| | | | | |
 


Ny bog overbeviser om værdien af recept på kultur

 
 
 
 
 

BØGER: At skrive lindrer sygdom og styrker mentalt velvære, selvindsigt, fællesskabsfølelse og andre sundhedsfremmende effekter. Det fremgår af ny antologi om sundhedsfaglige og syges brug af litteratur og kreativ skrivning.

Bogen er et overbevisende bidrag til vi andres forståelse af, at der kan være masser af mening i at give recept på kultur.

Litteratur og skrivning indtager en vigtig plads i udviklingen af ny viden og indsigt inden for sundhedsområdet, fastslår 17 af Danmarks førende forskere i betydningen af skrivning og litteraturlæsning for såvel mennesker med alvorlig sygdom og psykisk sårbarhed som for sundhedspersoner i deres nye lærebog "Skrivning og Sundhed" rettet mod kollegaer, læger, sundhedsvæsnet og i et vist omfang også kulturinstitutioner.

Læger, forskere og forfattere har i mange år eksperimenteret med skrivning i behandlingen af syge og sårbare, ligesom det i bred forstand er anerkendt, at det kan være sundhedsfremmende at se på kunst, høre musik og skrive digte. Men alligevel er kreativ og kunstnerisk udfoldelse først de senere år blevet taget seriøst som en humanvidenskabelig tilgang til sygdomslindring ifølge bogens tre redaktører, Marianne Raakilde Jespersen, ph.d. i litteraturvidenskab, Lasse R. Gammelgaard ph.d. og lektor ved Institut for Kommunikation og Signe Uldbjerg, der alle er tilknyttet forskningsgruppen Health, Media and Narrative ved Aarhus Universitet.

Men selv om Danmark ifølge "Skrivning og Sundhed" bestemt ikke har siddet forrest i bussen, når det handler om at udnytte læsning og skrivnings potentialer i behandling og pleje, og at skrivning og sundhed fortsat endnu ikke er etableret et samlet tværfagligt og interdisciplinært felt, der dækker både akademiske, kulturelle og sundhedsfaglige tiltag, så har der ikke desto mindre de seneste år været etableret litterære workshops for kræftsyge og deres pårørende, kortere og længere forløb for patienter med psykiatriske diagnoser, rehabiliteringsforløb for alkoholikere, daghøjskole for psykisk sårbare unge, forløb for stressudsatte gymnasieelever og læseklubber. Ligesom litteraturlæsning og skrivning er blevet en del af uddannelsen for læger og andre sundhedsprofessionelle. Blandt andet i valgfaget ”Lægen og litteraturen”, som siden 2009 årligt er blevet udbudt på Aarhus Universitet og på Syddansk Universitet, hvor narrativ medicin siden 2018 er indgået som obligatorisk element i medicinuddannelsen:

”Det primære fokus er her litteraturens instrumentelle og praktiske værdi for sundhedsprofessionelle, som via læsningen udvikler deres fortolkende kompetencer, som så kan overføres til det kliniske arbejde og forbedre patientplejen. Når man skriver, får man mulighed for at træde i en andens sted, og det kan bidrage til en større sans for medfølelse. Dermed kan det hjælpe lægerne med bedre at kunne sætte sig ind i patienters og pårørendes oplevelser,” mener bogens forfattere, der sammen angiver en lang række, ikke blot meget interessante metodiske og teoretiske overvejelser om skrivnings frisættende belønninger, men også eksempler på praktisk anvendelse af skrivning i sundhedssammenhæng og tekster fra skriveøvelser, som tilsammen giver et bredt overblik over de nyeste tiltag, tanker og erfaringer inden for skrivning og sundhed.

Og det er ikke mindst forfatternes beskrivelser af konkret gennemførte læse-skrive forløb for kræftpatienter, psykisk sårbare, kronisk syge og pårørende i virkelighedens verden, som gør indtryk. Et eksempel er beretningen fra en skrivegruppe for alvorligt psykisk syge, hvor mange havde kriser, og flere var indlagte undervejs, men hvor patienterne alligevel gennem skrivningen formåede at rumme og støtte hinanden på måder, som de fandt betydeligt mere nænsomme og konstruktive end i de klassiske fælles terapisessioner. En af deltagerne var 37-årige Kasper, der havde en meget dårlig periode, men alligevel kom i skrivegruppen:

”Jeg havde det så dårligt den dag i skrivegruppen; jeg kunne faktisk ikke holde ud at være der, og jeg var ikke et sted, hvor jeg kunne skrive noget tekst, der var værd at læse. Men så tænkte jeg ’ingen stor litteratur er blevet skrevet på ti minutter til en skriveøvelse i en skrivegruppe’, og det hjalp mig til at give mig selv lov til bare at skrive: ’Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, jeg har ikke noget at skrive’, indtil helt til sidst, hvor jeg endte med at få skrevet en rigtig god tekst. Det var vigtigt, at både forfatteren og co-terapeuten opfordrede mig til at blive, og at gruppen var ok med, at jeg var lidt ’off ’ den dag. Det endte med at blive en rigtig god oplevelse.”

Men uanset at den terapeutiske effekt af kunst har været anerkendt og lejlighedsvist også anvendt i flere hundrede år, så stilles der selvfølgelig også krav om evidens til denne form for såkaldt humanistisk sundhedsforskning. En Kasper her og der som har lært, at han kan overkomme sine symptomer har kun anekdotisk værdi, og derfor har den internationale sundhedsorganisation da også forsøgt at afdække, om ’litteratur og medicin’ og ’litteratur og sundhed’ har effekt, eller om de blot er udtryk for litteraturglade professorers ønskedrøm.

’Effekten af at læse og skrive skal kunne dokumenteres og gerne inden for et traditionelt sundhedsvidenskabeligt paradigme, hvis skrivning skal implementeres som tiltag i sundhedssektoren’, lyder kravene, som fik sundhedsorganisationen WHO til at forsøge at finde svar herpå, og som i 2019 konkluderede, at der er evidens for, at kunstterapi virker, at de ofte hjælper på områder, hvor traditionelle behandlinger ikke strækker til, og at terapierne i øvrigt er cost-effektive. Hertil kommer, at der i siden slutningen af 1990’erne er lavet systematiske og kontrollerede studier af effekterne, som har vist positive effekter.

Men trods WHO-rapport og allerede udførte kontrollerede studier, så er spørgsmålet imidlertid fortsat ifølge forfatterne, hvordan man frembringer evidens for disse terapier, og om traditionelle biomedicinske forsknings-og evalueringsmetoder er de bedst egnede til at indfange effekten af æstetiske oplevelser og praksisser, hvis skrivning skal implementeres som tiltag i sundhedssektoren, og kulturinstitutioner måske til også at spille en vigtig rolle som sociale institutioner:

"Hvis det lader til, at kreative skriveværksteder har en positiv effekt på mennesker med forskellige lidelser, som for eksempel kræft og langvarig alkoholafhængighed, er det så muligt at dokumentere den effekt? Kan man overføre et sundhedsfagligt evidensbegreb på humanvidenskabelige praksisser," spørger blandt andet litteraturforskerne, Anette Søgaard Nielsen og Anders Juhl Rasmussen i deres kapitel ”Evidens for effekt”, hvori de opstiller en række kriterier og betingelser, som skal være opfyldt, for at man overhovedet vil kunne svare bekræftende på spørgsmålet. 

Men tung nok evidens eller ej, så er "Skrivning og Sundhed" et overbevisende bidrag til vi andres forståelse af, at læsning og skrivning kan give noget meget personligt værdifuldt til syge og pårørende, og at der kan være masser af mening i at give recept på litteratur meget større opmærksomhed i det danske sundhedsvæsen, som godt kan have brug for et par ekstra lystbårne, varme hænder. Som den spanske forfatter Miguel de Cervantes engang sagde: ”Pennen er tankens tunge”, og de 17 forfattere både tænker og skriver så godt om deres fag og dets konkrete muligheder for lidende mennesker, at det er umuligt ikke at komme til at tænke på den israelske forfatter David Grossman, der efter at han havde mistet sin søn i krig mod Libanon udtalte:

”Jeg skriver, og jeg mærker, at den rigtige og præcise måde at bruge ord på virker som et lægemiddel.”

 

Marianne Raakilde Jespersen, Lasse R. Gammelgaard og Signe Uldbjerg, redaktører: "Skrivning og Sundhed", Aarhus Universitetsforlag, 230 kr.