Professor giver overbevisende bud på, hvordan en udpint børne- unge psykiatri kommer på nye og bedre skinner

BØGER: Når flere og flere børn og unge henvises til psykiatrien, skyldes det ikke kun, at psykiatrien er blevet bedre og flittigere til at diagnosticere. Et stigende antal af dem angiver nemlig, at de har et dårligt mentalt helbred i et omfang, som aldrig er set før, pointererer professor Anne A. E. Thorup i en ny bog.

Talrige store undersøgelser og målinger bekræfter gang på gang, at flere og flere unge oplever at have et dårligt mentalt helbred præget af for eksempel ensomhed, stress, præstationsangst og perfektionistiske krav til sig selv. Ligesom flere og flere kæmper med selvskade i mange forskellige afskygninger, slås de unge også med spiseforstyrrelser, misbrug og eftervirkninger fra uønskede eller ubehagelige seksuelle oplevelser, fremgår det af ny bog, skrevet af klinisk professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne A. E. Thorup. Bogen er yderst nøgtern, saglig  og tankevækkende.

”Selvom mange af disse unge ikke nødvendigvis udvikler en psykiatrisk diagnose eller bliver henvist til psykiatrien, kan det være en medvirkende forklaring til det stigende henvisningstal og de mange diagnoser. For jo flere unge, der har det dårligt, jo flere vil være i risiko for at udvikle egentlig sygdom,” skriver hun. 

Den generelle mistrivsel blandt de unge skyldes ifølge Anne A. E. Thorup en stribe faktorer, som forskningen endnu har til gode at besvare entydigt, hvorfor hun og alle vi andre indtil videre må tage til takke med kliniske erfaringer, hypoteser og eksperters vurderinger: 

”Opsummerende kan man sige, at udfordringerne i psykiatrien i dag er mangfoldige. Systemet er overbelastet på grund af for få ressourcer, fordi det har været nedprioriteret i en lang årrække. Samtidig ser vi en markant stigende tilgang, især blandt børn og unge. Og så længe vi ikke arbejder for at forebygge psykisk sygdom, er det en udfordring, som formentlig vil vokse i størrelse i fremtiden,” skriver professoren. Hun opfordrer til fortsat forskning i og udvikling af innovative ideer, som kan bidrage til forebyggelse af mentale sygdomme blandt børn og unge, uden at man tager midler fra den eksisterende behandlingspsykiatri: 

”I en periode må man turde investere i noget nyt, som gavner børn og unge i fremtiden og samtidig tilbyde kvalificeret hjælp og behandling til dem, som har behov nu,” skriver Anne A. E. Thorup, der mener, at psykiatrien og politikerne således er nødt til at se nødvendigheden af et paradigmeskift, som er mindre individualiseret og symptomorienteret, i øjnene:

”Det er, som om det holistiske perspektiv på sygdom og mennesket ikke passer ind i det højt effektiviserede system. Vi ved, at psykisk sygdom opstår som resultat af mange små risikofaktorers bidrag: Biologiske, genetiske, miljømæssige (i bred forstand), relationelle og erfaringsmæssige – listen af risikofaktorer er lang, og hver faktor bidrager kun med en lille smule. Vil vi bremse den stigende tilgang i psykiatrien, skal vi gribe tingene anderledes an, end vi hidtil har gjort. Vi har brug for en mere helhedsorienteret tilgang til psykisk sygdom. ” 

Anne A. E. Thorup tilhører tydeligvist ikke de mennesker, som råber højt, men det gør kun hendes kritik og faglige opgør med sundhedsvæsnets lederes flittige benyttelse af LEAN så meget desto mere troværdigt:

”Det er sympatisk, at man vil udnytte ressourcerne så effektivt som muligt, men familier og børn ikke er ens! Psykiatrien til både børn og voksne er derfor stærkt overbelastet, de fysiske rammer er mange steder nedslidte og utidssvarende, og personalet er frustreret, stresset eller udkørt,” skriver professoren, der i samme åndedrag beklager, at tidligere tiders mere helhedsorienterede tilgang til barnet er blevet udvandet eller sparet væk:

”Barnets aktuelle symptomer bliver registreret, men konteksten – familieforholdene og baggrundshistorien – bliver kun til korte notitser i journalen, som ikke indgår i behandlingsforløbet – der i øvrigt ofte ligger i kommunerne med undtagelse af medicinudskrivningen. Kommunerne mangler desværre ofte den fornødne faglige viden, som kræves for at hjælpe børn med varige psykiatriske lidelser, og samarbejdet mellem primær sektor (kommune, praktiserende læge osv.) og sekundær sektor (hospitalsvæsenet, dvs. regionen) er stadig et område, som mange oplever som problematisk,” skriver Anne A. E. Thorup, der grundlæggende mener, at vi vil kunne vedblive at konstatere et  stigende antal unge, som får en diagnose, og dermed også en overbelastet og underdimensioneret psykiatri , hvis vi ikke i højere grad begynder at forebygge.

”Barndommen og ungdommen er kort, derfor haster det. Normalt forstår man det forebyggende arbejde som langsigtede indsatser og modsat den akutte behandling, men i børneungdomspsykiatrien skal forebyggelsen ske nu: Man kan lidt polemisk sige, at vi, sideløbende med en genopretning og opkvalificering af den eksisterende psykiatri, skal gribe de forebyggende initiativer akut an,” skriver hun.

Og at det ikke nytter bare at blive ved med at gøre, hvad vi plejer, fremgår da også med al ønskelig tydelighed af ´Hvordan styrker vi børn og unges mentale sundhed´, hvori det for eksempel påpeges, at forskning fra Aalborg Universitet netop har vist, at der for eksempel går op til seks år, fra forældrene selv bemærker eller får mistanke om, at barnet har et reelt problem, til barnet bliver henvist til psykiatrien. Samtidigt med at landets erfarne psykiatere i disse år er på flugt fra hospitalspsykiatrien for at arbejde privat i egne klinikker på grund af utilfredshed med den form for behandling og kontakt, de kan tilbyde i det offentlige system.

´Hvordan styrker vi børn og unges mentale sundhed´ er med sine under 100 sider for lidt mindre end en 50 kroneseddel en professors komprimerede, allround og gedigne indsats for at få os til at forstå, at vi har viden nok til at gøre det hele meget bedre. Men at det alligevel er en kamp om penge og politisk velvilje og handlekraft at få allokeret tilstrækkeligt med ressourcer til, at psykiatriens fagprofessionelle kan få mulighed for at udøve en positiv forskel ved at anlægge et mere helhedsorienteret perspektiv på psykisk sygdom, og herved både forebygge samt tilbyde dem, som er ramt af psykiske lidelser, en god, relevant og meningsfuld behandling.

´Med et helhedsorienteret perspektiv´ vil man ifølge Anne A. E. Thorup i langt højere grad komme tættere på den virkelighed, som patienterne lever i. Og at dette også vil kunne gøre arbejdet med patienterne mere besværligt, tidskrævende og komplekst i en i forvejen stærkt overbelastet sektor, lægger hun ikke skjul på. Men det afholder hende ikke fra at stå på mål for, at det alligevel er den rette vej at gå, hvis vi ønsker at bremse udviklingen med stadigt flere børn og unge med psykiske problemer:

”Et barns udvikling er en meget kompleks proces, som er fuldstændig afhængig af kvaliteten af den støtte og stimulation, det omgivende miljø tilbyder, og et helhedsperspektiv er nødvendigt, når et barn eller en ung med psykiske vanskeligheder eller symptomer skal udredes og behandles. Hvordan er barnets hverdag? Hvordan reagerer forældrene, når barnet viser tegn på at have det svært? Hvordan er familiens ressourcer og netværk, og hvilke problemer kæmper de med? Trives barnet i institution og fritid? Har barnet venner? Hver eneste dag i et barns liv tæller, fordi udviklingen går så hurtigt,” forklarer hun.

Det er imponerende så megen information og viden, som det er lykkedes forfatteren at bibringe sine læsere i denne sagligt fagligt knastørre, men alligevel hurtigt læste og let tilgængelige lille bog, der formår at se løsninger samtidigt med, at den tegner et skræmmende, trist billede af børn og unges mentale status quo i en verden, hvor en stor del af livet leves med distance til de nære omgivelser i et digitalt og virtuelt univers i stedet for i den håndgribelige og konkrete virkelighed:

”Unge mangler viden om deres mentale helbred og om, hvad man selv kan gøre for at passe på sig selv og få det bedre. De har svært ved at give plads til, at der er dage, hvor man er træt og har mindre udadvendt energi end ellers – og at det er helt naturligt. Unge ved en masse om KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol, motion), men mindre om deres eget følelsesliv, men hvordan registrerer, håndterer og taler man om basale menneskelige følelser som usikkerhed, misundelse eller vrede, hvis man lever sit sociale liv på Instagram og andre sociale platforme og ikke har fået et sprog for følelser fra sine forældre eller ikke har nogen fortrolige i sin omgangskreds? Og hvad kan man selv gøre for at få det bedre?” spørger Anne A. E. Thorup, der mener, at mange unge simpelthen ikke kender til beskyttende faktorer som for eksempel fortrolighed i venskaber, fritidsaktiviteter og interesser, som man kan trække på, når livet er svært.

Bogen er støttet af Lundbeckfonden, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.

Anne A. E. Thorup: ´Hvordan styrker vi børn og unges mentale sundhed?´ indgår i Informations forlags serie, Moderne ideer og koster 49,95 kroner