| | | | | |
 


Ny essaysamling er balsam for sjælen i en coronatid

 
 
 
 
 

BØGER: En ny essaysamling fra den verdensberømte forfatter, Zadie Smith, er balsam for sjælen midt i coronaens tid, hvor pandemien er rig på analytiske og politiske data, fakta, kurver og bølger, men fattig på refleksion og forståelse af, hvordan den påvirker vores mentale indre liv.

"Intimations" lyder titlen på den britiske forfatter, Zadie Smith's seks essays, hvori læseren følger hendes følelser, tanker og samtaler med sig selv om pandemiens betydning for hende og andre, da covid-19 for alvor i foråret ramte kloden og New York, hvor Zadie Smith bor med sin familie og i øvrigt også arbejder - nemlig på New York University, hvor hun underviser i litteratur og kultur.

Samlingen er en kort, men intelligent og stilren rejse i Zadie Smiths hjerne og følelsesliv, som sætter præcise ord på mange af de ofte afbrudte, springende og derfor  ikke altid til ende førte tanker og fornemmelser, som må formodes at flimre igennem rigtig mange af os, når vi sidder tilbage med selv at finde ud af, hvad pandemien egentligt betyder for vores hverdagsliv efter dagligt igennem mere end et halvt år at være blevet konfronteret med mediernes bulletiner om smitte og sygdoms hærgen tæt på os selv og i verden.

Den 44-årige Zadie Smith har gennem årene vundet en lang række priser og millioner af fans, og det forstår man til fulde, når man læser hendes beskrivelser af disse helt ekstraordinære tider, hvor de fleste af os føler os mere eller mindre magtesløse eller amputerede i vores ellers så velkendte hverdage. Rutiner som at gå i skole, på arbejde og på indkøb eller være sammen med familie og venner for slet ikke at tale om at tage på ferie har pludselig forandret sig fra at være personlige fornøjelser eller nødvendige behov til at blive potentielt livstruende aktiviteter for én selv og for ens nærmeste. Alle de ting, som vi har taget som givne, er ikke mere selvfølgeligheder, men enten helt væk eller kun lejlighedsvise muligheder. 

I det første essay beskriver hun uskyldighedens og privilegiernes tid før stormen. Dengang hvor man kunne bevæge sig tæt og frit rundt sammen med mennesker, som man ikke engang kendte uden at behøve at tænke på meget andet end nuet og kun sjældent på døden, der ovenikøbet med covid-19 er blevet afsløret for selv de uopmærksomme som en social diskriminator af værste skuffe: De rige får forsøg på livreddende behandling, de fattige som især i USA er de sorte eller brune, smittes oftere og dør ikke sjældent langt væk fra hospitalerne uden lægefaglig hjælp.

I det fjerde essay sætter hun spot på det faktum, at nok lider vi kollektivt, vi er alle i fælleskab ofre for pandemiens hærgen. Men alligevel er vi også samtidigt alle alene med vores konstante forhandlinger med coronavirusset og dets mulige konsekvenser.

I det sidste essay "Debts and Lessons" går hun, der selv er sort, helt tæt på mange sortes særligt udsatte situation især under corona, men også i det hele taget i det amerikanske samfund, som hun ikke mere tror på vil være i stand til at yde sorte større lighed og retfærdighed – uanset hvad kampagnen for Black Lives Matter har opnået af opmærksomhed og tilsyneladende støtte blandt hvide. Mange af de samme hvide vil ifølge hende fortsat gøre, hvad de kan for at holde sorte ud af deres egne liv, skoler og boligkvarterer.

Men i samme åndedrag, som hun hudfletter det amerikanske samfunds strukturelle diskrimination af sorte og disses derfor meget større lidelser under corona, er hun dog helt på det rene med, at det alligevel ikke altid er hudens farve, som afgør, hvor svær coronaen kan være at ’danse med’. Berømmelse og et velbeslået netværk kan også redde én ud af coronaens klør, selv om man er sort, når man som hun kan flygte væk fra forårets dagligt stigende dødstal i New York til venners ledige hus i selvvalgt isolation langt ude på landet. Moralske kvababelser som hun viser i en samtale med sin mindrebemidlede nabo, Barbara, som hun fejt og flovt ikke har fortalt, at også hun er i gang med at pakke sit habengut og familie sammen til den store flugt:

”Sagen er, vi er et samfund, og vi har hinandens ryg. Du vil være der for mig, og jeg vil være der for dig, og vi vil alle være der for hinanden, hele bygningen. Intet at være bange for - vi kommer igennem dette, alle sammen, sammen.” "Ja, det vil vi," hviskede jeg, næppe hørbart, ikke engang for mig selv …,” skriver Smith, som aldrig formår at fortælle Barbara sandheden, men hvis forlegenhed over sin priviligerede status ofte pipper op rundt omkring i hendes tekster, hvori hun opfordrer til, at man erkender egne coronatab for således også at få mere empati med andres plager og sorger.

På samme måde er hun også helt på det rene med, at ingen kan stille sig til dommer over hvem, der lider mest, og hvis lidelser der er værst, eftersom virusset ifølge Zadie Smith er perfekt designet til at ramme os alle hver især på vores forskellige måder:

”For hvem skal afgøre, hvilken lidelse der er mest “reel”? En 17-årig dræber sig selv, fordi hun ikke kan se sine venner. Hvor absurd: Hvordan kunne hun? Hun er jo ikke en sygeplejerske, der med et utilstrækkeligt mundbind og en lang rejse med de offentlige transport ankommer til en afdeling af bange mennesker og forbereder sig til en lang dag fuld af dødsfald. Men ikke desto mindre følte hun det, og hun dræbte sig selv. Lidelse har en absolut relation til det lidende individ – den kan ikke medieres af et tredje udtryk som privilegium.”

Zadie Smiths essays er den perfekte bog en kold og våd efterårsdag, hvis man trænger til at trække sig lidt tilbage fra mediernes overskrifter og komme lidt tættere på egne tanker om, hvad denne pandemi måske egentlig gør ved én selv, for Zadie Smith er eminent dygtig til at indvie læseren i sit tankeflow på en måde, som gør, at man får mulighed for at reflektere med og således ikke kun finde hende men også sig selv under coronaens isolerende og kvælende favntag.

Zadie Smith skriver, som hun tænker, klart, skarpt, konkret, men alligevel altid i en for læseren befordrende tvivl om egen intellektuel og menneskelig fortræffelighed, hvilket er med til at skabe rummet for medrefleksion – uanset om man ikke nødvendigvis er så velbevandret i verdenslitteraturen og samtidskulturen, som hun tydeligvist er uden derfor dog at være ekskluderende.

Intimations er en vigtig bog skrevet af en vor tids bedste kvindelige skribenter, som denne gang i anledning af corona har valgt at give alle indtægter fra bogen til velgørenhed, så tag med på en nydelsesfuld rundrejse i Zadie Smiths fascinerende og fantastiske hjerne og lær dig selv bedre at kende derinde.

 

  • Intimations
  • Zadie Smith
  • Pris: 70 kroner på Saxo