| | | | | |
 


Ny bog om hjertekirurgi er et stjerneskud

 
 
 
 
 

BØGER: Den anerkendt britiske hjertekirurg, Samer Nashef, er også en fabelagtig dygtig og humoristisk skribent, som på fineste og mest ydmyge vis afmystificerer både sit fag og egne ellers så berømmede kompetencer.

Samer Nashef holder sig ikke tilbage med kritiske analyser og betragtninger i sin memoirbog "The Angina Monologues – stories of surgery for broken hearts". Og det kan han tillade sig uden at risikere sit job, for han er nemlig ikke en hvilken som helst hjertekirurg. Nashef har i mere end 20 år arbejdet på Englands mest anerkendte og succesrige private, fondsdrevne hjerte-lunge center, Papworth Hospital i Cambridge, som er Englands største af slagsen. Og også stedet, hvor britiske prins Philip af gode grunde valgte at blive opereret for sine hjerteproblemer i 2011.

Samer Nashef, som åbent og ærligt fortæller om hjertekirurgiens styrker og begrænsninger, er internationalt respekteret og har blandt andet ledet en lægegruppe, der har stået for at lave de europæiske algoritmer, som risikoberegner en given hjertepatients risiko for at dø af en hjerteoperation.  EuroScore hedder monitoreringsværktøjet, der i dag bruges verden over, og som desuden giver hjertekirurger mulighed for at udøve et kontinuerligt tjek af egne operationsresultater

Og Nashef lægger da heller ikke skjul på, at han godt ved, hvordan tingene burde skæres på de offentlige britiske kardiologiske afdelinger af hensyn til hjertepatienters overlevelse. Men han fastslår ligeså klart, at de rigtige ting alt for ofte ikke sker på grund af et fuldstændig udsultet offentligt sundhedsvæsen.

Stjernekirurgen, som ellers forekommer umådeligt beskeden i forhold til egne evner, har flere gange gennem årene med stor succes rejst flere kontroversielle skandalesager i det britiske sundhedsvæsen. Han mener, at hjertepatienter dør unødigt på grund af politiske besparelser – trods offentligt ansatte personalers ihærdige anstrengelser for at opnå bedst mulige resultater på patienternes vegne.

Blandt nogle af bogens mest måske opsigtsvækkende afsnit er Nashefs påpegning af hvilke faktorer, der kan påvirke det kirurgiske resultat så negativt, at de, hvis uheldet er ude, kan koste patienter livet. Står du for eksempel foran en operation?: ”Undgå dagen før din kirurg tager på ferie, fordi dødeligheden den dag er dobbelt så høj som på første dag efter ferien. Kirurger er mere risikovillige på vej ud af døren, mens de modsat er mere afslappede og forsigtige, når de lige har haft ferie,” lyder eet af hans lidt mere kuriøse råd.

Men herudover har han også en række konkrete råd til, hvordan man som patient kan forsøge at undgå konsekvenserne af hans hårrejsende statistiske informationer om, hvordan nogle hjertekirurger alt for ofte trodser en række af fagets ellers internationalt accepterede sikkerhedsregler. Også selv om det er alment anerkendt blandt fagfolk, at netop disse omgåelser af best practise kan føre til patienternes unødvendige død. Råd som ikke forekommer umulige at forsøge at følge selv for patienter.

Sympatiske Nashef, der tydeligvist har påtaget sig ikke blot at arbejde i døgndrift med sin kniv, men også at være flittig med sin pen i den offentlige debat på vegne af patienterne, sammenligner blandt andet de betydelige antal millioner, der er brugt på at undersøge uheld eller katastrofer i luftfartsindustrien eller inden for terrorisme med de helt ubetydelige mængder penge, der er brugt i sundhedsvæsnet for at undgå fejl og skader. Et misforhold, som han finder oprørende og patientfarligt.

Men ligesom han har kritik afl uansvarlige kolleger og altså især sundhedsvæsnets ledere, har han også kritik af mediernes dækning af sundhedsstoffet og selvbestaltede sundhedsapostle. Vi skal lave være med at ryge, og vi skal bevæge os, men ellers skal vi lige slappe lidt af i forhold til vores optagethed af diverse diæter og unødige angst for eksempel animalske fedtstoffer og salt. Altsammen anbefalinger, som efter hans mening er helt udokumenterede i forhold til at opretholde et velfungerende, sundt hjerte.

Nashef er ikke blot en anerkendt, eminent hjertekirurg, men også en fabelagtig dygtig og humoristisk skribent, som på fineste og mest ydmyge vis afmystificerer både sit fag og egne ellers så berømmede kompetencer. Han formår at blande anekdoter, fascinerende operationserfaringer, patientforløb, bunker af medicinsk faglig information og personlige vurderinger, så man som læser/flyver gennem bogens 275 hjertegribende, men aldrig teatralske sider om transplantationer, bypass-operationer, aorto -reparationer, hjertestop, behandlingskvalitet, patientbehov, etiske dilemmaer, følelsesmæssige udfordringer  og sågar en enkelt afstikker i form af et kapitel om hans forsøg på at udføre hjertekirurgi i en palæstinensiske flygtningelejr.  

Hans beskrivelser af hjertets funktion, hjertekirurgiens udvikling og egne og kollegers livgivende operationer er pædagogik på højt plan, så man er simpelthen topinformeret om både det raske og det syge hjerte, når man har læst The Angina Monologues- stories of surgery for broken hearts, som er skrevet af en mand med en mission, som ganske enkelt går ud på, at så mange hjertepatienter som muligt skal have den bedst mulige behandling af netop lige deres hjertesygdom. En passion som formentligt også skal ses i lyset af, at hans egen far døde på grund af en for sen hjerteoperation og hans mor af en for tidlig og forkert. Hemmeligheden bag dygtig hjertekirurgi er ifølge Nashef ikke så meget det kirurgiske håndelag, som han mener, at stort set enhver kan træne sig op til. Kunsten ligger derimod i at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt  - og helst i nært samarbejde med patienten.

 

  • The Angina Monologues
  • Samer Nashef
  • 179 kroner på Saxo.dk