Læges nye børnebog om fædres stress og depression er fuld af respekt og forståelse

 
 
 
 
 

BØGER: Når en far får stress og depression, kan det være vanskeligt for barnet at forstå, hvad der sker. Læge Morten Saksø har derfor skrevet en lille, nænsom, respektfuld og meget konstruktiv børnebog, som hjælper til at sætte ord på det, som kan være svært at sige til sit mindre barn.

Undersøgelser viser, at i løbet af et år vil cirka 20 procent af befolkningen have psykiske symptomer svarende til kriterierne for en eller flere psykiske lidelser. Det svarer til 700.000-800.000 voksne danskere, hvoraf mange har små børn, der vil kunne have brug for, at forældrene taler med dem om, at man har det svært for tiden. 

Som forældre kan man være i tvivl om, hvordan man skal inddrage sine børn, men forskning viser, at bøger kan hjælpe med til at sætte ord på situationen og bearbejde de bekymringer og ubehagelige følelser, som børnene ofte oplever i forbindelse med for eksempel forældres stress eller depression. Læge og medicinsk rådgiver for Pfizer, Morten Saksø, der selv har været ramt af stress og depression, giver derfor nu med sine nye børnebog ´Hvorfor græder du far?´ forældre og børn en kærlig og konstruktiv håndsrækning. 

I ´Hvorfor græder du far?´ møder vi hovedpersonen Robin, der har en lillebror, Kim, deres mor, som er bibliotekar, og faren, som er læge. Robin savner i begyndelsen sin far, der arbejder længere, end han plejer på hospitalet. Og når far endelig er hjemme, er han træt, orker ikke mere at spille fodbold og bliver nemt sur:

Faktisk synes Robin, at far er begyndt at opføre sig anderledes det seneste stykke tid:

»Er det mon noget, som jeg har gjort eller sagt?« tænker Robin en gang imellem.

»Nej, jeg er lidt træt,« er far begyndt at sige, når Robin spørger, om de ikke kan spille fodbold sammen eller tage på fisketur.

Og nu må Robin heller ikke spille fodbold i kælderen længere. For far synes, at det larmer, og at det giver ham hovedpine.

Robin vil så gerne spille fodbold for at kunne blive lige så god som Messi. Men mor kan ikke lide at spille fodbold, og Kim er for lille, så hvem skal der nu spilles fodbold sammen med? Mor siger, at far er træt i hjernen og skal hvile sig, og så skal det nok blive bedre.”

Men far får det ikke bedre. Tværtimod bliver han mere og mere indadvendt, og Robin begynder at overhøre brudstykker af fars og mors samtaler, som stresser ham, så han får en stor knude i maven, som gør, at han mister appetitten, selv når han er i skole:

»Skal du ikke spise din madpakke?« spørger Robins bedste ven, Oskar, en dag i skolen. »Nej, jeg er ikke rigtig sulten,« svarer Robin og kigger på sin madpakke. Synet af madpakken får ham til at tænke på alt det trælse med far. Pludselig forsvinder appetitten fuldstændigt. Og sådan plejer det ikke at være. For når klokken nærmer sig 11, er Robin normalt så sulten, at to sammenklappere med leverpostej og et par bananer sagtens kan sættes til livs. Det er nyt for Robin, at der nu er nogle dage i skolen, hvor han ikke er sulten.”

Robin kan slet ikke forstå, hvad der sker med hans far, som han en eftermiddag finder grædende i sofaen. Og da han en dag overhører far sige til mor, at det ville være bedre, hvis han slet ikke var til, bliver Robin for alvor bekymret: 

”Sommetider ville det være lettere, hvis jeg ikke var her,« siger far. Det er, som om alt blodet i Robins krop fryser til is. Hvad mener far med ikke at være her længere? Selvfølgelig skal far altid være her. Hvem skal ellers pjatte, spille fodbold og tage på fisketur med Robin? Og hvem skal ellers fortælle Robin godnathistorier om eventyrlandet Montania? Robin mærker, hvordan tårerne presser sig på. I det øjeblik bestemmer Robin sig for aldrig mere at irritere sin far og altid at være sød mod ham. For det skal i hvert fald ikke være Robins skyld, at far ikke vil være i familien længere.” 

I angsten for, at han er medvirkende til farens ønsker om at forsvinde, beslutter Robin sig for at forsøge at glæde faren ved at lave ham en tegning samt morgenmad til hele familien.

Robins indsats glæder da også umiddelbart faren trods dennes manglende mentale overskud. Men endnu vigtigere fører arrangementet også til en samtale mellem mor og Robin om hans motiver til at servere morgenmaden:

»Hvem har lavet alt det her?« udbryder mor. »Det har jeg,« siger Robin stolt.  Mor undrer sig over, hvorfor der nu pludselig er serveret morgenmad og en fin tegning til far. Klumpen i Robins mave vokser sig pludselig ret stor.

»Jeg vil ikke have, at far går fra os,« siger Robin med gråd i halsen og kigger lidt ned i gulvet. »Nu forstår jeg ikke helt,« siger mor med uro i stemmen. »Jeg hørte det, I snakkede om i går aftes, og jeg vil ikke have, at det skal være min skyld, at far har det dårligt«.  

Mens tårerne triller ned ad kinderne på mor, krammer hun Robin hårdt:

 »Du og Kim er de dejligste børn i hele verden og det mest dyrebare, som far og jeg har,« siger mor, mens Robin sidder og snøfter i hendes favn. »At far har det dårligt i øjeblikket, er hverken din eller Kims skyld. Ikke jeres skyld!« siger mor. »Du skal fortsætte med at være det samme dejlige og nysgerrige barn. For ligegyldigt hvad der sker, vil vi altid elske dig og Kim over alt på jorden«.

»Også far?« spørger Robin. »Naturligvis!« svarer mor. »Lige nu er der nogle mørke, regnvåde skyer foran fars indre sol, men snart forsvinder skyerne, så fars sol igen kan stråle, som den plejer,« svarer mor.”

Efter snakken med mor og far, hvor han kort bliver forklaret, hvad en depression er, og hvordan den behandles, føler Robin ikke mere, at han blot ser til fra sidelinjen. Han forstår, at det ikke er hans skyld, at farens hjerne er gået lidt i stykker lidt på samme måde som et brækket ben kan gøre, og han stoler på, at alt vil blive godt igen, når faren kommer i behandling. Og Robins knude i maven forsvinder.

Efter den fiktive historie om Robin og hans familie giver Morten Saksø børn, forældre og andre voksne en række yderligere værktøjer i form af en række fine og velovervejede spørgsmål til bogen, der kan være med til at afdramatisere stress, bekymringer, angst og skyldfølelser hos mindre børn ved således at sætte gang i de samtaler, som ´Hvorfor græder du far?´ så overbevisende argumenterer for er et nødvendigt gode. Også selv om man måske er tilbøjelig til at undgå tunge og følsomme emner med sine børn og derved uforvarende komme til at medvirke til, at børnene kommer til at gå alene med deres tanker og får problemer på kort og nogle gange også langt sigt.

Så selv ´Hvorfor græder du far?´, som i øvrigt er let og muntert illustreret af Maria Lyberg, måske kan lyde som lidt af en tung omgang hen i retning af 70’ernes kontroversielle sang ´Vi voksne kan også være bange og synge lange- lange bange sange´, er den det ikke på nogen måde. Morten Saksøs tilgang til emnet er følsomt forstående og respektfuld overfor både børn og voksne, og han går tydeligvis på ingen måde ind for, at børn skal overinformeres og inddrages i en hel masse for dem irrelevante voksendetaljer.

Saksø gør sig i stedet til talsmand – både i sin fiktion og i de efterfølgende spørgsmål til børnene – for, at forældre skal tale med børnene i sprog og billeder i en kærlig børnehøjde, der gør, at børnene får sat ord på deres følelser, tanker og fornemmelser og i øvrigt forstår til strækkeligt til ikke at blive alt for bange og belastede. Ansvaret for situationen skal simpelthen væk fra barnet.

Morten Saksø: ´Hvorfor græder du far?´ er udkommet på forlaget Demand og koster 175 kroner

  • Oprettet den .