| | | | | |
 


Medicinrådets første podcast dribler uden om enhver form for kritik

 
 
 
 
 

PODCAST: Medicinrådets to formænd fortæller i ny podcast om året der gik, hvad de især synes var det vigtigste, der skete i og for Medicinrådet i 2019.

Og podcasten, som ifølge Rådet selv er en digital årsberetning, giver da også et glimrende kig ind i formændenes og enkelte rådsmedlemmers forståelse af opgaven, sig selv og hinanden. De synes nemlig selv, at de er rigtigt gode.

At det ikke er en nem opgave, som de to formænd for Medicinrådet, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, og Steen Werner Hansen, vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital, har påtaget sig, er forståeligt. Ligesom det heller ikke er svært at forstå, at pres fra politikere, patienter, industri og medier kan være ”yderst stressende”, som et rådsmedlem da også lader forstå i den evalueringsrapport, som Danske Regioner i 2019 fik udarbejdet omkring Medicinrådets arbejde. Eller som Jørgen Schøler Kristensen udtrykker det i podcasten:

”Der, hvor vi får mest opmærksomhed, er i de ret få situationer, hvor vi siger nej, at det er for dyrt i forhold til værdien i, hvad der kommer ud af det for patienterne. Der er meget sjældent opmærksomhed, når vi siger ja,” erklærer Schøler Kristensen, som dog finder forskellen forståelig i lyset af, at industrien, patienter og deres organisationer har interesse i så meget tilgængelig medicin som muligt, mens rådet er sat i værk for at sikre balancen mellem, hvad der har gavn for patienter og samfundets økonomiske vilje.

Ingen kritik

Men uanset hvor svært eller stressende det kan være at have fået til opgave at administrere den omtalte balance og således ofte bevæge sig i et minefelt, så er det alligevel en kende forbløffende, at de to formænd i podcasten glider så konsekvent, nemt og professionelt slebent udenom enhver form for kritik og selvkritik til fordel for gensidig ros til hinanden og forherligende lovord fra andre rådsmedlemmer:

”Vi har fået etableret gode rutiner, etableret et godt sekretariat og et godt engagement”, lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen, som suppleres af Steen Werner Hansen, der anpriser ikke blot sit formandskab og samarbejde med Schøler Kristensen, men som også blandt andet roser rådets og dets forskellige fagudvalg for styrkelse af bedre arbejdsrutiner – foruden at han i det hele taget komplimenterer sin organisation for et bedre og mere modent samspil mellem rådet og dets sekretariat og fagudvalg.

Men det er ikke kun de to formænd, der i podcasten får lejlighed til at fortælle, hvor godt det hele går. Også blandt andre rådsmedlem Kim Brixen, lægelig direktør på Odense Universitetshospital, beroliger rådets kritikere:

”Rådet er gået fra at være en tumling, eller fra at være en baby til at være et barn i puberteten… vi er ved at have rytmen i, hvordan det her skal fungere. Vi har løbet de værste unoder af os,” forklarer Brixen, der understreger, at rådet i 2019 fuldt har løftet den opgave, som det ifølge ham er sat i verden for nemlig at holde igen på udbuddet af medicin, som samfundet ikke har råd til. At rådet har gjort alt godt og fortrinligt bakkes i podcasten op af en stribe andre rådsmedlemmer, der alle roser, og hvoraf ingen giver udtryk for selv den mindste grad af selvkritik. Man kan kun håbe, ud fra et udviklings- og innovationssynspunkt, at organisationen er mindre håndsky inden for de lukkede mure.

Men hvordan rådet helt præcist forvalter sin kerneopgave i form af fastlægning af, hvor balancen ligger mellem udgifter og tilstrækkeligt gavn for patienterne, det dribler de to formænd elegant uden om. Faktisk går de så langt i deres forsøg på selvrosende røgslør, at de tager Danske Regioners evalueringsrapport til indtægt for, at rådet er gennemsigtigt og konsistent i sine afgørelser, selv om rapporten netop kritiserer rådet for det modsatte:

”Medicinrådet skal sikre størst mulig åbenhed i vurderingen af nye lægemidler. Der skal være åbenhed i processer, metoder og kriterier og det materiale, der udarbejdes i forbindelse med vurderingen af lægemidler. Det kan konkluderes, at der er en høj grad af gennemsigtighed i Medicinrådets arbejde. Der er dog begrænset gennemsigtighed, når det gælder det sidste trin i beslutningen, nemlig det møde, hvor rådet træffer beslutning om anbefalingen. I den forbindelse kan det være uklart, hvad der ligger til grund for beslutningen,” står der i rapporten, der også fastslår:

”Der er ikke en konsistent og entydighed i, hvordan Medicinrådet kommer frem til, at der er et rimeligt forhold mellem merværdi og omkostninger ved anbefalede lægemidler og vice versa. Det sker på baggrund af drøftelser på rådsmøder og en kvalitativ vurdering og afvejning af parametre som merværdi, evidenskvalitet, pris, alvorlighed mv. Størstedelen af informanter fra Medicinrådet, medicinalvirksomheder og Amgros efterspørger et bedre, konsistent grundlag for prioriteringer, i stedet for de kvalitative vurderinger, der foregår når man i rådet skal vurdere om der er et rimelig forhold mellem effekt og omkostninger.”

Bliver ikke spurgt

At lave en årsberetning i form af en podcast, hvor de to formænd ikke bliver spurgt ind til denne problemstilling er simpelthen for tyndt i et demokratisk velfærdssamfund i forhold til den alvorlige kritik, som rådet netop har været udsat for i forhold til manglende gennemsigtighed, konsistens og entydighed i deres afgørelser samt den manglende vilje i det forløbne år til at indgå i dialog om nogle af sine afslag – som det eksempelvis netop har været beskrevet i Fagbladet Journalisten i forhold til medicinen Spinraza til børn over seks år med muskelsvind.

Det ville have klædt podcasten og øget dens troværdighed, hvis rådet havde hidkaldt en uafhængig interviewer udefra fremfor at benytte rådets egen pressekonsulent, hvis primære job angiveligt ikke er at kommunikere objektiv og retvisende information til borgere og politikere, men at varetage sin organisations rygte, og hvad denne måtte opfatte som eget ve og vel.

At evalueringsrapporten, som er gennemført af Oxford Research i perioden januar-marts 2019, så anbefaler, at Medicinrådet skaber et bedre og mere konsistent grundlag for at vurdere, om der er et rimelig forhold mellem effekt og omkostninger, ved at begynde at benytte kvalitetsjusteret leveår (QALY) som et parameter for sine beslutninger, og at de to formænd i podcasten støtter indførelsen af QUALY i rådets fremtidige arbejde, er en anden sag. Men forhåbentligt er det et greb, som kan være med til at skabe øget transparens for borgere, medier og politikere. Hvis Medicinrådet da ellers påtænker at ville fortælle offentligheden herom, når de får mere systematisk styr på beslutninger og fastlagte mål herfor i kraft af en standardiseret model for når forholdet mellem merværdi og meromkostninger sammenholdes. 

Ifølge de to formænd kan indførelsen af QUALY muligvist også betyde, at rådet måske vil komme til at behandle de yderst specialiserede områder som for eksempel kræftområdet, hvor man har små patientgrupper eller sjældne sygdomme, og hvor der ikke findes alternative lægemidler lidt anderledes, idet lægemidler til disse patienter ud fra de objektive og kliniske vurderinger, der benyttes i Medicinrådet i dag, kan have sværere ved at blive anbefalet som standardbehandling.

Men hvorvidt Medicinrådet vil være mere kommunikerende omkring de afgørelser, som borgere, patienter og politikere vel burde have ret til at få indblik i, er uvist, for heller ikke dette bliver de to formænd adspurgt om i podcasten, som desværre er endnu mindre informerende om temaer af bred samfundsmæssig interesse end den skriftlige årsrapport er. 

Når podcasten alligevel får tre stjerner er det fordi, det alt andet lige er interessant at få indblik i rådets selvforståelse, at blive informeret om, at man i 2020 skruer op for antallet af nye behandlingsvejledninger i hospitalsektoren samt, at de praktiserende læger også kan forvente at få flere behandlingsvejledninger end den ene, som rådet indtil nu har udarbejdet omkring type 2 diabetes for almen praksis. Hvis man vil vide mere, kan man læse årsrapporten og endnu bedre evalueringsrapporten.