| | | | | |
 


Monologer om corona er et historisk dokument, som det er mere end værd at læse

 
 
 
 
 

BØGER: En ny antologi, Coronamonologerne, som er skrevet under forårets lockdown, giver rå, provokerende, brutale, men også kærlige og længselsfulde blik ind i menneskelige universer.

Universer hvor der reageres helt forskelligt på chokket over lige pludseligt at skulle leve i en fuldstændigt forandret hverdag med karantæne, hvor intet mere er, som det var kun kort tiden inden, at covid-19 lukkede store dele af verden ned i et langt forår uden mange knus, kys og kram.

Da covid-19 ramte i marts 2020, blev teatrene som så meget andet i samfundet lukket ned på ubestemt tid, hvilket blandt andet fik folkene bag Teater Republique i København til at søge andre måder at formidle på, og man bad derfor en række danske kunstnere fra litteraturens, musikkens og dramatikkens verden om at give deres bud på en personlig, kunstnerisk refleksion i monologform over den nye virkelighed, i pandemiens skygge.

Emmet Feigenberg, direktør for Teater Republique siger om processen:

”Vi kneb os selv i armen – for i løbet af de følgende uger landede den ene strålende tekst efter den anden i vores indbakke. Impulsive, intense og med hver deres personlige og originale tone. Alle disse korte værker dirrede på deres helt egen måde, og skønt de var skrevet på bestilling, klingede de af spontanitet og indre nødvendighed. Det var overvældende og bevægende”. 

Republique viste herefter i foråret monologerne i digital form. Monologerne blev gennem tre måneder set af over en halv million mennesker, men nu udgives teksterne også som en samlet antologi bestående af i alt 14 monologer skrevet midt under nedlukningen.

Men at antologiens monologer er skrevet med henblik på at blive opført af en skuespiller foran en mobiltelefon betyder ikke, at man ikke kan få stort udbytte af også blot at læse teksterne, for det kan man, da de alle har litterær værdi. Eller som Emmet Feigenberg selv skriver i antologiens forord:  

”Vi befinder os stadig midt i den udvikling, som blev sat i gang, da det stod klart, at pandemien var et nyt livsvilkår. Historien er ikke slut, den ændrer sig igen og igen, og vi kender endnu ikke dens omfang. Den allerførste begyndelse i forårsmånederne i 2020 er allerede fortid. De 14 coronamonologer er en dokumentation og et signalement af den tid. De er vidt forskellige, men alligevel tæt forbundne, og tilsammen står de som en antologi over en tid, som vi på én gang vil få svært ved at huske præcist og aldrig vil glemme.”

I monologerne møder læseren blandt andet forfatteren Thomas Korsgaards unge pige i monologen "Du må ikke blive sur". Hun vil egentligt gerne gøre alt det rigtige under lockdown, men i sin ensomhed inviterer hun alligevel en vildt fremmed mand hjem i sin seng, fortæller hun sin venindes mobilsvarer:

”Og jeg prøvede at holde afstand. Det gjorde jeg virkelig. Men du ved, hvor småt jeg bor. Og så satte vi os ind i sofaen, og den er jo kun en topersoners, og så … Ja, altså, jeg sprittede selvfølgelig af inden, det var sgu så usexet at gå over og hente dunken midt i det hele. Og så sad vi pludselig der selvom vi nærmest ikke kendte hinanden … Og så stod vi op, og dagene gik bare, vi var viklet ind i hinanden i flere dage … og ved du hvad, det er ikke pænt at sige, men der håbede jeg faktisk en lillebitte smule at der ville komme udgangsforbud så han aldrig ville tage hjem igen. Så vi bare kunne knalde og drikke hele tiden. Men det gjorde han. Han er lige smuttet her for et øjeblik siden. Så nu er der lidt stille, må jeg indrømme, men det er jo ikke farligt … (Rømmer sig) … Det er altså bare en tudse … Jeg håber virkelig ikke du bliver sur. ”

Karantænens ensomhed er også temaet for manuskriptforfatter Jenny Lund Madsens sjove og lidt små-sørgerlige monolog "Et kram uden handsker", hvor en yngre kvinde Sandra via en video efterlyser en partner på de sociale medier. Han skal i starten være både super klog, lækker, sjov og kun tale om interessante ting, som han ved noget om. Bare ikke om corona, for det gider hun ikke. Men efter en halv times tid og et par glas vin er hun kommet tættere på, hvad hun i virkeligheden har brug for:

”Faktisk … Faktisk må du snakke om lige det, du vil. Faktisk er jeg ligeglad med, hvem du er … Og du behøver heller ikke være sjov. Eller lækker … Eller klog … Du må også godt snakke om corona hvis du vil. Du må snakke om hvad som helst bare du gider snakke med mig. Bare du gider se mig … Og røre ved mig. Det behøver ikke være seksuelt. Bare … et kram. (Sandra sidder lidt. Kigger ud i luften. Slukker. Tænder igen). Uden handsker. Et kram uden handsker.”

Gennem dramatikeren Anna Bro møder læserne i monologen "Hver morgen er jeg frisk" ét af de mange mennesker for hvem, at coronavirus på ulykkelig vis er blevet fulgt op af angst og tvangstanker:

”Hver morgen er jeg rask. Men hver aften når det bliver mørkt, så kommer den anden hjerne frem. Så har jeg alle mulige symptomer, og der er ingen grænser for hvem jeg har smittet. Og jeg har smittet 200 mennesker! De er alle sammen døde! Der er noget underligt ved angstfantasier, ik? De er lidt ligesom seksuelle fantasier. Man prøver alt muligt af i tankerne, bevæger sig ned ad vanvittige sideveje til man finder lige det rigtige billede. Det billede der vil være så vanvittigt at det vil få alle andre billeder til at standse. Som vil give fuld tilfredsstillelse eller som vil vise selve den forfærdelige kerne af alting. Angsten er så selvoptaget. Den laver en sort dødsstjerne i området omkring sofaen. Her sidder jeg så. Der åbner sig et dybt, sort hul, og jeg glider derned. Der er mørkt og koldt, og der lugter af kælder. Jeg kravler hen over det slimede gulv.”

Men ikke alle er alene under en karantæne. Nogle er for eksempel gifte og nu undtagelsesvist hjemme med hinanden i dagevis uden at kunne komme væk fra hinanden. Forfatter Tine Høeg tager i sin monolog "Simple feast" konsekvensen heraf og lader sin noget makabre og meget selvretfærdige hovedperson slå sin tandlægemand Johannes ihjel med et ’hårdt stød ind i tindingen med en strikkepind" for at få fred for mandens snak. Da læseren møder kvinden, er hun i gang med at partere ægtemanden, mens hun funderer over corona og hans alt for megen støj:

”Her er stille. Klokken er ti minutter i syv. Jeg har slået min mand ihjel. Det er på en måde smukt, det der foregår lige nu. Man kunne jo også have valgt at lade epidemien løbe gennem gaderne med blafrende gevandter. Tage de svage og de gamle med sig, swusj swusj swusj. Lade hjulene dreje videre og så lade de stærke stå tilbage. Men vi gør det modsatte. Vi sætter krop over kapital. Liv over vækst. Det er omsorgsfuldt. Meget bevægende, faktisk. Selvom vi selvfølgelig alle sammen skal dø alligevel….”.

”Han er ved at blive gammel. Han er ældre end mig. Det var sexet da jeg var 20. Så blev det frastødende. Der er kommet noget barnligt over ham de senere år. Noget enfoldigt. Jeg ved ikke. Det er noget alderen kan gøre ved mænd. Jeg har svært ved at udholde det. Jeg bryder mig heller ikke om børn. Det pludrende og bløde. Det dumme, det dunede. Johannes er blevet tyndhåret. Nogle gange synes jeg der er noget forkalket over hans øjne. Mælket. Han er begyndt at drikke te. Jeg hader te. Han sidder og slubrer i sofaen.”

Den eneste monolog "Verdens vendepunkt", hvori karantænen ikke opleves som en trussel og dramatisk begrænsning af livskvalitet er forfattet af Susanne Brøgger, der har fået sin ungdoms langsomme tempo tilbage og håber, at en ny verden vil blive født efter corona:

”Kan man tillade sig at danse og synge mens verden går under? Hvis ikke nu, hvornår så? Tiden er inde til det blasfemiske: Jeg nyder coronadagene, så er det sagt. Midt i verdens ufattelige lidelser nyder jeg coronadagene. Jeg ser civilisationens fernis krakelere mens ligene af nogens kære smides i skraldespande i New York, og kølevogne kører rundt med de døde der ikke er kapacitet til at kremere. Tænk at opleve det her historiske øjeblik, verdens vendepunkt! Der er opstået et helt nyt fællesskab! Mellem de unge der har mistet deres job og de gamle der mister livet. Jeg er en af dem som tilværelsen nu vil skaffe sig af med. Ved hjælp af en lille infam duplikator kaldet COVID-19. Men jeg nyder coronadagene.”

Coronamonologerne er et historisk dokument, som det ovenikøbet er mere end værd at læse. Uanset om man er til det bizarre, humoristiske, grimme, tænksomme eller smukke. Og uanset om man begræder eller fejrer pandemiens hærgen, er der tanker og følelser at spejle sig i blandt de 14 monologer, som også Naiha Khiljee, Madame Nielsen, Tomas Lagermand Lundme, Jokum Rohde, Bisse Louise Alenius, Tine Høeg, Kristina Stolz og nu afdøde Pia Juul også har bidraget til på fornemmeste vis.

 

  • Coronamonologerne
  • Lindhardt og Ringhoff
  • Pris: 164 kroner