| | | | | |
 

"Det tjener Fomsgaard til ære, at han indrømmer, at han har taget fejl. Det burde flere måske nok også gøre i denne sag. Men hans afsluttende bemærkning: ”Mon ikke vi på en eller anden måde kommer styrket ud af vores fælles krise,” forstyrrer læsningen på ubehagelig vis," mener Maria Cuculiza.

Dansk virusekspert indrømmer han tog fejl af coronavirus

 
 
 
 
 

BØGER: "Jeg troede ikke, COVID-19 kunne komme til Danmark. Jeg tog fejl,” indrømmer virusforsker på Seruminstituttet, Anders Fomsgaard, nu i et nyt bogkapitel, som er et supplement til hans bog fra efteråret, Det er bare en virus.

Deri er coronavirus af gode grunde ikke nævnt med et eneste ord. Virusset eksisterede først i oktober-november ifølge flere af verdens genforskere.

I det nye kapitel beskriver overlæge dr.med. Anders Fomsgaard, hvordan det i stigende grad går op for ham selv og hans kolleger, at coronavirusset og dets tilknyttede sygdom, COVID-19, ikke kun er et kinesisk anliggende, som Danmark bare kan vende ryggen til ud fra devisen: ’Det er synd for kineserne, det må de selv finde ud af, for det angår ikke os.’

Weekenden 22. februar er 64-årige Anders Fomsgaards personlige vendepunkt. Fredagen op til den weekend havde Italien registreret det første COVID-19-tilfælde i Italien, men om søndagen, bare to dage efter, var der flere end 150 smittet og nogle døde, og om mandagen 350 smittede og otte døde. Med den eksplosive udvikling i europæiske lande ville virusset uundgåeligt også komme til Danmark, forstod han nu efter at have sovet tornerosesøvn i mindst en måned.

Dør nok, hvis han smittes

Men weekenden udgør altså således de dage, hvor han og hustruen erkender, hvad der venter forude, og hvori de lægger planer for deres egne liv og måder at forsøge at tackle, hvad de nu pludseligt forstår er på vej. I den fælles samtale om den uoverskuelige fremtid indgår også tanker om bare at stikke af og tage op i de øde svenske skove.  Men de er begge læger med ansvar, som de føler rækker ud over dem selv, og de vælger at blive i deres job og tage, hvad de opfatter som deres tørn for det danske samfund. Trods at han vurderer, at han nok vil dø, hvis han smittes, og hun vurderer, at hun vil miste forstanden, hvis hun skal i karantæne, skriver han i det nye fyldige bogkapitel, som er offentliggjort på dagbladet Informations website.

Anders Fomsgaard fortæller endvidere, hvordan bekymrede danske journalisterhan i dagene op til spurgte om, hvor vidt coronavirus kunne komme til Danmark, og om den kunne komme til for eksempel Rødovre.

”Det troede jeg ikke, at den kunne,” lød Fomsgaards svar den gang. 

”Men jeg tog fejl. Vi vidste ikke nok om den helt nye virus på det tidspunkt og troede, at den ville være et kinesisk anliggende. Men den kunne komme til Danmark. Den kom til Danmark og til Rødovre,”, skriver Fomsgaard, hvis egen datter i disse dage ligger syg med COVID-19 i isolation sin kælder i Rødovre, mens hendes indtil nu raske mand og barn er i karantæne i stueetagen – bare nogle måneder senere end kineserne i Wuhan.

To typer

Ifølge Fomsgaard er der forskellige typer af coronavirus, som kan deles i to grupper nemlig de fredelige og de dødelige:

”Vi kender fire almindelige fredelige forkølelses-coronavirus, som hver vinter i Danmark er ansvarlig for 25 procent af alle forkølelser og luftvejsinfektioner: CoV-OC43 og CoV-229E, der er de to almindeligste. De mindre hyppige hedder NL63 og HKU-1/NH. Den sidste blev i 2005 fundet hos en patient fra Hongkong og senere også andre steder i verden som i New Haven USA og Frankrig. Foruden de fire fredelige luftvejscoronavirus var der indtil for nylig to dødelige coronavirus,” skriver Fomsgaard der tilføjer, at der nu er tre dødelige coronavirus, SARS fra 2002, MERS fra 2012 og altså den nye tredje, coronavirus SARS-2, som er særlig farlig, blandt andet fordi virusset kan smitte, også før symptomerne viser sig.

Da kineserne i slutningen af januar lukkede Wuhan by og fem andre storbyer inden for en radius af ca. 50 km, indespærrede over 35 millioner mennesker og stoppede al trafik af fly, tog og biler, fik resten af verdenssamfundet mulighed for at købe tid. WHO kalder samtidig udbruddet for en folkesundhedsmæssig krise af international betydning, men uden de store konsekvenser:

”Men i resten af verden var man kun bekymret, man frygtede, men troede alligevel ikke rigtig på, at det kunne blive en pandemi, ” fortæller Fomsgaard, der ikke lægger skjul på, at han også selv rådgav ud fra devisen om at berolige danskerne.

Men hvad han dog desværre ikke folder ud for sine givetvis højst undrende læsere, er, hvad han selv og myndighederne tænkte og foretog sig, eller netop ikke foretog sig, i den afgørende periode fra midt i januar frem til han får sine åbenbaringer slut i februar. Bortset fra at man altså håbede og troede, at virusset ville overholde de kinesiske grænseovergange:

”Det skulle vise sig at være ønsketænkning, men det vidste jeg ikke,” skriver Fomsgaard, der dog ikke forklarer, hvordan man som virusekspert kan have en så naiv og helt uvidenskabelig forståelse af virus helt frem til slutningen afi februar.

Hvordan han eller nogen andre eksperter kunne lade sig forsinke af håb virker også uforståeligt, når man ved - og som han også selv skriver:

”Men virus kender ikke til grænser, den spreder sig bare, som den får lov til,”

Præciseret sit job

Samtidigt med at Fomsgaard og frue har deres Eureka-weekend får han af Sundhedsstyrelsen ’ præciseret’ sit job:

”Jeg fik præciseret, hvad der var mit speciale, og hvad ikke. Jeg skulle holde mig til virologi, diagnostik og vacciner, og det var jo også det, jeg helst ville," skriver Fomsgaard, som herefter helliger sig tests af syge samt udvikling af en ny DNA-vaccine mod sygdommen - alt i mens han overvåger pandemiens hærgen:

”Det er på en måde et gigantisk eksperiment, som er interessant for en forsker – hvilke strategier der virkede bedst på virus og hvornår,” skriver han og fortsætter:

”Lige nu står vi alle kun lige ved foden af det røde COVID-19-bjerg eller den grønne COVID-19 bakke, som midten af virusepidemien skal blive til i Danmark, og ingen ved helt præcist, hvordan det vil gå. Men vi står sammen og gør alle, hvad vi kan, så godt vi kan, hver især. Vi holder planerne. Mon ikke vi på en eller anden måde kommer styrket ud af vores fælles krise.”

Første litterære bidrag

Anders Fomsgaard’s nye tilføjede kapitel til sin tidligere bog er det første litterære bidrag, som forsøger at gøre rede for nogle af processerne bag de officielle yderst tilbagelænede meldinger i januar og februar. Og det er interessante og værdifulde brikker i sig selv, hvis man vil prøve at forstå, hvad der gjorde, at så mange eksperter og myndigheder var så langsomme om at begribe det ubegribelige i en alvorlig epidemi af science-fictionagtige dimensioner. I modsætning til for eksempel Singapore, Taiwan og Sydkorea, for hvem at det ikke var så svært, efter at de selv var gennem SARS-epidemien i begyndelsen af årtusindskiftet.

Men nok så interessant i Fomsgaards nye kapitel er også det, som Fomsgaard ikke forholder sig til/ ikke må forholde sig/ ikke tør forholde sig til - nemlig, hvordan han og eksperterne kunne tro, at en SARS 2 ikke ville sprede sig? Hvorfor sendte Sundhedsstyrelsen danskerne direkte ned i løvens gab, da de opfordrede bekymrede danskere til alligevel at tage på skiferie på et tidspunkt, hvor sygdommen havde spredt sig til Europa i 23 lande? Og hvorfor tillod man 500 unge italienere fra den allerede da coronavirus-inficerede og karantæneramte italienske by Bergamo at tage flyet til København? Og hvorfor sagde man i slutningen af februar til danskere, der kom hjem fra de røde zoner, at de sagtens kunne tage de offentlige transportmidler fra lufthavnen og hjem i karantæne, når man vidste, at coronavirus smitter så lynhurtigt? Hvorfor har man ikke konsekvent testet de skirejsende, der kom hjem fra ferier fra smitteområder, fremfor at lade dem smitte deres omgivelser? Hvorfor testede man ikke flere mennesker i lyset af Danmarks beskedne antal intensive pladser og skrøbelige adgang til masker, test og mediciner?  Og mærkeligst af alt: Hvorfor gjorde det ikke indtryk på Danmark, at man i Tyskland gik i gang fuld skrue med at forberede sig til en pandemi i form af at forberede intensive pladser, masker, tests, medicin etc allerede i starten af januar?

Det tjener Fomsgaard til ære, at han indrømmer, at han har taget fejl. Det burde flere måske nok også gøre i denne sag. Men hans afsluttende bemærkning: ”Mon ikke vi på en eller anden måde kommer styrket ud af vores fælles krise,” forstyrrer læsningen på ubehagelig vis. Er han kynisk, taler han fortsat hele sagen op i forvanskende positive vendinger, som den loyale embedsmand han er? Eller er han bare ikke helt vågnet op af sin tornerosesøvn? For hvad, hvorfor og hvordan skal patienters og hospitalsansattes sygdom og dødsfald på grund af coronavirus kunne bringe os styrkede ud af vores fælles krise? Et håb som forekommer ligeså ubegrundet, som da han udtalte, at danskerne kunne undgå coronavirus ved blot at undlade at tage til Wuhan.