Vanvittig godt fortalt dokumentar om donorbørn afslører oprørende svindel med sæd

DOKUMENTAR: SVT’s journalistiske gravergruppe dokumenterer, hvordan svenske læger har stjålet sæd fra uvidende mandlige patienter og soldater eller brugt deres egen sæd til inseminering. Donorbørns, forældres og de biologiske fædres chok har sendt rystelser gennem det svenske samfund.

Efter at godt 40-årige Emilie Persson forgæves havde forsøgt at benytte sin ret til at få navnet på sin sæddonor og biologiske far, kom hun til at åbne en Pandoras æske. Privatfinansierede DNA-tests og hjælp fra en DNA-slægsforsker afslørede nemlig, at hendes biologiske far hed Zdravko Paic. Problemet var bare, at Zdravko Paic aldrig havde været sæddonor. Han havde kun i 80’erne indgivet en spermprøve på det lokale sygehus i Halmstad i forbindelse med uforklaret barnløshed i sit daværende ægteskab.

Både Emilie Persson og Zdravko Paic giver udtryk for stor sorg og vrede over deres fælles situation i dokumentarprogrammet ´Den svenska spermieskandalen´, som herefter dokumenterer, hvordan Persson og Paic ikke er de eneste for hvem, det gælder, at hospitaler og lægers oplysninger i forbindelse IVF-behandlinger udført i 1980’erne og 1990’erne ikke stemmer overens med egne DNA-data.

Og skridt for skridt dokumenterer SVT’s særlige journalistiske redaktion ´Uppdrag granskning´, hvordan nogle af datidens læger med speciale i de dengang helt nye metoder til at behandle infertilitet i deres iver efter at få fat i donorsæd på ulovlig og yderst problematisk vis beviseligt snød, stjal og bedrog svenske mænd og de potentielle nye forældre og børn.

Hvor mange svenske IVF-børn – eller reagensglasbørn, som det hed dengang – der er kommet til verden ved hjælp af sæd, som stammer fra intetanende mænd eller, som programmet også dokumenterer, fra lægers egen sæd, er der i dag ingen som ved eller blot kan komme med et kvalificeret gæt på. Og heller ikke når det handler om, hvor mange mænd, der har fået deres sæd stjålet – eller for hvor mange børn det gælder, at det er lægen, som er den biologiske far.

Men redaktionen har fundet frem til, at mindst fem navngivne mænd i årene mellem 1985 og 1996 på Halmstad Sygehus er blevet frarøvet deres sæd i forbindelse med fertilitetsudredninger. Sæd, som er blevet brugt til insemination og således betyder, af de i dag er ufrivilligt biologiske fædre til andre menneskers børn. Én af disse biologiske fædre er Bent, som her 31 år senere er rystet over at få at vide, at han har en datter, Rebecka:

"Jeg er blevet røvet. Det er enormt krænkende. Jeg er far til et barn, som er født otte måneder inden min datter,” beklager han.

Men for Rebecca er det hele endnu mere forvirrende. DNA-tests viser nemlig, at hendes to søskende, Alexandre og Tobias, også er kommet til verden ved hjælp af stjålen sæd fra ufrivillige donorer på Halmsted Sygehus, der indtil i dag konsekvent har afgivet forkerte eller ingen oplysninger, når de har besvaret forespørgsler fra de donorbørn, som kom til verden med hospitalets hjælp i den ti-årige periode. Hospitalet har desuden ikke haft lyst til at oplyse, hvor mange børn, der er kommet uregelmenteret til verden på sygehuset.

Også Akademiska sjukhuset i Uppsala har udført fertilitetsbehandlinger med ulovlig sæd ifølge programmet, som dokumenterer, hvordan værnepligtige i Uppsala blev narret til at afgive sæd til, hvad de af lægerne blev fortalt var forskning. Men redaktionens DNA-tests viser nu, at mændenes sæd i stedet blev anvendt til inseminationer på sygehuset. Redaktionen har fundet frem til, at mindst tre af disse soldater således blev ufrivillige fædre til et eller flere børn.

”Det er jo helt vanvittigt. Det er modbydeligt,” erklærer en af de værnepligtige, der suppleres af en mand, der i programmet får at vide, at han er blevet biologisk far uden at vide det:

"Det er noget omtumlende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det overhovedet,” forklarer manden, der derfor ønsker at være anonym.

Begge de hovedansvarlige læger på Halmsted sygehus og Akademiska sjukhuset i Uppsala er i dag døde. Men i stedet taler redaktionen med en læge fra Norrbotten, om hvem redaktionen beviser, at han har insemineret mindst syv kvinder med sin egen sæd – foruden de tre, han officielt har med sin kone.

Hvor mange børn lægen ulovligt er biologisk far til, vil han ikke oplyse trods donorbørnenes tydelige ønsker herom samt uro over ikke at vide, hvor mange flere halvsøskende, de måske har. Især i lyset af, at lægens indtil nu kendte biologiske børn til sammen har mere end 20 børn, der alle pånær én er bosat i samme del af Norrboten, og derfor typisk går i samme skoler og risikerer at blive kærester uden at vide, at de er i familie. En situation, som han bebrejdes i programmet af sin biologiske søn Pontus:

”Vi skal leve i uvished hele vores liv, og i vores børn liv og i generationer fremover, bare fordi du vælger at være tavs om det her,” kritiserer en vred Pontus.

Når journalisterne fra SVT har formået at finde frem til programmets mange relevante donorbørn og svegne biologiske fædre, er det i høj grad, fordi redaktionen har allieret sig med den svenske DNA-slægtsforsker Fredrik Mejster. Sammen udfører de en omfangsrig, troværdig og beundringsværdig research i, hvad der for mange af de medvirkende dog fører til rystende, personlige informationer. Sårbarheder, som redaktionen til gengæld håndterer med den fornødne grad af stor forsigtighed og finfølelse.

Men dokumentarprogrammet handler således ikke kun om en tidlig og derfor umoden forskningskultur indenfor fertilitetsbehandling, om lægers ambitioner og fup, og om måske nogle gange også overskridelser af regler båret frem af ønsker om at hjælpe ulykkelige barnløse.

Programmet handler også om en skandale i det svenske sundhedsvæsen, som ingen dengang var i stand til at forestille sig ville kunne komme. Kun få eller ingen har haft mulighed for at forstå, at fremtidige DNA-tests og DNA-slægtsforskningen ville kunne bruges til at afsløre ikke kun skandalens mange sorte og måske også hvide løgne, men heller ikke dens dramatiske konsekvenser for de involverede, der tydeligvis rystes i deres grundvold, når de konfronteres med virkeligheden, som den er, og ikke, som de troede eller håbede, at den var.

´Den svenska Spermieskandalen´ er nemlig også en følelsesmæssigt dramatisk indføring i, hvad blodets bånd ofte betyder for såvel forældre som børn, for kvinder som mænd og for unge som gamle. Der er smukke og rørende møder, men også episoder, som gør ondt langt ned i maven.

Og så er programmet i det hele taget vanvittig godt fortalt i et sjældent dygtigt flow. Det er tydeligt, at redaktionen udmærket er klar over, at den har fat i hvad svenskerne opfatter som en kæmpe skandale, og at journalisterne derfor styrker deres troværdighed ved hellere at underdrive end overdrive. Redaktionen har således lagt et vellykket og stort arbejde ned i at fremstille den omgangsrige fakta- og personresearch så kort og så klart og troværdigt som muligt. Vi får uden slinger i valsen de rigtige fakta på de rigtige tidspunkter, og de følelsesmæssigt meget stærke menneskelige historier er smukt balancerede, uden at det på noget tidspunkt bliver hverken for meget eller for lidt i løbet af den halvanden time, som programmet varer, men som føles væsentligt kortere.

Den svenska spermieskandalen kan ses her

Dokumentarprogrammet udkommer i en engelsk version, som kan ses samme sted fra 15. januar 2024.