| | | | | |
 


Lige lovlig ukritisk podcastserie om gabet mellem forskning og samfund

 
 
 
 
 

PODCAST: En række unge lægevidenskabelige forskere kommer i en ny begavet og velproduceret podcastserie med deres bud på, hvordan forskningen kan bygge bro mellem videnskaben og det omkringliggende samfund.

Danish Diabetes Academy inviterede november 2021 cirka 50 unge danske og internationale forskere på vinterskole i Malaga i Spanien, hvor de skulle smide, hvad de ellers var i gang med, til fordel for at koncentrere sig om forholdet mellem forskning og samfund. Et element i vinterskolens aktiviteter var arbejdsgrupper, og det er disse i alt seks gruppers afrapporteringer, der i interviewform danner basis for Danish Diabetes Academys nye podcastserie "Postdocs Talking – from Research to Society" om, hvordan science bør agere med samfundet.

Serien har umiddelbart udgangspunkt i diabetesforskning, men de unge postdoc’ers fokus er væsentligt bredere i de i alt seks podcasts og rækker typisk langt udover alene diabetesforskeres samspil med samfundet. Dog med undtagelse af podcast 1, som nok også er den mest vellykkede, og som specifikt handler om diabetes og om, hvordan diabetesforskeres sprogbrug omkring deres patienter påvirker diabetespatienter fysisk og mentalt negativt.

Især patienter med type 2-diabetes føler sig nedvurderede ifølge de to danske forskere, Hannah Chatwin og Uffe Søholm, ph.d-studerende ved SDU. I podcasten Engaging People with Diabetes: Language Matters fremlægger de deres arbejdsgruppes konklusioner:

”Mennesker med diabetes kommer til lægen til kontrol måske et par gange om året. Resten af tiden er de alene med deres sygdom. Men diabetespatienter, som føler sig stigmatiserede, er meget mindre tilbøjelige til at opsøge læge og til at følge lægens rådgivning,” fortæller Hannah Chatwin, der opfordrer til, at forskere og sundhedsprofessionelle i højere grad begynder at forstå, at sprog betyder noget for patienternes helbred og behandlingsresultater.

Men ifølge Uffe Søholm taler læger og diabetesforskere ikke meget om det benyttede sprog, selvom det vil kunne gøre en stor forskel for patienterne.

”Vi vil gerne hjælpe, men vi glemmer alligevel for ofte brugerne og får skabt en stemning af os og dem,” siger han, der opfordrer til, at mennesker med diabetes i langt højere grad inddrages i forskningsforløb og repræsenteres på kongresser i et forsøg på at lukke et eksisterende gab mellem forskere og patienter.

I Søholms og Chatwins gruppe er man desuden enige om, at et nyt sprogbrug bør starte i toppen af forskningen, nemlig i de lægevidenskabelige magasiner, som de mener bør indføre en ny sprogpolitik, der blandt andet skal anvende et mere inkluderende sprog og i øvrigt rense ud i subjektgørelse af studiedeltagere.

”Det her handler ikke om at opfinde hjulet forfra, men om at være mere inkluderende overfor vores patienter,” siger Søholm, der suppleres af Chatwin:

”Vi er ikke-inkluderende, stigmatiserende og udelukkende i vores sprog. Men vi ved, at sprogbruget påvirker kvaliteten i behandling, så hvorfor være offensiv, når man kan være inkluderende. Det tager ikke længere tid.”

Bruger megen tid på at søge penge

I podcasten Money Makes the World Go ’Round handler det mest af alt om penge til forskning, men dermed også om den store mængde ikke sjældent helt spildte tid, som rigtigt mange forskere anvender på at søge om de relativt få forskningsmidler. De to postdocs fra SDU, Hermina Jakupovic og Hande Topel Batarlar, forslår derfor et såkaldt Fair Funding Framework, som skal fastlægge retningslinjer, der kan gøre finansierings- og ansøgningsprocesser nemmere og mere retfærdige.

”Forskere bruger så meget tid på at søge om penge, at værdien af den tid, der bruges på ansøgninger, der får afslag, er større end værdien af dem, der får,” rapporterer Hermina Jakupovic og Hande Topel Batarlar, der blandt andet opfordrer til større gennemsigtighed, anonymitet samt begrundede afslag.

Gabet mellem den akademiske verden og industrien

Og podcast 3 handler om relationerne mellem den akademiske forskning og industrien Innovation: The Relationship between Adademia and Industry.

Og ifølge de to postdocs fra Københavns Universitet, Germán Carrasquilla og Jonathan Belanich, er der et kæmpe gab mellem den akademiske verden, som ofte føder de nye ideer og så industrien, som har midlerne til at give vinger udenfor universiteternes mure. The valley of Death, kalder de meget sigende dette gab.

At det er svært for forskerne at bygge bro til industrien skyldes blandt andet, at de to sektorer taler helt forskellige sprog, men de har heller ikke altid samme interesser, fremgår det med lysende klarhed af denne podcast. Forskerne vil undersøge og vide, mens forretningslivet vil tjene penge jo hurtigere jo bedre.

Men der er ingen vej udenom at blive bedre til kontakten med industrien ifølge Trine Winterø, der er vicedirektør for innovation og eksterne relationer på Sundhedsfakultetet på Københavns Universitet. Hun optræder som ekspert i diskussionen:

”Det er nye skills, som man er nødt til at lære, uanset om man kan lide det eller ej,” siger hun.

Bedre kommunikation

Og helt overordnet skal forskerverden ifølge seriens tre sidste podcast, 4, 5 og 6 lære at kommunikere deres forskning mere forståeligt, bedre og effektivt for at deres viden således opleves mere relevant af samfundet.

Ifølge Linn Gillberg og Christopher Lewis, begge postdocs ved Københavns Universitet, bør forskerne derfor gå sammen om at skabe et videnskabeligt community, Scopi Board, som skal målrette sine aktiviteter til politikere og øvrige policymakers, som fra Scopi skal modtage videnskabelige, men nemt forståelige sundhedsbudskaber og rådgivning, fremgår det af podcast 4 Going to Parlament: Advising Policymakers.

Både Gillberg og Lewis understreger begge, at de ikke mener, at forskere også skal være deciderede eksperter på politisk kommunikation, men hvordan de forestiller sig, at hele det forslåede kæmpe arbejde skal undgå at blive spildte kræfter, står hen i det uvisse.  

Forskere har i dag en bred vifte af sociale medieværktøjer til at få deres stemme hørt, og hvor de forventes at engagere sig og interagere med befolkningen, fremgår det af podcast 5 Take it to the Virtual Streets: Education and Public Relations, hvori postdoc Anja Elaine Sørensen, Roskilde Universitet og Casper Sahl Poulsen, Københavns Universitet, lader sig interviewe om, hvorfor og hvordan de mener, at forskere i langt højere grad bør tage de sociale medier til sig og anvende disse til at rydde op i misinformation ved at videregive resultater fra den videnskabelige forskning:

”Det er især den yngre generation, som får sin viden fra de sociale medier, mens de ældre generationer i højere grad bruger traditionelle medier. Men uanset så får folk deres viden på nettet, så læger skal lære at bruge dette,” siger Anja Elaine Sørensen.

I den 6. og sidste podcast Using Arts as a Science Communication Tool er det forskernes forslag, at videnskaben i højere grad anvender kunst som et videnskabeligt kommunikationsredskab.  Ifølge postdoc Daniel Ibsen, Aarhus Universitet og Anne-Marie Wegeberg, postdoc ved Aalborg Universitet, er forskere i forvejen vænnet til at anvende grafiske udtryk, illustrationer og foto. Erfaringer som kan udvides og udnyttes i kraft af endnu mere kunstnerisk æstetiske fortællegreb, som i højere grad griber modtageren:

“Vi er glade for facts, når vi informerer mennesker om, hvad vi laver, men det er en snæver måde at kommunikere på, så kunst kan være med til at fylde gabet mellem, hvad mennesker ved, og hvad de burde vide. Vi er ikke kunstnere, og det er ikke vores job, men vi kan måske nærme os den lidt mere og kommunikere gennem kunst. Kunst kan noget, som videnskab ikke kan. Vi kan måske få gang i debatter på en anden måde,” anbefaler de.

Skræmmende indblik

Hele podcast serien forekommer at være et stort forsøg på at sparke forskere i gang med at debattere indbyrdes om, hvordan de kommer tættere på samfundets øvrige institutioner. Og missionen lykkes da også et langt stykke hen af vejen.  For den rummer masser af interessante tanker og input til et tættere samliv mellem forskere og samfund.  

Podcastserien giver i det hele taget et glimrende, men også noget skræmmende indblik i alt det, som forskere skal lære at kunne præstere udover deres egentlige forskning for at få gang i deres videnskabelige karriere. At kunne sin videnskab er ikke nok, men skal også være entreprenør, have handelstalent og fornemmelse for projektstyring, branding, networking og forretning.

Men desværre lider serien under mangel på en mere kritisk tænkende interviewer, som fortløbende kunne have givet sine gæster mulighed for at besvare de kritiske spørgsmål, som med mellemrum må rejse sig i lytterens hoveder. I stedet har tilrettelæggerne i hver podcast bedt en ekspert om at kommentere de unge forskeres indlæg, men heller ikke eksperterne udfordres, og de rejser således blot endnu flere spørgsmål, som heller ikke besvares.

For eksempel ville ideen om, at forskerstanden skal til at bruge en masse ressourcer på at kommunikere direkte med politikerne i det mindste have fået chancen for at stå stærkere, hvis den var blevet testet mere kritisk. At fondene skulle opgive at vide, hvem de donerer penge til og i stedet kun må kende selve projekterne for på den måde at tilgodese unge forskere forekommer også urealistisk og måske heller ikke altid ønskeligt.

Så det ville have været spændende at høre, hvad gæsterne ville have svaret, hvis værten havde smidt fløjlshandskerne og tryktestet bare lidt mere.

Podcastserien kan høres HER