Småkedelig COVID-19-dokumentar er for almen i sine erindringer om perioden

DOKUMENTAR: Hvordan laver man en dokumentarisk skildring af corona-periodens stilstand og kedsomhed, der ikke selv bliver monoton og stillestående? Ny dokumentarfilm har ikke løst denne gordiske knude.

Hvor godt husker du efterhånden corona-perioden?

Det er et specielt kapitel i danmarkshistorien, alligevel oplever jeg, at det blegner både i min personlige erindring og i den brede samfundssamtale.

’Stemmer og tanker fra pandemiens rum’ tager os med tilbage med en række personlige beretninger. Dokumentarfilmen fra 2024 lader almindelige borgere fortælle om deres minder om hverdagen under pandemien, mens vi i flotte billeder ser et mennesketomt København. Her er et metrotog uden passagerer, andre steder panorerer kameraet hen over en tom hovedbanegård eller et forladt Strøget.

Jeg havde skruet mig godt ned i sofaen til dokumentaren i forventning om, at jeg ville få en bittersød, semi-nostalgisk rejse tilbage til perioden 2020-2022. En rejse tilbage til tiden, hvor vi sang med Phillip Faber, havde krøllede mundbind i lommen på vej til Netto og døjede med duggede briller, når vi stod med mundbind på i S-toget.

Dokumentarfilmen lader en række danskere fortæller om deres minder. Alle medvirkende er observante og reflekterende nok, men få fortæller noget, der hæver sig over det lidt almengyldige. Det var skønt, hvis man kunne tage på landet og havde et sommerhus, folk hamstrede unødigt i begyndelsen, og det var hårdt for både lærere og skoleelever med hjemmeundervisning via Teams-videotelefonen. 

Falmede og almengyldige erindringer formår ikke at fænge

På det niveau kan jeg også godt huske perioden, trods alt. Det var sådan, perioden var for os, der ikke fik brug for hospitalsindlæggelse. Men jeg savner detaljer og nedslag i dokumentaren, der går ud over den helt almene erindring om tiden. Små klip, anekdoter eller betragtninger, der får gjort dette nære stykke danmarkshistorie nærværende igen. 

De medvirkende i filmen er sandsynligvis overvejende repræsentative for, hvordan vi som nation oplevede perioden, men det gør også indholdet i dokumentaren så velkendt, at kedsomheden kommer snigende. Måske er det også den muligvis falmende erindring om begivenhederne hos de medvirkende, der gør, at det her aldrig rigtig bliver særligt spændende at lytte til. Corona-perioden var ofte slet og ret kedelig for alle, der ikke blev alvorligt syge af virussen. For mange medførte perioden ensomhed, stilstand, overforbrug af skærme og aflyste sociale arrangementer. Det er skam alvorligt nok, men svært at omsætte til en medrivende film.  Småkedelig kan en dokumentarfilm om hverdagen under corona derfor nemt blive, og det er desværre tilfældet her. 

En forstander på et hjemløseherberg for mænd fortæller om, hvordan hans klientel blev fuldstændig glemt. Indkøbscentre, biblioteker og andre steder med tag over hovedet, hjemløse normalt kan opsøge, havde et "Lukket"-skilt i hoveddøren under nedlukningerne. Det var vi ikke mange, der tog notits af, mens vi gik rundt derhjemme og bagte surdejsbrød og så ’The Queen’s Gambit’ på Netflix. Den her slags erfaringer og indsigter fra udkanten er velgørende i filmen, der kunne godt have været flere af dem. 

Velfungerende afslutning

Den blot 47 minutter lange dokumentar er præget af en ærgerlig monotoni, hvor stemmerne, der fortæller, føles mere som en radio-montage end en levende dokumentar. De er stemmer frarøvet krop og ansigt, indtil allersidst i filmen. Det føles som en lise, når vi til sidst får lov at se personerne, der har fortalt, hen over de ellers stillestående, mennesketomme billeder.

Afslutningen fungerer godt, for man får indtrykket af mennesker, der er kommet op til overfladen igen. Skolelæreren, folkepensionisten, skoleeleven, lægen og togføreren, alle kigger med fast blik på os gennem kameraet, og det giver en følelse af, at de har vundet over en mærkelig fjende. En pigget virus, der dengang virkede samfundsomvæltende på en måde, man næsten ikke kan genkalde sig i dag. Her er der vel grund til opmuntring, nu hvor vi står med corona-pandemien på sikker afstand, men stadig i et samfund med systemiske kriser helt op til halsen.

’Stemmer og tanker fra pandemiens rum’ kan ses på Filmstriben