Dansk debutfilm om terminal kræftpatient er smuk, enkel og livsbekræftende

FILM: Den debuterende instruktør Sylvia Le Fanu skildrer stilfærdigt, stramt og med stor formåen, hvordan en kræftpatients sidste tid kan se ud for en lille familie.

Fra karameldag i 9. klasse til første dag i efterskolen. ’Min evige sommer’ begynder og slutter ved et par centrale brudflader i en ung kvindes liv. Det er scener, der emmer af ungdom, potentiale og nye begyndelser. Men spillefilmen beskæftiger sig primært med den sommerferie, der ligger mellem de to begivenheder. En sommer præget af sygdom og død.

Den unge kvinde er 15-årige Fanny (Kaya Toft Loholt), og hun er som mange unge kvinder på den alder. Hun lytter til vestegns-rapperen Tessa, ser verden gennem sin telefon og ryger cigaretter.

Men omstændighederne er anderledes for Fanny denne sommer. Hendes mor Karin er terminal brystkræftpatient. ’Min evige sommer’ benytter sig af minimal indledende forklaring, men ved familiens ankomst til deres sommerhus installerer familien en hospitalslignende hæve-sænkeseng, så man er ikke i tvivl om, at der er noget alvorligt på færde midt i idyllen.

I løbet af filmen er vi med, mens familien tilbringer sommeren med den kræftsyge Karin. De går ture, tager til stranden, ser Jonas Vingegaard vinde Tour de France, Fanny får besøg af kæreste og veninder, og familien holder en fødselsdagsfest for Karin.

Det lyder ikke af meget på handlingsplanet, men Sylvia Le Fanus debutfilm kommer hurtigt ind under huden på seeren med sit velturnerede portræt af tre ramte mennesker. Man bliver suget ind i familiens univers og dynamikker, og pludselig er man nærmest selv er en ængstelig pårørende. Her er ingen voldsomme dramaer, kun en langsom, men sikker forværring af Karins tilstand.

Fanny er et ungt menneske, der bliver rastløs over stilstanden i sommerhuset, og faren Johan har flere tidspunkter svært ved at finde den rigtige tilgang til Fanny. Han er lige på nippet til at være en ældre mand både i væremåde, påklædning og udseende – først troede jeg, han var en bedstefar. Det er derfor ikke noget under, at han virker langt fra den 15-årige, når han citerer Grundtvig og lytter til barok-kormusik af Johann Sebastian Bach.

Pludselige uppercut

’Min evige sommer’ er en film om store følelser, men den styrer uden om melodrama eller følelsespornografi af enhver art. Filmen er stramt klippet, og ingen scener overskrider deres besøgstid. Flere af dem rammer hårdt, som et pludseligt uppercut.

Fanny har haft veninder på besøg og vi er med, når veninderne tager afsked med Karin. Det sker først formelt og rutinemæssigt, som efter ethvert andet besøg fra gamle venner af familien. Men den ene af veninderne løber tilbage ind på skærmen for at give Karin et ekstra kram, velvidende at det måske bliver sidste gang. Fødselsdagsfesten, der bliver fejret for den afkræftede Karin, er uhyre troværdig. Gamle veninder og familiemedlemmer beder velmenende, men også lidt ublu om et mirakel fra Karin. Man fornemmer på Karins tålmodige smil, at hun nok er hinsides dette håb, men at hun næppe nænner at sige det. Som patient har hun en næsten overjordisk godhed og overskud: Fanny bladrer på et tidspunkt i hendes dagbog. Her fremgår det, at det var hårdt for Karin gang på gang at skulle pålægge lægerne at give hende dårlige nyheder, når opløftende behandlingsresultater er udeblevet.

Alle favner komplekse roller

Hovedrolleindehaveren, 17-årige Kaya Toft Loholt, er helt retfærdigt allerede blevet hyldet for sit skuespil. Hun vandt som den yngste nogensinde en Bodil-filmpris for sin præstation som datter i kønsskifte-komediedramaet ’En helt almindelig familie’ et par år tilbage.

Her tackler hun flot en svær rolle, hvor sorg, ungdoms-udlængsel og forældre-oprør hele tiden ulmer side om side. Også forældrenes skuespil er suverænt. Jeg forbinder Maria Rossing med morsomme roller som i Hella Joofs charterferie-komedie ‘All Inclusive’. Som kræftsyg mor er hun mild og fuld af følelsesmæssig intelligens, samtidig med at man mærker den humor og gnist, hun har haft. Svenske Anders Mossling tegner et stærkt portræt af en sorgramt ægtemand, der er lidt kejtet, indebrændt og utilstrækkelig i kontakten med sin datter.

’Min evige sommer’ er en kræftfilm, hvor lægerne, medicinen og sygeplejerskerne er henvist til den yderste periferi. De er kun i begrænset grad relevante på dette tidspunkt, hvor opgaven som patient er at forsone sig med sin skæbne og tage afsked.  Det er en smuk og enkel film om, hvor meget liv der er at finde, selv hos en familie, hvor døden står lige ved havelågen.

’Min evige sommer’ spiller i biografer landet over