Foto fra bogen

Ny bog fascinerer med sine realistiske, men smukke fotos af nøgne kvindekroppe

 
 
 
 
 

BØGER: Den perfekte kvindelige krop er en illusion, men det gør ikke spor, for virkelighedens kvindelige kroppe er langt mere spændende, mener dansk fotograf, der rent faktisk lykkes med at løfte sin påstand i ny bog.

Heidi Maxmiling har længe haft lyst til at foretage et visuelt oprør mod den photoshoppede version af virkeligheden, som hun som fotograf selv ofte har været med til at skabe. Og nu har hun gjort det i sin nye bog ´Ærlige kroppe´, hvori hun ved hjælp af fotos af nøgne danske kvinder forsøger at udvide vores billeder af de perfekte kvindekroppe med fotos, der i stedet hylder naturligheden og mangfoldigheden i kvindekroppens mange udtryk:

”Det udspringer blandt andet af et stærkt ønske om at være med til at åbne folks øjne for, hvor smuk kvindekroppen er, når den blot får lov at være sig selv. Ikke mindst vil jeg gerne være med til at sprede budskabet om, at ingen skal skamme sig over deres krop,” skriver Heidi Maxmiling, hvis bog er bygget op omkring en række fotosessions med kvinder, som har takket ja til at lade sig fotografere nøgne sammen med andre kvinder. Optagelserne har fundet sted gennem de seneste otte år.

Heidi Maxmiling, der siger, at hun altid været fascineret af det ærlige, det autentiske og det upolerede, er dog udmærket klar over, at det er nemmere sagt end gjort at elske sin krop og skriver om bogens mange fotosessions:  

”Billederne siger det, mange kvinder – og mænd – har lyst til at råbe højt: Elsk dig selv, som du er, så får du styrke og mod til at opnå det i livet, der gør dig glad. Du er helt sikkert god nok, som du er, og det er, når du udstråler overskud og selvtillid, at du tiltrækker kærlighed. Det er let at skrive, men svært at praktisere. Guderne skal vide, at jeg selv stadig kan slås med præcis de samme følelser som mange andre,” indrømmer hun.

´Ærlige kroppe´ er dog ikke kun en fotobog, for Heidi Maxmiling har valgt at supplere egne fotos og tekster og derfor også inviteret en række forskellige kvinder til i tekster at dele deres tanker og perspektiver omkring kvindekroppen. Blandt disse kvinder er blandt andre skuespiller Silja Okking, tidligere radiovært Monica Krog-Meyer, journalist Sara Skaarup, borgmester Benedikte Kjær og social aktivist, jurist, iværksætter og debattør Mary Consolata Namagambe, der alle med udgangspunkt i egne kroppe beretter om kampen for at få kroppen til at blive en medspiller fremfor en modspiller. For eksempel skriver Mary Consolata Namagambe, hvis familie stammer fra Afrika:

”Ingen er usynlige i Uganda, for dér er der ikke kun én bestemt form for skønhed. Du kan være stor og tyk med masser og masser af former og samtidig være ved at blæse alle omkuld med din skønhed, fordi du rammer plet hos nogle, og fordi du udstråler selvtillid. Du kan være helt lav og utroligt tynd og få alles øjne på dig, fordi de godt kan lide en flad bagdel, og fordi du tager ejerskab over dit udseende, ‘owner’ dig selv, fører dig frem med selvfølelse og selvværd,” skriver hun og fortsætter:

”Det er så opløftende og befriende at være i et samfund, hvor der ikke er én skønhedsstandard, og hvor du ikke skal stræbe efter én type skønhed eller ligne andre for at have det bare lidt bedre med dig selv. Nej, du kan faktisk være præcis dig selv i din egen hud og din egen krop. Nogle vil være ellevilde med dig, og nogle vil ikke. That’s it! Det giver dig selvtillid at føre dig frem som den dronning, du er og bør være – og bare stå ved dig selv i din egen ret. ”

Og Mary Consolata Namagambes er med sine opfordringer til, at vi dropper de normer for skønhed, som vi er blevet opflasket med, nok den blandt skribenterne, der bedst flugter bogens visuelle udtryk. For de mange fotos af de meget, meget nøgne kvinder er ét langt opgør mod vores almindelige normer for skønhed ifølge hvilke disse fotograferede kvinder typisk ville blive vurderede som værende enten for høje, for lave, for smalle, for bredde, for runde, for kantede, for tykke eller for tynde. Og ikke mindst stort set alle sammen alt for gamle, eftersom ingen synes at være under 20 år.

Men bogens oprør mod vores kropslige perfekthedskultur virker, for fotografierne af kvinderne er smukke i deres mangfoldige og virkelighedsnære skønhed med deres bryster, haler, ben, arme, rygge og maver i alle mulige faconer og størrelser. Og det selv om at mange af de medvirkende i større eller mindre omfang afviger fra mediernes retoucherede idealer.

Heidi Maxmilings billeder er i deres nærmest forbløffende og livsbekræftende pragt dybt fascinerende. Der er ingen tvivl om, at hun som fotograf har godt styr på sine lyssætninger. Men hun er også rigtig god til at arrangere sine medvirkende i nogle for projektet befordrende situationer og opstillinger, hvor kvindernes kroppe bliver dele af grafiske kompositioner som på én og samme gang understreger deres ensartethed og store forskelligheder, så man drages ind i billederne og således som beskuer gives mulighed for en oplevelse af, at imperfektionerne ikke kun er ok og naturlige, men også mere spændende for øjet.

Hertil kommer, at det er lykkedes Maxmiling at få kvinderne til at slappe af. De er tilstede hvilende i sig selv og med hinanden på måder, som ikke kun er smukt at se på, men som også mildner vores alt for ofte misbilligende blikke. Ligesom kvinderne ikke synes at være optagne af fejl og mangler hos hverken sig selv eller de andre, så bliver vi det heller ikke, for det hele fremstår spændende og rart. Kvinderne og deres udseender ser, uanset om de overskrider diverse unaturligt stramme standarder, simpelthen helt rigtige ud i deres befriende forskelligheder, når de som her sidder, står eller går splitterfornøjede rundt på strande og badeanstalter og i skove, havne, kalkbrud og saunaer.

Om stemningerne på fotosessionerne, fortæller Heidi Maxmiling blandt andet:

”Det slog mig, at der – ligesom ved første fotoseance – skete noget helt specielt i det øjeblik, hvor kvinderne mødte hinanden. Først hilste de høfligt og en smule generte på hinanden, og der indfandt sig hurtigt en grinende og fjollende stemning, mens de tog tøjet af. Men i det øjeblik, da de stod nøgne over for hinanden, opstod der en meget rørende stemning af samhørighed. Der var ikke nogen, der kiggede på hinandens kroppe. Til gengæld kiggede de hinanden i øjnene. De så hinanden, og de følte sig forbundet.

Præcis det samme har gentaget sig i forbindelse med hver eneste billedoptagelse, og jeg er blevet lige rørt hver gang, fordi oplevelsen bekræfter, at vi kvinder gerne vil løfte hinanden.”

Så selv om Maxmilings budskab om, at vi skal droppe de almindelige skønhedsidealer og lære at se skønheden i det naturlige, kan lyde naivt og urealistisk, så har hun med sine fotos på mest forfriskende vis formået at demonstrere, at vejen her til måske alligevel er kortere, end vi lige går rundt og tror i en tid, som er tynget af kvinders mindreværdsfølelser over egne kroppe og tilsvarende fuld af plastic fantastic.   

Tænk hvor befriende, hvis Ærlige kroppe kan føre til, at bare lidt færre kvinder føler sig lidt mindre tvungne til at nedgøre egne og andre kvinders kroppe i jagten på at skulle leve op til én type skønhed, hvor buler, rynker, deller, pletter, udposninger, slapheder, skævheder og overflødige kilo dømmes ude og derfor retteligen bør skjules for omgivelserne, så de ikke forstyrrer vores idealbilleder af den ellers så fantastiske krop, som bærer os gennem livet.

Heidi Maxmiling,: ´Ærlige kroppe´ er udgivet af Gads forlag og koster 269 kroner