fem og ni år og er i øjeblikket ved at genopdage, at man nu og da godt kan tage til koncert om aftenen sammen med sin kone og uden børn. Et nyligt højdepunkt har været jazztrioen Hvalfugl, som jeg senest oplevede spille sammen med strygergruppen Who Killed Bambi på Bremen Teater. Det var monstrøst godt.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg læser meget og har mange venner, jeg deler boganbefalinger med. Min standard-anbefaling må være ’Doppler’ af den norske forfatter Erlend Loe, som jeg har læst rigtig mange gange. Det er en kort og bragende morsom roman om mænd i krise. Erlend Loe har i øvrigt lavet to opfølgere, ’Volvo Lastvagnar’ og ’Enden på verden som vi kender den’, og de er lige så gode. Trilogien handler om den grundlæggende lyst til at flygte fra civilisationen og fra ansvaret. Og om at bygge en totempæl i skoven til ære for sin far. Og om at blive ven med en elg-kalv, når man har spist dens mor. ”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Helt klart ’Sult’ af Tine Høeg. Den handler om infertilitet og giver et ubehageligt og råt indblik i hvor ekstremt hårdt, sådan et forløb er. Den indeholder farmakologiske beskrivelser af psykiske og fysiske bivirkninger til den hormonelle behandling. Hvor elendigt systemerne er opbygget, når det kommer til at inkludere manden i sådanne forløb. Om forholdet mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen. Om uhensigtsmæssige overgange mellem fertilitetsbehandling og almindelige graviditetsforløb. Dertil angsten og frustrationerne og presset på parforholdet og tusind andre ting. Sammen med en god kollega, som jeg i øvrigt længe har delt bog-anbefalinger med, har vi nu en række forskningsansøgninger ude, der skal besvare nogle af de spørgsmål, som bogen rejser, og vi har også mødtes med forfatteren, Tine Høeg. Det er en bog, der har sat virkelig meget i gang.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg har spillet meget musik, siden jeg var lille, både slagtøj og klaver. Jeg har blandt andet tjent lidt penge på at akkompagnere kor på klaver i min studietid. Dengang havde jeg også en sidegesjæft som smykkeproducent sammen med en veninde og hende, der nu er min kone. ´Rimfrost Smykker´, hed vi. Vi savnede at lave noget kreativt, mens vi studerede. Til forelæsninger op til jul sad jeg derfor ofte i auditoriet og lavede øreringe for at følge med julesalget. Det var sjovt at bygge noget op, og vi solgte faktisk ret godt.”
Anton Pottegård, 38
- Professor i farmakoepidemiologi og klinisk farmaci ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, og forskningsleder på Sygehusapotek Fyn
- Bidraget til mere end 300 videnskabelige artikler, fik sin ph.d.-grad i 2014, sin doktorgrad i 2019 og blev professor i en alder af 32 år