| | | | | |
 

Smerter fra sportsskader har højstatus i sundhedsvæsenet, mens kroniske smerter....

 
 
 
 
 

BØGER: ”Hvis døden gør os alle lige, så er smerte tilsyneladende stadig det, der deler os,” er hovedbudskabet hos forfatterne til ny dansk bog om smerter, som anklager sundhedsvæsnet for at diskriminere kroniske smertepatienter i forhold til for eksempelvist sportsskader og akutte smerter. 

Ikke alle smerter er lige fine i det danske sundhedsvæsen, og længst nede i hierarkiet er kroniske smerter hos mennesker, som står udenfor arbejdsmarkedet, mener de to forfattere bag bogen "Lad os snakke om smerter", Sif Holst og Mark Sinclair Fleeton.

“Der er værdi i den smerte, der er i at dyrke kroppen, i at opnå større værdi. Der er værdi i den smerte, sportsudøveren føler, når han eller hun presser sig selv til det yderste og opnår resultater. Der er også en form for værdi i de smerter, et menneske føler, der har ofret sig i arbejdet. Soldaten, der har ofret helbredet for fædrelandet. Arbejdsmanden, der er slidt efter mange års hårdt arbejde – men allerede her er der ikke en produktivitet ved selve smerten, og den mister værdi. Nederst i hierarkiet er nok kontanthjælpsmodtageren, der ses som uproduktiv,” lyder det fra de to, som i deres bog sætter fokus på et omfattende problemområde i sundhedsvæsenet, nemlig kroniske smerter.

Smerter er det symptom, der hyppigst fører patienter til læge. Hertil kommer, at epidemiologiske undersøgelser viser, at ca. 20 procent af den danske befolkning lider af smerter, og det skønnes, at ca. fem-ti procent har behandlingskrævende, kroniske smerter. Men ikke alle smerter opfattes som lige berettigede i sundhedsvæsnets smerte-hierarki ifølge "Lad os snakke om smerter":

”Opfattelsen af, om smerter er berettigede eller uberettigede, hænger også sammen med en opfattelse af, om smerterne har en objektiv fysisk årsag (berettigede), eller om de i stedet er psykisk betingende (uberettigede). Er smerterne psykisk betingede, eller er der et element af psykisk betingelse, opfattes man ofte som mindre stærk, mindre i stand til at være produktiv, og det kommer hurtigt til at handle om, at man ”skal tage sig sammen”. Man risikerer at blive betragtet som simulant. Og da smerter præges af mange faktorer – også de sociale og de psykiske – er der som en del af vores smertekultur en konstant kamp om anerkendelse, når det kommer til smerter.”

Men denne kamp for denne anerkendelse og sådan set også for optimal behandling vanskeliggøres i høj grad af, at hverken de smerteramte eller sundhedsvæsnet - ifølge Holst og Fleeton- endnu har udviklet et tydeligt sprog for smerter:

“Sproget er en udfordring, når det kommer til smerter, fordi vi ikke har de rigtige ord, de samme ord. Smerter er en omsiggribende oplevelse, som vi skal forsøge at sætte ord på, det er ofte ikke bare smerte, det påvirker også vores appetit, vores søvn og måden, vi møder morgendagen på. Og alt det skal formidles til lægen klart og præcist, inden næste patient kommer til, og ofte med den begrænsning, at lægen kun har tid til en ting ad gangen”, skriver de og uddyber:

”Og når lægen så skal formulere et svar på smerterne, skal han eller hun ikke alene sikre, at alt det væsentlige kommer frem, der skal også vurderes, hvad f.eks. ”meget ondt” betyder, og her kommer ofte en masse filtre i brug, bevidst eller ubevidst, en masse værdier, der relaterer sig til den, der sidder og beskriver smerten, og vedkommendes alder, køn, sociale status og sygdomshistorie.”

Bogens mission

“Lad os snakke om smerter"s helt store mission er, at vi som samfund får gang i en fælles konversation om smerter, at smerter kommer ud i en åben diskurs, sådan at smerteramte ikke skal blive ved at leve med deres kroniske smerter i tavshed:

“Smerten gør os anderledes end dem omkring os. Den sætter os uden for fællesskabet. Ikke blot opfører vi os anderledes og i nogle tilfælde overskridende normale grænser for normer. Vi fremmedgøres og føler os fremmedgjorte. Samtidigt kan vi ikke kommunikere vores tilstand til omgivelserne. Smerte er noget personligt, noget der er unikt for hver person. Det er unikt i den måde, som vi oplever den på og den måde, som vi forsøger at kommunikere den til omverdenen på. Det gør det praktisk taget umuligt at sætte ord på smerten. Når vi så derudover har et sprog, der ikke indeholder særligt præcise begreber for smerte, så bliver det en næsten uoverstigelig grænse mellem den smerteramte og omverdenen. Vi er nødt til at sammenligne vores smerte med ting uden for kroppen for at kunne komme i nærheden af at beskrive den. Vi snakker om våben som knive og hamre, eller vi sammenligner med påvirkningen fra dyr eller andre væsener. Rotter, der gnaver i os, eller elefanter, der sidder på os”, skriver de og fortsætter:

”I takt med at den lægefaglige tilgang til sygdom er blevet systematiseret, har der også været forsøg på at systematisere, hvordan vi udtrykker og registrerer smerten, men det er lige så svært at systematisere smerten, som det er at systematisere sorgen. Og så det visuelle udtryk på smerten, de grimasser, vi laver, eller den måde, vi reagerer, påvirkes, da mange lærer sig at forsøge at skjule smerten. Dette manglende sprog gør det ikke mindst svært for lægerne at afkode smerten og er måske også en medvirkende faktor til, at smerter lever en så skjult tilværelse.”

Patienternes ansvar

At advokere for en større åbenhed, mindre skamfuldhed og et bedre sprog omkring smerter er en velvalgt mission i et land hvor hver 5. lever med kroniske smerter, og alene langtidssygemeldte hvert år koster samfundet 2,6 milliard kroner, og de to forfattere argumenter godt og reflekteret for væsentligheden heraf. Ligesom et længere kapitel i den 425 lange sider bog om smerte- og sygdomsopfattelse gennem tiderne også er vellykket. Ikke mindst konklusionen på det historiske kapitel er tankevækkende. De to forfattere ender nemlig op med at fastslå, at vi har bevæget os frem til en biomedicinsk opfattelse af sygdom, som for smertepatienter betyder, at de i alt for høj grad selv har fået pålagt ansvaret for, hvorvidt deres behandlinger lykkes:

”Bevægelsen over til, at man som patient selv bærer hovedansvaret i den moderne smertebehandling, er med til at lægge et ekstra pres på patienten, hvis patienten ikke får det bedre, er det så, fordi man ikke gør nok, eller måske ligefrem fordi man ubevidst søger sygerollen?, spørger Holst og Fleeton, som mener at kunne iagttage, at de senere års diskussioner om hvorvidt smerter i forbindelse med fx fibromyalgi skal høre hjemme under et behandlingstilbud for funktionelle lidelser, har været med til at skubbe på en bevægelse, hvor mange smertepatienter føler, at smerter ses som et psykologisk eller socialt fænomen, og at den biologiske årsag ikke anerkendes.”

"Lad os snakke om smerter" opleves i høj grad som en bog for patienter og pårørende, der ligesom forfatterne har smerter som en fast bestandel af hverdagen. Og den indeholder da også, som det fortsat hører sig til i den form for halvt debat- og halvt selvhjælpsbøger en række cases, altså interview med smerteramte. De er bare desværre ikke alle lige vellykkede, men flere gange mærkeligt defokuserede i forhold til de smerter, som forfatterne netop mener, at vi skal blive bedre til a tale om. Især er et interview med tidligere stuntman Lasse Spang Olsen tæt på at være decideret underligt, og han siger da også selv, at han ikke er kronisk smertepatient, og at hans omgivelser ikke gider høre om hans smerter, da de som regel er selvpåførte – blandt andet har han ladet sig korsfæste for at undersøge sit forhold til Gud, hvorved han fik store smerter i hænderne.

Og når forfatterne flere gange skriver, at danske læger er imod, at der forskes i medicinsk cannabis, så er det jo simpelthen at vende tingene på hovedet i lyset af lægers ønsker om netop tilstedeværelse af randomiseret, kontrolleret forskning i og evidens for cannabis, inden de tør at udskrive denne til smertepatienter.

Der er ingen tvivl om, at de to forfattere ved meget om oplevelse af smerter, og at de har forsøgt at sætte sig ind i de mange samfundsmæssige problemstillinger, der ofte er forbundne hermed. Men en noget større afstand til dele af smerternes samfundsmæssige overbygninger ville givetvis have styrket bogens troværdighed, og det er faktisk synd, for bogens grundpræmis, at vi skal blive bedre til at tale om og også forstå smerter, er både vigtig og rigtig, og den lykkes da også et godt stykke hen af vejen for Sif Holst og Mark Sinclair Fleeton. 

 

  • Lad os snakke om smerter
  • Sif Holst og Mark Sinclair Fleeton
  • Forlaget Mellemgaard
  • Pris: 269 kr.