Bramfri bog om lort går det nye år i møde med solide råd til bedre fordøjelse

 
 
 
 
 

BØGER: Er man én af de mange, som kæmper med oppustethed, forstoppelse, diarré, halsbrand, reflux eller smertefulde tarmsygdomme som for eksempel irritabel tyktarm, IBS, så er der gode råd at hente i ny fortræffelig guide til, hvordan man effektivt og hurtigt får et lettere og bedre liv.

Selv om vores fordøjelse er afgørende for, at vi kan holde os i live, raske, vitale og aktive, så lider 1,5 millioner danskere lider af fordøjelsesproblemer, som vi kunne afhjælpe eller helt fjerne, hvis vi var mere bevidste om, hvad vi putter i munden, fastslår kogebogsforfatter og sundhedsblogger Jane Faerberg og cand.scient i ernæring Tine Jørgensen, der sammen netop har udgivet bogen ´Fix din fordøjelse´, der med afsæt i videnskabelig og kliniske erfaringer fortæller, hvordan man målrettet  kan gøre kål på forskellige tarmlidelser ved hjælp af tarmvenlig  og velsmagende kost, bevidst stresshåndtering og nogle enkle og for de fleste forholdsvist nemt gennemførlige, men også vigtige livsstilsforandringer.

Tine Jørgensen, som besidder en kandidatgrad i klinisk ernæring og har specialiseret sig i mave-tarm-lidelser, arbejder til dagligt i sin klinik Roots Clinic, hvor hun hjælper sine klienter med at forebygge og behandle forskellige former for fordøjelsesproblemer:

”Alle mennesker fortjener at kunne gå på toilettet så godt og så sundt, som det er muligt for den enkelte. Mit største håb med denne bog er, at den må hjælpe dig et eller flere skridt videre hen mod løsningen på dine fordøjelsesproblemer. Så du ikke længere skal have ondt i maven på grund af alle de prutter, som du har holdt på hele dagen. Så du ikke længere behøver at bruge så meget tid på at tænke over, hvad din mave mon vil i dag, eller hvad du ikke kan på grund af den. Så du kan knappe alle dine bukser uden at få det dårligt og være fri for at købe dem to størrelser for store. Så du ikke altid behøver at spejde efter det nærmeste toilet af frygt for at du får akut brug for det,” forklarer Tine Jørgensen, der ikke sparer på pro et contro information om relevante lægelige undersøgelser og bunker af målrettede tips om mad- og drikkevarer, medicin, kosttilskud, motion, søvn, stresshåndtering og meget mere. Foruden Jane Faerberts mange fordøjelsesfremmende og meget appetitlige opskrifter på mad og drikkevarer.

Tine Jørgensen, der ikke lægger skjul på, at hun er en totalt passioneret fordøjelses-nørd, tager sine læsere effektivt i hånden på en længere, men også ganske fascinerende rejse gennem junglen af fordøjelsesproblemer for at nå frem til de løsninger, der virker for den enkelte ud fra en grundlæggende filosofi om, at forskellige fordøjelsesproblemer kræver forskellige løsninger, og at vi hver især har brug for individuelle råd, hvis der skal ske en afgørende positiv forskel:

”Du får brug for at kunne kommunikere på tarmsk, det sprog, som din fordøjelse taler. Fordi vi er så uvante med at tale om tarme og deres beskidte arbejde, er det for mange et fremmedsprog. Fordøjelsesjunglen kan være kringlet, og min mission er at forenkle alt det indviklede og koge det ned til noget, der er brugbart for dig og din fordøjelse. Når du mestrer tarmsk, vil du opleve, at du forstår din fordøjelse bedre. Det bliver lettere at kommunikere med omverdenen om de behov, du kan have, når fordøjelsen er i udu. Det kan være en hjælp, når du skal snakke med lægen eller måske kollegaen, dine venner og familie,” skriver Tine Jørgensen, der ønsker at føre sine læsere frem til, hvad hun betegner som ’mange flere kongelorte i toiletkummen’: 

”Ja, du kan lige så godt vænne dig til det. Kongelorte er mit ord for en sund afføring – kronen på værket, når hele dit fordøjelsessystem spiller,” skriver Tine Jørgensen, der herefter bruger tre kapitaler på at hjælpe læseren til at identificere, hvordan dennes afføring afviger fra det normale og herefter giver fem strategier til, hvordan man slipper af med sin eventuelle diarré, forstoppelse, reflux, oppustethed eller inflammatoriske tarmsygdomme. 

Hver af de fem strategier rummer herudover en tre-trins-plan for, hvordan man skal spise. Ved trin 1 lærer man, hvordan man fjerner madvarer, der kan trigge symptomerne, og opbygger således et mere sundt fundament. I trin 2 genindføres de mistænkte madvarer eller madvaregrupper en efter en. Og ved trin 3 hjælper hun læseren til en fremtidig balance med så få afsavn som muligt. Inden for hver strategi får man desuden masser af andre gode råd, der kan hjælpe. Foruden at man følger en række af hendes patienter gennem udredning og behandling.

Tine Jørgensen er ikke imponeret over det offentlige sundhedsvæsens tilbud til patienter med fordøjelses- og tarmproblemer, som hun i alt for høj grad mener negligeres og i et vist omfang direkte fejlinformeres, når de får at vide, at maden er uden betydning for deres lidelser:

”Det er jo trods alt lige netop mad, der kommer i kontakt med vores fordøjelsessystem hver evig eneste dag,” erklærer hun og fortsætter:

”Næsten hver uge kommer der fortvivlede klienter til klinikken: ”Jamen min læge siger, at kosten ikke har nogen betydning for min tarmsygdom.” Jeg undrer mig. Hvornår lander ”nyheden” om kostens betydning for tarmsygdomme mon på bordet i det etablerede sundhedsvæsen? For selvfølgelig har kosten en betydning for din tarmsygdom. Ja, jeg mener absolut, at det er en selvfølge. Det er anerkendt, at kosten har stor betydning for andre sygdomme, fx diabetes. Og med tarmlidelser har vi så at gøre med det organ, som er i allermest intim kontakt med din mad. Så hvorfor skulle det ikke have en betydning? Ingen mad kommer ud i dine celler uden at passere din fordøjelseskanal tæt omsluttet af overfladerne i din mave og dine tarme. Forestil dig, at du har et åbent sår på huden. Betyder det ikke noget, om du gnider sten eller vat på såret? I tarmen er det ikke anderledes. Har du en kronisk tarmbetændelse med sår på tarmslimhinden, er det altså ikke ligegyldigt, hvilken mad du sender ned i tarmen. Også via andre veje kan kosten påvirke dine tarmproblemer. Eksempelvis gennem de tarmbakterier, du har på tarmoverfladerne. De lever af den mad, du spiser, og vi begynder for alvor at forstå, at de spiller en vigtig rolle for vores helbred og for tarmlidelser. Der kan ikke sås tvivl om, at vi kan påvirke tarmbakterierne med vores kost,” skriver hun og undrer sig over antallet af patienter, der går fra lægen uden brugbare svar på, hvorfor deres fordøjelse er i oprør, og hvad de skal gøre ved det.

Tine Jørgensens tilgang til fordøjelsesproblemer er bramfri og uden omsvøb. En prut er en prut, og en lort er en lort, hvis altså ikke ligefrem en kongelort. Fra sin far har hun i tidernes morgen lært at kalde en omgang diarré for en excremento expresso. Og hun gør en brav indsats for at forvandle sine læsere til mennesker, for hvem det ikke bare synes almindeligt, men ligefrem nødvendigt at snakke om tarme og afføring. 

Men heldigvis går hun aldrig over stregen, og hendes naturlige og direkte måde at tale om vores ellers tabubelagte tarme og fordøjelse fungerer rigtigt godt i lyset af hvor mange, der har problemer med fordøjelsen, og hvor vigtige vores tarme, lort og fordøjelse jo rent faktisk er for vores sundhed.

Tine Jørgensen og Jane Faerberg: "Fix din fordøjelse" udkommer 4. januar på Politikens forlag og koster 300 kroner

  • Oprettet den .