| | | | | |
 


Ny bog: Anoreksi handler ikke om mad

 
 
 
 
Maria Cuculiza 
Din vurdering
1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 Rating 0.00 (0 Votes)

BØGER: Ny bog giver indsigtsfulde brikker til forståelse af en sygdom, der synes næsten umulig at forstå både for den syge selv, deres pårørende og behandlere. Spiseforstyrrelser er ikke rationelle, for hjernen er sat ud af spil.

Den fortrinlige bog "Når maden tager magten" giver et trist, men nuanceret blik ind i især anoreksiens, men også andre spiseforstyrrelsers uhyggelige verden, hvor store børn og unge piger fanges ind til et liv i en ofte evig kamp for eller imod mad.

På samme måde som et menneske med depression ikke bliver glad af at få at vide, at alt er i orden, begynder en anorektiker ikke at spise, når hun vejer 28 kilo. Den anorektiske og derfor totalt udmarvede hjerne nægter nemlig at løsne grebet om sygdommen og bruger alle kneb for at undgå, at dens ejermand kommer op i vægt.  Resultatet er, at mange patienter aldrig bliver raske og fortsætter gennem livet med dårlig livskvalitet og for tidlig død som følge, fremgår det af "Når maden tager magten".

Og det er frygtindgydende fakta og tal, som bogens forfatter, journalist Bille Sterll fremlægger omkring anorektikere. Kun knap halvdelen bliver raske, 30 procent formår at leve et nogenlunde normalt hverdagsliv, men bliver aldrig fuldstændig helbredt, og hos 20 procent sætter anoreksien sig som en kronisk sygdom, som for en betragtelig del af dem vil føre til tidlig død på grund af enten selvmord, organ- og cellesvigt på grund af mange års mangel på helt basale vitaminer og mineraler.

Når behandlingsresultaterne ikke er bedre, og når forskning viser, at mennesker med anoreksi klarer sig dårligere i livet og har dårligere livskvalitet end mennesker, der lider af andre alvorlige psykiske lidelser som for eksempel depression og skizofreni, så skyldes det i høj grad, at behandlersystemet endnu ikke har knækket koden. Ifølge, læge og forsker ved Center for Spiseforstyrrelser, OUH, Laura Al-Dakhiel Winkler, så ved lægerne simpelthen endnu ikke  præcist, hvad de skal stille op overfor de syges vrangforestillinger om at være for fede, selvom de måske vejer kun 25-30 kilo:

”Problemet er, at der ikke – i hele verden – er fundet den behandling, der gør dem raske. Vi har ikke en entydig vej. Vi har nogle studier, der viser, at familiebaseret terapi er det, der fungerer bedst psykiatrisk. Nogle studier siger, at sondeernæring fungerer godt, andre at det ikke fungerer så godt. Vi har et entydigt mål: Vi vil gerne have, at patienten bliver rask, men vi ved ikke, hvordan vi skal komme derhen. Det er så forskelligt fra patient til patient,” forklarer hun.

I "Når maden tager magten" taler forfatteren med en række unge kvinder med spiseforstyrrelser, som klarer sig mere eller mindre godt trods års forskellige former for terapi og behandlingsophold på hospitaler. Pigerne har til fælles, at de alle har et forskruet og urealistisk forhold til mad og deres egen krop. Indfølende samtaler som giver mulighed for forståelse for disse unge kvinder, hvor nogle stort set er holdt op med at spise, og andre har proppet sig med mad. Nogle kaster op, hver gang de har spist bare det mindste. Nogle taber sig faretruende hurtigt, andre tager voldsomt på, og andre igen holder vægten, selv om maden også for dem helt har taget magten over deres liv.

Men især går Bille Sterll i dybden med én af kvinderne. Unge skrøbelige, begavede, men også behandlingsresistente Elham, der blev diagnosticeret anorektisk som teenager, og som dør i 2015 efter 15 års mislykkede psykiatriske, psykologiske og psykiatriske interventioner på en række forskellige hospitaler og institutioner. Trods hendes forældres ihærdige forsøg på at finde en behandlingsform, som kunne virke for deres datter, trods læger der forbarmer sig over hende og forsøger alt, dør Elham alligevel på Rigshospitalet med en vægt et pænt stykke under 30 kilo. Elhams forløb er ekstremt, men som man også forstår på såvel bogens fagpersoner som de interviewede unge kvinder alligevel ikke usædvanligt for en anorektiker.

Men måske dør Elham efter de mange års forgæves behandlingsforsøg også på grund af et sundhedsvæsen, som ikke hænger sammen, hvorved de anorektiske piger tabes mellem stolene. Et behandlersystem som ikke har de ressourcer, som kan være nødvendige samt en generel manglende forståelse af, at børnene skal fanges tidligt ved de første symptomer samt være helt raske, inden de udskrives igen, da de ellers typisk bliver til svingdørspatienter. Og inden at sygdommen er blevet en overlevelsesstrategi og identitet, som de ikke tør slippe, også selv om den koster dem livet 

At indsatsen for mennesker med spiseforstyrrelser simpelthen ikke er god nok, uanset om det handler om udredning, behandling eller rehabilitering lægger bogen og dens medvirkende patienter og fagpersoner ikke skjul på, og at forholdene både i børne- ungdoms- og voksenpsykiatrien er under standard i det danske sundhedsvæsen kan vist heller ikke fortælles og bevidnes for ofte.

Men bogens største indsats er dens afdækning af, hvor svært pigerne har det, hvor svært det er for de ramte at ændre adfærd, og hvor svært det derfor er at hjælpe dem – de kan ikke bare tage sig sammen, spise noget mere, hvis de lider af anoreksi, eller noget mindre, hvis de lider af bulimi eller tvangsspisning. For sygdommene handler ikke om maden, men om angst og kontrol, og der er således ingen enkle løsninger i forhold til disse sygdomme, som ikke går over af sig selv ifølge fagfolkene.

Men et forholdsvist enkelt greb kunne måske være en stor hjælp ifølge specialpsykolog Anne Lydol, Bispebjerg Hospitals børneafdeling: Nemlig at rykke aldersgrænsen op, når det gælder børn og unge i psykiatrien. Både i hospitalernes psykiatriske systemer, hvor de pludselig havner op sammen med ældre alkoholikere, demente og narkomaner. Og i kommunerne hvor de unge syge flyttes fra kommunens børne- og familieforvaltning til social- eller handicapforvaltningen.

”Der er masser af stole, de unge kan falde ned imellem. At have en spiseforstyrrelse og fylde 18 år er noget møg. Det er simpelthen noget møg,” siger Anne Lydol, som efterlyser mere elasticitet i form af en senere skæringsdato for patienter i børne- og ungdomspsykiatrien til for eksempel 20 år.

 

  • Når maden tager magten
  • Bille Sterll
  • Pressto forlag
  • Pris: 299 kroner

 

Om spiseforstyrrelser

  • Spiseforstyrrelser rammer især unge piger, men også drenge og voksne får dem. Flere og flere børn, unge og voksne bliver behandlet for en spiseforstyrrelse i det psykiatriske system.
  • Én ud af 100 unge piger udvikler spiseforstyrrelsen anoreksi, mens tre til fire ud af 100 udvikler bulimi. Men Sundhedsstyrelsen skønner, at op til 29 procent af alle unge piger i Danmark har et så problematisk forhold til mad, krop og vægt, at de er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Altså mellem hver tredje og hver fjerde.
  • Fra 2007 til 2014 voksede antallet af døgnindlæggelser med 20- 25 procent. Samtidig voksede antallet af ambulante behandlinger med 70 procent. Knap halvdelen af dem, der bliver indlagt, bliver indlagt mere end én gang. De bliver altså udskrevet uden at være blevet raske.