Nutidens unge bliver syge af at forsøge at gøre alting rigtigt

BØGER: Nutidens unge er langt mere pligtopfyldende end generationerne før dem. De udgør en ’sygt seriøs’ generation, som er så pligtopfyldende, at de bliver syge af at anstrenge sig, fastslår højskoleleder i ny bog, der gør op med opfattelsen, af at de unge bare er forkælede.

Den nuværende generation af unge drikker mindre, ryger mindre, er mindre kriminelle og er langt sundere. Men alligevel lider flere af de 130 nye unge, som teolog og højskoleleder, Kristian Hjortkjær, modtager hvert halve år på sin højskole af enten spiseforstyrrelser, angstlidelser i form af generaliseret angst, social fobi eller OCD. Det er især pigerne, som har spiseforstyrrelser, mens det typisk vil være drengene der har angst, fobier eller OCD. Men fælles for lidelserne er, at de er måder at kontrollere ét aspekt af tilværelsen til perfektion, fastslår Kristian Hjortkjær, der i sin nye bog "Utilstrækkelig - Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge", tilføjer, at herudover vil der rent statistisk sandsynligvis også være én eller to, der har selvskadende adfærd. Som skærer i sig selv og har selvmordstanker.

Ifølge Kristian Hjortkjær, der især skriver til unge, så er det hverken sværere eller lettere at være ung i dag, men det er anderledes og svært på en anden måde, fordi de unge føler, de skal være perfekte i en grad, så de aldrig trods stor umage når frem til målene, som altid flytter sig, hvilket igen får de unge til at føle sig konstant forkerte – især for de pligtopfyldende:

“Det er ikke følelsen af, at du er forkert, fordi du har gjort noget forkert (det er skyldfølelsen), men den paradoksale følelse, at du føler dig forkert, netop når du forsøger at gøre alting rigtigt. Det er ikke følelsen af, at du gjorde noget, du ikke måtte, men bare følelsen af, at du aldrig gør nok. Denne utilstrækkelighedsfølelse er en ualmindeligt nederdrægtig og selvdestruktiv følelse. En følelse, der bliver ved med at gnave i samvittigheden, og som aldrig synes at blive mæt. Faktisk er det som om utilstrækkelighedsfølelsen bliver større, jo mere samvittighed, du har. Derfor er utilstrækkelighedsfølelsen særligt fremtrædende og særligt grænseløs for den pligtopfyldende.” 

Men som om at det ikke skulle være mere end rigeligt at skulle være pligtopfyldende i en grad, så man hele tiden føler sig utilstrækkelig, så skal man ifølge Kristian Hjortkjær også være vildt i varmen lidenskabeligt optaget af alle sine gøremål fra studie, arbejde, parforhold, børn, klimaet og i kampen mod uretfærdighed, hvilket udmatter:

“De unge er etiske æstetikere: De er fast besluttet på at leve op til noget, men det, de skal leve op til, det er kravet om at have lyst. Hvor ofte siger vi ikke til de unge: “Du skal gøre det, du har lyst til”. Det er ikke et tilbud, det er en ordre. Du har en etisk forpligtigelse til at mærke efter, lige præcis hvad du inderst inde har lyst til. For de voksne er rædselsslagne for at fremstå autoritære og moralske. Resultatet er, at man bilder de unge ind, at de har total frihed, mens realiteterne er, at kravene bliver stadig større. Du må gøre lige, hvad du vil – så længe du har lyst til det, du vil. Ellers skal du lade være. Og på den måde har man gjort de unge 100 procent ansvarlige for deres egne skæbner. Hvis du vælger forkert, så har du kun dig selv at skyde skylden på.”

Og fordi de unge ikke mere i samme grad kan give deres forældre, samfundet og andre ting, som de ikke har kontrol over, skylden for deres egne begrænsninger og manglende succes, så peger pilen, der siger, at man altid godt kunne være en lidt bedre kæreste, en lidt bedre elev eller måske lidt mere social, original, opdateret eller engageret, altid i sidste ende mod én selv. Resultatet er at de unge lever efter modellen, at hvis bedre er muligt, så er godt nok ikke godt nok. En uopfyldelig model, hvis logik aldrig går op, da bedre jo altid er muligt, hvis man bare arbejder lidt mere med tingene og gør sig endnu mere umage ifølge Kristian Hjortkjær, som siger, at modellen fører til en massiv følelse af utilstrækkelighed, fordi man altid er bagud på point.

Det da således også især de unges følelse af utilstrækkelighed, som Kristian Hjortkjær tager grundigt ved vingebenet og forsøger at analysere i fire kapitler, som hver især gransker denne ud fra en idéhistorisk, psykoanalytisk, socialpsykologisk og eksistensfilosofisk vinkel.

Mest interessant er måske nok Hjortkjærs idehistoriske analyser, som blandt andet når frem til at hævde, at samfundet har bevæget fra en forbuds- og lydighedskultur til en præstations-  handlings- og påbudskultur, hvor der er meget få ting, man ikke må, men utrolig mange ting som man skal og ideligt påbydes at gøre. Påbudssamfundet gælder for dog for såvel unge som gamle:

”Det er netop et allerede eksisterende samfund, som de unge bliver født ind i. Derfor er min egen generation også underlagt en lang række påbud, som bliver mere og mere påtrængende: Du skal leve længe, leve sundt og leve godt, du skal tænke positivt og fremadrettet, holde dig i form, holde dig opdateret og holde op med at tænke for meget, du skal være social, men huske at finde tid til at være alene, være original, men ikke sær, skille dig ud fra mængden, men ikke ud af mængden, prioritere dine arbejdsopgaver og huske kvalitetstiden med familien, holde vreden inde og tankemylderet ude, holde blodtrykket nede og humøret oppe, du skal redde miljøet og være den bedste udgave af dig selv.”

"Utilstrækkelig" er et sympatisk og velargumenteret forsøg på at gøre op med forestillingerne om, at de unges problem nu til dags kommer af, at de har alt for alt for stor frihed og alt for mange muligheder, som bare forvirrer, og at dette skulle være årsagen til, at de unge i dag i den grad døjer med stress, angst, spiseforstyrrelser og depression. For sådan forholder det sig ingenlunde ifølge Kristian Hjortkjær:

”Unge vokser i dag op med fortællingen om, at de har alle muligheder og tilmed, at de selv indeholder ethvert potentiale. Men vi lever ikke i en tid uden normer og moral. Vi lever lige omvendt i en tid, hvor der er langt flere krav at leve op til og en langt stærkere moral, end vi så op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Problemet er altså ikke, at de unge har for mange muligheder, men at de er underlagt påbud, der er præcis lige så moralske som forbuddene. Når først denne præmis er afklaret, kan vi formulere den nye diagnose: Det er den nye moral, der gør de unge psykisk syge.”

Regler og forbud, der overtrædes, afføder skyld og neuroser. Idealer og påbud afføder på grund af deres uopnåelighed skam, angst og en følelse af utilstrækkelighed, netop i kraft af at man forsøger at gøre alting rigtigt. Klarest udtrykt overfor forfatteren af en elev i bogens psykoanalytiske kapitel.

“Det er faktisk ikke, fordi jeg føler mig forkert, selvom jeg forsøger at gøre alting rigtigt. Jeg føler mig forkert, når jeg forsøger at gøre alting rigtigt.”

Men hvis Kristian Hjortkjærs diagnose af de unges stigende psykiske elendighed er rigtig, altså at deres sygeliggørende utilstrækkelighedsfølelser kommer på grund af deres forsøg på at gøre alt rigtigt fremfor at hjælpe på utilstrækkelighedsfølelsen, og deres anstrengelser således får dem til at føle sig endnu mere forkerte, så er det svært at se, hvad de unge selv kan gøre for at få det bedre. Ikke mindst i disse tider, hvor også de sociale medier fodrer utilstrækkelighedsfølelserne. Det er skræmmende mekanismer, Kristian Hjortkær fremmaner, for hvordan kan de unge få deres anstrengelser belønnet med god samvittighed i stedet for utilstrækkelighedsfølelser?

Selv har Kristian Hjortkær, der kan læses af såvel unge som ældre, følgende råd: “Utilstrækkeligheden er kommet for at blive. Den er så grundlæggende for den menneskelige eksistens, at der kun er to muligheder. At forsøge at løbe fra den, eller at stå ved den – ved at tage ved lære af den.”

• Utilstrækkelig - Hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge
• Christian Hjortkjær
• Forlaget Klim
• Pris: 130 kroner