Her er årets mest interessante bøger om sundhed

BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante bøger på sundhedsområdet fra året 2021.

Den sjoveste

 
 
 
 
 

Romanen Sorrow and Bliss går lige nu sin sejrsgang i Australien, New Zealand, USA og Europa, og forfatteren Meg Mason hyldes alle steder for sine beskrivelser af svær depression.

Godt 20 år efter, at Martha første gang blev ramt af sin første depression og efter stribevis af møder med utallige læger, endeløse medicinske behandlinger og forliste jobs og parforhold, ved den 40-årige hovedperson Martha i den britisk-australske roman "Sorrow and Bliss" faktisk stadig ikke, hvad der er galt med hende.

Det eneste, der står klart fra bogens start, er, at Martha, er tvunget til at flytte hjem til sin fordrukne mor og sin kendte, men endnu upublicerede poet af en far, hvorfra hun måske kan forsøge at finde en ny begyndelse på sit liv, efter at hendes mand, Patrick, har forladt hende.

Patrick elsker hende og Martha elsker ham, men hvorfor kan hun så ikke vise det? Hvorfor er hun så utilfreds? Og hvorfor er hun så ofte så ubehagelig og utålmodig overfor den mand, som ellers vil gøre alt for hende?

Er hun bare besværlig, har hun blot sværere ved livet end de fleste, eller er der noget mere alvorlig galt, måske noget gennem alle årene overset, noget endnu ikke forstået, som burde have en diagnose, er blandt de spørgsmål, som hun er nødt til at stille sig selv hjemme i forældrenes børnekammer, hvorfra hun fortæller om sit brudte ægteskab med Patrick, og hvorfra jagten på svar tager sit udgangspunkt:

"En observatør af mit ægteskab ville tro, at jeg ikke har gjort mig umage for at være en god eller bedre kone... de kunne ikke vide, at jeg i det meste af mit voksne liv og hele mit ægteskab har forsøgt at blive det modsatte af mig selv," siger Martha kort efter, at Patrick er forsvundet.

"Sorrow og Bliss" er nok tankevækkende og barsk læsning om psykisk sygdom, men romanen er på ingen måde trist og tung læsning. Dertil er Meg Mason for hurtig, skarp og skæv i sine mangefacceterede analyser af depressionernes væsen, som på hjerteskærende vis efterlader brændte marker overalt, hvor de har hærget. "Sorrow og Bliss" er en eminent vellykket sort og sjov roman om psykisk sygdom og en ligeså fremragende ægteskabsroman skrevet af en ualmindelig talentfuld forfatter.

Meg Mason: "Sorrow and Bliss" koster 189,95 kroner på Saxo.dk.

Romanen udkommer på dansk med titlen "Lavtryk og Højtryk" på forlaget C og K 31.januar 2022.

 

Den velskrevne

 

 
 
 
 
 

Jagten på sandheden bag Daisy Hernández' tante Doras sygdom og død er blevet til en sindssygt elegant og velskrevet bog The Kissing Bug om den dødelige virus Chagas sygdom.

Chagas sygdom, som hovedsageligt overføres ved bid fra rovtæger, også kaldet The kissing Bugs, da de ofte bider i læberne om natten, mens mennesker sover, skyldes parasitten Trypanosoma cruzi og er på alle måder en lumsk fætter ifølge Daisy Hernández.

Tægen har en særlig smag for børn, symptomerne efter bid er ofte uspecifikke og diagnosen i øvrigt svær at stille, hvorfor diagnosen ofte slet ikke stilles i den akutte fase. Efter at et menneske er bidt af en tæge, formerer parasitterne sig først nær det sted, hvor man er bidt, herefter bevæger de sig over i blodbanen og invaderer senere celler. Man finder parasitterne i hjertets muskulatur, i muskulatur i for eksempel mave-tarm-kanalens vægge og i centralnervesystemet. Når parasitterne formere sig videre, ødelægger de cellerne og giver betændelse og erstatter muskelceller med uelastisk bindevæv. Efter den akutte fase går sygdommen ofte ind i en 10-30 års slumrefase uden symptomer, men cirka hver fjerde får en kronisk sygdom med dødelige hjerte- eller mavetarmsygdom til følge i 30-40 års alderen, fremgår det af bogen.

I mange mellem- og især sydamerikanske lande er Chagas sygdom den næstvigtigste årsag til hjertesygdom efter efteråreforkalkning, et ukendt antal børn dør heraf enten på grund af bid eller smittet af mødre under graviditeten - og alligevel er det en sygdom, der allerhøjest hviskes om ifølge Daisy Hernández: 

”Ingen taler om sygdommen, ingen ved noget, og ingen gør noget, og Chagas er således en hemmelig og fuldstændig forsømt sygdom, som de amerikanske sundhedsmyndigheder og verdenssamfundet bevidst har lukket øjnene for, eftersom den primært rammer Sydamerikas fattige indbyggere og syd- og mellemamerikanske mindrebemidlede indvandrere. Mennesker som bor i utætte boliger, hvori tægen bor i mure og træværk,” fastslår Daisy Hernández, der i en årrække har arbejdet som journalist for prestigefulde mediehuse som for eksempel New York Times, The Atlantic og National Geographic, inden hun lod sig ansætte som lektor i engelsksproget litteratur ved Miami University i Ohio, USA. 

Hernández fortæller grundigt, men også underholdende om resultaterne af sin research:

"Da jeg opdagede historien bag min tantes død, og hvor mange mennesker, der var i USA med denne sygdom, og i hvor høj grad den stadig er forsømt af de medicinske universiteter, de medicinske institutioner og de offentlige sundhedsembedsmænd, var det et kæmpe chok for mig,” siger Hernández, som påpeger, at mange af USA’s immigranter ikke har adgang til lægehjælp for sygdommen, hvis eksistens mange af dem i øvrigt slet ikke kender, uanset hvor syge, at de måtte være. Selv fik hun som barn i 1980’ og start 90’erne at vide, at hendes tante var blevet syg efter at have spist et æble. 

At der i dag endnu ikke findes hverken vacciner, effektive behandlinger eller store videnskabelige forskningsarbejder mod Chagas tilskriver Hernández race- og socialdiskrimination samt et kommercielt, profitdrevet sundhedsvæsen, som er komplet ligeglad med brune og fattige immigranter, hvis liv anses som mindre værdifulde. 

Men måske er der nu håb forude, for tægen er nu indvandret til Texas, hvor den også – om end i mindre omfang - er begyndt at inficere statens indbyggere. Ligesom man også i Europa i nogle lande er begyndt at screene mennesker fra Sydamerika for Chagas sygdom i forbindelse med bloddonationer. Alene i Spanien vurderes det, at der bor 70.000 med sygdommen.

Hvis man umiddelbart tænker, at Daisy Hernández bare er ramt af en død og savnet tante, og hele hendes beretning derfor overdrevet, eller det hele er bare endnu en opblæst historie, som en hvilken som helst sensationssøgende journalist kunne skrive hver eneste dag året rundt om verdens utallige og mange mærkelige tæger og insekter, så er det forståeligt. Men sådan forholder det sig ikke.

Hernández er nemlig en fremragende journalist, og at hun skriver så godt om sig selv, sin tante og øvrige frodige latinske familie, race- og kønsforskelle, økonomisk ulighed, immigration og sundhedspolitik, at det i sig selv er en fest, gør det ikke mindre oplagt og berigende at læse hendes bog om denne forfærdelige parasitsygdom, som såvel WHO og CDC netop nu også er begyndt at udtrykke bekymring for – og som vi nok skal komme til at høre mere om i fremtiden.

Daisy Hernández: The Kissing Bug – A true Story of a family, an Insect, and a Nations’s Neglect of a Deadly Disease koster 269,00 kroner på Saxo.dk

 

Corona-gyseren

 
 
 
 
 

De mange tal og data om covid-19 skjuler den pandemi, som i en lind strøm tager livet af det ene menneske efter det andet under ubeskriveligt forfærdelige forhold for patienter, pårørende og sundhedspersonale, fortæller den britiske overlæge, Rachel Clarke, som har skrevet bogen, som man bør vælge, hvis man kun vil læse én bog om pandemien.

For ledende overlæge Rachel Clarke og hendes kolleger handler pandemien ikke om tal og data vedrørende infektionsrater, røde og grønne kurver og økonomiske beregninger af bruttonationalprodukter, men om de enkelte syge mennesker af kød og blod, hvis skæbner hun mener gemmes væk, glemmes, fortrænges og forties af politikere og medier.

"Når man lytter til politikere og journalister - højt, langvejs fra, fra et olympisk perspektiv - føles coronavirus som en matematisk abstraktion, en intellektuel øvelse udspillet i kurver og toppe, fald og endeløse gentagelser af modeller,” skriver Clarke i sin dybt bevægende bog "Breathtaking: Inside the NHS in a Time of Pandemic" om det britiske sundhedsvæsens (NHS’) efter hendes mening mere end ringe håndtering af pandemien gennem det første halve år.

”Er det værste af alle Covids grusomheder helt sikkert dette? At den kløver os fra hinanden på netop de tidspunkter, hvor vi har mest brug for menneskelig kontakt. At den spredes gennem samtale og berøring – altså gennem selve de midler, hvorigennem vi ellers deler vores kærlighed, ømhed og grundlæggende menneskelighed. At den uforvarende forvandler os til dødsvektorer. Og at dem vi elsker allermest - og som vi er mest intime med - er dem, vi først og fremmest udsætter for fare,” skriver Rachel Clarke. Hun er speciallæge og ledende overlæge i palliation på Oxfordshire under Oxford University Hospital, men arbejder også på sit hospitals covid-19 afsnit. Herudover har hun interviewet patienter, pårørende, kolleger og andre sundhedsprofessionelle om deres smertefulde og nogle gange også dødelige møder med covid-19 under og efter pandemiens første store, britiske bølge.

Tab af åndedræt er et gennemgående tema i Breathtaking, som da også er en åndeløst spændende, oprørende, rystende, men også dybt rørende beskrivelse af, hvordan den britiske regering totalt svigter de mest sårbare patienter og sine mest udsatte ansatte under pandemiens første bølge, hvor de dør som fluer på grund af manglende masker, handsker, ansigtsværn og forklæder trods forudgående advarsler og desperate nødråb fra frontpersonale og eksperter. Alt imens at regeringen lyver og siger, at alt er godt, og forsyningerne af værnemidler i top - med det resultat, at sundhedsvæsnets ansatte, som hver dag risikerer deres og deres familiers liv ved at gå ubeskyttede på arbejde, mister enhver form tillid til deres øverste chefer ifølge Clarke.

Men værst af alt er dog ifølge Clarke de dødssyge patienters afskårethed fra deres nærmeste familier. Og bogens passager om ensomheden for patienter på dødens rand, som ikke kan få hverken trøst eller tage afsked med deres pårørende er blandt de sværeste at komme igennem, for Clarke sætter her ord og billeder på brutale forhold, som de fleste af os i høj grad er blevet forskånede for rigtigt at forstå alvoren i, selvom det har ramt millioner af mennesker det sidste halvandet år.

Rachel Clarke er tidligere dokumentarjournalist for den britiske public servicestation BBC, blev færdiguddannet læge i 2007 og har siden samtidigt med sit lægearbejde skrevet en række bestsellers om livet for læger og patienter bag NHS’s mure. Og med Breathtaking er det lykkedes hende at skrive den menneskelige fortælling om covid-19 ved at blande egne kliniske iagttagelser med beretninger fra patienter, påførende, læger, sygeplejersker, paramedicinere, ambulancechauffører, eksperter og andre af pandemiens nøglearbejdere.

Breathtaking er skrevet af en bemærkelsesværdig dygtigt kommunikerende læge tæt på covid-19’s frontline, som ikke lægger fingrene imellem på grund af konfliktskyhed, eventuel frygt for repressalier eller bare en almindelig bekymring for at skræmme livet af sin læser. Clarke fortæller tingene, som hun ser dem.

Rachel Clarke: Breathtaking kan købes på Saxo.dk. Den koster 184,95 kroner

 

 

Den overraskende

 
 
 
 
 

Forfatteren Steffen Jacobsen har i sin seneste bog skiftet jagten på forbrydere ud med en psykologisk thriller om en ung kvindes kamp mod fortielser, depression, angst og psykose. 

Den tidligere overlæge og bestsellerforfatter har med sin bog Detox om et akut psykisk sammenbrud begået en bog, som er mindst ligeså spændende som hans ellers nok så hæsblæsende og prisbelønnede krimier. Detox er en overraskelse, for Jacobsens fan, for her er der ingen forbrydere, ingen halshuggede og ingen kløgtige drabsforskere. I stedet er der Anne, midt i tyver’ne, som netop har mistet sin far og sin søster, men som oveni også er ved at tabe grebet om sin ganske vist aldeles pæne, men ikke overvældende blomstrende karriere som international musiker.

Faren, professor, overlæge og dr.med i neurologi på Rigshospitalet har begået selvmord som resultat af en ofte aktiv, men for alle skjult sindssygdom. Storesøsteren er død af brystkræft, og Anne har buret sig inde i familiens sommerhus og fælles fristed i det nordjyske ved Løgstør Bredning, hvor faren tog sig af dage. Meningen er, at hun skal rydde op i boet, inden hun skal til London en uge senere og optræde.

I stedet for at ordne farens ejendele overmandes Anne af tankemylder, ønsker om selvmord, en ond stemme, vrangforestillinger og ikke mindst en diffus og frit flydende angst, som hun forsøger at holde stangen ved hjælp af sin afdøde fars generøse spirituslager og efterladte psykofarmaka. Men trods de rigelige mængder af selvmedicinerende præparater er det svært for hende at holde de skrækindjagende angstanfald skak.

At Steffen Jacobsen skriver medrivende om angst og sygdom i sind og sjæl er ikke en tilfældighed. I forbindelse med udgivelsen af ’Detox’ fortalte han, at han selv har en lang historie med behandlingskrævende depression, og at bogen derfor har været en vigtig og personlig bog for ham at skrive.

Og Steffen Jacobsen har grund til at være tilfreds, for han formår at få læseren med helt ind i Annes i skrøbelige sind, hvis balancer provokeres yderligere af nogle dybe familiehemmeligheder, som hun finder i sommerhuset. Opdagelser, som er så smertelige, at de ikke kun får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens, men som oveni tabene af far og søster også sender hende ind i mikropsykosen, hvor hun ikke mere har styr på virkeligheden:

Steffen Jacobsens mange fans behøver ikke at være skuffede over, at han har tilladt sig at bevæge sig ud af krimiuniversets bestialske mord og politiefterforskeres dramatiske opklaringsarbejder. Annes jagt på sin egen historie, identitet og sandheden i stedet for de løgne, svigt og tab, som har gjort hende akut syg, er fuldt ud ligeså nervepirrende, spændende som hans krimier - og måske endnu mere vedkommende og endnu mere velskrevet.

Steffen Jacobsen: Detox, udkommet på Lindhardt og Ringhof, kan købes på Saxo for 245 kr.

 

Den menneskekærlige

 
 
 
 
 

Hvordan får en læge sine kompetencer, viden og erfaringer i spil indenfor en snæver tidsramme overfor indvandrerpatienter med komplekse medicinske problemstillinger og helt andre kulturelle erfaringer?

Det forsøger Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Klinisk Institut på SDU, at besvare i sin bog, Det du ikke ved, får patienten ondt af, som både fortæller, hvor fuldstændigt galt det ofte kan gå, når de to verdner møder hinanden, men som også er fuld af råd til, hvordan læger kan blive bedre rustede til at behandle denne patientgruppe.

”Der skal arbejdes målrettet og stædigt fra begge sider for at få de platforme til at hænge sammen. Hvis man forsømmer sig mod at afklare samtalens dagsordner, præmisser og afsæt er der stor risiko for at den diagnostiske proces afspores eller forsinkes. Det kan være en fordel at gøre sig bekendt med de almindeligste forstyrrende og forsinkende faktorer i processen: forventninger, de egentlige behov, angst, læse- og sprogvanskeligheder, hukommelses- og koncentrationsevner, tro på lægen, kræftmistanke, dødsangst, grundlæggende anden opfattelse af symptom årsager, afvigende kronologisk forståelse etc,” lyder nogle af rådene til opnåelse af bedre patientmøder fra Morten Sodemann, der helt grundlæggende mener, at flygtninge/indvandreres grundvilkår i sundhedsmæssig sammenhæng alt for tit ignoreres.

Og det er da også skrappe grundvilkår, som flygtninge/ indvandrere er oppe i mod ifølge Sodemann:

”At være flygtning giver med det samme 4 klip i det mentale kørekort: Selvagtelsen udfordres, det sociale sikkerhedsnet undermineres, stressstyringen kompromitteres, livsstrategien blev væk under flugten. Vilkår som lav eller ingen skolegang, tidligt omsorgssvigt, stort ansvar i for ung alder, voldsomme krigsoplevelser, ekstrem hjælpeløshed under flugt, handlingslammelse, skjulte selvmordstanker, usikkerhed om familiemedlemmers tilstand, afhængighed af svagt netværk og ensomhed forstærkes af usikre fremtidsmuligheder, uklart opholdsgrundlag, mistro, angst, usikkerhed og mistillid, der vedligeholdes af en konstant sprogbarriere i alle livets forhold. ”

Disse klip i det mentale kørekort placerer ifølge professor Sodemann et kæmpe ansvar på skuldrene af de sundhedspersoner, der møder etniske minoritetspatienter – uanset om disse kan lide det eller ej:

”Én af de største barrierer i samtalen med indvandrerpatienter er, at læger ofte ikke formår at inddrage flygtninge/indvandreres grundvilkår i samtale, information, undersøgelser og behandling. Sundhedsprofessionelle har svært ved at forstå - og at inddrage etniske minoritets patienters liv, før de kom til modtagerlandet, hvilket ofte fører til fejlslagne undersøgelsesprogrammer, lav behandlingskvalitet, lægefejl og ringe effekt af sundhedspædagogiske tiltag.,” kritiserer Sodemann, der fortsætter:

”Helt basale regler og rettigheder kan blive sat ud af spil i etniske minoritetspatienters møde med sundhedsvæsenet, fordi vi glemmer grundvilkårene. Berøringsangst, tabuer, irritation og modvilje, manglende respekt og mistænkeliggørelse af pårørende får let overtaget og kan true både behandlingskvalitet og patient sikkerhed. Post traumatisk stress syndrom (PTSD) og beslægtede tilstande er et overset problem, men er ofte usynlige med/modspillere i klinisk sammenhæng og bør kendes også af somatiske læger.”

Sammenlignet med patienter uden sprogbarrierer har flygtninge ifølge Sodemann et ganske anderledes forløb i sundhedsvæsenet og således et mindre godt udbytte af sundhedsvæsenets undersøgelses - og behandlingstilbud. Blandt andet på grund af flere medicinfejl, lægefejl, komplikationer, akutte indlæggelser, indlæggelser på forkerte afdelinger og genindlæggelser. Alt sammen hændelser, der medvirker til en højere dødelighed blandt indvandrere og flygtninge, som følger et helt andet negativt dødelighedsmønster, end man møder hos baggrundsbefolkningen ifølge Sodemann

"Det du ikke ved, får patienten ondt af" handler altså om alt det, som sundhedspersonaler ikke ved, at de ikke ved om patienter med en anden baggrund, hvorfor de glemmer, overser, ignorerer, fejlfortolker, bagatelliserer eller simpelthen opgiver. Men meget underligt, irriterende og svært bliver nemt, når blot man forstår patienten og dennes baggrund. Og så i øvrigt holder sig for øje, at det ofte er vigtigere at finde ud af hvilken patient, der har sygdommen, end hvilken sygdom, patienten har, siger Sodemann, der ikke kun trækker på sine mangeårige erfaringer fra sit arbejde som overlæge i Indvandrer Medicinske klinik ved SDU, men også henter data og viden fra omfangsrige studier af den medicinske faglitteratur om emnet.

At læse "Det du ikke ved, får patienten ondt af" er på mange måder en rystende og tankevækkende oplevelse. Ikke kun på grund af dens grundige dokumentation af hvor ofte, hvor alvorligt og hvor ligefrem fuldstændigt grotesk galt det kan gå, når indvandrere og flygtninge møder det danske sundhedsvæsen. Men også på grund af bogens talrige og uendeligt sørgelige og barske patientcases, der viser en patientgruppe, som har haft så hårrejsende invaliderende livsvilkår, at det næsten er ufatteligt for de af os, som ikke har været udsat for tortur, krig, flugt og tab af ejendele.

Det du ikke ved, får patienten ondt af kan læses gratis her: http://ouh.dk/wm527849

 

Den afslørende

 
 
 
 
 

Man skal være mere end almindelig tonedøv, hvis ikke bogen Destruktiv Digitalisering om Sundhedsplatformen får én til at spidse øren.

Jo mere man sætter sig ind i, hvordan Sundhedsplatformen fungerer, desto mere indser man systemets impotens og manglende muligheder for nogensinde at kunne tilpasses de danske sygehuses behov og krav, fastslår forfatterne, professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, SDU, professor emeritus i datalogi Jørgen Basler, professor Jacob Rosenberg og overlæge Niels Bentzon i deres fælles bog "Destruktiv Digitalisering", hvori Region Hovedstadens og Region Sjællands elektroniske journal og administrative system, der er født som et amerikansk faktureringssystem, fra start til slut får læst og påskrevet.

De fire skribenter har i flere år kritiseret Sundhedsplatformen og de to regioners investering på mere end tre milliarder kroner for ikke at fungere, og nogle vil kunne hævde, at bogen, som er udgivet på FADL, er udtryk for, at Tordenskjolds sure soldater endnu engang er rykket i felten for at sætte politiske lus i skindpelsen. Omvendt kan man så sige, at det er et velkendt fænomen, at man kan advare om en fare så mange gange, at folk til sidst får den opfattelse, at faren nok slet ikke er reel. 

At Sundhedsplatformens mange farer for patienter og klinikere, som de beskrives i bogen, ikke er reelle, er tydeligvis en holdning, som de to regioners ledelser er faste abonnenter på. Men det er jo et ligeså velkendt fænomen, at man kan lukke øjnene og øren for dermed at lade som om, at faren slet ikke eksisterer, selv om dette trick sjældent fungerer i virkeligheden.

Det store spørgsmål er således, om tiden er inde til, at regionerne åbner øjnene, eller om Destruktiv Digitalisering blot er udtryk for en enøjet, politiserende nedsabling af et velfungerende it-system. For er der måske noget rivravruskende galt med det system, som især Region Hovedstaden har investeret så mange kroner, mandtimer og prestige i at få til at fremstå som en Guds gave til patienter og sundhedsprofessionelle samtidigt med at regionernes egen brugeranalyse fra maj i år dokumenterer, at de områder, hvor de fleste medarbejdere var utilfredse med Sundhedsplatformen ikke hører til småtingsafdelingen

”Overblik over patienten/patientforløb, klinisk dokumentation (f.eks. notater, vurderingsskemaer, patientplaner) og medicineringsprocessen inkl. Fælles Medicinkort (FMK)”. Altså de allermest basale områder i forhold til det kliniske arbejde og kvalitet i behandling.

Det er givetvis kun få forundt i dette dronningerige til fulde at forstå Sundhedsplatformens komplekse DNA og konsekvenserne på godt og ondt heraf for klinikere og patienter. Og ifølge forfatterne bag "Destruktiv ledelse" er og har dette da også har været endog meget svært selv for Region Hovedstaden og dens administrative ledelse.

Men forfatterne bag bogen før en brav og vellykket indsats for at gøre det uforståelige forståeligt i dette velskrevne rædselskabinet af beretninger om et ringe system og dets elendige ledelser. – Øjnene står på stilke, for kan det virkeligt være sandt, når professor emeritus Jørgen Bansler blandt andet skriver, at Epics software lider under indbyggede svagheder, som ikke kan forandres, og at dens grundlæggende struktur og funktionalitet er for kompleks, usammenhængende, ulogisk, forældet, dårligt designet og umulig at tilpasse det danske sundhedsvæsen, hvorfor forholdene for klinikere og patienter på de fleste områder kun er blevet værre end før, og hvorfor Bansler opfordrer til, at den hurtigst muligt bør skrottes af den selvsamme regionsledelse, som han betegner som uprofessionel, kritisabel og præget grove fejlvurderinger, som har været baserede på ønsketænkning fremfor data, analyser og test.

Også læsningen af professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaards kapitel om de businesscases, der udgjorde det økonomiske beslutningsgrundlag, som Region Hovedstadens direktion forsynede såvel sine egne politiske beslutningstagere, men også Region Sjælland med gennem årene 2012 til 2015, da disse skulle tage stilling til Sundhedsplatformen, bør vække opsigt. De fremlagte businesscases er nemlig rensede for data, målinger og allerede dengang tilgængelig evidens om Epic-systemet til fordel for de rene gisninger og gætterier.

Og sådan fortsætter de sønderlemmende beskrivelser af Sundhedsplatformen side efter side. Men bogen består ikke kun af tekniske og økonomiske data og vurderinger af udvælgelse, konfiguration og implementering af den omstridte platform. De to klinikere, professor Jacob Rosenberg og overlæge Niels Bentzon, fortæller, hvad Sundhedsplatformen efter deres mening har betydet for patienter og lægers sikkerhed og kvalitet i behandlinger og hverdage. Og det er heller kke småting fra skufferne med fejl, utilsigtede hændelser, spildtid og stress og frustrationer grænsende til daglig afmagt og opgivelse, som de to opremser i en lind og ganske gruopvækkende strøm, hvis konklusion mere eller mindre er, at Sundhedsplatformen dagligt smadrer hospitalskulturen, forvandler kliniske ildsjæle til udbrændte skygger af sig selv og i øvrigt er til fare for patienternes sikkerhed.

”Vi har fået meget, meget mindre tid til patienterne, så mange gribes af følelsen af, at de ikke gør deres arbejde godt nok, hvilket alle jo ved fører til udbrændthed. Det er en evig udfordring,” fastslår professor og overlæge Jacob Rosenberg, som mener, at Sundhedsplatformens ligegyldige krav og konstante krav om den opmærksomhed, som ellers skulle have været tildelt patienterne, suger energien ud af sundhedspersonalerne, som i årevis har måttet tåle, at deres berettigede klager over systemet er blevet ignoreret, afvist og nedgjort eller fulgt op med personalesamtaler eller fyringer, når de har fastholdt, at deres problemer med platformen skyldtes systemfejl og ikke deres egne brugerfejl.

Jacob Rosenberg har, som bogens øvrige skribenter, således meget lidt tillid til de øverste regionale ledere, som de alle mener har skabt tillidskløfter mellem sig og personalet på grund af, hvad de opfatter som års forbitrede, indædte og fjendske forsvar for Sundhedsplatformen, som ledelserne altid har frikendt for fejl til fordel for at skyde skylden på et eller flere personaler.

Men er Sundhedsplatformen virkelig en dræber? Har Sundhedsplatformen, når det kommer til stykket, også dræbt patienter? Spørger overlæge Niels Bentzon sig selv i bogen. Hans svar er, at det er svært at vide med sikkerhed, eftersom der ikke findes samlede data herfor. Kun brudstykker fra især historier i medierne om enkelte episoder i form af for eksempel farlige dobbeltdoser, forlængede ventelister for kritisk syge, forsvundne prøvesvar og recepter, forsinkede behandlingsforløb, helt forkerte medicinordinationer og endelig et enkelt kendt dødsfald, hvor Sundhedsplatformen blev vurderet til at være årsagen. 

Man skal i det hele taget være mere end almindelig tonedøv, hvis ikke denne bog i den grad får én til at spidse øren. Også selv den indimellem måske kunne have haft godt af at have været en mindre tur over knæet på Djævelens advokat, som lige kunnet have stillet den lille håndfuld kritiske spørgsmål, som måske endda ville have styrket troværdigheden overfor bogens potentielle kritikere yderligere.

"Destruktiv Digitalisering" er udgivet af forlaget FADL og koster 299,95 kroner

 

Den afdramatiserende

 
 
 
 
 

Psykiater og forfatter Peter Lund Madsen forsøger i ny bog at afdramatisere unges angst samtidigt med, at han tager angsten, som han selv har lidt så meget under, dødsens alvorlig. Den komplekse manøvre er der kommet en varm og klog bog ud af.

Inden for de seneste 15 år er der sket mere end en fordobling i antallet af angstdiagnoser hos børn og unge. En stigning, som ikke er set hos voksne, men som formentligt skyldes en blanding af øget fokus på diagnosticering og vores moderne samfunds- og livsstilsforhold, skriver psykiateren Peter Lund Madsen i sin bog "Når børn og unge får angst".

Ifølge Peter Lund Madsen kan nutidens hyppige forekomst af angst fremprovokeres af blandt andet de unges store frihed og de mange muligheder for sejre og nederlag, som giver en følelse af, at alt afhænger af én selv kombineret med en generelt mere fragmenteret og flimrende verden:

”Nu om dage kan det være rigtigt svært at finde sin værdi som menneske. Da jeg var ung, præsenterede den mentale frustration hos børn og unge sig oftere gennem utilpasset adfærd, hærværk og ballade, end den gør i dag, hvor den for en stor dels vedkommende kanaliseres ud som angst.”

Angst simpelthen er blevet tidens sprog for unges mentale frustration. At angsten i den kultur og tid, vi lever i, er den mest acceptable og på mange måder også mest hensigtsmæssige måde at bære sin mentale frustration på ifølge Peter Lund Madsen, der uddyber:

”Desuden lærer man af hinanden. Den mentale smerte har et sprog, en måde, den typisk og tilpasset tiden udtrykker sig på. Hvor det tidligere handlede om isolation, utilpasset adfærd og hærværk, handler det nu i højere grad om angst. Jeg tror ikke, det er sværere at være menneske i dag. Men når man har det dårligt, så har man det dårligt på en anderledes måde, end de havde det i gamle dage” .

Men at angst er blevet et moderne udtryk for unges frustrationer betyder dog ikke, at sygdommen bør negligeres, advarer Peter Lund Madsen:

”Det faktum, at flere bliver diagnosticeret med angst, ændrer ikke på angstdiagnosen i sig selv, det betyder ikke, at ”der skal mindre til” for at få diagnosen. Angst i en styrke, der kvalificerer til en angstdiagnose, er fortsat en pinefuld tilstand, der indebærer risiko for udvikling af komplikationer,” skriver Anders Lund Madsen, der understreger, at angst ikke er hverken hysteri, ondt i pjækketarmen eller et resultat af dårlig opdragelse.

 Anders Lund Madsen lægger ikke skjul på, hvordan børn og  kan blive fanget i et helvede på jord, som er absolut behandlingskrævende, hvis ikke de ramte skal køre helt ud over kanten. Men samtidigt er hans bog også et forsøg på at berolige de unge og deres forældre ved at afdramatisere den omend vanvittigt ubehagelige, så alligevel ikke helt så alvorligt lammende angst, som han ser udbredt hos børn og unge i dag:

”Angst kan være pinefuld, men den er ikke farlig i sig selv, og den kan i langt de fleste tilfælde styres eller overvindes. Der er behandlingsmetoder og gode og dygtige mennesker, som kan hjælpe. Men det er ikke det eneste. Tiden går, hjerner modnes, og vi bliver med alderen bedre til at forstå verden og os selv. Er man et barn eller ungt menneske, der plages af angst, eller er man tæt på et barn eller ungt menneske, der plages af angst, så garanterer jeg, at der er håb forude.,” skriver Peter Lund Madsen, der selv har måttet kigge sin angiveligt medfødte angst i øjnene, siden han var en lille dreng, men som har lært at acceptere den som sit livs grundvilkår og i kraft heraf også har lært at styre dens værste hærgen:

”Men den nervøse energi er der stadig. Den flakser rundt i mit sind som en helt og aldeles overflødig uro. Jeg er altid bekymret. Hvis der ikke er det ene, så er der noget andet. Altid, hver evig eneste dag i hele mit liv. Bevares, der kan have været et par dage uden ængstelse engang i senfirserne, men de konstante bekymringer har indtil videre været en livsomstændighed for mig. Jeg kan også stadig blive grebet af irrationel angst med hjertebanken, svimmelhed og snurrende fornemmelser i armene. Ofte kommer den, inden jeg skal holde foredrag, men nogle gange kommer den også helt ud af det blå. Følelsen af kropslig uro og en vag fornemmelse af, at ”nu sker der noget dårligt”. Men det er fuldstændig i orden. Angsten er ikke dominerende, jeg lever godt med denne minimale udfordring, og alle har deres.”

Der er noget utroligt opmuntrende ved Lund Madsens snit på angsten som en forudsætning for artens og fællesskabets overlevelse: Nogle er født til at være dumdristige og vilde, andre til at være bekymrede og forestille sig alt det værste, der kan ske. De frygtsomme, som har fået hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem, har en mission i forhold til fælleskabet. Hjerner, som er disponeret til at udvikle angst findes kort sagt, fordi der er brug for dem, mener han:

”Tendensen til bekymring og angst er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter. Når din datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke din skyld. Det er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Du har ansvar for, hvordan du håndterer det, men ikke for at det er opstået. Tilsvarende er det ikke min mors og fars skyld, at jeg er bekymret, og de har hjulpet mig til at kunne leve godt med det," skriver Lund Madsen og fortsætter:

"Men hvad med mig selv? Er der overhovedet ikke noget, jeg selv kan gøre for at undgå alle disse bekymringer og angsttilstande? Svaret på dette spørgsmål er i det store og hele: Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem. Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind,” skriver Lund Madsen, der påpeger, at overgangen fra en lettere bekymringstendens over en decideret ængstelig tilgang til livet og frem til en tilstand, hvor en diagnose kan komme på tale, er glidende, men samtidigt også understreger, at man skal skaffe sig hjælp, hvis angsten begynder at nedsætte livskvaliteten i væsentlig grad.

"Når Børn og Unge får Angst" er en gave til de angste og deres forældre. Der er ingen quick fixes, ingen smarte life-hacks, men i stedet hjælpsomme, refleksioner, bunkevis af håb og en masse varmende livsklogskab fra en udpræget empatisk humanist, som kender til livet med angst fra sit professionelle arbejde såvel som fra egen krop, og som herefter er nået frem til:  At nok er angst forfærdeligt, men hvis man forstår den, og hvis man giver den unge hjerne ro til at udvikle sig færdig og i øvrigt får hjælp til at tøjle sine angstplagede fortolkninger af verden, hvis det bliver for slemt, ja så kan angsten være til leve med - til at leve godt med. Og i øvrigt så går et angstanfald over, og man dør man ikke af det. 

Peter Lund Madsen: Når børn og Unge får Angst, er udkommet på Lindhardt og Ringhof og koster 229,95 kroner

  • Oprettet den .