| | | | | |
 

Christine Stabell Benns interviewstil er så åbent nysgerrig, at hendes podcast aldrig bliver et uspændende ekkokammer for kritiske røster.

Nysgerrig podcastserie om vacciner borer i politisk ukorrekte varme kartofler

 
 
 
 
 

PODCAST: Professor i global sundhed fra Syddansk Universitet Christine Stabell-Benn er vært på ny podcastserie, hvori sundhedseksperter giver deres perspektiver på, hvad vi ved om corona og vacciner, hvordan vi bruger dem, og hvad vi kunne gøre endnu bedre. 

Ifølge Christine Stabell-Benn er den store interesse for vacciner, som covid-19 pandemien har givet, både interessant, men også skræmmende. Hun mener, samtalen om vacciner har været så simplificeret og polariseret, at mange yderst vigtige nuancer er gået tabt:

"Der er gode grunde til nu at vende udviklingen, skabe nye rammer for samtalen om vacciner og tilføre de tabte nuancer," siger Christine Stabell-Benn, der derfor nu har startet en podcastserie ”Vaccine Curious”, hvor hun i samtaler med læger, forskere, journalister, historikere, antropologer og mange andre vil kaste lys over, hvad vacciner er og ikke er: 

"Jeg oplever, at når vi erobrer samtalen om vacciner ind i studiet, hvor det er tilladt at sige, hvad man tænker, og være tydelig om, hvad man ved og ikke ved, så er der plads til fordomsfri og frugtbar nysgerrighed - og det er modgift til den polariserede debat," forklarer hun i forbindelse med sin lancering af podcastserien.  

I seriens første podcast "Egen læge: En vigtig person for den, der skal tage stilling til vaccination" taler Christine Stabell-Benn med Anders Beich, praktiserende læge, om, hvad der sker, når lægen står i det spændingsfelt mellem Sundhedsstyrelsen og patienten, der opstår, når Sundhedsstyrelsen fokuserer på samfundets bedste, men lægen på borgerens bedste.

Og det er nogle spændende, men også svære dilemmaer, der kan opstå ifølge Anders Beich, der indtil for nyligt var formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), der er de praktiserende lægers lægevidenskabelige selskab:

”Når vi for eksempel rådgiver om corona-vaccinen, er det meget tæt på borgerne. Vi praktiserende læger er dem, der ender med at rådgive på tomandshånd, og det er noget andet end at være myndighed. Vi skal indhente informere samtykke, så vi er i en anden situation. Vi skal både arbejde for samfundets og for den konkrete borgers bedste, og vi kan komme i den situation, at det kan være svært at anbefale noget, som er til samfundets bedste, men som ikke er det på individniveau, og så kan vi måske ikke anbefale vaccinen, som det for eksempel var situationen med influenza- og covid-vacciner til børn,” forklarer Anders Beich, der ikke lægger skjul på, at disse to vacciner i modsætning til for eksempel børnevaccinerne har udgjort ægte og svære dilemmaer for ham og hans kolleger.

”Jeg sidder jo i en mærkelig situation, for jeg har jo skyldighed overfor samfundet og Sundhedsstyrelsen, men samtidigt må jeg jo sige, at dit barn måske ikke har gavn af vaccinen. Det er klart, at det forvirrer forældrene, og mange kan da heller ikke forstå disse modsætninger,” siger han til Christine Stabell Benn, der selv ligesom også DSAM tidligere har gjort sig bemærket som kritiker af covid-19 vaccinering af børn.

Men selv om Christine Stabell Benn som vært og Anders Beich som gæst således er åbenlyst enige om mange ting som udgangspunkt, og samtalen derfor kunne risikere at blive et uspændende ekkokammer for kritiske røster, så opleves den langt hen ad vejen alligevel ikke sådan. Dertil er Christine Stabell Benns interviewstil nemlig alligevel for åbent nysgerrig og Anders Beich for overbevisende i sine analyser af, hvorfor der kan være et indiskutabelt misforhold mellem Sundhedsstyrelsens og samfundets behov og på den anden side det enkelte individs.

”Grænsen til Sundhedsstyrelsen skærer lige ned midt i mit skrivebord. Folk hørte i medierne, at børnene skulle vaccineres, men de ringede også til deres læge for at få dennes besyv med. Derfor er det vigtigt, at vi ved, hvad vi skal sige. Vi er jo også meget optagne af at opretholde vores tillid til patienterne,” siger Anders Beich, der fortæller, at patienterne ofte har mange spørgsmål, som ikke besvares af Sundhedsstyrelsens materialer:

”Det er jo Sundhedsstyrelsens opgave at få flest muligt vaccineret, så hvordan kan man så give sagligt objektiv information?” spørger Beich, der beklager, at Sundhedsstyrelsen ’bankede Dansk Pædiatrisk Selskab på plads’, da selskabet meddelte, at man ikke kunne støtte vaccination af raske børn: 

"Jeg har undret mig over, at Sundhedsstyrelsen havde behov for at sætte pædiaterne på plads. De andre nordiske lande vaccinerede jo kun børn i risikogrupper, fordi man efter svineinfluenzaen, hvor nogle børn fik narkolepsi af vaccinen, var bange for at risikere at sætte tilliden til forældrene over styr ved at anbefale den her vaccine. Og jeg synes ikke, man må stoppe diskussionen, som det lidt skete i Danmark, og også selv om jeg godt forstår, at covid19 er en undtagelsestilstand. Det er svært at sige, hvor magten stopper, og fagligheden begynder,” siger Anders Beich.

Ifølge Beich har det tilsyneladende også kunnet være svært for nogle at rapportere mistanker om skadevirkninger fra vaccinen, selv om der er skærpet indberetningspligt forbundet med de nye covid-19 vacciner på grund af deres hastegodkendelse:

”Praktiserende læger skulle jo melde mistanker ind, men så begyndte Lægemiddelstyrelsen at sige, at de fik for mange anmeldelser. Der kom valne meldinger, hvor nogen sagde, at de gerne ville have alle indberetninger, mens andre sagde , at man ikke kunne nå at behandle dem, fordi der blev meldt så mange,” fortæller Beich, der især har sin opmærksomhed omkring rapporterede blødningsforstyrrelser, nervebetændelser, tinnitus og kardiovaskulære sygdomme og måske hovedpiner. Symptomer og mulige skadevirkninger, som alle sammen kan være svært for en praktiserende læge at få udredt i de mange tilfælde, hvor en eventuel udredning burde ske i hospitalsregi. 

Man vil kunne hævde, at der i samtalen mellem Christine Stabell Benn og Anders Beich ikke kommer meget nyt frem. De fleste områder er tidligere berørte i medier og fagkredse.

Men ikke desto mindre får de to læger kastet lys på en lang række meget konkrete dilemmaer, strukturelle selvmodsigelser og løste og uløste patientnære problemer, som de praktiserende læger har skullet kæmpe med både under pandemien og også fortsat gør nu, hvor pandemien måske har rykket sig til et bedre sted takket være vaccinerne. 

Og måske mest af alt er det svært ikke at undre sig sammen med Benn og Beich over, hvor lidt forskning og test, der er lavet af de mange voldsomme indgreb, som der har været iværksat overfor borgerne uden, at nogen endnu ved i hvilken grad, de virker. Virker masker, virker det at teste, virker det at opspore, virker det at give adgang til karantæneboliger? 

I seriens andet program "Virusfortynding eller vacciner – hvad virker bedst mod covid-19?" har Christine Stabell Benn besøg af Thorkild I.A. Sørensen, professor emeritus, dr. med ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Epidemiologi, og Metabolismecenteret, Københavns Universitet, som i programmet teoretiserer over, hvad der afgør, om en coronasmittet bliver så syg af infektionen, at det kræver hospitalsbehandling. Et spørgsmål, som han mener stilles alt for sjældent af samtlige parter involveret i bekæmpelsen af epidemien.

Selv vurderer Thorkild Sørensen, at der er grund til at tro, at det nok så meget er størrelsen af dosis af virus, som er afgørende, og at vores ideer om, at det især er for eksempel ældre, overvægtige, med andre sygdomme så som diabetes, højt blodtryk, hjerte-karsygdomme og patienter af anden herkomst, som rammes hårdt, måske er forkert, og i virkeligheden dækker over, at netop disse mennesker typisk smittes med meget høje dosis  på grund af deres sociale livsvilkår i form af små boliger med mange mennesker under samme tag. Eksempelvist i ældreboliger, på plejehjem, hospitalsstuer og andre steder, hvor mange bor sammen i lukkede rum på lidt plads, hvor der kommer en stor koncentration af virus i de umiddelbare omgivelser i længere tid.

Så at tro, at alder, overvægt og for eksempel diabetes er en risikofaktor for et alvorligt covid-19 forløb er måske en alvorlig fejlslutning ifølge Thorkild Sørensen, der opfordrer til mere forskning i betydningen af dosis samt strategier fokuseret på at reducere risikoen for kraftig smitte i tætbefolkede miljøer.

”Min hypotese er, at det er mængden af virus, som afgør, hvor syg man bliver. Jeg efterlyser forskning. Jeg synes, der er alt for lidt fokus på betydningen af dosis, for vi har ikke en chance for at udrydde corona. Der er skrevet omkring 500.000 artikler om corona, siden den startede, men ikke ret meget om det her. Selv om vi ved fra forskning, at de, der tager virusset mæslinger med ind i hjemmet, har bedre prognose end dem, der fik mæslinger derhjemme, så det handler om at dæmpe infektionen så meget som muligt,” siger Thorkild Sørensen, der understreger, at han dog ikke hermed udelukker betydningen af det enkelte menneske immunforsvars kapacitet.

Hvorvidt at Thorkild Sørensen har ret i, at dosis er så afgørende for alvorligheden af et sygdomsforløb med covid-19, vil fremtidig forskning formentligt opklare. Men uanset så er det spændende at høre hans detaljerede fremlæggelse af sin hypotese i podcasten, hvor netop dette medies styrke i form af mulighed for ro, fokusering og grundighed her endnu engang demonstreres af de to samtalepartnere.

Indtil nu er der kun offentliggjort to programmer i "Vaccine Curious"-serien, men der er grund til at håbe på, at der snart kommer flere, for det er en rigtig god ide at kaste nogle lidt længere lys både tilbage, men også fremad på denne pandemi. Så meget er blevet sagt om coronavirussen, men vi ved endnu meget lidt om, hvordan vi skal forstå og leve med den.

Vaccine Curious kan høres HER.