Jodie Foster er en fornøjelse at kigge på som psykiater med en mistanke

FILM: Terapeut med dårligt gehør forsøger sig som detektiv med blandede resultater i veloplagt komediedrama.

At terapeuter kan være lige så labile som deres patienter er ikke overraskende nyt. Emnet er grundigt beskrevet i eksempelvis HBO-kæmpeserien ’In Treatment’.

Ikke desto mindre er det en præmis, der kan blive ved med at give go’ underholdning.  

I den vellykkede ’A Private Life’ møder vi en furet, fransktalende Jodie Foster som psykiateren Lilian Steiner, der møder en del modvind fra sine klienter. Den første, vi møder i hendes elegante Paris-praksis, vil så at sige slå op med hende, fordi han føler, han har spildt sine penge på hende.

En anden er simpelthen udeblevet. Det viser sig, at denne klient har begået selvmord.

Men var det virkelig selvmord? Psykiateren bliver i tvivl og indleder en efterforskning, hvor først afdødes datter, dernæst afdødes ægtemand er mistænkte.

Men hvor god er psykiateren egentlig til at lytte og iagttage, når det kommer til stykket? Fra første færd gør filmen en dyd ud af at vise os de digitale lydoptagelser, som Lillian Steiner støtter sig til, når hun sætter sig ned for at tale med en klient.  

’A Private Life’ kan minde om Woody Allens mindre komedieprægede krimidramaer som ’Små og Store Synder’ eller ’Match Point’. Som hos den detroniserede newyorker er der en mørk, diskret latter til stede, når vi møder neurotiske storbymennesker, der kommer på glatis. Ikke bare opsøger hun halvflippet hypnoseterapi for at komme til bunds i filmens centrale mysterie; hun går fra at være udmattet praktiserende psykiater til at være en slags autodidakt, ret uduelig privatdetektiv, som man næppe selv ville hyre, og som efterhånden geråder sig ud i forrykte forklaringer på stort og småt.

Mange vil nok undre sig over opdækningen: En udpræget fransk film med Jodie Foster som hovedrolleindehaver, blikfang og trækplaster. Jeg anede heller ikke, at Jodie Foster kan tale fransk, men for denne sproglige student, der godt nok havde spansk som tredjesprog i gymnasiet, lyder det glimrende, og stjernen fra ’Ondskabens Øjne’ er naturligvis castet som en amerikansk kvinde, der har bosat sig i Frankrig. Hun er naturalistisk og rent ud sagt fremragende i rollen som udmattet psykiater og fraværende bedstemor, så man omtrent glemmer, at hun mere eller mindre er et Hollywood-klenodie, der har spillet med i amerikanske film siden ’Taxi Driver’ i 1976.  

Amerikaneren får stærkt fransk modspil: Mathieu Amalric spiller enkemanden, der ønsker psykiateren hen, hvor peberet gror. Ham har vi set som Bond-skurk i ’Quantum of Solace’, og derfor forventede jeg, at han ville vise sig at være skurken også i dette foretagende. Men måske findes svarene på krimigåden nogle helt andre steder, end hvor vores hovedperson kigger først.  

’A Private Life’ er elegant, underfundigt orkestreret: En whodunnit, der egentlig handler lige så meget om omsorgstræthed og overbelastning, om en klinisk pletfri uniform, der bliver krøllet med tiden. En ublodig mordgåde, der interesserer sig mindre for det egentlig kriminalistiske og mere for den terapeutiske, menneskelige udvikling for de involverede parter. Psykiateren får hjælp fra sin eksmand Gabriel Haddad (eminente Daniel Auteil), som er en godmodig og bamset øjenlæge, der mest har lyst til at spise god mad og drikke rødvin og måske have lidt sex med sin ekskone, som han stadig er tiltrukket af. Måske står den gamle kærlighed på spring igen til at blive lyslevende igen for de to aldrende amatørdetektiver?   

’A Private Life’ er en delikat bagatel, et oplagt nytårstilbud ikke mindst til trætte terapeuter og deres (eks)ægtefæller.

’A Private Life’ havde dansk premiere 11. december og spiller i en lang række biografer