35-årig kirurg ramt af blodprop: Hans bog giver gode råd til især yngre patienter

BØGER: Da den unge og ambitiøse urologiske kirurg Bevan Choate netop havde fået rigtigt godt fået styr på karrieren, blev han ramt af en massiv blodprop i hjernen. I ny bog fortæller han om sin kamp for at komme tilbage til livet.

Da 35-årige læge Beavan Choate fra Albuquerque i New Mexico for 18 måneder siden vågnede med kvalme, svimmelhed og opkast, var en blodprop i hjernen den sidste forklaring, som han og hans nu hustru, familielægen Elaine, kunne komme i tanker om. Dertil var han for ung, mente de, og det var kun bekymringen for nyresvigt på grund af hans timevise og konstante opkast, som gjorde, at han indvilgede i at tage på hospitalet, hvor han fik konstateret netop en blodprop.

Det beretter Choate i sin nyligt udkomne bog ´The Stroke Artist´, hvori han fortæller om de særlige vanskeligheder, der kan være forbundet med at blive ramt af et stroke tidligt i livet, hvor karrieren lige er begyndt, ens identitet som læge knapt er dannet, og hvor afbetaling på studielån og stiftelse af familie er noget, som man først skal i gang med.

Hospitalet, som Choates bliver indlagt på, er hans eget, og undersøgelserne viser, at blodproppen ikke kun er stor, men også af typen Carotis dissektion, som skyldes, at en rift i karvæggen har ført til dannelsen af en blodprop.

Dissektionerne er den mest almindelige årsag til blodpropper i hjernen hos mennesker under 50 år. Men hvorfor, at lige netop Choates er blevet ramt af en dissektion, kan han til sin overraskelse ikke få en forklaring på fra sine kolleger, der får travlt med at kæmpe for hans overlevelse, eftersom han læner sig op af et nyresvigt, trykket i hans hjerne stiger, og et større område af hans hjerne er dødt. 

Choates får blandt andet opereret 20 procent af sine hjerne væk på grund af dødt væv, og hans liv er i alvorlig, overhængende fare. Han lægger ikke skjul på, at hans status som læge og som ansat bevirker, at han får særbehandling af såvel sin ledelse og kolleger, der frygter at miste en kollega. Ikke kun sørger de for et hurtigt udredningsforløb, de sikrer ham også pladser og senge, hvor risikoen for at få COVID-19 oveni er mindst: 

”Jeg må indrømme, at det i min nervøsitet for at fremfinde hurtige løsninger på min tilstand, hvor enhver bevægelse, uanset om den var fysisk eller undersøgende, føltes som fremdrift, fik mig til at føle mig særlig og priviligeret. Men jeg følte mig også temmelig skyldig over at andre mennesker ikke havde samme muligheder. Jeg havde set patienter i de større skadestuer, som ventede op til 48 timer, inden de fik en relevant plads. Mine kun fire timer havde været en pinsel.”

Ben Choates hjerneoperation kompliceres af en tilstødende lungebetændelse, og han ender med at være så dårlig, at han kommer i respirator. Da han efter godt en måned igen kan trække vejret selv, hallucinerer han og er psykotisk. Han kan ikke mere kende forskel på virkeligheden og de helt absurde drømme, som han har været plaget af, mens han var i koma. En skrækindjagende tilstand, som Choates redegør for så nøgternt men også detaljeret og levende, at alene disse udførlige beskrivelser nærmest er hele bogen værd. Om tiden som fange i disse hallucinationer skriver han blandt andet:

”Når jeg tænker tilbage, er noget af det, der slår mig som det nok værste ved disse mareridtsophold i denne anden verden det uophørlige. Du kan vække dig selv væk fra et normalt mareridt, når du sover normalt. Hvis tingene bliver for ubehagelige, kan de fleste trykke på eject-knappen og vågne. Du kan ikke vække dig selv, når du er bedøvet. Det er jo hele pointen med bedøvelse. Hertil kommer, at når vi drømmer normalt, så forstår vi ofte på et eller andet plan, at vi drømmer. Hvorfor skulle vi ellers forsøge at for eksempel flyve eller undgå at vågne fra en dejlig drøm? Men som sagt så var den anden verden indiskutabel reel og virkelig. Jeg følte den ligeså virkelig og sand, som jeg føler det nu, hvor jeg sidder og skriver denne bog.”

Godt og vel ude af intensivafdelingens respirator begynder en række benhårde rehabiliteringsforløb, hvor han skal genindlære at drikke, spise, gå, holde balancen og i det hele taget begå sig i livet uden at have fuld førlighed i venstre side og dermed måske også den hånd og sikre bevægelighed, som er påkrævet for, at han igen kan passe sit kirurgjob. 

Ben Choates er ikke den, der giver op eller forlader sig på håb, men træner og træner, og træner. Han begynder at skrive sin bog og genoptager sin ungdoms interesse for at male. Hans egen indsats er ikke alene imponerende, men kan også være til inspiration for andre især yngre, der rammes af en blodprop i hjernen, og som på grund af alderen har fysik og konstitution til at klø på, som Choates gør:

” Bliv ved med at kæmpe. Se den sorte tunnel i øjnene og sig fuck you,” råder Choates, der mener, at handling skaber motivation.

Han er i det hele taget meget bevidst og god til at kommunikere om de særlige udfordringer og behov, som strokepatienter kan have og også om de særlige forskelle, der kan være, om man rammes som ung eller ældre. Et kapitel om hvordan hans venner hjalp ham og ikke mindst hans kone med en lang række praktiske gøremål, da han vendte hjem fra hospitalet som hjerneskadet og delvist lammet, vil kunne være guld værd for såvel den syge som dennes pårørende i samme situation. 

I dag har Choates genvundet så meget af sin tidligere kunnen, at han kan arbejde som klinisk urolog. Han maler og sælger sine billeder og at blive re-autoriseret som kirurg er noget, som han fortsat træner og håber på. Men indtil da glæder han sig over at være blevet en meget bedre og mere empatisk læge, end han var før blodproppen.

Bevan Choate: ´The Stroke Artist´, koster 189 kroner på Saxo.dk