Fra venstre Allan Gravgaard Madsen, Rasmus Bruun og Frederik Cilius i "Operarejsen". Det var deres fortjeneste, at journalist Maiken Skeem i efteråret tog på operarejse til Berlin.
Kulturkassen: Fladpandet dannelse, når det er bedst
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Maiken Skeem
DR-serien ´Operarejsen´ tager os med på et eventyrligt road-trip gennem operaens historie. ’Tre tosser på tur’ slår dørene ind til verdens operascener og gør en ellers højkulturel genre tilgængelig for et bredere publikum. De lykkes så godt med deres forehavende, at vi fik lyst til at prøve kræfter med den måske lidt støvede og hengemte kunstform.
Det var Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsens fortjeneste, at vi (unge og ældre) i efterårsferien kastede os ud i vores eget ’road-trip’ og kørte mod Berlin. Vi havde booket billetter til Giuseppe Verdis La Traviata på Berlins Staatsoper Unter den Linden efter at have set og elsket samtlige tre akter af de tre venners operaeventyr.
Programmerne er lige dele musikhistorie og sylespids ironi varetaget af de tre excentriske herrer med hang til ren sanitet, god mad og dyre bobler. De har på deres operarejse lokket os længere og længere ind i en verden af en kunstart fra slutningen af 1500-tallets Italien. En kunstart, som for mange er udenfor kategori, og som traditionelt nok mest har appelleret til bedsteborgere med teaterkikkerter og kvinder med pudrede parykker.
Tre mænd i en autocamper på rejse gennem Europa og USA, hvor ’praktiske gris’ er Rasmus Bruun, ham som ikke ved ret meget om opera, men som arrangerer, booker og sørger for, at turen forløber nogenlunde planmæssigt og til tider også løssluppent. Det er også ham, som stiller de naive og nysgerrige spørgsmål. De bliver pædagogisk besvaret af den uudtømmelige brusende kilde til viden, turens guide, Frederik Cilius (som her for en gangs skyld ikke er spærret inde i Kirsten Birgit). Han er flankeret af den lidt tavse og sarte jyde, komponisten Allan Gravgaard Madsen, som er ude for at hente inspiration til at skrive sin egen opera (ofte iklædt en virkelig sørgelig og ucharmerende kanindragt-heldragt). Deres forskellighed og dynamikken imellem dem gør programmet skævt, sjovt og indbydende. Og vigtigst: Det tænder lysten til at vide og høre mere om en kunstform, som lever i mørket rundt omkring på verdens operascener.
En fredag aften i oktober sidder vi så på balkonen, tredje række midt for i Berlins statsopera og venter på, at det tunge røde velourtæppe går op til La Traviata. I salen er der overraskende nok ikke kun noble herrer + 60 og kvinder med diademer og lange kjoler. Det er en god, blandet landhandel af ældre, midaldrende og unge. Der er også influencere i 20´erne, som sipper bobler og tager selfies med overkroppen faretruende bøjet ud over balkonen og børn, som sidder på puder, for at deres øjne kan række ud over gelænderet.
Tre-fire timer senere går vi derfra. Mætte og fyldt op af himmelhøj kærlighed, afgrundsdyb hjertesorg, krystalklare stemmer som får Bianca Castafiores røst til at blegne, dramatisk scenografi og et orkester, der spillede, som gjaldt det deres liv. De store følelser var i spil fra første strofe til tæppefald. Vi grinede, håbede, led og græd med den skønne, tuberkuløse Violetta og den fattige helt Alfredo.
I al sin svulstighed og måske på grund af al sin svulstighed, så kan operaen noget andet end mange andre kunstformer. Formen er lang – meget lang. Den passer på ingen måde ind i en tid og en verden, hvor hurtig underholdning er den foretrukne form. Men der blev klappet, hujet, piftet, siddende og stående, tæppet gik op og ned, op og ned – og op og ned. Det var alt andet end stift og tungt at være tilskuer til. Det var tragisk, sørgeligt, farverigt og festligt.
Måske er de hurtige underholdningsfiks efterhånden kedsommelige for alle generationer, og måske savner vi i en eller anden grad roen ved den langsommelige form for underholdning? Oplevelsen gav os i hvert fald smag på mere.
Programmet ´Operarejsen´ når langt ud over den indviede kreds. Det er ’fladpandet dannelse eller dannelse for fladpandede,’ når det er bedst. Og La Traviata; den nåede langt ud over scenekanten, greb os og tog os med på en høj dramatisk lidelsesrejse.