Ny digtsamling giver sprog for omsorg i omsorgsarbejdet

DIGTE: En ny dansk digtsamling om at være lønnet hjælper for syge og handicappede borgere og patienter er i sine sprogligt veludviklede refleksioner over omsorg som lønarbejde en oplagt bog for sundhedsprofessionelle og professionsskoler.

Der er en stadig dybere kløft mellem på den ene side de syge og/eller handicappede danskere i alle aldre, der har brug for omsorg, og på den anden side de sundhedsprofessionelle og ufaglærte hjælpere, der gør alt, hvad de kan, for at yde denne omsorg, men altid under vilkår, som reelt gør opgaven umulig, fremgår det af Cæcilie Højberg Poulsens nye digtsamling ´Flair´ om de skrøbelige vekselvirkninger mellem den offentlige arbejdsgiver, de lønnede hjælpere og hjælpens modtagere.

Cæcilie Højberg Poulsen, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2015, debuterede som forfatter i 2021 med digtsamlingen ´Om nogen´, hvori hun for første gang udfoldede og finpudsede begreber som omsorg, omhyggelighed, opmærksomhed og berøringer i sårbare relationer.

Et sprogligt arbejde, som hun nu har videreudviklet og fokuseret i sin nye digtsamling ´Flair´, hvis fortællerstemme, Sandra, beretter om livet som offentlig betalt hjælper for mennesker med uopsættelige mentale og fysiske behov:

”Det er et meget krævende arbejde. Det er i virkeligheden slet ikke nok at være stærk. Ansvaret og de mange løft gør det slidsomt at være hjælper. Det komplicerede er samtidig, at alle kan blive hjælpere, fordi alle kan hjælpe. At være ufaglært hjælper vil også sige at være en ven. Men her starter det komplicerede forfra, igen: Grænsen for hvad der bliver gratis arbejde,” siger Cæcilie Højberg Poulsens alter ego Sandra, der insisterer på værdien af omsorg i det omsorgsarbejde, som hun mener i stadig grad udhules af besparelser, nedslidning blandt personale og deraf følgende flere og flere vikarer: 


”Jeg arbejder og bliver udmattet, bliver sygemeldt. Udmattelsen gør mig tavs. Jeg bliver så misundelig på den smerte, der kan siges højt. Og en del af udmattelsen er også og netop, at jeg arbejder med omsorg, jeg vil så gerne fortsat kunne give det, jeg skal give, videre, og det gør udmattelsen værre. Ingen, virkelig ingen, kommer til at takke dig for at arbejde ekstra. Du skal passe på dig selv. Det er sværest at prioritere sig selv, når der mangler hjælpere, og der bliver sendt vikarer ud. Hvis der ikke er en aftale med et vikarbureau, kan det ske, at firmaet sender ufaglærte vikarer, der eksempelvis er meget usikre i at lifte, jeg kender det, men det er så ubehageligt for begge i situationen og ubehageligt for de andre hjælpere, fordi vi går med hinanden i kroppen, når vi arbejder så tæt. Når vi arbejder så tæt, vil vi ikke risikere det. Det tærer,” skriver hun og fortsætter:

”Tænk på personen, der skal vendes om natten, men lægges forkert. Tænk på personen, der skal ringe og venligst bede hjemmeplejen komme tilbage på et ekstra besøg. Tænk på det velkendte i, at dagen er ødelagt, hvis ikke man sover om natten,” fortæller hun blandt andet om patienterne, der også betaler en høj pris for de mange vikarer, som de ikke kender, og som ikke kender dem.

Et nært kendskab mellem den syge og hjælperen er nemlig ifølge Sandra afgørende for, om hjælpen har mening og værdi. For kender man som hjælper ikke de enkelte patienters individuelle og ofte komplekse og skiftende fysiske og mentale behov, og har man som hjælper ikke mulighed for at have en specifik relation til modtageren af hjælpen, så er man ikke i stand til at hjælpe på den måde, som der er brug for:

”Arbejdet som hjælper


det starter forfra igen og igen

at beskrive det

som at træde ind i hjemmet og tro


at jeg allerede var oplært


og opdage at det var til en anden persons krop ikke til den jeg nu er hjælper hos.

Som samarbejdspartnere
 jeg ved

at jeg ikke kommer til at tabe dig


jeg ved det ikke


men jeg ved det


eller kunne du fornemme hvis jeg ikke gjorde?

jeg håber du ved hvor du har mig.”

Vi kan give hinanden omsorg af kærlighed, men udgangspunktet kan også som her være opretholdelse af et lønarbejde. Og Cæcilie Højberg Poulsen, der med stor poetisk kraft vender og drejer omsorg som lønarbejde, ved, hvad hun taler om, efter at hun selv i en årrække har arbejdet som hjælper for syge og handicappede i alle aldre.   

Og ligesom hun advarer mod at sætte omsorg på formler og gøre den uspecifik, advarer hun også imod, at omsorgen – i takt med at de ufaglærte hjælpere’ og faglærte sygeplejerskers, sosu-assistenters arbejdsvilkår umuliggøres – bliver reduceret til et spørgsmål om patienternes vedligeholdelse fremfor deres livskvalitet:

”Livskvalitet frem for


at det kun handler om vedligeholdelse


hvis ikke der er livskvalitet

hvis ikke der er livskvalitet

for hvis skyld

forbedringer forslag

hvis ikke


der er livskvalitet.”

Det er en stilfærdig og poetisk, men på samme tid stærk kritik af velfærdssamfundets betingelser for omsorg, som Cæcilie Højberg Poulsen her får givet et sprog i en blanding af mindre prosastykker og digte, hvor hun med stor indføling og præcision får sat ord på kompleksiteten i arbejdet og de gensidigt sårbare og afhængige relationer mellem hjælperne og de syge.

Man mærker tydeligt i Sandras intenst taktile og detaljerede nærvær med både hjælpende kolleger og klienter, at forfatteren i den grad har haft skoene på som hjælper. Hun ved af bitter erfaring, hvor den trykker for såvel hjælperen som for modtageren, der uforvarende også rammes af hjælpernes vilkår og udmattelser.

´Flair´ er derfor oplagt at lade være en del af repertoiret i sundhedsprofessionelle læsegrupper i faglige miljøer, for Cæcilie Højbjerg Poulse, er en sjælden stemme indefra, som giver læseren et sprog for ting, som det ellers kan være svært at sætte ord på.

Cæcilie Højberg Poulsen: ´Flair´, er udkommet på forlaget Ovbidat og koster 139,95 kroner