| | | | | |
 


Selvhjælpsbog kunne måske være skrevet på bagsiden af et postkort

 
 
 
 
 

BØGER: Hvis vi skal have det liv, vi ønsker, må vi blive bedre til at balancere vores sårbarhed, mener forfatter, som har skrevet endnu en selvhjælpsbog om, hvad der måske godt kunne have stået på bagsiden af et postkort.

Sårbarhed bliver det nye sort. Google har 2,09 millioner resultater på ordet sårbar og 439 millioner på den engelske version vulnerable. Vi taler om sårbarhed som aldrig før. I parholdet, på jobbet, i vores omgang med hinanden på ledelsesgangene i kulturen og i psykiatrien som et paraplybegreb for mennesker med psykiske problemer, fastslår journalist Ulla Hinge Thomsen i sin nye bog "Sårbar", som endevender begrebet i et forsøg på at hjælpe sine læsere til at leve bedre udgaver af deres liv i en moderne, presset og ofte kompliceret hverdag.

 Og Ulla Hinge Thomsen har da også haft sine egne udfordringer med sårbarheden, som hun ikke lægger skjul på:

”Inden for et enkelt år blev jeg skilt fra mit yngste barns far, flyttede fra mit hjem gennem 10 år, mistede min mor og oplevede mit ældste barn få en depression," skriver Hinge Thomsen, som mener, at hun er blevet et stærkere og lykkeligere menneske af at blive så voldsomt konfronteret med sin egen sårbarhed:

”Krisen lærte mig først og fremmest, at jeg ikke altid, ja, nærmest aldrig, har kontrol. Når det virkelig gælder her i livet, er jeg prisgivet omstændigheder, jeg ikke kan gøre særligt meget ved. Mødre dør. Ægteskaber hører op. Børn bliver syge. Den viden var ikke ny i teorien, men anderledes rå i praksis. For et ængsteligt, kontrolelskende menneske som mig var det en oplevelse, der burde have rystet mig i min grundvold. Men til min egen overraskelse opdagede jeg et eller andet sted i oplevelses- og følelsescentrifugen, at jeg faktisk godt kan klare ikke at have kontrol. Jeg er stærkere, end jeg tror, selv i mine mest sårbare øjeblikke og uden et stramt tag i tømmerne. Måske endnu mere dér end i alle andre situationer,” skriver hun og fortsætter:

”Med sårbarheden åbnede sig nogle muligheder, jeg ikke før havde set. I mig selv, i mine relationer, i verden omkring mig. Jeg blev stærkere af at mærke min sårbarhed, selv om det meget af tiden langtfra føltes sådan. Meget af tiden føltes det fuldstændig som det modsatte, og sådan er det med sårbarheden. Den er ikke en modsætning til styrken, tværtimod, men den kan bestemt godt føles sådan "skriver Ulla Hinge Thomsen, der mener, at vores trang til at undertrykke sårbarheden skyldes en ’grundlæggende og fuldt forståelig’ frygt for kontroltab, som kan medføre, at vi bliver sårede:

”De mest hardcore vil insistere på, at det muligvis er rigtigt, men at de i hvert fald vil holde den så meget stangen, som de kan. Sørge for ikke at dyrke den, ikke komme i situationer, der udfordrer den, skynde sig at holde den nede, hvis den dukker op. Sådan en strategi har to svagheder; den ene er, at det kræver en enorm mængde energi at holde sårbarheden nede, den anden er, at man risikerer at lukke af for alle de følelser, man gerne vil have – som glæde, kærlighed og virkelyst. For det er svært at lukke af for det ene uden at lukke af for det andet. Og så er der faktisk en tredje svaghed i den plan, som slet og ret er, at den vil slå fejl. Vi er alle sårbare, og ingen af os kan løbe fra det, hvor hurtige vi end er.”

Men trods Ulla Hinge Thomsens hyldest til sårbarheden, er hun dog ikke blind for, at den også kan misbruges til selviscenesættelse og ligefrem bevidst manipulation for at opnå noget fra andre mennesker og nævner som eksempel en kendt vært på den hedengangne Radio24Syv, som i et interview har fortalt, at han gennem årene bevidst har iscenesat sig selv som en sårbar mand, fordi det er den måde, han bedst får offentlighedens anerkendelse: “Folk smelter, når jeg lægger mig fladt ned,” forklarede værten, der således er langt fra den form for mentalhygiejnisk detox af sin sårbarhed, som forfatteren advokerer så inderligt for.

Ulla Hinge Thomsen er, hvad hun selv omtaler som en rigtig 12-tals pige, og hendes bog er da også flinkt, flittigt og begavet researchet, og hendes intentioner ligeså tydeligt gode på menneskehedens vegne. Og man kan på ingen måde afvise, at læsere på jagt efter større nærvær til sig selv og andre vil kunne finde guldkorn, der kan give god mening. Men det hindrer ikke, at andre læsere vil kunne opleve, at bogen som en deja-vu-agtig, men ganske velskrevet fortolkning af læren om de gamle kinesiske symbolbegreber Yin og Yang som de to henholdsvis feminine og maskuline kræfter, der skaber menneskelivets orden ved gensidigt at udfylde hinanden og således sammen udgøre en højere enighed (t'ai chi) - altsammen bare hældt på nye og meget, meget danske flasker. For som hun så ganske rigtigt skriver:

”Sårbarhed og robusthed er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Det lyder paradoksalt, men er vigtigt; vi kan ikke blive robuste uden at kende og håndtere vores sårbarhed – “modne den”, kalder Birgitte Dam Jensen det – og vi kan ikke rumme sårbarheden på en god måde, hvis vi ikke har udviklet en sund robusthed. Det er både-og, ikke enten-eller. ”

Så ja, sårbarhed er et grundvilkår i den menneskelige eksistens. Men det kan man jo skrive på bagsiden af et postkort. Ligesom man på det samme postkort også ville kunne få plads til at nedfælde, at alting har sin modsætning i sig, og livet derfor altid handler om balancer – for eksempel mellem Yin og Yang.

Men er det at lære at tumle disse svære balancer noget, som kun kan opøves af det enkelte menneske gennem konkrete realiteter i livets hårde skole? Eller kan vi måske godt tage en smutvej og blive bedre til at bemestre balancekunsten ved at læse en selvhjælpsbog herom?  

Hvis nej, så er bogen spild af tid. Men hvis ja, så er det i hvert fald aldeles befriende og klogt og sympatisk, at Ulla Hinge Thomsen skåner sine læsere for alle mulige dumsmarte små råd og tips i bedste damebladsstil, som formentlig kun gør ondt værre ved deres banaliteter og deraf følgende generelle ubrugelighed. For hvis kunsten at leve godt i fuld harmoni med sig selv og sine omgivelser kunne klares ved hjælp af et par linjers små quick-fix omkring håndtering af for eksempel sårbarhed, var der nok flere af os, der formåede at gennemføre disse tilsyneladende så enkle kunstgreb i stedet for at blive ramt af tidens ligeså moderne og voldsomt udbredte svøber som stress, posttraumatiske chok, spiseforstyrrelser, depressioner, selvskadelig adfærd, manglende selvværd, angst, uro, alkoholisme, traumatiske skilsmisser og diverse livsstilssygdomme.

Så det er altså ikke life-hacks som sådan, der er Ulla Hinge Thomsens ærinde, men nok så meget et forsøg på at befordre en forståelse af, at sårbarheden ikke er noget, vi kan vælge til og fra. Sårbarheden er et vilkår, som vi hverken bør dyrke eller frygte. Ej heller under en pandemi:

”Den forbinder os med verden og giver os evnen til at forbinde os med andre mennesker. Den er en kilde, hvorfra vi kan skabe noget nyt og spændende. Den giver os et liv med glæde, kærlighed og virkelyst. Et liv, der er åbent og frit, selv når samfundet er lukket ned og kontrolleret. Det har vi brug for, også i krisetid. Måske især da.”

 

  • Sårbar
  • Ulla Hinge Thomsen:
  • Politiken Forlag
  • 250 kroner