Bente Klarlunds nye bog om immunforsvaret er lærerig, velfortalt og motiverende
BØGER: Mindst hvert andet dødsfald i Danmark hænger sammen med ubalancer i immunforsvaret, som man selv kan påvirke. Professor Bente Klarlund Pedersen skiller i ny indsigtsgivende populærvidenskabelig bog skidt fra kanel, gør op med falske myter og giver gode råd til, hvordan vi med vores livsstil kan påvirke immunforsvaret i positiv retning og dermed vores sundhed.
Immunsystem består af talrige forskellige immunceller og proteiner, der interagerer i faste mønstre. Immunsystemet er altså netop et system og for at fungere godt kræver det balance i hele systemet. Er der ikke balance, udvikler kroppen kronisk inflammation, som er en væsentlig aktør ved udvikling af blandt andet hjerte-kar-sygdomme, cancer, psykiske sygdomme og demens,” forklarer professor Bente Klarlund Pedersen i sin nye bog ´Dit helbreds bedste ven – immunsystemet´. En guide til et liv i sund balance, som baseret på de seneste videnskabelige forståelser og indsigter fortæller om det vigtige, men også for mange underbelyste immunforsvarssystems mange både helse- sygdomsfremkaldende effekter:
"Kronisk inflammation er udtryk for ubalance i immunsystemet og er en medvirkende årsag til mindst hvert andet dødsfald både i Danmark og på verdensplan. Immunsystemet er noget af det mest komplekse i vores krop, og jeg vil rigtig gerne forklare immunologien, fordi den fylder mig med respekt og en form for ærefrygt,” skriver Bente Klarlund Pedersen og fortsætter:
“Kronisk inflammation er en væsentlig aktør ved udvikling af blandt andet hjerte-kar-sygdomme, cancer, psykiske sygdomme og demens. Den kroniske inflammation forværrer desuden en lang række kroniske sygdomme og øger risikoen for, at mere end én sygdom opstår. Kronisk inflammation er også medvirkende årsag til alvorlige autoimmune sygdomme som kronisk leddegigt, psoriasis og inflammatoriske tarmsygdomme.
Den kroniske inflammation udmatter immunsystemet og gør det vanskeligt for kroppen at producere en stærk immunreaktion den dag, du står over for en infektion. Undgår du kronisk inflammation, vil du derfor have et bedre fungerende immunforsvar. Livsstil og gode vaner dæmper eller fjerner kronisk inflammation,” skriver Bente Klarlund Pedersen, der også rubricerer for eksempel diabetes, demens og depression som inflammatoriske sygdomme.
Men hvis man tror, at forsøget på at få et velfungerende immunforsvar handler om forsøge at booste sit immunsystem, så tager man grumme fejl ifølge Bente Klarlund Pedersen, der også forklarer immunsystemets rolle i forhold til en række sygdomme som for eksempel gigt og psoriasis, hvor immunsystemet er gået i overdrive og derfor angriber et eller flere af kroppens organer:
“Tidligt under COVID-19-pandemien stod det klart, at det sjældent var selve virussen, der slog de syge ihjel, men derimod deres immunforsvar,” fastslår Bente Klarlund Pedersen:
”Retorikken om at booste immunsystemet hviler desuden i et vist omfang på manglende indsigt i immunforsvaret. Det er ikke nødvendigvis omkostningsfrit at booste immunforsvaret. Resultatet kan være en overreaktion, der skaber cytokinstorm og multiorgansvigt eller autoimmune reaktioner. Derimod er det værd at stræbe efter et sundt immunsystem i balance,” skriver Bente Klarlund, der meget fint og pædagogisk har skrevet en ode, der kan hjælpe os til en bedre forståelse af vigtigheden i det balancerede immunsystem:
En ode til mit immunsystem
Har jeg feber, siger jeg tak
Har jeg ondt i halsen, smiler jeg
Bliver jeg rød, øm, varm og hævet, tænker jeg, godt så
Mit immunsystem virker
Det fungerer
Det gør sit arbejde.
Jeg er ven med mit immunsystem
Det passer på mig
Holder mig i live
Holder mig ud
Det skal ikke boostes
Ikke forceres
Ikke udsættes for kvikke fix.
Mit immunsystem skal være i balance
Det skal bekæmpe infektioner
Uden at overreagere
Uden at slå mig ihjel.
Mit immunsystem er en del af mig
Jeg passer på det
Ved at passe på mig
Spise sundt, motionere, sove godt
Være glad, se venner, undgå stress
Ikke skabe misstemning
Ikke nære bekymringen
Ikke udløse en storm af cytokiner
Og et knust hjerte.
Jeg må aldrig blive ligeglad, lunken, passiv,
opgivende, udeltagende og uinteresseret
Ligegyldighed er katastrofal
At være immun over for livet
lammer mit forsvar.
Jeg vil omfavne mit immunsystem
Tage mig sammen
Tage mig af
Sige tak.
Og netop tak er et vigtigt ord for Bente Klarlund i forhold til vores forståelse af det immunsystem, som er i konstant aktion mod fremmede mikroorganismer som for eksempel bakterier, virus, parasitter og svampe for at finde, nedbryde, dræbe og senere også huske dem:
”Kun når en mikrobe formår at undslippe dit immunforsvar og komme ind i kroppen, mærker du symptomer som kulderystelser og feber eller smerte, hævelse og rødme ved et inficeret sår. Det er ubehageligt, men du burde måske alligevel stoppe op og sige tak. Symptomerne er udtryk for, at immunsystemet fungerer, og inden længe kan du se frem til at være rask igen,” forklarer professor Klarlund Pedersen. Hun opfordrer til en immunforsvarsvenlig livsstil og vaner, som ifølge hendes og den øvrige lægevidenskabs forskning blandt andet udgøres af tilstrækkelig søvn og motion, gode sociale relationer, de offentligt anbefalede vaccinationer, sund kost, og en positiv livsindstilling. Overvægt, røg, et for højt alkoholforbrug, mange sorger, stress og bekymringer derimod påvirker immunsystemet negativt.
Alle de gode, gamle KRAM-faktorer er således endnu en gang i spil suppleret op med et par ekstra. Men blandt bogens styrker er, at Bente Klarlund gør sig umage med på letforståelig vis at forklare sine læsere, hvorfor og hvordan alle disse faktorer påvirker netop immunsystemet.
Og de grundige kapitaler om vores mange muligheder for at påvirke det komplicerede immunsystem kan kun gøre indtryk, for hun viser, så alle kan forstå det, ikke kun hvor afgørende vigtigt det er, at vi hver især forsøger at opnå et velbalanceret immunsystem af hensyn til vores helbred, men også hvor sårbart dette system i virkeligheden er. Viden og forståelse, som er uvurderlig, hvis vi på den ene side vil have et immunsystem i balance – altså et immunsystem, der hverken under- eller overreagerer – og derfor beskytter mod alvorlige infektioner, autoimmunitet og den sygdomsskabende inflammation. Eller som hun selv også udtrykket det:
"Det er som bekendt alfa og omega, at vi er i stand til at lave et ordentligt bål af inflammation, hvis vi bliver udsat for en infektion, men det er lige så vigtigt at kunne slukke bålet igen. Har du kronisk inflammation, udmatter du kontinuerligt immunsystemet, så du bliver mere modtagelig over for infektioner og øger risikoen for at få en af de mange sygdomme, som kronisk inflammation skaber grobund for.”
Bente Klarlund Pedersen siger, at ´Dit helbreds bedste ven – immunsystemet. En guide til et liv i sund balance´, er den vanskeligste formidlingsopgave, hun til dato har kastet sig over:
"Jeg er fascineret af immunforsvaret, og jeg har beskæftiget mig med det i mange år, men jeg synes stadig, det er en kompliceret størrelse. Én ting er at forstå det svære. En langt større udfordring er det at formidle det svære, så immunsystemets magi kan mærkes gennem ordene i en bog."
Men Bente Klarlund Pedersen kommer fint og tørskoet hjem med sit projekt. Og selv om ikke alle kapitaler altid er lige let læste, og hun i sagens natur også kan være nødt til at jonglere med mange fagudtryk i enkelte af kapitlerne, så lykkes det hende at gøre det komplekse og svære nemt, så bogen med udbytte kan læses af lægmand. At hun desuden har forsøgt at formulere nogle af sine hovedindsigter og –budskaber i knækprosa er ikke kun modigt, men styrker rent faktisk hendes formidling af det svære.
Et heroisk hierarki af skøre navne
Et heroisk hierarki
Fylder mig Mit blod
Min knoglemarv
Min thymus
Mine lymfeknuder, milt, tonsiller og polypper
En rangorden af skøre navne
Fylder mig
Leukocytfamilien
Lymfocyt, neutrocyt, monocyt og naturlig dræbercelle
Lymfocytfamilien
T-celle, B-celle og hver deres huskecelle
MHC-I udstiller antigen for T-dræber-cellen
MHC-II præsenterer for T-hjælper-cellen
B-cellen springer ud som
Plasmacelle og føder myriader af antistoffer
Monocytten invaderer og bliver til
Makrofag og dendritisk celle
Huskecellen glemmer aldrig
Cytokiner orkestrerer og dirigerer
Så sød musik
Erstatter faren
Jeg elsker mine immunceller
Med de skøre navne
De samarbejder
I et heroisk hierarki
Så jeg kan leve.”
Bente Klarlund Pedersen: ´Dit helbreds bedste ven – immunsystemet. En guide til et liv i sund balance´ er udkommet på Gyldendal og koster 279,95
- Oprettet den .