Poets udforskning af at være handicappet går direkte i solar plexus

DIGTE: Digteren Caspar Eric sender i en ny digtsamling en vred og spydig, men også selvironisk og humoristisk bredside mod sit omgivende samfund. Digtene er fyldt med sanselig vrede og skarpe refleksioner over stigmatisering, ulige muligheder og skrøbeligt selvværd og går direkte i solar plexus.

35-årige Caspar Eric, der har cerebral parese – spastisk lammelse – er vred over handicappedes forhold i Danmark. Hjælpen er for ringe, de lovgivne rettigheder for handicappede overholdes alt for sjældent, og når sparekniven svinges, står de handicappede i første række til at blive beskåret.

Men især er han fortvivlet vred over den måde, som vi tænker og taler om og til handicappede, fremgår det af hans nye digtsamling ´Nye balancer´, hvori han med smerte, vid og sarkasme udfordrer vores syn på ham selv og andre handicappede i en lang række digte om at blive behandlet som usynlige andenklasses borgere, om at blive holdt ude fra arbejdsmarkedet, om at blive mobbet i skolen, om at blive syg af at skulle vente på den hjælp, som man ellers har ret til ifølge serviceloven og om at være uønsket på grund af sin mangelfuldhed:

 

"Man stjal folks barndom for at proppe dem ind i en gående normalitet.

En normativ lykke. En genkendelig form.

Der fandtes bogstavelig talt kasser man blev placeret i

som tvang benene ind i en mere ‘rigtig’ position.

Det var nemmere at skære i os end at skære afskyen ud af verden.

I bedste mening, i bedste mening.

Engang blev vi sendt ud i moserne, nu bliver vi sendt til institutionerne.

I 1920’erne skrev K.K. Steincke om eugenikken og velfærdsstaten:

For at det offentlige kunne yde den bedste pleje for flertallet

måtte vi samtidig begrænse de værste skavanker i folkelegemet.

Man ville bogstavelig talt udrydde os som en omsorg.

Hvis liv bekræfter det livsbekræftende handicap?

Hvem er det i sidste ende vi skal lave vores øvelser for?

På en massagebriks på en badmintontræningslejr:

her mærkede jeg for første gang den nænsomhed man kan røres med.

Ikke altid at være et projekt der skal fikses.

ikke altid at blive forstået for sin mangel.”

 

Casper Eric, der selv kalder sine digte for handicapdigte lægger ikke skjul på, at ´Nye Balancer´ er skrevet ind i en realpolitisk virkelighed, som han ønsker at være med til at forandre og forbedre ved, at vi begynder at se anderledes på de cirka 15 procent handicappede danske borgere, som vi ifølge Casper Eric systematisk diskriminerer. Mennesker, hvis skævheder og handicaps vi ifølge ham frastødes af, og hvis smerter heraf vi nægter at høre på. Samtidigt med, at vi opdrager handicappede til at skjule deres handicap, så de normale undgår at konfronteres med det unormale, og kræver, at de skal tage sig sammen og i øvrigt smide offerrollen:

"Men jeg er også bare træt af virkelighedens skævhed. At vi kun må tale om smerten, hvis vi kan transformere den til en køleskabsmagnet. Jeg drømmer om, at vi en dag kan blive set på som noget smukt," skriver Caspar Eric, der har udgivet flere anmelderroste digtsamlinger. Heriblandt en samling i 2020 af dagbogsdigte skrevet under den første coronanedlukning. Med ´Nye balancer´, som er hans syvende digtsamling, fortsætter Caspar Eric sin tidligere kritikerroste digtsamling ´Nike´, hvor han i 2015 skrev om at have en handicappet krop i en verden, som forlanger kropslig sundhed og normalitet i form af ikke-anderledeshed. 

Man behøver ikke være ekspert i at læse poesi for at kunne værdsætte ´Nye balancer´, for den går med sin sanselige vrede og skarpe refleksioner over stigmatisering, ulige muligheder og skrøbeligt selvværd direkte i solar plexus. Særligt hjerteskærende og pinagtige er nok hans smertelige beskrivelser af, hvordan de raskes stigmatiserende blikke rammer på det helt private plan. For eksempel oplevet af hans kæreste, L:   

 

L SIGER AT HUN GODT FORSTÅR HVAD JEG MENER NU

Folk kigger også på hende

   som om de tjekker

om hun er min kæreste

   eller ven

   eller ansat til omsorg. Hun

føler at de leder

   efter en fejl.

Ikke at være

   alene om det mere.”

 

Casper Eric er som poetisk aktivist eminent dygtig til at vise os det, som vi ikke kan se og mærke – det, som vi helst lukker øjnene for. For eksempel når vi som selv kæresten L ligger under for de raskes normalitetsbegreber:

 

“ET DIGT JEG IKKE HAR LYST TIL AT SKRIVE

I morges spurgte L mig

   om der var noget galt

med Jacobs kæreste.

   Altså ikke på den måde

men fejler hun noget

   (ligesom ham).

Og jeg forsøgte at holde mit

   ansigt stille

som de dage hvor hun går

   lige tre skridt foran mig

endnu en gang

   på vej til en fest.

Og jeg ved at hun elsker mig

   selv i det tempo.

Men hvordan forklare

   en smerte i gentagelsen;

En kærestes ansigt

   i en kærestes ansigt

der siger at jeg nok ikke skal

   klø min næse

sådan dér

   

“med den del af hånden

så lillefingeren

stritter.

   Min spasserfinger

min abefinger.

Jeg prøver at grine

   som jeg altid griner

finde rum til at slå

   usynligt i puden

så jeg ikke pludselig

   kommer til at eksplodere; jeg

savner en smøg.

   Have plads til at sympatisere

med andres stress

og nedsunkne forfod.

En tanke der ikke vil slippe mig igen:

Føler L at hun

   allerede

giver mig

   så meget.

   Taknemmelighedsgæld

og hverdagsparanoia:

   at venner har mig med

fordi jeg/det

   ser godt ud

i det samlede billede.

Duk-duk.

Jeg hader mit hjerte.

   At det banker så hårdt

for de normales accept.”

 

Og med digtsamlingen har både handicappede, såkaldt normale og ikke mindst politikerne fået et stærkt opråb om de afsavn, som alt for mange handicappede må lide under trods løfter om hjælp til lige adgang til det samfund, som de ellers ikke passer ind i. Læs bare en rapport fra Rigsrevisionen, som i 2022 retter en skarp kritik af Social- og Ældreministeriet.

Konsekvensen af de mange uligheder, ikke overholdte regler og diskriminationer, er ifølge Casper Erik, at handicappede lever under et åg af brudte regler og efterfølgende løgnagtige fremstillinger af handicappedes levevilkår:

 

“LØGN 2

Personer med handicap har samme ret til at være i live og leve livet. Personer med handicap har samme ret til at blive beskyttet og reddet i nødsituationer. Personer med handicap har samme retsevne og samme ret til blandt andet at arve ejendomme og optage lån. Personer med handicap har samme adgang til retssystemet. Personer med handicap har samme ret til frihed og personlig sikkerhed. Blandt andet at handicappet ikke er årsag til, at personen idømmes en fængselsstraf. Personer med handicap har samme ret til ikke at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Personer med handicap har samme ret til ikke at blive udsat for vold eller misbrug. Personer med handicap har samme ret til at blive respekteret for deres fysiske og psykiske integritet. Personer med handicap har samme ret til at færdes frit og til at have et statsborgerskab (må ikke fratages deres statsborgerskab på grund af deres handicap). Børn med handicap har samme ret til et navn og et statsborgerskab og så vidt muligt samme ret til at kende deres forældre og blive passet af dem. Personer med handicap har samme ret til at leve et selvstændigt liv. Personer[…]”“ver fortrolige. Personer med handicap har samme ret til respekt for hjem og familie. Deriblandt retten til at gifte sig og få børn, og til at de ikke må fratages deres fertilitet ved tvang. Personer med handicap har samme ret til at få en uddannelse. Personer med handicap har samme ret til at få samme behandling i sundhedsvæsenet. Personer med handicap har samme ret til at blive rehabiliteret. Personer med handicap har samme ret til arbejde og beskæftigelse og har samme rettigheder i forhold til fagforeninger og det at være arbejdstager. Personer med handicap har ret til tilstrækkelig levefod og social tryghed samt ad-gang til rent vand. Personer med handicap har samme ret til at deltage i politik og det offentlige liv. Deriblandt retten til at stemme og til at blive valgt. Personer med handicap har samme ret til at deltage i kulturlivet og at deltage i rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt.”

 

Casper Erik stiller med sin digtsamling og i kraft af hans helt særlige poetiske talenter og sproglige kraft et sjældent effektivt spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan kalde sig en retsstat og et velfærdssamfund, hvis ikke alle er omfattet heraf, og man i øvrigt bliver sat udenfor døren, bare fordi man afviger fra de normales spektrum.

Casper Eric: ´Nye balancer´, er udkommet på Gyldendal og koster 159,95 kroner