| | | | | |
 

Kostekspert: Hver eneste bid mad, du putter i munden bestemmer dit stressniveau

 
 
 
 
 

BØGER: Alt, hvad du spiser, har indflydelse på dit mentale overskud og evne til at tackle og tåle stress. Ved at spise på en måde, der smører din hjerne, løfter dit energiniveau og tilfører din krop stoffer, der holder den sund og stærk, ruster du dig til at stå imod pres, skriver kost- og træningsekspert i ny bog.

Forfatter til flere bestsellerbøger om ernæring og selvstændig sundhedsvejleder, Martin Kreutzer, har sammen med madøret Simon Weisdorf, Cookingclub.dk, netop udgivet endnu en bog, Velsmurt hjerne, om de sundhedsfremmende effekter af at spise anti-inflammatorisk kost. Denne gang har makkerparret fokus på diætens betydning for den stressede hjerne og dermed også på blandt andet stressens negative følgevirkninger på især humør, depression og dårlig søvn.

”Har du fodret dit gode humør i dag? Eller købt ind til en middag, der kan fylde dig med mental robusthed? I årevis har vi udbygget vores viden om, hvordan bestemte spisemønstre kan styrke kroppen, især antiinflammatorisk kost. Nu flytter vi fokus en etage højere op: Til mad og drikkevarer, der kan have positiv virkning på din hjerne, din koncentrationsevne, dine tanker og følelser,” skriver Martin Kreutzer.

Om baggrunden for sin bogs teorier forklarer han: 

"I disse år forskes der på livet løs i sammenhængen mellem mad og psyke. Ikke mindst al den nye viden om tarmbakteriernes forbløffende egenskaber har åbnet vores øjne for, hvor meget maden betyder for energi, humør og modstandskraft over for stress og psykisk sygdom. Det er meget vigtig viden. Stadig flere mennesker rammes af stress, søvnbesvær, depression, angst og andre udfordringer i hjerne og sind. Hører du til dem, der oplever et nådesløst arbejdspres, hvor dagene drøner hurtigere af sted, end du kan nå at løse alle de påkrævede opgaver, gælder det derfor om, at du allerede nu – i dag! – begynder at spise på den helt rigtige måde. Din mad kan og skal lade batterierne op, dæmpe de negative stressimpulser og give dig et skud energi, der billedlig talt forærer dig en ekstra time i døgnet,” lyder de optimistiske løfter.

Hovedskurken bag vores stress er ifølge Martin Kreutzer stresshormonet kortisol og den sværm af kæmp eller flygt-hormoner, der ledsager en længere periode med stress. En stress, der - hvis vi ignorerer den- kan have fatale konsekvenser i form af gigtlidelser, hudsygdomme, blodpropper og sukkersyge.

”Tænk på, at hver eneste bid mad, du kommer ind i munden, har indflydelse på, om du bliver stresset, og ikke mindst på, hvordan din krop tackler tilstanden. Du kan ikke spise dig fra stress, men du kan spise dig til en større stresstolerance,” skriver Kreutzer, som kalder det ’ganske nemt’ at spise sig til en velsmurt hjerne, hvis man blot forstår betydningen af den rette timing og mængde af vigtige næringsstoffer i relation til at styrke krop og sind.

Ifølge Velsmurt hjerne er en af grundpillerne i bogens hjernekost omega-3-fedtsyrerne fra fede fisk, som betegnes som en pendant til bodybuilderens proteinshake. Akkurat som bodybuilderen ikke kan opbygge store muskler, når proteinerne mangler, kan hjernen heller ikke genopbygge oven på en mentalt udfordrende dag, hvis den ikke får sine omega-3-fedtsyrer.

”Kun hvis du indtager dem i de korrekte mængder, kan du reelt forvente alle de gode virkninger af omega-3-fedtsyrerne. Netop forsøg med alt for små doser er årsagen til, at sammenfattende undersøgelser af forskningen i omega-3-fedtsyrer når frem til grumsede konklusioner. Dette står i skærende kontrast til enkeltundersøgelser, hvor deltagerne får de rigtige omega-3-fedtsyrer i passende store mængder, og derfor er både type og mængde afgørende faktorer. De fleste mennesker, der udfordrer deres hjerne og eventuelt mærker stress i kroppen, vil have gavn af at spise på den positive side af 100 g fed fisk om dagen, svarende til 3-4 g omega-3-fedtsyrer. På den måde får man de 1-1,5 g omega-3-fedtsyrer pr. 25 kg kropsvægt, som er min bedste anbefaling til personer med inflammation og/eller stress. Det svarer til en lille laksesteak eller halvanden dåse makrel i tomat,” erklærer Kreutzer.

Udover fed fisk hver dag mod stress, dårlig søvn, hudproblemer og depression anbefaler Kreutzer for eksempel også masser af kål, bær, æg, olivenolie, avocado, tørrede bælgfrugter, nødder, mandler, gurkemeje og ingefær. Alt sammen i mængder, som langt overgår de officielle kostråd. Ligesom han også advarer mod anbefalede fødevarer som kød, gluten og korn.

Mange af elementerne i Velsmurt hjerne kan således forekomme som gammel vin på nye flasker. Vi har ligesom hørt om antiinflammatorisk kost mange gange gennem de seneste år. Og her er konseptet så bare lige lagt ned over dens mulige specifikke effekt på hjernen. Men et nyt og interessant element har dog sneget sig ind, nemlig naturens healende kraft overfor stress. Et forskningsfelt, som er i rivende udvikling, og som især japanske forskere er meget optaget af ifølge Kreutzer:

”Baggrunden for at forske i naturens kræfter er de stigende problemer med stress og depressioner i den vestlige verden. Disse prøver man at behandle med andet end medicin, og her viser natur og motion sig at være en stærk kombination, som får kortisolniveauet til at falde markant, ligesom blodtrykket og pulsen reagerer positivt. Der er et væld af spændende effekter knyttet til at komme ud i skoven.”

Martin Kreuzer har efter 10 år i den naturvidenskabelige forskningsverden tydeligvis styr på sin forskningslitteratur, og han er da således også udmærket klar over, at hans påstand om, at maden har afgørende indflydelse på vores tolerance over for stress ikke altid vil nyde støtte fra forskere og stresseksperter, hvoraf nogle vil hævde, at der ikke foreligger dokumentation for en stressreducerende effekt af bestemte kostvaner. Argumenter som Kreutzer ikke overraskende tilbageviser med henvisning til diverse undersøgelser, som angiveligt understøtter hans eget budskab om, at de rette koststrategier har en effekt på stress og depression.

At det dybest set er for tidligt at afgøre hvilke fløje, der har ret, selv om mange pile peger i retning af kostens store betydning, er en klar svaghed i en ellers gennemarbejdet og velskrevet populærvidenskabelig hjælp- til- selvhjælp-bog. Men på den anden side står det jo enhver frit at prøve kuren på egen krop, hvis man føler sig småstresset og energiforladt, for de fleste af os vil såmænd nok under alle omstændigheder føle os stærkere og sundere efter at have spist efter Kreutzers og Simon Weisdorfs retningslinjer i en periode. Og bogens smukt fotograferede og indbydende og innovative grønne opskrifter vil også alt andet kunne berige og vække glæde på mange danske spiseborde.

  • Velsmurt hjerne
  • Martin Kreutzer og Simon Weisdorf
  • Politikens forlag 
  • Pris: 269,95 kroner