Erindringsdigte blander følsomt farmors Alzheimers, kartofler og natur

DIGTE: En ny digtsamling har på subtil og elegant vis gjort kartoflen til et helt særligt omdrejningspunkt for erindringer om egen sygdom, farmorens Alzheimers sygdom, kartoflens livgivende og dræbende historie, alderdom og naturens gang.

Det er kartoflens øjne, der vil spire og skabe nye kartofler under jorden. Men kartofler får kun øjne under de rette vækstbetingelser og efter at være kommet ud af deres nødvendige dvaletilstand. Og det er med disse øjne langt fremme i bevidstheden, at forfatter og redaktør Andrea Fjordside Pontoppidan i sin nye digtsamling ´Kartoffeløje´ forsøger at få os til at se og forstå både den vilde og den kultiverede og dyrkede jord i form af farmors nyttehave.

Et tilsyneladende pænt stort stykke jord, som farmoren med stor flid passer og plejer med sin partner Gerd både før og efter, at Alzheimers-sygdommen for alvor er slået til. Hænderne husker nemlig længst af alt det, de plejer at kunne, og de mange nye planter skal huske det, som er og kommer ifølge Gerd, der siger:

"De skal huske for os, når vi ikke er her mere".

´Kartoffeløje´ er langt hen ad vejen mest af alt en rørende og poetisk fremsat kærlighedserklæring til farmor i haven. Men forfatteren skaber hele tiden tråde fra haven og ud til verden, hvor biologisk arv, familiehistorik, dyr, landskaber, den fælles europæiske historie og sygdomme som for eksempel Alzheimers sygdom eksisterer:

 "Lægen siger, at farmor vil miste hukommelsen helt. Jeg sidder med ved bordet og lytter. 

Det er Alzheimers, siger han til mig.

Sygdommen, der har det til fælles med både planter, maskiner og andre sygdomme, at den er opkaldt efter manden, der opdagede den.

Auguste Deter var den første patient, der blev diagnosticeret med Alzheimers. Hun blev sendt på en ”sindssygeanstalt” og låst inde i isolation. Alois Alzheimer stillede hende de samme spørgsmål igen og igen, og hun gentog igen og igen: Jeg har mistet mig selv.

Efter Augustes død fik Alois Alzheimer hendes hjerne tilsendt. Han åbnede den og så med sine egne øjne, at nervecellerne var gået til grunde. Jeg forestiller mig ham grave med en meget lille skovl i hendes åbne hjernes hulrum. 

Sådan kom navnet til sygdommen.

Sådan kom sygdommen til farmor."

 

Men farmor husker planterne, grøntsagerne og kartoflerne, som trods den tiltagende Alzheimers sygdom fortsat nyder gavn af hendes daglige gang i haven:

”De første kartofler er endnu ikke klar til at blive høstet. Farmor

lagde dem i det tidlige forår, efter frosten havde sluppet.

 Jorden var blød og eftergivende, bladene formuldede.

 Det sitrer i luften over de endnu små planter.

 Små spidse, lilla blomster viser sig.

Klatrespinaten danner et tæt tæppe over jorden, holder på

fugten til langt op ad formiddagen. Ved middagstid stiger den op som et næsten umærkeligt røgsignal.

I drivhuset binder farmor tomatplanterne op.

De er nu så høje, at de ikke kan stå selv, men må have en snor at klatre op ad.

Sideskuddene griber i den tomme luft efter lyset. Følger en intuition, og så møder de noget fast, der bringer dem videre.

Farmor nipper de små knopper mellem stængel og sideskud, de

små spidse skulderpuder. Planten bliver stærkere af at have

færre retninger at bevæge sig i. Vævet koncentreres. Hvis

skuddene får lov, vil de udvide og strække sig tynde, indtil de

falder sammen, som et stamtræ.

Mellem tomaterne gror basilikum, tagetes og fennikel. Deres

lugt holder bladlusene væk og tiltrækker svirrefluer, som spiser

de lus, der alligevel vover at nærme sig. Man æder hinanden,

igen og igen” skriver Andrea Fjordside Pontoppidan.

 

Men det er ikke kun farmor, der var syg. Fortæller jeg’et, der erindrer, er også selv ramt af sygdom, viser det sig undervejs i erindringerne. Og ifølge fortællerens families sygdomsforståelse skyldes sygdommen for mange af de kartofler, om hvilken man ifølge de meget fortællende digte også har sagt, at den er giftig, at den medførte spedalskhed, kunne kurere spedalskhed, kunne gøre kvinder frugtsommelige, øge potensen, forårsage gigt, beskytte mod gigt, lindre solskoldninger og ondt i halsen og fjerne vorter. Og havde man dårlige ben, skulle man lægge sig på en tønde kogte, varme kartofler.

”Man sagde, at min mor havde spist for mange kartofler, mens hun var gravid med mig. At natskyggen havde sået sig i mig, mens jeg lå i min mors mave. Bar natskyggen, moren, sygdommen med sig til mig.

Da jeg fik diagnosen alopecia, en autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret bekæmper ens egne hårceller og på sigt formentlig mere end det, blev jeg bedt om at se tilbage i tiden, måske gemte der sig en årsag, en god forklaring. Gigt i familien, dårligt syn. Om jeg var en udvækst af noget, der havde spirret i et stykke tid? Systemet siger: Lad det blive i familien. Man sagde, det var genetisk. Man sagde, det var psykisk. Man sagde, det var hormonelt. Man sagde, det var en blanding af det hele. Man sagde, jeg kunne begynde at gå med neglelak for at kompensere for tabet af femininitet, der fulgte med hårtabet. Én sagde, at min mor havde spist for mange kartofler, mens hun var gravid med mig. Sådan blev jeg bange for kartoflen. Vores forhold er stadig skrøbeligt. Jeg tilbragte en dag om ugen i ti måneder på hospitalet for at blive kureret. De smurte noget, der også bruges til at fjerne fodvorter, på min isse i forsøget på at fremprovokere et eller andet, en reaktion. En halvhjertet reparation. Til sidst spurgte sygeplejersken, om jeg ikke troede, at jeg blev mere syg af at have min ugentlige gang der end af ikke. Jeg blev sluset ud igen, ud i det såkaldt sanerede med min sygdom som det, der skiller sig ud, eller ikke, i mængden af alle andre mere eller mindre synligt syge, aldrig helt kureret. Man kan arve grønne fingre og et giftigt miljø,” skriver Andrea Fjordside Pontoppidan, der måske bedst karakteriseres ved sine mange vellykkede sammenknytninger af miljø, natur og kroppe.

Bogens poetiske prosa er bemærkelsesværdig tilgængelig, og har man et lidt rustent forhold til at læse poesi, som man kunne tænke sig at få pudset op, så vil ´Kartoffeløj´e kunne være et godt sted at genoptage bekendtskabet. For trods digtenes umiddelbare enkelthed i form og indhold, er det lykkedes forfatteren at fastholde poesiens nogle gange enestående evner til at berøre og bevæge. Her med en charmerende blanding af sødmefuldhed, følsom præcision og kritisk begavet skarphed. 

Andrea Fjordside Pontoppidan:´Kartoffeløje´, er udkommet på forlaget Ovbidat og koster 139,95 kroner