Cancer-juledrama er vellykket, men har også elementer af filmet teater

FILM: Modermærkekræft får en stærk symbolsk dimension i juledrama om en terminalt syg kvinde, der skal holde sin sidste jul sammen med en datter, der er som en nær veninde, og en jernlady af en mor, som hun er fremmedgjort fra.

Der står en stor forsendelse og venter foran sommerhuset, hvor Christel (Lene Maria Christensen) skal holde jul sammen med datteren Luis (Freja Klint Sandberg). 

Det er ikke en oversize julegave af den traditionelle slags, der er blevet leveret af pakkeposten. Det er en gravsten.

Christel skal snart dø, selvom hun ikke umiddelbart ser svækket ud, og for at aflaste datteren har hun købt mindesmærket på forkant. Kræften gnaver i hendes knogler, og denne jul bliver hendes sidste.

Den 27-årige datter og hendes mor fremstår ved filmens begyndelse mest som et par fortrolige veninder. Ikke desto mindre ønsker datteren sig ud af tosomheden og får lokket mormoren Vivi til at komme og holde jul med dem på trods af, at Vivi tilsyneladende har været ude af billedet længe. ’Ingen kære mor’ har morsomme scener, og det er en julefilm, men vi er stadig meget langt fra Paprika Steens festlige og dybt morsomme nyklassiker ’Den tid på året’. Her er nærmere tale om et lille kammerspil, en trio for tre ramte mennesker.

Vivi er spillet af Birthe Neumann, der er i samme liga som Ghita Nørby, når det kommer til at portrættere benhårde matriarker. Fra det øjeblik hun ankommer i sin røde bil i fuld krigsmaling, mærker man som seer, at der er fare på færde, og at der er mere end almindeligt knas på linjen mellem Christel og Vivi.

Det viser sig endda, at Christel aldrig har fortalt sin egen mor om sin sygdom, som er vendt tilbage med metastaser i knoglerne. Christel har modermærkekræft i fjerde stadie, og det er mere end bare lægefaglig diagnostik, det er også rødglødende symbolsk. 

Vivi er uden tvivl en svær dame, men som filmen løber over skærmen, får vi også som seere nuanceret vores blik på både hende og barnebarnet. Luis viser sig stadig mere fejlbarlig, som julen skrider frem, og Vivi udviser trods sin skarpe tunge en vis integritet, når hun bliver ved familiens side, også efter det er gået op for hende, at hendes datter har skjult så monumental en nyhed som en terminal kræftsygdom for hende.

’Ingen kære mor’ er godt (sam)spillet og har mange fortrinlige scener, hvor kemien mellem kvinderne er mærkbar. Alligevel kan filmen ikke slippe fornemmelsen af et juledrama, der kunne have været lige så nærværende på de skrå brædder som på det hvide lærred. Fornemmelsen bliver en smule teatralsk, når Luis drikker for meget rødvin, trykket skal lettes, og det ultimative opgør mellem tre meget forskellige generationer blusser op omkring den ellers gode julemad. De to yngre kvinder har en fællesmængde af noget meget troværdigt og relaterbart over sig, men jeg havde svært ved at købe, at Birthe Neumanns jernlady skulle være mor/mormor til de andre to, dertil virker skuespilleren, der også har portrættet Karen Blixen, simpelthen for forskellig fra de andre to mindre flamboyante, lyshårede kvinder.

Med en terminal kræftsygdom og settingen i et sommerhus kan filmen bringe minder om en anden dansk debutfilm, ’Min evige sommer’, men her mærkede jeg sorgen og medfølelsen stærkere, så sammenligningen falder ikke ud i den nye films favør. ’Ingen kære mor’ er nemmere at holde ud i armslængde som et stykke drama efter bogen, også fordi filmen afrunder på en tilfredsstillende, men også konventionel facon.

Instruktør Charlotte Brodthagens første spillefilm kan dog stadig anbefales, hvis du har brug for en julefilm, der ikke er hvinende sød som marcipan, men nærmere velgørende bitter som mørk chokolade.

’Ingen kære mor’ går i biografer landet over og havde premiere torsdag 27. november