Vild digtsamling forbinder sygdom, astronomi og klimakrise

BØGER: Sommerfuglevingerne blafrer smukt i Mette Moestrups vilde, genre-nedbrydende digtsamling, ’Butterfly Nebula’. Den danske digter finder poetiske fællesnævnere mellem stjernetåger og skjoldbruskkirtlen, globale kriser og personlig sygdomshistorie. 

Den anerkendte digter Mette Moestrup har i syv år lidt af Hashimotos sygdom, en autoimmun stofskiftesygdom i skjoldbruskkirtlen, der kan forårsage blandt andet fatigue, depression, søvnløshed, hårtab og ømme led.

I hendes sjette digtsamling, ’Butterfly Nebula’, lader hun sin kroniske sygdom være ledemotivet og forbinder det somatiske med det galaktiske: Skjoldbruskkirtlen ligner en sommerfugl, Butterfly Nebula er også navnet på en planetarisk tåge tusinder af lysår fra Jorden, også denne fjerne konstellation ligner en sommerfugl. På den måde finder digteren en sammenhæng mellem det yderste af vores forståelsesverden og det inderste i vores krop. Sommerfuglen er bogen igennem både en konkret, lyrisk og visuel figur, der bliver ved at flyve op fra siderne, så det sikkert er velkomment, hvis man sender tanker til Inger Christensens sonetkrans ’Sommerfugledalen’ (1991).

Mette Moestrup er dog anderledes vilter, broget og kaotisk. Hendes nye vildtvoksende og formskiftende poesi-værk veksler mellem formidling af videnskabelige artikler, arbejdsnoter, logbog, anagrammer, samfundskritik og højpoetiske registreringer af natur, strandbredder, fugle og småsten, en digterisk lystvandring på tværs af genreskellene og en overdådig besyngelse af videnskab, natur, søvnløshed og skønhed:

”i rosemåneskinnet under lysende / natskyer og stjernebilleder / glitrer den dunkelrøde / granits mørke glimmer”

Her er breve henvendt til den japanske forsker Hakari Hashimoto (1881-1934), der navngav stofskiftesygdommen og beskrev den i 1912. Mette Moestrup læser og fremlægger hans videnskabelige artikler, gennemgår de patient-cases, han har fremlagt for over 100 år siden, mens hun kæmper med at forstå det lægefaglige sprog. Hun bruger samtidig Hashimoto som en mere elegisk-poetisk figur, som en skikkelse der har fået betydning for hendes nære liv og færden:

”Tænker jeg mere på dig end på min elskede? Hashimoto

Jeg siger dit navn om morgenen og om natten, Hashimoto

Jeg skriver til dig om sommeren og om vinteren, Hashimoto

Tænker jeg mere på sygdom end på kærlighed? Hashimoto”

Digtsamling og quizshow

Her er også for en digtsamling ret så usædvanlige interaktive elementer i bogen:  14 quiz-indslag vil have os til at gætte med på, hvornår Mette Moestrup gengiver ægte fakta, og hvornår hun digter løgnehistorier. Passer det eksempelvis, at selveste Mona Lisa ud fra hendes berømte portræt at dømme sandsynligvis led af en stofskiftesygdom? Svarene på de 14 quizzer står bagerst i bogen. (Og ja, den om Mona Lisa er sørme rigtig nok, i hvert fald passer det, at en læge med overbevisende argumenter har stillet diagnosen.) 

’Butterfly Nebula’ giver ikke sin anmelder noget valg: Man er nødt til at række ud efter det lidt slidte tillægsord ’kalejdoskopisk’. Læsere med hang til stringens, logik og transparente røde tråde vil blive kastet af undervejs i bogens vilde ridt. Her er voldsomme sceneskift fra det personlige til det globale og tilbage igen: ”Homo sapiens – klodens autoimmune sygdom” skriver Mette Moestrup et sted om det begyndende planetariske kaos, vi typisk omtaler som klima- og diversitetskrisen: ”Nedtællingen fra 17.500 sommerfuglearter globalt vil fortsætte mod nul,” står der i en af de passager, hun omtaler som blodspådomme.   

Bloddryppende lyrisk alkymi

”Jeg har altid skrevet poesi med hele kroppen” fortæller Mette Moestrup i en pressemeddelelse. Det virker nærmest som en underdrivelse, når man læser den her røde bog, hvor også bogstaverne i flere passager skifter fra sort til farven rød. Digteren får nippet blod, som en anden heksekvinde kommer hun dem i små glas, hælder bloddråberne ud på ark, folder arkene sammen og folder dem ud igen, og lader de tørrede plamager blive til illustrationer i bogen. ’Abstrakt kunst’, skulle jeg først til at skrive, men blodpletterne eller blodspådommene bliver tolket, gransket, som besad de profetiske egenskaber: ”Uforudsigelige spejlinger opstår!” Hun ser blandt andet ”kort over underjordiske grotter og gange, men så en krigerisk maske, men så kyssende kvindeansigter, så lyserøde tangstrimler, så et M for metabolisme og M.M. for mit navn, så en moderkage og så noget barkagtigt og noget boblende”.

Hele multiverser og dunkle sandheder gemmer sig i blodudtagningen. Også selvom hun midt i spådommene har fødderne nok plantet i jorden til at minde os om, at hun blot er en dansk digter og ikke en ”babylonisk seer.” Den lyriske troldkvinde Mette Moestrup er aldeles ukarrig i sin tilgang til, hvordan en digtsamling skal se ud, og hvor hun vil lade sin digteriske fantasi tage hende hen. Hendes dybt personlige poetiske praksis er både sprogligt og genremæssigt en sproglig alkymi, hvor det højpoetiske står side om side med venstreorienteret samfundskritik, encyklopædisk trivia og personlige erindringer.   

På den måde bliver bogen et både ultrapoetisk og uortodokst patient-manifest for en overset sygdom, der især rammer kvinder. Mette Moestrup er meget opmærksom på, at hun ikke har en dødelig sygdom, men en kronisk lidelse, hun som privilegeret vesterlænding kan få lov at holde i ave: I et digt med undertitlen ’Selvhadsstemmen’ skriver hun om det, hun kalder sit ”ødselsøde” og ”slotstore” held:

 ”Min lidelse er luksus / en aromatisk patos / Jeg pynter mig med piller / Uden dem ville jeg hensygne / Her i det globale Nord / dør majoriteten købende”.

Mette Moestrup havde en veninde, der døde af en af de mest frygtede kræftsygdomme, nemlig pancreascancer. Hun minder sig selv om, at til sammenligning er hendes stofskiftesygdom som en gåtur i parken.

”en gåtur i parken / en gåtur, en gåtur / en gåtur i hospitalshaven en vinterdag / hvor sneen fyger / og man græder over én / som ikke skal se foråret / én som bliver ladt tilbage i isstorm / med frostblomster i pupillerne / og aldrig igen skal se forårs- / blomsterne bore deres små kulørte hoveder op af jorden”

Omkring en kvart million danskere lever med stofskiftesygdomme. Det skulle være alle sygdomsgrupper forundt at have en digter som Mette Moestrup i sine rækker.  

Mette Moestrup: ’Butterfly Nebula’, er udkommet på Gyldendal,