Holdet bag den 30 år gamle TV-serie ER er tilbage med nyt skadestuedrama

STREAMING: Den gode gamle og på mange måder revolutionerende skadestueserie ER har i år 30 års jubilæum, men forsøget på at skabe en moderne afløser, ´The Pitt´, har svært ved helt at løfte arven. Det er kun skuespilleren Noah Wyle, der denne gang for alvor leverer varen som den nu også 30 år ældre, superstressede og delvist post-COVID-traumatisede ledende overlæge, Michael Robinavitch.

Hvis man vil have drama, pulsen op og et til tider tårefyldt lommetørklæde, så er TV-platformen Max’ nye serie ´The Pitt´ et godt bud. Man bekræftes i, at lægers knoklen for at redde liv mere end besværliggøres – og nogle gange ligefrem umuliggøres – af alvorlig mangel på ressourcer. Det kan give nogle muligvis tilfredsstillende og givetvis underholdende timer foran skærmen.

Selv om ´The Pitt´ deler både manuskriptforfatter, producer og det hektiske hospitalsmiljø med ´Skadestuen´ – den hidtil største succes inden for genren – er det ikke en fortsættelse. Serien har ganske vist Noah Wyle, der dengang spillede den unge medicinstuderende og senere læge John Carter, i hovedrollen. Nu ses han som en livsklog, men erfaringsramt ledende overlæge ved navn Michael Robinavitch. Alligevel står ´The Pitt´ på egne ben.

Vi følger en 15 timers vagt

´The Pitt´ – en forkortelse af skadestuen på byens hospital i Pittsburgh, hvor serien foregår – er et fiktivt realtime-drama. I hver episode følger vi time for time en 15 timers vagt, hvor Robinavitch og hans hårdt pressede skadestuepersonale kæmper for både patienternes og deres egen overlevelse.

Han er nu mærket af tidens tand – ikke kun af årene, men i lige så høj grad af opslidende kampe mod nedskæringer, personalemangel, destruktive produktionskrav og voldsomme oplevelser under pandemien. En fejl, der kostede hans mentor livet, har efterladt dybe spor. Alligevel er han tilsyneladende stadig stålsat og dedikeret, både i mødet med de faglige udfordringer, det stressede personale og patienterne i livstruende situationer.

Men den passionerede Robinavitch er bag sin dirigerende, kontrollerende, kompetente og fortsat menneskelige og omsorgsfulde professionelle maske ikke desto mindre stadigt tættere på et personligt indre sammenbrud. Et truende kollaps, som vi ser varslet i flashbacks fra særligt belastende oplevelser fra skadestuearbejdet og en tendens til grådlabilitet og afmægtige aggressionsudladninger i det skjulte.

Spiller røven ud af bukserne

Noah Wyle spiller røven ud af bukserne og kan konkurrere med de bedste af de bedste skuespillerpræstationer indenfor genren de seneste 20-30 år. Han ER sin rolle, og overlægens samtaler med et ældre søskendepar, der skal enes om ikke unødigt at forlænge deres gamle og meget syge fars liv med moderne medicinsk teknologi, som primært vil tilføje ham pinsler, er overbevisende, livskloge, rørende og uforglemmelige. Det samme er hans håndtering midt i stress, kaos og ressourcemangel af et ægtepar, som nægter at erkende, at deres eneste barn og teenagersøn nu er hjernedød efter uforvarende at have indtaget en narkoforurenet pille for at kunne falde i søvn inden næste dags eksamen.

Robinavitchs opmærksomhed på sine patienters behov sættes i serien dog også overfor det modsatte, nemlig når produktionskrav bliver så ødelæggende, at man som sundhedsperson ikke mere ser sine patienter. Et eksempel er en yngre kvinde, som indlægges akut på grund af et voldsomt smertefuldt angreb fra sin seglcelleanæmi, hvor alle i starten blot beskylder hende for at være en narkoman, der bare er ude på at score sig noget gratis morfin. Uanset hvor meget hun lider og protesterer.

Fokus på sociale problematikker

Men serien vil mere end vise patienter og sundhedspersoners genvordigheder indenfor hospitalsmurene. Dens ambition er også – som set i andre medicinske serier før denne – at sætte fokus på de sociale og samfundsmæssige forhold, som er med til at fylde skadestuerne til bristepunktet. Og blandt de store sociale temaer, som serien adresserer er da også ulighed i sundhedsvæsenet, racisme, skyderier, problemer med et forsikringsdrevet hospitalsvæsen, narkotika, unges omgang med receptmedikamenter og diskrimination af transseksuelle. Ja faktisk vrimler det indimellem med så mange samfundsproblemer på én gang, at det hele kan opleves for fragmenteret og stereotypt.

Oveni alt andet, som Michael Robinavitch skal overkomme, skal han også være nærværende i forhold til fire nye unge medicinstuderende. Netop denne dag har de deres første hospitalsturnus. Og vi møder tæt på karikerede typer som den unge kvindelige medicinstuderende med autisme, den overambitiøse, uerkendt inkompetente og derfor patientfarlige studerende med en ond mor, den purunge dygtige, men alligevel uerfarne datter af hospitalets mest anerkendt dygtige kirurg, og den søde, men usikkert fumlende, mandlige lægeaspirant, der er i færd med at arbejde sig op fra små kår, men som uforskyldt mister en patient på denne sin første dag.

De fire unge er en flok ivrige, men livsfarlige lopper, som han og det i forvejen belastede personale skal have styr på, så de ikke laver for mange ulykker. Samtidigt med, at de også hurtigst muligt skal lære at blive til gavn. 

Stereotyp fremstilling

Men denne – igen noget stereotype – fremstilling af de unge studerende viser desværre også, at serien, trods sine mange gode takter, indtil videre har svært ved at finde sin retning. Vil den være en realistisk skildring af sundhedsvæsenet og komplekse karakterer, eller en ren soap? Denne ubeslutsomhed, der resulterer i en vis banalisering, går igen i flere af seriens øvrige karakterer. Vi møder den hårdtarbejdende alenemor og sygeplejerske, den perfekte kvindelige læge med en tragisk fortid og den unge, ambitiøse mandlige læge, der er så optaget af sit arbejde, at han mener, hans knap femårige søn sagtens kan tage ansvar for en kommende familiehund – og så videre.

Alt sammen arketyper, vi kender fra andre medicinske serier, som vi straks kan afkode. Det giver serien mere tid til de utallige skift mellem sundhedspersonalet og de mange akutte, uopsættelige behov, de konstant møder fra en strøm af nye patienter og problemer. Men det er også stereotype og overfladiske personskildringer, som en dygtigere manuskriptforfatter kunne have givet mere realisme, nuancer og dybde. Det er noget, vi efterhånden forventer, især fordi medicinske dramaserier gennem de seneste 20 år har udviklet sig markant for at kunne konkurrere på et globalt TV-marked, hvor antallet af kvalitetsbårne serier er eksploderet.

Heller ikke seriens udstrakte brug af ukendte skuespillere synes indtil videre helt at være lykkedes. For mange af dem er simpelthen ikke tilstrækkeligt dygtige og erfarne til at indgå i troværdige dialoger, hvilket underminerer seriens forsøg på at give os en følelse af at overvære et dokudrama. I stedet får vi et håndholdt filmet melodrama med nervøs baggrundsmusik, og Wyles Michael Robinavitch som den eneste rigtigt for alvor drivende kraft.

To ud af fire stjerner skyldes Noah Wyle

Men heldigvis for både os og serien er Wyles overlæge en stærk, troværdig og fascinerende karakter. Hans balance mellem varmt nærvær og klinisk distance over for patienterne, de indre kampe for at holde sig på ret køl og hans måde at lede personalet under urimelige vilkår gør ham til seriens absolutte omdrejningspunkt. På trods af større og mindre skønhedsfejl lykkes det alligevel serien at skabe et engagerende medicinsk drama, der kombinerer intens action, social kritik og en tankevækkende skildring af en overbebyrdet skadestue. To af de fire stjerner er ene og alene hans fortjeneste.

Serien er således værd at give en chance - og måske den ligefrem ender med at komme helt hjem til sidst.

The Pitt kan ses på MAX