| | | | | |
 


Dansk akutlæge skriver litterært blændende coronablog

 
 
 
 
 

MEDIER: Ulf Hørlyk der har tilbragt det meste af sit faglige liv med akutfolket, akutlæger, -sygeplejersker og -lægesekretærer, er vant til endeløse vagter i hospitalets frontlinje, dårlig kaffe, hylende ambulancer og liv, der tabes, men også vant til høj faglighed og fælleskab omkring at redde patienter i nød.

”Vagter drevet af ønsket om at hjælpe.

Fortvivlelse, når akutfolket ikke lykkes; ekstasen i at lykkes.

Arbejdsliv brugt på fremmede mennesker, mens akutfolkets egne familier ikke altid får det, de fortjener”, lyder hans beskrivelse af en almindelig hverdag på akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens.

Og det er denne ofte dramatiske, men også alligevel en stykke hen af vejen rutinebårne hverdag, som COVID-19 udfordrede, da han gik i gang med sin blog på Akutfolket.dk.

”Jeg vil forsøge at beskrive akutfolket under COVID-19. Måske kan jeg undervejs forklare, hvorfor livet i akutafdelingen er de lange vagter og omkostningerne værd,” skriver han i sin indledning til bloggen, hvor han også skriver om sit personale og deres kommende udfordringer med COVID-19:

”Jeg er sikker på, de klarer det – jeg har været sammen med dem i mange år. Min tillid, min beundring og min respekt for dem er stor.

Jeg håber, at flere kommer til at holde lige så meget af akutfolket, som jeg gør.”

Og Ulf Hørlyks udkigspost er godt placeret, for hans afdeling er den eneste afdeling, som alle coronapatienter først skal igennem for overhovedet at komme videre - uanset om de blot skal testes, er mistænkt smittede, er lidt syge eller måske ligefremt er alvorligt syge og bagefter indlægges længere inde i hospitalet.

Akutfolket er altså i front, og derfor er det da også følelser af uretfærdighed og mangel på faglig respekt, som rammer ham, da han modtager coronaretningslinjerne for hans personales sikkerhed fra Statens Serum Institut, hvor man helt har overset akutafdelingernes behov for beskyttelse – og ligeledes en uro og bekymring, da hans regionsledelse har valgt, at akutafdelingen i Horsens i modsætning til mange andre akutafdelinger ikke skal tildeles de særligt sikre masker, som anvendes overfor COVID-19 syges udånding:

”De andre specialer ser mange COVID-19-patienter. Vi ser dem allesammen. Ingen lander i en seng på en medicinsk- eller intensivafdeling, uden at have være forbi akutfolket.

De fleste COVID-19-patienter ser de andre afdelinger aldrig. Dem håndterer vi selv. I porten og i isolationszonerne. Beroliger de mindre syge. Hjælper de pårørende med at sige farvel til dem, der ikke kan hjælpes med en intensivplads.

Akutfolkets læger. Akutmedicinerne. Akutlægerne. Sammen med akutsygeplejerskerne og lægesekretærerne. De absolutte frontkæmpere. Også under COVID19.

Et helt nyt speciale, som akutfolket selv er ved at bygge op. Et helt nyt speciale i front mod COVID19. Et fællesskab mellem lægekollegaer, sygeplejersker og lægesekretærer. Et fællesskab som giver mig sommerfugle i maven og gåsehud,” skriver han.

Ulf Hørlyk elsker tydeligvist sit arbejde og sine ansatte, men han er også en blændende skribent. Han skriver simpelthen røven ud af bukserne på de fleste på en måde, som gør, at det ikke er en overdrivelse at hævde, at han indføjer sig smukt i rækken af nogle af de bedst skrivende britiske bestsellerforfattere - som for eksempel Henry Marsh og Adam Kay. Læger og skribenter, der også kan kunsten at tage vilkår i sundhedsvæsnet ved vingebenet uden at miste sansen for det vigtigste, nemlig kvalitet i behandlingen, som alt tyder på kun kan fastholdes og styrkes, hvis patienter og personale føler sig godt behandlede. Eller som han selv udtrykker det:

”Jeg er akutlæge. Specialist i akutmedicin. Mit håndværk er mødet med den akutte, uafklarede patient. Mit arbejdsliv er at lede og skabe rammer for, at akutfolket kan modtage de akut syge.

Hvis akutfolket ikke har det godt, har patienterne det ikke godt. Akutfolkets ve og vel er mit ansvar.

Det er jeg stolt af. ”

Hørlyk er måske nok en del mere rund og mindre systemkritisk end sine britiske kolleger. Om det er fordi, at han ikke vil have sin ryg pryglet i stykker på grund af kritik af sin regionsledelse (Region Midtjylland), eller det i stedet skyldes den kontekst, hvori hans blog er startet, nemlig COVID-19, som næppe kalder på hverken ironi eller sarkastisk vid – i hvert fald ikke endnu. Forhåbentligt er forklaringen det sidste, for man mærker humor, ironi og vittig skarphed lure under overfladen. Men imens han og hans afdeling og resten af landets læger og borgere forsøger at kæmpe sig over på den anden side af coronaen, burde et forlag fedte for at få en bogkontrakt med skribenten Hørlyk om det danske sundhedsvæsen. Det kunne godt gå hen og blive en formidabel god bog, for en stjerne er født i Horsens midt i coronatiden. Se for eksempel her og døm selv:

”Styrelsen for patientklager mener ikke, at travlhed er en formildende omstændighed hvis vi tager fejl. Når vi tager fejl.

Gad vide om de har stået i en akutmodtagelse. Gad vide om de kender akutafdelingernes vilkår.

COVID19 tiden er en risikosport. Alle dem der mistænkes for COVID19 undersøges. På samlebånd. Alle andre undersøges også.

På samlebånd.

Vi ved at det er farligt hvis der kommer for mange ind i en hospitalsafdeling på en gang. Crowding. Covid19 eller ikke; Mange simultane opgaver, øger risikoen for fejl.

COVID19 giver et ekstra twist på det.

Hvis man opkoncentrerer smitte på det lille lukkede område, der er en akutafdeling, øges smitterisikoen. Farligt for de patienter der ikke er smittede. Farligt for akutfolket.

Crowding.

Vi skal sørge for at de rigtige – og kun de rigtige, kommer ind på akutafdelingen. Portlægerne. De er nødt til at afvise patienter, de ikke mener er syge nok til indlæggelse.

Vi ved ikke hvem der er smittede.

Nogle dage tager det mere end et døgn at få svar på COVID19 prøverne. Patienterne kan i mellemtiden hobe sig op. Crowding. De skal ikke videre ind i sygehuset uden afklaring. Vi vil helst kun have en patient af gangen på en stue. Flere patienter på samme stue er en risiko. For patienterne og for akutfolket. For meget virus på for lidt plads.

Flaskehalsproblematikker

I ambulanceporten vurderer vi stadigvæk patienter. Almen praksis har stadigvæk ikke fået værnemidler. De kan stadigvæk ikke se sine infektionspatienter. Patienterne kommer i bølger. Syge mellem ikke så syge. COVID19 mistænkte og alle de andre.

Det går stærkt.

Lægerne i porten skal sikre at kun de rigtige kommer ind. Undgå crowding. For patienternes skyld, og for akutfolkets. De risikerer at tage fejl. Især når det skal går stærkt. Vi har sat tærsklen for at blive indlagt lavt. Mindsker risikoen for fejl, øger risikoen for crowding. Øger risikoen for smitte.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Nytter det at straffe fejltagelser?

Jeg skal have snakket med de unge læger om at stå i et job, hvor man skal tage ansvar for andres liv og helbred. Hvor man kommer til at lave fejl. Hvor man straffer sig selv. Hvor man kan blive straffet. Dømt ved en domstol.

De rammer jeg laver, definerer akutfolkets risiko for at lave fejl. For at få klager. For at blive straffet, ” skriver Hørlyk og fortsætter lidt senere i samme indlæg.

”Jeg er bange for hvad COVID19 gør ved akutfolket. Der er risiko for, at komme til at fokusere på det forkerte. Det er svært at undersøge når man er iklædt en rumdragt. Det er vanskeligt at være omsorgsfuld på 2 meters afstand. Dilemmaet mellem at undgå crowding, øge smitterisikoen og lave for overfladiske undersøgelser

Patienterne i porten er særligt udsatte. Portlægerne er særligt udsatte. Vi har dagligt fokus på problemet. Bekymringen er der hele tiden. Forsøget på at optimere rammerne. Forsøger at finde balancen.

Reducere risikoen for at lave fejl. Undgå crowding.

Travlhed er ikke en formildende faktor. Heller ikke når vi dømmer os selv. Heller ikke når jeg dømmer mig selv.”