| | | | | |
 


Modig og velskrevet bog om hvor totalt kaotisk pandemien udfoldede sig på danske sygehuse

 
 
 
 
 

BØGER: Ulf Hørlyk, akutlæge og ledende overlæge, fortæller i ny bog om de dramatiske måneder på sit hospitals akutafdeling, der var den eneste afdeling, som alle coronapatienter skulle igennem, inden patienterne eventuelt kunne komme længere ind i hospitalet.

"Akutlægens dagbog" er en velskrevet hudløst modig bog, som er beundringsværdigt ærlig omkring, hvor totalt kaotisk pandemien udfoldede sig på danske sygehuse.

Kaos, uvidenhed, bekymring, selvmodsigende ledelsesbeslutninger og kolossalt stress var døgnets orden på akutafdelingen på regionshospitalet i Horsens, da coronavirus ramte først Sydeuropa og lidt senere Danmark i foråret 2020. Det fremgår det af overlæge Ulf Hørlyks nye bog "Akutlægens dagbog, Hvad jeg lærte om mig selv, mens jeg forsøgte at redde andre."

Ulf Hørlyk hører ikke til dem, som blev meget overrasket over, at coronavirus også ramte Danmark. Han havde længe fulgt den unge kinesiske læge Li Wenliang’s heroiske kamp for at advare mod corona og hans efterfølgende død af covid-19 den 7. februar, den første smittede patient 21. februar i Norditaliens Lodi-provins, de smittede på alpernes skidestinationer, den første smittede dansker 27. februar og dagen efter de 108 indlagte covid-19 patienter i den lille by Bergamo. Og da Ulf Hørlyk undervejs begyndte at forhøre sig om, hvordan han kunne forberede sig på smitte i Danmark, var den generelle holdning, at Danmark var langt bedre organiseret, havde bedre hospitaler, dygtigere sygeplejersker og læger end Kina og Italien. Så da Danmark lukkede ned 12. marts, og Hørlyk mødte på arbejde næste morgen, var gode råd dyre og forberedelse i tide en mangelvare:

”Jeg aner ikke, hvad der skal ske nu. Vi aner ikke, hvordan COVID-19 ser ud. Beredskabschefen er klar med sin laptop ude i forkontoret, da jeg kommer. Hun er allerede langt med forberedelserne. Vi kaster os ud i at diskutere isolationszoner og scenarier. Spærring af indgange og patientstrømme. Bliver klar over, at akutafdelingen ikke kan bemande en beredskabsvagtplan alene. Vi må låne personale fra andre afdelinger. Vi må gætte os til det meste, da vi ikke kender pandemiens anatomi. De vigtigste mål er at undgå, at patienter og kollegaer ikke smittes inde på akutafdelingen. Selve behandlingen af COVID-19-sygdommen skal jeg og speciallægerne i afdelingen hente information om andre steder,” skriver han om denne første dag og fortsætter:

”Ud på natten ruller jeg en tynd madras ud på gulvet på mit kontor. Jeg hiver min sovepose ud af hylstret, finder min tandbørste. Gulvet er linoleumsbelagt beton. Nullermænd. Jeg slukker lyset og kryber i soveposen, men telefonen lyser og vibrerer. Kan ikke sove. Ser nyheder på Sky News. Billeder af lastbiler med ligposer i Norditalien. Klip til en modtagelse på Pave Giovanni-hospitalet. En slank læge med maske og blå operationshue interviewes om situationen. Roberto Cosentini. Han er leder af en akutafdeling lige som mig. Der krydsklippes til billeder fra akutmodtagelsen. Det er helt vildt. Båre efter båre køres ind. Personale pakket endnu mere ind i værnemidler snor sig ind og ud mellem patienter, der ser ud til at være døden nær. Journalisten i komplet beskyttelsesdragt beskriver det som ’helvedes forgård,” fortæller Ulf Hørlyck, der herefter skaber sig kontakt til Cosentini, som i tv-indslaget fortæller, hvordan han har måttet reorganisere sin akutafdeling og hospitalet totalt.

At Ulf Hørlyk opnåede kontakt med Cosentini, som i øvrigt flere gange træder til, når han senere beder om hjælp, ændrer dog ikke ved de konkrete udfordringer som Hørlyk, som ansvarlig overlæge måtte slås med i en dansk kontekst:

”Fra Kina og fra Italien ved vi også, at det er et kapløb med tiden. Jo mere vi sætter ind, jo bedre, og det er udgangspunktet for alt dét, vi gør. Skal vi lige om lidt se patienter dø på vores hospitalsgange? Skal vi trække lod om respiratorer? Jeg aner ikke, hvad opskriften på en velforberedt afdeling er. Jeg aner ikke, hvad den rigtige behandling er, når vi ser vores første COVID-19-patient. ”

Og pandemiens begyndelse er i det hele taget præget af uvidenhed, uenighed mellem eksperterne, hvor infektionsmedicinere kliniske mikrobiologer og sundhedsmyndigheder ofte ikke er enige. Der er travlt på rygtebørserne, som melder om interne skænderier og uenigheder på alle niveauer om alt fra smitteveje til beskyttelsesudstyr, og hvad der egentligt er sikkert for patienter og personaler ifølge Hørlyk:

”Den beslutning, vi venter på, er, om vi skal bruge de kraftigere FFP2- og FFP3-masker, eller om vores almindelige II-R-masker er tilstrækkelige til at beskytte os mod de partikler eller aerosoler, der måske, måske ikke, hænger i luften i en omkreds af to meter fra patienten. II-R beskytter ikke godt mod aerosoler,” skriver Hørlyk, som må bruge megen energi på at bekymre sig om de værnemidler, som skal hindre, at personaler smitter hinanden og patienter - og omvendt, at patienter ikke smitter hinanden og hospitalspersonalet:

”Jeg har en konstant nagende frygt for, at vi løber tør for værnemidler. Forbruget er enormt. Hver eneste patient udløser en lavine af værnemiddelforbrug. Specielt hvis luftvejene skal håndteres, eller vi skal bruge et højt flow af ilt, så trækkes der på kontoen af FFP2- og FFP3-masker, som beskytter bedst, men som der er færrest af. Jeg tror, vi har til en uges forbrug eller deromkring,” skriver han og uddyber: 

”Vælger koncernen at sige, at FFP2- og FFP3-maskerne er unødvendige for at spare på dem? Er fagligheden påvirket af, hvad der er praktisk muligt? Hvorfor er Odense og København ikke enige med Aarhus? Imellem dem står jeg. Mellem koncernen og vores egne fagpersoner. Kollegaerne i afdelingen ser på mig for at få en retning. Og jeg er i tvivl.”

Men også tests var en mangelvare dengang, mange kunne slet ikke blive testet, og blev man testet, kunne det vare op til 18 timer, inden der forelå et svar, hvilket medførte såvel ressourcespild, risici og ringere patientsikkerhed. Forhold som ikke kun også sinkede hospitalets flow og Hørlyks øvrige arbejde, men som også ramte ham personligt, da både hans moster og hans egen kone, Sara, der var alene med ægteparrets to børn, blev syge med symptomer på covid-19, uden at han kunne forlade hospitalet og tage sig af dem - og uden at de iøvrigt kunne blive testet:

”Er det COVID-19, Sara har? Min moster er skidesyg. Er dét COVID-19? Hun er risikopatient og virkede usammenhængende og med meget tung vejrtrækning i telefonen. Min mor er bange for, hvad der sker med min moster. Hjælpeløs og desperat. Jeg kan ikke gøre noget for hverken min mor eller hendes søster herfra.”

Det er kaotiske og nervepirrende forhold, som Hørlyk gør rede for med sin knivskarpe pen, men "Akutlægens dagbog" er ikke kun en beskrivelse af de tumultariske forhold, som naturligvis i særlig grad må opstå, når et sundhedsvæsen ikke har en relevant operativ pandemiplan at støtte sig til, men skal opfinde alting flyvende i luften, og når både Seruminsituttet og Sundhedsstyrelsen i øvrigt i farten overser, at alle coronapatienter skal igennem landets akutafdelinger. Bogen er også en beretning om, hvordan et ellers velfungerende ægteskab kan slå revner, når arbejdet er kommet til at fylde så meget, at én af parterne har udviklet sig til at blive arbejdsnarkoman: 

”Jo mere jeg trykker på arbejdsknappen, jo større er sandsynligheden for at få anerkendelse på arbejdet fra kollegaerne og patienterne. På et eller andet tidspunkt. Jo mere jeg trykker på arbejdsknappen, jo mere fjerner jeg mig fra Sara. Arbejdet er blevet min narko.

På et eller andet tidspunkt i mit liv vippede mit talent fra at være dygtig til at være privat-Ulf til at være mere dygtig til at være læge-Ulf. Det blev simpelthen nemmere at forstå missionen, når en eller anden ikke kunne trække vejret, end når hjemmet af den ene eller den anden grund sejlede. Sara oplevede det. Al den energi, jeg kastede i mit arbejde, gjorde mig dødtræt i det øjeblik, jeg smed kitlen. Sofaen blev mere tiltrækkende end en spændende samtale eller en tur i biografen. Jeg blev usikker på, hvordan jeg kunne give noget til hende, til min familie eller mine venner. Usikker på, hvordan jeg kunne være dygtig i hjemmerollen, når jeg udmattet kom hjem. Ingen havde skrevet en instruks på opgaven i civil,” fortæller Hørlyk, som synes, at det er vanskeligere at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert som mand og far end som læge:

”Usikkerheden på, hvordan jeg skal agere, hvis Sara er ked af det, kan fylde mig med en følelse af uro og lurende katastrofe. Al utryghed, al følelse af mangel på struktur forsvinder, når jeg er sammen med patienter. Som regel er deres behov tydelige: “Hjælp mig” – og min opgave lige så tydelig: ”Jeg hjælper dig”. Rygmarven tager over, og jo mere akut det er, jo nemmere er det at have med at gøre. Gid det var lige så nemt at være husbond.”

At det kan i det hele taget være svært at kombinere rollen som hospitalslæge med at være en god partner, og at stress og stor arbejdsbyrde æder sjæle, lægger Hørlyk ikke skjul på, selvom han tydeligvist meget hellere ville være en rigtig Supermand, der fløj rundt og klarede hele verdens udfordringer uden et kny i stedet for at blive grebet af angst:   

”Er en læge med angst en bedre læge? Perioder med meget arbejde, hvor gabet mellem sygehusets og min families behov bliver for stort, giver mig uro og en fornemmelse af snarlig katastrofe. Måske er det angst. Jeg er blevet seksogfyrre. Jeg har sur mave, der er af og til blod på toiletpapiret, jeg er blevet langsynet. Klokken tikker mod endeligt. I perioder, hvor jeg føler katastrofen lure, kan jeg bilde mig selv ind, at jeg er blevet syg. Af et eller andet. Jeg er blevet undersøgt af kollegaer fra hospitalet adskillige gange. Hjertet er ok. En kollega, jeg ser på daglig basis, har lavet kikkertundersøgelse på mig ikke mindre end to gange. Stukket et halvanden meter langt kabel ind i mig sydfra, op hvor solen ikke skinner. Hun har konstateret, at mit største problem er hæmorider og ikke kræft,” skriver Hørlyk, der spørger sig selv, om angsten måske kan gøre ham til en bedre læge.

Akutlægens dagbog er en velskrevet hudløst modig bog, som er beundringsværdigt ærlig omkring, hvor totalt kaotisk pandemien udfoldede sig på danske sygehuse, og hvor alene mange læger stod, når de skulle træffe livsvigtige beslutninger på patienters, ansattes og egne vegne alt imens at sundhedsvæsnets øverste ledelser alt for ofte gav selvmodsigende meldinger og ordrer som i højere grad var baseret på politiske overvejelser end virkelighedens reelle fakta og lægevidenskabelig evidens. Må vi håbe, at de som skal udforme fremtidens pandemiplan, vil læse Akutlægens Dagbog og således for større indsigt i, hvad der er brug for i det kliniske arbejde op til og under en pandemi.

Ulf Hørlyk: Akutlægens dagbog, er udgivet af Peoples og koster 267 kroner