Her er årets 10 mest interessante bøger om sundhed

BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante bøger på sundhedsområdet fra året 2022.

Seks stjerner til rystende bog om assisteret selvmord

 
 
 
 
 

Da hendes kun 67-årige mand ønskede at dø, valgte den amerikanske bestsellerforfatter Amy Bloom at hjælpe ham hele vejen, og det har hun skrevet en rystende bog om. For nogle vil den være yderst provokerende, men for andre vil det være en meget smuk og livsbekræftende bog.

Da forfatteren, psykoterapeuten og lektor i litterær skrivning Amy Bloom og den tidligere sportsstjerne og arkitekt fra Yale University Brian Ameche mødtes for godt 15 år siden, var de begge midaldrende og i andre forhold, som de afsluttede for at blive gift med hinanden. Herefter fulgte 10 vidunderligt lykkelige år - lige indtil, at Brian Ameche i 2015 pludselig begynder at forandre sig. Det fremgår det af Amy Blooms nye bog "In Love - a Memoir of Love and Loss", der handler om sin mands Alzheimers sygdom og deres fælles liv frem til hans assisterede selvmord i 2020:

For Brian Ameche er diagnosen Alzheimers sygdom nemlig lig med en dødsdom. Han ønsker ikke at opleve yderligere kognitive forringelser- Og i november 2019 lykkes det ægteparret efter en hård kamp og meget bureaukrati endelig at få en aftale med Dignitas i Schweiz, og i januar 2020 tager de sammen afsted. Han på en enkelt - og hun på en returbillet til Zurich, hvor han dør i hendes arme.

"In Love" indledes med denne uafrystelige afrejse fra deres hjem nord for New York, og siden springer Amy Bloom frem og tilbage mellem denne sidste fælles tur og passionerede og vittige, men også sørgelige og skarpe kapitler i form af tilbageblik på deres første møde, bryllup, ægteskab, sygdommens udvikling og endelig kampen for Brians mulighed for at vælge tidspunktet for sin død.

Amy Bloom lægger på ingen måde skjul på, at bogen er tænkt som et oplysningsarbejde, altså et utvetydigt partsindlæg fra såvel hende selv som Brian i forhold til retten til assisteret selvmord. "In Love" vil således givetvis have mest værdi for læsere, som ikke allerede inden er imod assisteret selvmord.

Men uanset om man måtte mene, at assisteret selvmord er noget, som fanden har skabt, og som derfor - eller af andre gode grunde- bør være ulovligt, eller om man deler ægteparrets anskuelser om, at alle må have ret til at afslutte eget liv, så har hun noget at give til begge lejre i forhold til kærlighed, parforhold, familie, aldring, sygdom, forfald, fortrængning, tab og sorg, og det er således endnu engang lykkedes Bloom at skrive sig til tops på New York Times bestsellerliste.

Bloom er en fortræffelig skribent. Hendes beskrivelser af parrets modne kærlighed og hendes egen forelskelse og beundring af sin oprindeligt generøse, livsnydende, vitale og boblende, lykkelige ægtemand, som nu kun ønsker at dø, er livsbekræftende og rørende. Og i dyb kontrast til den måde, som Brians Alzheimer sygdom nådesløst nedbryder ham, hende og deres fælles hverdag i de fire år fra 2015 frem til hans død i 2020.

"In love" er således ikke blot en bog om assisteret selvmord, men i lige så høj grad eller faktisk endnu mere en fortælling om, hvordan Alzheimers sygdom kan æde sjæle op hos de ramte og deres pårørende, som i denne bog får en helt unik mulighed for at spejle egne erfaringer i en livsklog, tolerant og mere end almindeligt modig forfatter. Hun tør - fordomsløst, uforglemmeligt og med stor humor - dykke ned i både de smukke og de mindre smukke følelser, som sygdommen kan fremprovokere hos de nærtstående, som skal forsøge at dele hverdagen med et menneske med Alzheimers sygdom.

Amy Blooms evne til at blande sjov med alvor gør, at bogen er en fornøjelse at læse trods sit dystre emne. Det er sjældent, at en memoir om døden er så fuld af varme, taknemmelighed, værdighed og liv.

Amy Bloom: "In Love - a Memoir of Love and Loss" koster 219 kroner på Saxo.dk

 

Seks-stjernet debutroman er en aldeles forstyrrende hospitalsbeskrivelse

 
 
 
 
 

I en ny blændende velskrevet roman om at være lægestuderende skildrer speciallæge i neurologi, hvordan hospitalsvæsnet kan opleves som en konspiration af de stærke mod de syge, svage og afmægtige. Bogen er en kæmpe kæberasler og aldeles forstyrrende. 

Anna DeForest er neurolog med speciale i palliativ medicin, og hendes debutroman A History of Present Illness udforsker områder inden for etik og medfølelse og sætter gang i nådesløse, men modige refleksioner over, hvordan vi prioriterer vores menneskelige og medicinske ressourcer i et moderne hospitalsvæsen, som spiser de mest syge patienter og de helt unge lægestuderende til morgenmad og spytter dem ud som følelsesmæssige eller fysiske kadavere til frokost.

A history of Present Illness er kategoriseret som en roman, men opleves som erindringer fra en helt ung og meget modig kvindelig læge, der rapporterer sine oplevelser fra den første dag, hvor hun starter sit tre-årige hospitalsforløb, inden hun kan kalde sig uddannet læge fra et unavngivet, men givetvis et af de absolut bedre hospitaler i New York i USA.

I romanen følger vi fortællerens tanker om sin brutale opvækst, hendes egen og kollegernes oplevelser på hospitalet og den personlige udvikling, som de gennemgår efter eksamenspres, arbejdsstress, vanskelige patienter, ubehagelige overlæger og ikke at have sovet og spist tilstrækkeligt i tre år. Alt i alt ikke noget kønt syn.

Som en anden spion indenfor murene afdækker hun den desensibilisering, der kan følge med ved at være en del af så megen lidelse, smerte og død og den præstationsiver og brutale konkurrence kollegaerne imellem, der ikke sjældent fører til selvskade, sammenbrud, misbrug og selvmord blandt hendes jævnaldrende kolleger. Ikke et øjeblik er hun i tvivl om, at disse gladeligt vil kaste hinanden og måske nogle af patienterne under bussen, hvis det kan tjene egen karriere.

At de alle lider af dramatisk søvnmangel, gør dem ikke mindre ufølsomme, og patienter er ofte nogen, man gør grin med eller taler grimt om, og sammen kan man gøre sig til bedste over deres for fede maver, grimme ar, lavstatus tatoveringer, misbrug, handicaps, sociale lavstatus og uønskede graviditeter. En nedværdigende tone, som de ældre læger også lader gå ud over de unge lægestuderende, når disse rystende af skræk over nye faglige udfordringer ikke tør forsvare sig. Alt i alt oplever hun en tone og en omgangsform, som får hende til at opleve hospitalsvæsnet som en konspiration af de stærke mod de svage, de raske mod de syge, de hvide mod de sorte og de rige mod de fattige.

DeForest er vanvittig dygtig til at formidle omgivelsernes indflydelse på sin fortæller, og hvordan hun og kolleger dagligt oplæres i ikke at føle og mærke hverken egne eller patienternes behov.

Hvis A History of Present Illness er bare tilnærmelsesvis retvisende sand, så er det en sandhed, som gør ondt. Ikke kun på patienter og læger, men også på læseren, som efterlades rystet over hendes ubønhørlige iagttagelser af et komplekst hospitalsvæsen og perspektiverne heraf. Om det er værst at være ung læge eller patient er svært at svare på, hvis man skal tro fortællerens rædselskabinet.

A History of Present Illness er en lille, tynd bog, men en kæmpe kæberasler og aldeles forstyrrende, for man kommer dybt, dybt ned i sorte huller, horrible sandheder og betændte tabuer. Men forfatteren, der stirrer sygdom, smerte og døden direkte i øjnene med sine tørre, kliniske og perfekte sætninger og makabre humor, bemestrer på sjælden vis også det smukke, poetiske, drømmeriske og abstrakte i en stream of consciousness, der gør hende til én af de mest originale skribenter og skildrere af, hvordan det kan opleves at være et menneske under uddannelse til læge i det 21.århundrede.

Anna DeForest: ´A History of Present Illness´ koster 299 kroner på Saxo.dk

 

Velskrevet roman i modigt opgør med dansk alkoholkultur

 
 
 
 
 

Den prisbelønnede forfatter og journalist, Jesper Stein, har drukket som en svamp i årevis, men med erkendelsen af, at han ikke tåler mosten mere, følger et smerteligt selvopgør og en helt ny forståelse af den danske alkoholkultur og litteraturens dyrkelse af den stærkt fordrukne, mandlige hovedperson.

Hovedpersonen Jesper i forfatteren Jesper Steins nye roman "Ædru" er en kendt og prisvindende, mandlig forfatter og journalist, der også ligesom 54- årige Jesper Stein selv, har hustru, fire børn, succes, og et alkoholproblem, der er blevet så stort, at han er nødt til at holde op med at drikke for ikke at gå endeligt til bunds i løgne og sprut.

I romanen er Jesper i gang med et otte uger langt alkoholafvænningsprogram, som Jesper Stein selv har været igennem. Nu er han for første gang i mange år tørlagt og ædru og rammes af en eksistentiel krise, der for ham føles værre end alkoholens rovdrift for er livet overhovedet værd at leve uden den alkohol, hvis virkninger han elsker, men som han også har lovet sig selv og sine nærmeste omgivelser at opgive? 

Jesper Steins analytiske, men også medfølende beskrivelser af medkursisternes kampe mod alkohol og stoffer, sig selv og i et vist omfang også deres omgivelser er indsigtsfulde, rørende og fantastiske.

Men endnu mere fantastisk er hans næsten hektisk, nøgne og frygtindgydende beskrivelser af den pris for at være ædru, som mange alkoholikere måske frygter mest af alt:  

“Nedenunder vil der være en virkelighed, som jeg ikke har mod til at se i øjnene. Jeg siger godt nok til mig selv og alle, der vil høre på det, at jeg er klar, men det passer ikke, jeg er ikke klar, jeg er bare bange. Jeg skal se mine svigt i øjnene, se mine nærmestes sorg og sår, al den smerte, som jeg har forårsaget.”

En mindre del, men nok så vigtig del af fortælleren Jespers tumlen med begreberne skyld og ansvar er hans refleksioner over de mulige konsekvenser af vores danske alkoholkultur, hvor vi sjældent griber ind overfor hinanden:

” Jeg kan mærke mit smil som en dårligt klæbende smiley, der illuderer maske i det narrespil, vi opfører omkring alkoholen og dens ofre; folk, der falder for øjnene af os hver eneste dag, mens vi lader som ingenting, vi oplever dem udleve deres mangel på kontrol, deres afhængighed, deres langsommelige dræning af alt liv, indtil de har et reb af lort, de kan hænge sig selv i.”

Det er svært at lægge Ædru fra sig, for romanen er en iskoldt afsøgende og på samme gang brændende varm beretning om alkoholikernes mange fælles mønstre, og den næsten umenneskeligt svære kunst det er at holde sig ædru, når man først har været fanget ind i sygdommen alkoholismes selvbedrageriske fangearme, som er så ubønhørligt vanskelige at vride sig fri fra igen.

Jesper Stein: "Ædru", er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner .

 

Søren Ulrik Thomsen i bidskt og beskt opgør med psykiatrien

 
 
 
 
 

Psykiatrien lever fortsat i middelalderen, anklager poet og forfatter, Søren Ulrik Thomsen i skarpt, detaljeret og udforskende erindringsessay, som tager udgangspunkt i hans nu afdøde mors syv år med nytteløse elektrochok, medicineringer og mange indlæggelser i psykiatrien.

I ethvert menneskes liv er der et sted, der viser sig at have været det vigtigste. Vi er måske ikke altid lige helt klar over, hvor det er, men hvis vi tænker over det, vil vi finde det, mener forfatter, Søren Ulrik Thomsen.

For ham selv er det Store Kongensgade 23, 4. Sal i København City, som hans forældre og tre brødre flyttede til fra Stevns, da han var 16 år gammel, og hvor hans mor samtidigt var psykisk syg i form af en alvorlig depression.

Det er i dette hus i Store Kongensgade, at han placerer, hvad han selv kalder for ’passerens spids’:

Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum”. 

Og han er nu tilbage i punktet, stedet, for det var her i Store Kongensgade, at han opdagede den for ham fantastiske storbys vidunderlige frihed. Men det var også her, at han blev så hårdt ramt af sin mors sygdom, at han endog i dag har svært ved at skrive herom.

Men nu, 65 år gammel og i sit snart livs efterår, tager Søren Ulrik Thomsen bladet fra munden i essayet Store Kongensgade 23 og trodser sin indre modstand. For han har et regnskab at gøre op med psykiatrien, som han mener spildte morens og familiens liv med ’syv års virkningsløs psykiatri’:

Først da en psykiater begynder rent faktisk at tale med moderen, slipper hun ud af sygdommen, fortæller han om sin mor, der herefter levede et virksomt og muntert liv i mere end 40 år uden psykiske symptomer.

“Langtfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller.”

Lejligheden på Store Kongensgade er dog ikke kun en nøgle til fortiden, den er også nu som dengang i lige så høj grad en kilde til fremtiden. Og disse beskrivelser og refleksioner hører måske til bogens bedste og allermest hjertegribende i sine beskrivelser af

afslutninger og trusler om forfald og død: 

”Fortiden falder. Foran mig”, skriver han flere gange i forbindelse med venner, bekendte og kollegers død og fortsætter sine refleksioner om aldring og den voksende dødsbevidsthed:

”Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.” skriver han.

Søren Ulrik Thomsen viser sig endnu engang som en unik fortæller om det store i det små.

Hans bemestring af det danske sprog er dybt berigende, gammeldags og moderne på een og samme gang og også herved enestående. Hans angstfulde, men også præcise, nådesløse beskrivelser af alderdommens pris for en livsnydende og nysgerrigt tænkende og følende æstetiker brænder sig uafrysteligt fast.

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 er udkommet på Gyldendal og koster 170 kroner

 

 

Ny bog om rekonvalescens som glemt kunstart er en guldgrube af gode råd

 
 
 
 
 

I jagten på store medicinske fremskridt synes vi at have glemt vigtigheden af rekonvalescens efter sygdom, mener den skotske praktiserende læge og forfatter Gavin Francis, der finder, at en sygemelding kan være den bedst mulige recept til styrkelse af sine patienters helbred. Hans nye bog er en utrolig smuk, eftertænksom og meget velskrevet lille guldgrube af gode råd. 

Vi er blevet så forjagede, at vi i perioden lige efter en overstået sygdom, der ofte er præget af træthed og måske smerter og nedsat førlighed, skynder os så meget med at komme i gang igen og på arbejde, at vi forsømmer at give kroppen den tilstrækkelige tid til at genopbygge de væv og organer, som har lidt skade under sygdommen. Det mener i hvert fald praktiserende læge Gavin Francis i sin nye bog "Recovery – The lost art of Convalescence", hvori han kraftigt tilråder en genopfindelse af den glemte lægelige kunstart, rekonvalescens.

”At blive rask igen er ikke kun et fysiologisk anliggende, men er ligesom sygdom formet af kultur, ideer og forventninger," forklarer han og fortsætter:

"Vi bliver syge på måder, der er dybt påvirkede af vores tidligere erfaringer og forventninger, og det samme kan siges om vores veje til bedring," tilføjer Gavin Francis, der fastslår, at vi som samfund ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at healingsprocesser kræver plads, tid og en aktiv opmærksomhed for at kunne være effektive.

Gavin Francis, der har høstet stor ros for sine tidligere bøger om blandt andet sundhedsvæsnet - "The Shapeshifters" og senest hans bog fra 2021, "Intensive Care" om covid-19 pandemien, fortsætter: -

”Den lægevidenskab, som jeg er uddannet i, har det med at formode, at når først en akut sygdomskrise er passeret, så finder kroppen og sindet selv sine veje til healing, og der er ikke så meget mere at sige om dette. Men efter næsten 20 år som praktiserende læge synes jeg, at det modsatte har vist sig. Lægelig guidning og opmuntring gennem hele healingsperioden kan være uerstattelig.”

Når Gavin Francis advokerer så stærkt for en øget tildeling af tid til rekonvalescens gælder det ikke kun for mennesker, som skal restitueres efter akut sygdom, men i ligeså høj grad kronisk syge patienter, og hans bog bliver derved også et hip til de af hans kolleger, som føler sig magtesløse overfor denne patientgruppe:

"Hvis du går ind i medicin og forventer at helbrede alle dine patienter, bliver man meget hurtigt skuffet. Hvis mit job på en eller anden måde kan lette lidelsen lidt, eller give nogen lidt mere værdighed eller lidt mere autonomi, selvom jeg ikke kan gøre noget ved deres tilstand, så er det umagen værd."

"Recovery – The lost art of Convalescence" er ikke kun en utrolig smuk, eftertænksom og meget velskrevet lille guldgrube af gode råd til en tilstand, som vil blive virkelighed for de fleste af os på et eller andet tidspunkt. Den menneskeligt store, men formatmæssigt ret lille bog på kun 128 sider består også af interessante og relevante tilbageblik i den medicinske rekonvalescenshistorie samt ikke mindst værdifulde refleksioner over den ofte sårbare relation mellem patienter og deres læger.

"Recovery – The lost art of Convalescence" er en overbevisende faglig og personlig bevisførelse for, at det kræver styrke og energi at leve med sygdom og ikke mindst meget mere tid for at komme sig, end vi lige går og tror og derfor er villige til at afsætte.

Gavin Francis: Recovery – The lost art of Convalescence af Gavin Francis koster 69,00 kroner på Saxo.dk 

 

Banebrydende roman om fertilitetsbehandling er ét langt primalskrig

 
 
 
 
 

Med romanen SULT åbner forfatter Tine Høeg nu op for al den smerte, jalousi, skuffelse, afmagt, opgivenhed, lidelse og frustration, der grænsende til vanvid kan gemme sig bag kampen for at blive mor. 

Omkring hvert tiende barn, 6.000 årligt i Danmark kommer til verden efter, at deres forældre har måttet ty fertilitetsbehandlinger.

Men disse behandlinger er ofte voldsomt indgribende og ifølge forfatter Tine Høegs dybt bevægende nye roman "SULT" ødelæggende, fordi de trods utallige lidelser er helt uden garanti for, at drømmen om barnet opfyldes trods de barske behandlinger:

Tine Høeg har selv været igennem flere fertilitetsbehandlinger, og i "SULT" er hovedpersonen Mia, som er forfatter og kæreste med Emil, som allerede har to børn fra et tidligere ægteskab, som hun er bonusmor for. Mia ønsker sig brændende barn, og Emil er enig. 

Men da de har prøvet et år uden, at Mia er blevet gravid, begynder en nærmest umenneskelig rejse i fertilitetsbehandlinger i håbet om en assisteret undfangelse, og at deres parforhold overlever strabadserne. Og "SULT", der har form af en dagbog, er skrevet i netop den periode, hvor forfatteren selv gennemgik flere forskellige former for fertilitetsbehandlinger.

Og lad det være sagt med det samme, Tine Høeg skriver gnistrende godt. Både om de fysisk og mentalt ødelæggende behandlinger, om driften, sulten, efter at få et eget barn og om de mange smertefulde konflikter, der opstår mellem Mia og Emil, der ikke i samme dramatiske grad sulter efter en baby, da han jo har to børn i forvejen, mens hun oplever manglen som livsødelæggende og potentielt dødelig. 

“At være i fertilitetsbehandling

et angstanfald i slowmotion,

en uendelig kvælning,” skriver hun blandt andet om behandlingerne som minut fra minut får hende til at veksle mellem angst, frygt, nederlag og håb.

 Tine Høegs skarpt hvæssede pen skåner ingen og af mindst af alt hendes alterego, Mia, hvis grimme følelser af jalousi mod Emil, mod hans tidligere kone og andre fødedygtige kvinder nådesløst udstilles i al deres selvanklagende gru i takt med at behandlingerne ikke lykkes, men i stedet driver hende til kanten af hvad hun og Emil overhovedet kan klare.  

“jeg er gravid med ondskaben, den vokser i mig

hyler i livmoderen som en syg hund

og mit skræv er et gab

der vil flænse alle som nærmer sig”

 Men selv om Emil ikke sulter og begærer i samme ødelæggende omfang som Mia, så ønsker han det inderligt, og "SULT" giver et fint og sjældent indblik i hvor svært det er at være en mand med lav sædkvalitet, og hvordan man som mandlig partner til en kvinde i moderne fertilitetsbehandling reduceres til en stående pårørende frarøvet status som en medpatient. Og "SULT" er således også en roman for mænd, der her for mulighed for at få sat ord på de mange følelser, som denne ulighed i kønnet må kunne give anledning til.

"SULT" er en blanding af knækprosa, lyrik, sagprosa, korte dagbogsnotaler, essay-agtige tekststykker, brudstykker af dialoger, og hovedpersonen Mias skarpe og reflekterende analyser af sin og andre ufrivilligt barnløses situation i en kultur, hvor man helst ikke vil forholde sig til mænd og kvinders dalende evner til reproduktion er imponerende og uafrystelige. Aldrig er de mange påkrævede, meget invasive og krævende fertilitetsbehandlinger, som mænd og kvinder skal finde ud af at jonglere samtidigt med arbejde, karriere og opretholdelse af en eller anden form for hverdag, beskrevet så kort, så præcist, så stærkt, så helt uden filter og så lettilgængeligt som i "SULT."

Høegs roman, der som en graviditet strækker sig over ni måneder, ender ikke med hverken graviditet eller fødsel: 

jeg føler en sult 

som jeg ikke ved om nogensinde bliver stillet

Tine Høeg: "SULT", af er udkommet på Gutkind forlag og koster 299 kroner

 

Debutant skriver stærkt og smerteligt om sin ventesorg og mors død

 
 
 
 
 

Lægerne er blevet bedre til at behandle, og vi lever længere med alvorlig sygdom. Men det kan have store konsekvenser for børn og unge, som kan blive hårdt ramte af ventesorg. 

Flere unge skriver lige nu erindringer, romaner og poesi om deres erfaringer med ventesorgen og at miste deres forældre, mens de er helt unge.

Blandt disse unge skribenter er uddannet billedkunstner fra Stockholm og forfatterskoleelev, den i dag 28-årige Joakim Kruse Lykke, der i år debuterede med en meget stærk og vellykket beskrivelse af "Et sted at være mor fra", der handler om især sin egen, men også sine søskendes ventesorg i forbindelse med, at deres blev erklæret for uhelbredeligt syg af kræft.

"Et sted at være mor fra" er et autobiografisk værk, hvori den fiktive jeg-fortæller hedder Joakim ligesom forfatteren, der også mistede sin mor til kræft i 2017.

Selv kalder Joakim Kruse Lykke ikke sin bog for en erindringsbog, men en roman. En roman som fremstår som én lang prosatekst i små og korte meget koncise sætninger, som indfanger læseren i først en stærk og dybt smertelig ventesorg - og senere efter morens død også en flerårig sorgbearbejdning. Handlingen er fragmenteret og består af skildringer og tanker, hvilket giver bogen intimitet og troværdighed men også et præg af dokumentarisk fortælling.

Joakims mor får det dårligere, endog meget dårligt trods behandlinger i Danmark og i udlandet ifølge romanen, som går detaljeret og helt nært på kræftsygdommens nedbrydning af morens fysiske krop, hvor leveren vokser og maven flyder ned i stolen. Men hvor det fysiske forfald alligevel kun øger intimiteten mellem mor og søn:

 

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

Og om sin ventesorg, den sorg der kan ramme hårdt, mens man venter på at miste, skriver Joakim Kruse Lykke på sin korte og alligevel så rammende præcise måde:  

Mor, siger jeg, eller, eller, mor, tænker jeg, du er her stadig, men jeg sørger allerede over dig,” skriver han om den mor, som han elsker så højt, men som ubønhørligt dør fra ham: 

Et fotografi af hende. Hun ser ind i kameraet, jeg tænker, jeg ser de øjne der har set sin søn se sin mor gå til grunde.

Sommeren 17. Jeg husker den ikke.”

 

Et sted at være mor fra er en flot forfatterdebut med store og lovende poetiske kvaliteter samtidigt med, at værket er en meget konkret, men også sitrende og gribende afdækning af ventesorg, forældrekærlighed, døden og tabet og sorgen i de år, som fulgte efter.

Joakim Kruse Lykke beskriver så råt og alligevel så rørende og smukt, at man kun kan håbe, at har endnu flere bøger i sig end denne første. At han kan noget med sine korte, indholdsmættede og talesprogsagtige sætninger, har han allerede bevist.

Joakim Kruse Lykke: Et sted at være mor fra er udkommet på Gyldendals forlag og koster 199 kroner

 

 

Ny solid bog afdækker fordele og ulemper ved præcisionsonkologi og kræftmarkører

 
 
 
 
 

En ny tankevækkende norsk antologi afdækker med dygtighed og stor seriøsitet brudfladerne mellem præcisionsonkologiens, patienters og lægers håb og realiteter. Det er et modigt værk, der ikke kan beskyldes for at male canceruniverset lyserødt.

Præcisionsonkologi signalerer en ny æra inden for kræftbehandling. Ikke desto mindre er vi stadig langt fra pålidelige biomarkører til udvælgelse af patienter, der kan drage fordel af målrettede interventioner, fremgår det af antologien, som handler om de sociale, økonomiske, videnskabelige og etiske aspekter af præcisionsonkologi, der kan være på spil både for patienterne, og for de onkologer og kræftforskere, som arbejder med præcisions onkologi.

I lægemiddelbaseret kræftbehandling er der mange patienter, som kun har lidt gavn, og nogle gange endda betydelig risiko eller skade, af behandlinger, der alligevel giver fordele på gruppeniveau. Men biomarkører kan potentielt være med til at bane vejen for en fremtid, hvor terapierne kan målrettes bedre uden at øge omkostningerne i samme omfang som nye lægemidler. Det skriver professor, Roger Strand fra Center Study of the Sciences and Humanities og Center for Cancer Biomarkers (CCBIO) ved Bergen Universitet. Han er også adjungeret professor ved Afdeling for Biotechnology og Food Science ved Trondheim Universitet og redaktør af den nye open access bog Oncology and Cancer Biomarkers Issues at Stake and Matters of Concern, der har forsker og ph.d. ved Center Study of the Sciences and Humanities og Center for Cancer Biomarkers (CCBIO, Anne Bremer, som medredaktør.

Om baggrunden for antologien, hvis 14 ud af 18 bidragydere arbejder på CCBI ved Bergen Universitet, heriblandt Institutleder og professor i onkologisk kirurgi Lars Akslen, Bergen Universitet, forklarer Roger Strand blandt andet:

”Vores forskningsfokus er biomarkører. Enkelt sagt er biomarkører molekyler eller andre målbare biologiske parametre, der giver diagnostisk, prognostisk eller prædiktiv information, for eksempel om terapeutisk respons,” fortæller Strand og fortsætter:

”I øjeblikket er det dog kun en begrænset del af cancerpatienterne, der vurderes at have gavn heraf. På grund af de indtil nu begrænsede fremskridt har nogle forskere og klinikere endog udfordret hele validiteten, anvendeligheden og bæredygtigheden af ​​præcisionsonkologi. Spændingerne mellem den nuværende præcisionsonkologis status og den optimisme, der er forbundet med fremtidige fordele ved denne strategi, er en vigtig motivation for arbejdet med denne bog,” skriver Strand. Han påpeger, at der i det videnskabelige miljø endnu ikke er videnskabelig enighed om, hvad der udgør en god markør samt, at det kun er en procent af de mange biomarkører, der er blevet lanceret af den biomedicinske forskning, som er endt op med at blive indført i det kliniske arbejde.

Strand advarer derfor mod overdreven optimisme, og sammen med bogens medskribenter anfører han mange og meget forskelligt vinklede sociale, økonomiske, etiske, videnskabelige, juridiske, filosofiske og politiske problematiseringer af præcisionsonkologien.

Præcisionsonkologi er ifølge Strand i høj grad et projekt, som forsøger at fjerne ambivalens og reducere usikkerheder ved at give en illusion af molekylær sikkerhed, som kan løse blandt andet kliniske dilemmaer. Men han frygter, at kræftens biologi er for kompleks til, at dette kan blive den håbede tryllestav for kræftbehandling:

”Præcisionsmedicinen ønsker at opnå præcision og skræddersyning ved at stole på eksakt videnskab, men eksakt videnskab omsættes ikke til eksakte teknologier, der forstår kompleksiteten af kræftbiologi.” 

Bogen afdækker med dygtighed og stor seriøsitet brudfladerne mellem præcisionsonkologiens og patienters og lægers håb og realiteter. Og Oncology and Cancer Biomarkers Issues at Stake and Matters of Concern er i kraft af sine mange kritiske spørgsmål hele vejen rundt om præcisionsonkologien og kræftmarkørerne et modigt værk, der i hvert fald ikke kan beskyldes for at male canceruniverset lyserødt.

Oncology and Cancer Biomarkers Issues at Stake and Matters of Concern er udkommet på Springer forlag og kan læses gratis HER

 

 

En døende læges sidste ord gør dybt indtryk

 
 
 
 
 

Stående ansigt til ansigt med døden på grund af en for sent diagnosticeret prostatakræft, som nu spreder sig, reflekterer den berømte britiske forfatter og neurokirurg Henry Marsh i en utroligt velskrevet og tankevækkende bog over sin overgang fra feteret professor til gammel og ydmyget patient. 

Som pensioneret neurokirurg, kendte Henry Marsh til alvorlig sygdom, men han var ikke forberedt på, hvordan det ville påvirke ham selv at få en uhelbredelig diagnose. I sin nyligt udkomne bog ´And Finally – Matters of life and Death´ udforsker han derfor, hvordan det er at skulle se sin egen død i øjnene, når man hele har arbejdet i front med andre menneskers livstruende sygdomme.

”Som neurokirurg levede jeg i en verden fyldt med frygt og lidelse, død og kræft. Men sjældent, hvis nogensinde, tænkte jeg på, hvordan det ville være, hvis det, jeg var vidne til på arbejdet hver dag, skete for mig. Denne bog er historien om, hvordan jeg selv blev patient,” skriver Marsh.

Den i dag 72-årige, pensionerede professor Marsh, er ikke kun kendt som en dygtig kliniker og underviser af yngre neurokirurger. Han har blandt andet også skrevet bestsellerne ´Gør ikke skade´ og ´Hverken solen eller døden´, hvori han blandt andet fortæller om, hvordan man som læge gennem et langt arbejdsliv håndterer kravet om ufejlbarlighed og perfektion, og hvordan man lever med konsekvenserne, når man fejler, eller noget går galt.

Og stillet overfor sin dødsdom er Henry Marsh fortsat optaget af tanker om egne fejltagelser og undladelsessynder. Heriblandt at han for eksempel trods sin faglige viden i flere år ignorerede klare symptomer på, at noget syntes at være helt galt med hans prostata: 

”Men jeg fortsatte med at tro, at sygdom skete for patienter og ikke for læger, selvom jeg nu var pensionist. 20 måneder efter, at jeg fik scannet min hjerne, blev jeg diagnosticeret med fremskreden prostatakræft. Jeg havde typiske symptomer i årevis, og de blev stadigt værre, men det tog mig lang tid, før jeg kunne få mig selv til at bede om hjælp. Jeg troede, at jeg var stoisk, mens jeg i virkeligheden var en kujon. Jeg kunne simpelthen ikke tro på diagnosen i starten, så dybt forankret var min benægtelse.” 

Diagnosen på uhelbredelig prostatacancer får han efter at pres fra en kollega og ven fører til at han endelig lader sig undersøge og får en diagnose, som han til sin egen forbløffelse reagerer på fuldstændig som sine patienter. 

Og hvad der også er kommet bag på Marsh, er hans egne reaktioner på den pludselige ombytning af roller fra den alvidende og berømmede læge til den ydmyge og temmelig uinteressante patient, som ingen rigtig interesserer sig for i forbindelse med hans udredning, tests, diagnoser, forestående død og palliative behandlinger. Han tilhører nu ikke mere hospitalernes overklasser, men underklassen: 

At miste sin status i hospitalsvæsnet, fordi han er blevet syg, er et personligt og ydmygende fald, hvis følelsesmæssige konsekvenser han beskriver med imponerende mod og en bemærkelsesværdig åbenhed. 

Og ligeså åben som han er om sin sårede forfængelighed over læger, der taler hen over hovedet på ham, er han også i forhold til sit eget sygdomsforløb, sin gråd, sin inkontinens og de kemiske kastrationer, der gør ham deprimeret, tyk og hårløs. Hans selvanalyser er brutale, for nok langer han hårdt ud mod hospitalskulturen, men han skåner mindst af alle sig selv. Hans selverkendelser, hvoraf nogle kan forekomme overraskende sent i livet, kan kun gøre indtryk, selv om det på ingen måde er første gang, at læger skriver bøger om, hvor chokerende vanskeligt, det har været for dem pludselig at være tvunget til at opleve hospitalsvæsnet nede fra sygesengen. 

´And Finally – Matters of life and Death´er her ud over også en meget smukt og elegant skrevet bog om hjernen, om filosofi, om skønheden i naturvidenskab og ikke mindst om kærlighed, og hvad der i sidste ende gør livet værd at leve. Hans år som filosofistuderende har ikke været spildte. Og hans refleksioner over forskellen på assisteret selvmord, euthanasi og hospitalers uofficielle praksis med fremrykning af dødstidspunkt ved hjælp af smertelindring er mere aktuelle end nogensinde.

Hans bog kan læses på mange måder. Men mest af alt giver den indsigt i en begavet, åbenhjertig og lejlighedsvis humoristisk ældre mands aldring, cancersygdom og ikke mindst syn på hospitaler:      

”Hospitaler minder mig om fængsler. Dit tøj bliver taget væk, og du bliver sat i et begrænset rum. Du skal adlyde ordrer. Meget af det, der foregår på sygehusene - regimerne, uniformerne, opslagene overalt - handler om at understrege kløften mellem personale og patienter og hjælpe personalet med at overvinde deres naturlige empati. Det handler ikke om at hjælpe patienter. Hospitaler minder mig altid om fængsler. Det er steder, hvor dit tøj bliver taget væk, du får et nummer, og du bliver sat i et lille, begrænset rum. Du skal adlyde ordrer.”

Henry Marsh : ´And Finally – Matters of life and Death´, kan købes på Saxo.dk for 179 kroner

 

Fortrinlig hybrid mellem opslagsværk og oversigtsbog

 
 
 
 
 

Evidensbaseret medicin har gennem de seneste årtier fået markant betydning i sundhedsvæsnet. En ny opdateret lærebogs afdækning af de centrale aspekter af evidensbaseret medicin og klinisk forskningsmetode er imponerende pædagogisk, velredigeret og klart skrevet.

Da professor i evidensbaseret medicin Asbjørn Hróbjartsson ved Syddansk Universitet og Andreas Lundh, lektor i evidensbaseret medicin og afdelingslæge ved Afdeling for Lunge- og Infektionssygdomme på Bispebjerg Hospital, i 2019 sammen skulle lede Syddansk Universitets kursus i evidensbaseret medicin for lægestuderende, jagtede de forgæves en opdateret lærebog om evidensbaseret medicin og klinisk forskningsmetode. I stedet har de to, der begge også er ansatte ved Cochrane Danmark, nu med bidrag fra kolleger lavet deres egen ´Evidensbaseret medicin- og klinisk forskningsmetode´:

Ifølge Asbjørn Hróbjartsson og Andreas Lundh har en opdatering af den såvel institutionelle som faglige udvikling af evidensbaseret medicin også været påkrævet i lyset af, at evidensbaseret medicin og forskningsmetode er under stadig forandring:

"Evidens" og "evidensbaseret medicin" udgør et spektrum af idealer, procedurer og diskussioner om, hvordan klinisk forskning bedst informerer klinisk praksis. For eksempel er de tidligere brugte evidenshierarkier ved at blive afløst af mere fleksible vurderinger af tiltroen til evidensen. Samtidig udvikles og forfines kliniske forskningsmetoder, for eksempel inden for systematiske oversigter og observationelle studier.”

´Evidensbaseret medicin´ er ganske pædagogisk delt op i fire dele, hvor den første del introducerer selve fagområdet evidensbaseret medicin, hvor anden del beskriver de vigtigste typer af kliniske studier, tredje del omhandler springet fra klinisk forskning til klinisk praksis, mens fjerde og afsluttende del beskriver udvalgte tværgående emner.

Blandt bogens udvalgte temaer er blandt andet kapitler om det randomiserede forsøg og systematiske oversigter, kohorte studier, case-kontrol-studier, kliniske retningslinjer, studier af observatørvariation, kvalitative interviewstudier og betydningen af forhåndstiltro for fortolkning af kliniske forskningsresultater samt kapitaler om patientens valg, forskningsetik og ansvarlig forskningspraksis.

Alle kapitler fremstår klare og forståelige både læst i flow og hver for sig. Og uden at de tramper for meget ind i hinandens bede med unødvendige gentagelser. Men dog med tydelige krydsreferencer til andre også relevante kapitler. Et dygtigt redigeringsarbejde, som kan være til stor hjælp for den nok særligt interesserede, men måske alligevel noget forudsætningsløse læser, der ellers nemt kan hægtes lidt af lidt i farten, når først de mange professorer har rullet sig ud.

Hertil kommer at den trykte bog suppleres med indhold i en i-bog, som består af uddybende tekster typisk af mere teknisk eller anekdotisk art eller med links til relevante hjemmesider, tre opgaver med kommenterede løsninger og den komplette referenceliste. Endvidere er der en kommentarfunktion, hvor man kan foreslå forbedringer og idéer til næste udgave. Også et godt pædagogisk tiltag, som udnytter mulighederne for at sammensmelte bogmediet med det elektroniske net. 

Bogen er dog ikke en håndbog i evidensbaseret praksis eller en indføring i, hvordan man udfører klinisk forskning. I stedet har den sit fokus på brugerne af den udførte kliniske forskning, som her bliver indført i at identificere, opsummere og analysere kliniske studier og kliniske forskningsmetoder samt i at vurdere pålideligheden og anvendeligheden af de fundne studier. 

Evidensbaseret medicin, som ifølge forfatterne er tiltænkt medicinstuderende, patienter, pårørende og andre læsere med sundhedsfaglig interesse eller baggrund, er en engageret, grundig og fortrinlig gennemgang af begreberne udført på en måde, så alle særligt interesserede får chancen for at kunne følge med.   

Blandt de i alt 28 yderligere bidragydere til de i alt 26 kapitler er for eksempel professorerne Stig Brorson fra Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet, Robin Christensen fra Parker Instituttet ved Bispebjerg Frederiksberg Hospital, David Gaist fra  Odense Universitetshospital, Jesper Hallas fra Syddansk Universitet, Karsten Juhl Jørgensen fra Cochrane Danmark, Mette Nørgaard fra Aarhus Universitetshospital, Ove B Schaffalitzky de Muckadell fra Odense Universitetshospital, Karina Dahl Steffensen fra Center for Fælles Beslutningstagning, Sygehus Lillebælt og Henrik Toft Sørensen fra Aarhus Universitetshospital.

Asbjørn Hróbjartsson og Andreas Lundh :Evidensbåret medicin – og klinisk forskningsmetode´, er udkommet på Munksgaard og koster 700 kroner.

 

 

 

  • Oprettet den .