| | | | | |
 

Er narrativ medicin måske godt for patienten, men skidt for lægen?

 
 
 
 
 

BØGER: En ny dansk antologi om fortællingens betydning for lægefaget er en stringent og intellektuelt modig fagbog, som bliver mere overbevisende, når den får fokus på, hvordan litteratur kan hjælpe syge eller mennesker i krise.

Kan empatisk forståelse fremmes gennem et litteraturforløb for medicinstuderende og andre sundhedsprofessionelle? Kan empati nemt overføres fra litteraturundervisning til klinisk praksis? Og under hvilke forhold vil empati kunne bevares og/ eller udvikles hos den enkelte? Kan for megen empati med patienterne medføre følelser af udbrændthed hos de sundhedsprofessionelle, eller kan litteraturlæsning i stedet fungere som egenomsorg for dem?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som en række danske og internationale forskere i sygdom, sundhed og litteratur forsøger at besvare i den nye antologi "Narrativ medicin i uddannelse og praksis", som rummer mange forskellige svar, som dog har det til fælles, at besiddelse af empati er bedre end ingen. Eller som det blandt andet udtrykkes i bogen: 

”Empati garanterer ikke, at lægen udvikler en tilstrækkelig forståelse af patientens problemer og finder den bedste måde at hjælpe patienten på, men uden empati vil lægen i mange tilfælde mislykkes, fordi lægen ikke engang vil se – være opmærksom på – hvad problemet virkelig består i.”

Hypotesen bag den narrative medicin er ifølge antologien, at klinikernes kompetencer i at fortolke, forstå og handle på patienters historier kan opøves gennem metodisk bevidst arbejde med litterære tekster. Litteraturforskere mener altså, at man ved læsning kan forbedre sin sensitivitet i forhold til at opfatte og forstå patienters ufortalte historier. Og at man ved læsning af fiktion styrker sin evne til modtagelighed og indsigt, og at dette derfor vil kunne bibringe sundhedsprofessionelle en narrativ kompetence i den kliniske praksis til at forstå, hvad patienten forsøger at fortælle.

Men selvom nogle undervisere og blandt andre medicinstuderende efter at have gennemgået et kursus i narrativ medicin ivrigt fortæller, at læsning styrker deres empati, er der indtil videre kun meget lidt enighed om, hvordan der kan undervises i empati, hvad ordet betyder, hvor langt det fører for såvel patienter som læger, og hvordan man måler effekterne ifølge Narrativ medicin i uddannelse og praksis, hvis forfattere alle er forskere i front, når det handler om at udforske litteraturens betydning for fysisk og metal sundhed og sygdom.

Hvor  de fleste af bogens forskere reflekterer for og imod og frem og tilbage og alle forholder sig analytisk til anvendelsen af litteratur og begrebet empati, så er verdenssundhedsorganisationen WHO mere uforbeholden og har i en evidensoversigt om kunst og kulturs betydning for sundhed og trivsel fra 2019 fastslået, at anvendelsen af kunst og kultur i sundhedstilbud kan fremme trivsel og modvirke social ulighed relateret til sundhed og sygdom, hjælpe med at række ud til grupper, som er svære at nå, træne sundhedsprofessionelle i indlevelse og dialog samt fremme mentale sundhedsmål som livstilfredhed, oplevelse af mening, selvvurderet helbred og kognitive evner.

Antologien giver i det hele taget et generelt indblik i, hvad narrativ medicin har formået at give af resultater på den måde, som den er blevet studeret og udøvet i Danmark, hvor danske og internationale forskere, sundhedsprofessionelle og kreative kunstnere i de senere år har arbejdet sammen med eksperter i litterære studier, sociologi, antropologi og medicinsk humaniora. Blandt andet på Syddansk Universitet, hvor narrativ medicin er blevet valgfag for medicinstuderende.

Nogle af bogens kapitaler handler desuden om den praktiske formidling af narrativ medicin til såvel læge- og sundhedsfaglige studerende og som til patienter. Andre kapitler videreformidler forskningsprojekter, hvis formål har været at vurdere resultaterne af såkaldte narrative interventioner i uddannelser og klinisk praksis, og andre indlæg igen er mere teoretiske analyser af, hvad nogle af forskerne kalder for’ den mest iøjnefaldende fornyelse inden for medicinsk humaniora’, altså den narrative medicin. Alt sammen i håbet om, at narrativ medicin vil kunne medvirke til i højere grad at udvikle et sundhedssystem, som er opmærksom på patienters sociale relationer i forhold til diagnosticering, behandling, pleje og omsorg i kraft af en styrkelse af sundhedsprofessionelles forståelse for patienters liv og historier.

Hvorvidt at det at læse litteratur vitterligt kan få én til at se på verden med helt nye briller og pludselig blive mere empatisk, er således knapt så evidensbåret, som man ellers måske har kunnet få forståelse af fra nogle litteraturforskere. Og det er en af bogens helt store styrker, at den på én side består af bidrag fra forskere, som mener, at det giver god mening at bruge litteraturen i sundhedspolitisk øjemed, og at de selvsamme så alligevel også tør tale om elefanten i rummet, nemlig mangel på den evidens, som ellers er så afgørende vigtig i den medicinske verden. Én af bidragyderne udtrykker sine forbehold således:

”Jeg hævder ikke, at empati, medfølelse og omsorg ikke kan læres, men jeg hævder, at undervisere af medicinstuderende og andre sundhedsprofessionelle må anerkende, at empati er et komplekst fænomen, og at det vil kræve en hel del arbejde, før vi kan forstå, hvordan man underviser i social, affektiv samklang [attunement] mellem mennesker og i det at være lydhør over for andre. For at lære medicinstuderende og sundhedsprofessionelle, hvordan man interagerer med patienter, familier og andre i klinisk sammenhæng, har fag som Medicinsk Humaniora brug for en dybere forståelse af begrebet empati.”

"Narrativ medicin i uddannelse og praksis" er en stringent og intellektuelt modig fagbog, men som bliver mere overbevisende, når den bevæger sig fra fokus på sundhedspersoners mulige styrkelse af empati over på, hvordan litteratur kan hjælpe mennesker, der har brug for hjælp, trøst og nye måder at fortolke sig selv og verden på under og efter alvorlig sygdom, krise eller store tab i livet i kraft af hvad forfatterne kalder ’sårbar læsning’: 

”Sårbar læsning befinder sig på den anden side af gaden i forhold til narrativ medicin – den side, hvor syge mennesker bor. Men ikke kun syge mennesker. Sårbar læsning er til for alle, som vil anerkende, at de kæmper for at holde fast i deres selvopfattelse, livets mening, ja selv lysten til at leve. Nogle af disse mennesker hører endda til blandt sundhedspersonalet. De fleste vil være syge eller mennesker, som ikke umiddelbart er syge, men sårbare som følge af kroniske tilstande eller handicaps. Sårbar læsning handler om, hvad det er, disse mennesker søger, når de læser, og som kan hjælpe dem med deres forskellige problemer. Modsat den anvendelse, som er gængs inden for narrativ medicin, taler jeg ikke – bestemt ikke – om patienter, som dem, der har behov for sårbar læsning. Mennesker, som er syge, er kun patienter i de perioder, hvor de behandles og plejes af sundhedspersonale. Sårbar læsning giver mennesker mulighed for at reflektere over det, der sker i perioder med medicinsk behandling; men syge mennesker har et vidt forgrenet liv ud over den tid, de måtte bruge på at være patienter, lige som sundhedspersonalet har et liv ud over deres arbejde. Sårbar læsning søger at berige disse vidtrækkende liv.”

Og for læger kan den narrative medicin ifølge antologien have en dobbelt dagsorden, nemlig at anskue både patienter og sig selv som mennesker før alt andet.

”Man vil i dette udvidede perspektiv på narrativ medicin i uddannelse og efteruddannelse af læger kunne arbejde med at tilfredsstille et indimellem uudtalt ønske om at finde professionelle rum til egenomsorg. Læger mister til tider sig selv af syne, når de behandler syge, fordi de ofte føler sig overbebyrdede og gang på gang konfronteres med grænseerfaringer i menneskers liv. Der tales gerne om tid til selv-supervision eller selvrefleksion uden for den travle kliniske hverdag. Et formål med narrativ medicin har fra begyndelsen været at tilbyde et refleksionsrum, hvor den enkelte kan bremse op og samle sig selv igen. Ved at nærlæse skønlitteratur og skrive sammen med andre, hvad enten det sker i en workshop eller gennem personlig skrivning ved siden af det kliniske arbejde, tilbydes læger i narrativ medicin en mulighed for at forholde sig til deres egne følelsesmæssige tilstande, til at identificere dem, sætte ord på og i sidste ende acceptere dem.”

"Narrativ medicin i uddannelse og praksis" er udkommet på Gads forlag og koster 269 kroner

Bogens bidragydere

Rita Charon, Ann Jurecic, Ronald Schleifer, Arthur Frank, Anders Juhl Rasmussen, Morten Sodemann, Cindie Maagaard, Helen Schultz, Anita Wohlmann, Anette Søgaard Nielsen, Jakob Emiliussen, Anette Grønning, Anne-Marie Mai, Sara Seerup Laursen, Tine Riis Andersen, Helle Ploug Hansen, Marie-Elisabeth Lei Holm, Peter Simonsen, Mette Marie Kristensen, Anna Paldam Folker, Jeanette Bresson Ladegaard Knox og Rishi Goyal.