Ny stærk fagbog om dobbelt-diagnoser er konkret og visionær

BØGER: Psykiske sygdomme og misbrug kan forstærke hinanden, hvilket betyder, at de ramte personer bliver mere syge og er sværere at diagnosticere og behandle, da det kan være vanskeligt at vurdere, om symptomer skyldes den psykiske lidelse eller rusmidlet. Ny bog, som er et opgør med silotænkning, opfordrer til øget helhedstænkning.

Ifølge den netop udkomne bog ´Sammen om dobbeltdiagnose. En tværfaglig grundbog om samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblemer´ kan det at have en dobbeltdiagnose være meget alvorligt. Bogen et anslår, at ca. 40.000 mennesker i Danmark har en sådan dobbeltdiagnose, og at godt 30 procent af psykiatriske patienter, der behandles i den regionale behandlingspsykiatri, på et tidspunkt får problemer med rusmidler. 

”Mennesker med en dobbeltdiagnose har brug for hjælp fra en række forskellige aktører, bl.a. læger, sygeplejersker, psykologer og professionelle med social-faglig baggrund. Det er indsatser med meget forskellige funktioner og faglige baggrunde, der skal arbejde sammen. Hvor det sundhedsfaglige perspektiv helt overordnet er forebyggelse og behandling af sygdom, handler det psykologfaglige perspektiv ofte om at øge menneskers evne til at fungere fleksibelt og styrke deres resiliens, mens det socialfaglige perspektiv grundlæggende handler om at understøtte social forandring, afhjælpe problemer med funktionsnedsættelser og sikre medborgerskab. Det er forskellige målsætninger, forskellige faglige sprog, og forskellige verdensopfattelser, der skal finde sammen om dobbeltdiagnose,” hedder det i bogen. I alt 19 fagpersoner i form af psykiatere, læger, psykologer, antropologer og øvrige sundhedseksperter og 10 patienter fra afsnit M22 på Psykiatrisk Center Sct. Hans står sammen står bag det digre og kompetente værk. 

I bogen, der henvender sig til studerende, nye medarbejdere og også erfarne sundhedsprofessionelle, sætter eksperter og patienter det atomiserede sundhedsvæsens ofte samtidige, men sektoropdelte og derfor løsrevne indsatser i forbindelse med hinanden, og bogens tværfaglige kapitler tilbyder en ramme til at forstå, hvordan for eksempel medicinsk behandling, sociale indsatser og terapi vil kunne tænkes bedre og mere effektivt sammen. 

Ifølge forfatterne undermineres kvaliteten i diagnosticering, behandling og opfølgning af de relevante sektorers og fagområders alt for ofte helt skellige målsætninger, forskellige faglige sprog, og forskellige verdensopfattelser, som skal finde sammen om patienter med dobbeltdiagnoser. Forskelligheder, som medfører to grundlæggende udfordringer, hvis konsekvenser bogen afdækker på overbevisende vis:

”Nemlig at der for det første eksisterer faglige siloer, som arbejder ud fra hver deres logik, hvilket gør det svært at skabe den rette sammenhæng i indsatserne. Og at dobbeltdiagnosebegrebet for det andet dækker over så bred og sammensat en vifte af problemstillinger, at de ikke passer ind i indsatsernes standardkategorier.” 

Og når det er så vigtigt at få strømlinet indsatsen omkring disse patienter, så er det ikke kun fordi, at det vil mindske udfordringerne for det enkelte mennesker, men også ifølge bogen fordi dobbeltdiagnoser skaber mange ringe i vandet:

”Brug af rusmidler blandt mennesker med psykiske lidelser er en af de helt store opgaver i både psykiatrien og på de socialpsykiatriske botilbud og herberger. Tilsvarende er rusmiddelbehandlingen udfordret af mange borgere med psykiske lidelser. Dobbeltdiagnose formodes også at være forbundet med væksten i retspsykiatriske patienter og med vold og overfald på botilbud,” forklarer bogens bidragydere, som blandt andet tæller antropolog, ph.d. og ansat som leder og seniorforsker ved Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Katrine Schepelern Johansen, antropolog, ph.d. og projektleder ved Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Sidsel Busch, speciallæge i psykiatri, ph.d., klinisk lektor ved Københavns Universitet og forskningsoverlæge ved Kompetencecenter for Dobbelt-diagnoser, Signe Wegmann Düring, uddannet sygeplejerske og kandidat i folkesundheds-videnskab, forskningsassistent ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, Lei Blandin Jobe og cand.pæd.soc., ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole, Socialrådgiveruddannelsen, Mette Kronbæk.

Bogens mangfoldige opfordringer til en større grad af tværfaglighed på området fremstår som så oplagt rigtige og fornuftige, at man kun kan tage sig til hovedet over, at det ikke i langt højere er gennemført for længst. Men også bogens diskussioner af den herskende uenighed om, hvordan problemerne bedst forstås og hermed også bedst muligt afhjælpes er berigende.

For er vejen frem at satse på recovery og skadesreduktion, som sigter mod at mindske følgevirkningerne af en risikabel livsstil uden at forvente en omlægning af livet? Eller skal det overordnede mål fortsat være psykiatriens og i rusmiddelbehandlingens mere traditionelle mål om fuld symptomfrihed? Til de forskellige mål knytter sig nemlig forskellige måder at tilbyde hjælp på. Der findes videnskabelige resultater og publicerede artikler, som peger i begge retninger.

Men bogens budskaber hviler især på erfaringsmaterialer og forskning, som især støtter recovery og skadesreduktion om end med vigtige videnskabelige og forbehold for således grundlæggende at anbefale, hvad de betegner som en pragmatisk tilgang:

”Pragmatisme, som vi anvender begrebet her, handler ikke om én gang for alle at finde ud af, hvad rusmiddelproblematikker og psykiske lidelser er. Pragmatisme handler derimod om at løse konkrete problemer.” 

De medvirkende patienters bidrag er velvalgte. De illustrerer relevant og på bedste vis både eksperternes forskellige faglige pointer, men også hvor tung og svær en almindelig hverdag er for mennesker med mentale udfordringer og samtidigt de rusmiddelsproblemer, som typisk kun yderligt forværrer. Én af de dobbeltdiagnosticerede skriver for eksempel om dilemmaet:

”Forestil dig, at der er en lille nål i den stol, du sidder på, og du kan mærke et stik i din højre balle. Så kan du godt rykke rundt og se, om du kan forskyde smerten en smule, men den er vedvarende og skarp. Den er der hele tiden. Indtil du finder ud af, at du kan få en pause fra den nål. Der er en pris at betale. Men du får en pause. Hvis du har været vant til, at der ikke har været pauser i mange år – vil du så gerne betale prisen? Der er mange, der vælger en lille pause. Og når man er tilbage til den samme vedvarende smerte, og det hele er, som det var før, så kommer spørgsmålet, om du kunne finde på at tage pause igen, eller var det for meget? Det kan godt være, det ikke er rationelt, men jeg tager pausen!”

´Sammen om dobbeltdiagnose. En tværfaglig grundbog om samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblemer+ er en stringent og stærk analyse de forskellige fagligheder og videnstraditioner og de måder, som områdets fagprofessionelle på godt og ondt møder mennesker med en dobbeltdiagnose på.

Man kan kun håbe, at forfatternes store arbejde vil blive benyttet som konstruktiv inspiration til bedre rammer og forståelser af, hvordan disse forskellige, men også meget nødvendige fagligheder fremover kan komme til at arbejde bedre sammen, da bogen synes at dokumentere, at det ofte ikke så meget er de enkelte fagligheder, men i relationerne mellem dem, at det halter. 

Sammen om dobbeltdiagnose. En tværfaglig grundbog om samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblemer er udkommet på forlaget Samfundslitteratur og koster 280 kroner