Efter at være faldet om midt i en fodboldkamp og overlevet 12 minutter uden puls, skriver Per Juul Carlsen et livsklogt brev til sin afdøde far om sygdom, livsvalg og alt det, de aldrig nåede at tale om. Foto: Gads Forlag
Filmanmelder skriver livsklogt om sit hjertestop og sin far
BØGER: Per Juul Carlsen faldt i 2023 om midt i en fodboldkamp og går i dag med en pacemaker i brystet. Han har nu skrevet en bog om sin hjertesygdom og de tanker, den har afstedkommet. Det letlæste og livskloge værk er formuleret til filmanmelderens far, der også havde hjerteproblemer.
Mange filmelskere husker Per Juul Carlsen som en rutineret formidler af film i de hedengangne DR-formater Filmland og Filmselskabet.
En ”grå, kold og blegfesen” søndag i februar 2023 faldt han pludselig om, mens han spillede fodbold med en gruppe venner. Han var livløs i omtrent 12 minutter.
I dag bærer han rundt på en ICD-pacemaker såvel som den arvelige hjertediagnose hypertrofisk kardiomyopati.
En så voldsom episode vil sætte gang i en del eksistentiel refleksion hos de fleste. Også hos Per Juul Carlsen.
Han har derfor skrevet en bog om forløbet. Den slanke bog er formuleret som et brev til sin for længst afdøde far, der også havde hjerteproblemer. Carlsens far besvimede utroligt nok også under en fodboldkamp tilbage i 1950’erne. Dengang talte familien blot om, at hans hjerte var for stort.
”Jeg ved ikke, om den oplevelse ændrede dig. Om du levede med en angst, som du aldrig talte om,” skriver Per Juul Carlsen. Ordene er henvendt til faderen, som læser er man også hele tiden med, selvom der foregår en meget personlig samtale på tværs af graven.
Forældre er gåder og guder på én gang, skriver filmformidleren et sted, og Per Juul Carlsen spejler velskrevet og observant sit eget liv med farens, selvom der er mange ubesvarede spørgsmål om farens livsvalg og tanker.
”Faktisk er der utroligt meget, som det piner mig, at vi aldrig fik talt om. Jeg ved ikke, hvordan du ser på det, men jeg synes aldrig, vi fik snakket ordentligt sammen,” skriver Per Juul Carlsen et sted.
Fyring måske medvirkende faktor
Han er en anden mandetype end sin ingeniør-far og tydeligvis i stand til at sætte ord på sine følelser. Han kalder hændelsen i sportshallen for et gavmildt attentat: Voldsomme hændelser af denne type kan sætte gang i en refleksion over værdier og prioriteringer, som er svære at finde plads til, når man er i gang inde i musehjulet.
Per Juul Carlsen blev i 2022 afskediget fra statsradiofonien, som har nedprioriteret deres filmstof betragteligt. Han er i dag freelancer og skriver for Kristeligt Dagblad og laver podcasts for Det Danske Filminstitut. Han erkender vreden, sorgen og skuffelsen over at blive fyret fra en arbejdsplads gennem 20 år, men ønsker på ingen måde at give Danmarks Radio skylden for sit hjertestop. Han pointerer samtidig, at læger, psykologer, fysioterapeuter og hospitalspræster har udtrykt ”forståelse for fyringen som en medvirkende faktor.”
Det er spændende at komme tæt ind på livet af en mand, jeg gennem hele mit voksenliv har kendt som anmelder. Her er så mange almenmenneskelige overvejelser om at blive ældre, at spejle sig i sin far og at opleve sygdom og modgang i joblivet, at bogen sagtens kan læses også af mennesker, der aldrig ser film eller læser filmanmeldelser. Den norske maratonforfatter Karl Ove Knausgård brugte omtrent 4.280 sider på at skrive ’Min Kamp’, en autofiktiv romanserie der i lange træk handler om nordmandens bryske far. Velfungerende generationsspejlinger af den type behøver slet ikke tage så meget plads. Det er Per Juul Carlsens læseværdige brev til sin far et fint eksempel på, også selvom bogen med sine 95 sider befinder sig i en mere beskeden litterær liga.
’Det gavmilde attentat – historien om et bebudet attentat’ er udkommet på Gads Forlag, 170 kroner
- Oprettet den .
