Skip to main content

Når døden bliver et sundhedstilbud – en stærk bog mod aktiv dødshjælp

 
 
 
 
 

BØGER: Med ´Døden på recept´ samles stemmerne imod aktiv dødshjælp i et kraftfuldt partsindlæg. Som debatbog halter den, men som modstandsskrift står den stærkt.

”Jeg kommer aldrig til som læge at være med til aktiv dødshjælp – uanset lovgivning. Det kommer ikke med i min lægetaske.”

Ordene – fra Niels Saxtrup, der var praktiserende læge i 22 år – kunne stå som motto for hele antologien ´Døden på recept – begreber, refleksioner og erfaringer´, der udkommer 8. september på Gads Forlag. Bogen samler over 25 bidrag – læger, psykologer, præster, jurister, forfattere og pårørende – men alle med samme ståsted: modstand mod en legalisering af aktiv dødshjælp. Det gør den ikke til en klassisk debatbog, men til et markant partsindlæg.

En mosaik af stemmer

Antologien er rig på erfaring og personlig tyngde. Eksempelvis skriver psykiater Merete Nordentoft om den kliniske virkelighed, hvor dødsønsker ofte er ambivalente, foranderlige – og behandlingsbare – og advarer mod, at en lovændring kan sende sårbare patienter et ødelæggende signal. Saxtrup skriver om tilliden i konsultationen i almen praksis, og hvorfor aktiv dødshjælp ikke kan være en del af lægens virke.

Forfatter og medredaktør Freja Marie Polonius bidrager med bogens mest personlige kapitel: ”Jeg har været med til at slå et menneske ihjel.” her skriver hun om sin ven, smeden Preben Nielsen, som offentligheden mødte i DR-dokumentaren ´På tirsdag skal jeg dø´. Polonius’ eftertanke handler om moralsk skade og en nagende tvivl: Fik offentligheden egentlig hele billedet af hans tvivl og hans spirende livsmod?

Svend Brinkmann folder den principielle modstand ud som et spørgsmål om relationer og borgerdyder: I et anstændigt samfund skal der være ret til at være til besvær – og netop følelsen af at være en byrde kan gøre valget om død mindre frit, end det ser ud på papiret. Pointe og sprog er enkle; effekten er stor.

Der er også det internationale blik. I kapitlet ´Velkommen i vores laboratorium – overvejelser fra et eutanasiland´ beskriver hollandske Theo Boer, hvordan en stramt defineret ordning over tid kan glide: fra få, særlige sager til en langt bredere praksis. Han peger på den markante stigning i sager og de udvidede kriterier i Holland – en advarsel, der giver bogens danske perspektiver et nødvendigt eftertryk.

Og så er der psykiater og hjerneforsker Peter Lund Madsen, der nåede at bidrage med sit kapitel, inden han pludselig døde i august. Han formulerer det uden omsvøb: ”Hvis vi begynder at sortere i liv, fordi de er for tunge, for besværlige eller for smertefulde, så ændrer vi vores menneskesyn fundamentalt.”

Hans stemme, velkendt fra radio og TV, runger her med en særlig tyngde – fordi vi ved, at det var noget af det sidste, han nåede at skrive.

Hvad bogen kan – og hvad den ikke kan

Læst som partsindlæg er bogen fremragende: Velredigeret og et godt fundet og velkomponeret kor af klinikere, etikere og pårørende, der – hver med deres faglighed og sprog – viser, hvorfor aktiv dødshjælp risikerer at underminere både menneskesyn og tillid i sundhedsvæsenet. Den palliative indsats står som det konsekvente modbud: lindring, nærvær og faglighed frem for at tilbyde døden som løsning.

Læst som debatbog mangler den derimod meget. Fortalernes stemmer er fraværende; autonomiens stærkeste argumenter, de konkrete erfaringer fra lande med lovgivning og de bedste modargumenter kommer ikke til orde. Anmelderen er journalist og mangler at høre modparten – jeg savner friktionen, modspillet – den anden halvdel af samtalen, der kunne skærpe både spørgsmål og svar.

Et tungt partsindlæg – som vil blive læst

Alligevel er ´Døden på recept´ en vigtig udgivelse netop nu. Den gør det klart, at modstanden ikke er en følelse, men et erfaringsbaseret og etisk begrundet standpunkt: fra Saxtrups lægetaske til Nordentofts klinik, fra Brinkmanns ”ret til at være til besvær” til Boers hollandske erfaringer med glidebaner. Det er ikke hele debatten – men det er en nødvendig del af den.

Som partsindlæg er den stærk, velskrevet og samvittighedsfuld. Den efterlader læseren med de tunge spørgsmål, der ikke går væk: Hvem ville blive presset af en lovændring? Hvad sker der med lægeløftet? Og hvad mister vi som fællesskab, hvis døden bliver et sundhedstilbud på linje med behandling?

 

Freja Marie Polonius, Morten Bangsgaard og Ole Hartling. 'Døden på recept'. 250 kroner. Gads Forlag. Udkommer 8. september 2025

  • Oprettet den .