| | | | | |
 


Kultur bestemmer mødet mellem patienter og sundhedsprofessionelle

 
 
 
 
 

BØGER: Forudsætningen for, at mødet mellem patienter og sundhedspersonaler bliver en succes, er, at den sundhedsprofessionelle besidder særlige kulturelle kompetencer uanset patientens etnicitet og kulturelle baggrund, fremgår det af ny fordomsnedbrydende lærebog om kulturforskelle i sundhedsvæsenet.

Kultur påvirker mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter, og i en travl klinisk hverdag konfronteres sundhedsprofessionelle med et utal af kulturelle forskelligheder. Det kan være blandt det sundhedsfaglige personale i mødet med patienter og pårørende eller i form af politiske beslutninger, der former en bestemt kulturel omgangsform, lyder det i den nye danske, øjenåbnende antologi om kulturelle sammenstød i sundhedsvæsnet "Kultur for Sundhedsprofessionelle".

Ved at forstå kultur som et dynamisk fænomen, der opstår i samspillet mellem mennesker, viser bogen såvel teoretisk som via cases, hvordan man som sundhedsprofessionel kan omgås sin egen og andres kultur mere reflekteret og således bedre blive i stand til at træffe gode faglige og menneskeligt indsigtsfulde beslutninger i kraft af et øget kendskab til sit eget og andres kulturelle ståsted:

”Når man som sundhedsprofessionel bliver bevidst om kulturens relevans for ens arbejdsområde, opøver man samtidig kompetencer inden for klinisk beslutningstagning og klinisk lederskab, som sætter mennesket og ikke dets kulturelle baggrund i centrum,” hedder det i "Kultur for Sundhedsprofessionelle", som er redigeret af cand.mag., ph.d., post.doc. ved Interacting Minds Centre ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Hanne Bess Boelsbjerg og sygeplejerske, cand.cur. og adjunkt ved sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, UCL – Erhvervsakademi og professionshøjskole, Mathilde Meedom Hermansen.

Men at opnå den fornødne kulturelle opmærksomhed, viden og sensitivitet og altså således de efterspurgte kulturelle kompetencer er ikke bare sådan bare lige at nå i mål med, fremgår det af antologien, der gerne vil have etniske danskere til at opføre sig mere forstående over for de godt 13 procent af landets borgere, som er af anden etnisk herkomst. Men for at lykkes hermed skal man ikke bare være bevidst om ’egne fordomme, egne forståelser, sin egen kulturelle identitet og kulturarv samt om de kategoriseringer og stereotypificeringer’, som man uvilkårligt tillægger andre mennesker. Ligesom man også skal ’tænke over, hvornår man selv mangler viden om andres forskellige sundhedsopfattelser og adfærd’ for således at undgå fordomme og fordømmelser af patienten og dennes familier. Og endelig skal man ’besidde evner og mod til at adressere fordomme, diskrimination samt ulighed i de forskellige kontekster, det kulturelle møde optræder i.’

Alt sammen er nemlig forudsætninger for, at man kan udvise den medfølelse og medmenneskelighed, som ifølge bogen er en afgørende betingelse for, at den sundhedsprofessionelle kan udføre kulturelt kompetent pleje og omsorg.

Men selv om patienter sjældent er i tvivl om, at de har behov for medfølelse, medmenneskelighed, så spænder kultursammenstød alligevel nogle gange så grundigt ben for patienternes behov og personalernes gode intentioner, at patienterne ender op med at blive ofre for ’negative og fordømmende kategoriseringer og stereotypificeringer’. Særligt udsatte er tilsyneladende patienter, som er så uheldige, at de havner på en afdeling, hvor det er blevet en del af kulturen at omtale patienter som ’besværlige’.

”Bliver patienter ofte kategoriseret som “besværlige”, øges risikoen for forråelse blandt plejepersonalet. Dermed kan en afdelings kultur udvikle sig til at acceptere dehumaniserede patientrelationer, kynisme, højt tempo og faglig meningsløshed,” fremgår det fra psykolog Dorthe Birkmose, der mener, at en typisk forråelsesproces starter med, at man føler afmagt og får impulser eller tanker, man ikke er stolt af – som f.eks. lyst til at ignorere patienten eller hæve stemmen over for de pårørende – men man opfører sig ordentligt.

Forråelsen dukker ifølge Birkemose op, når man ikke kan overskue situationen eller bliver magtesløs, når man er udmattet eller føler sig krænket, eller når ens kolleger signalerer, at råhed er det eneste, der virker.

”Forråelsesprocessen medfører en umenneskeliggørelse af patienten, som bliver mødt med manglende empati, dobbeltmoral og negativ sprogbrug. I sprogbrugen ligger der en magt, som kan være medvirkende til, at patienterne kan blive udsat for negative og fordømmende kategoriseringer og stereotypificeringer.”

Men kulturmøder i sundhedsvæsnet kan medføre et ligefrem kulturchok blandt personaler ifølge "Kultur for Sundhedsprofessionelle", der blandt andet beretter om en undersøgelse af nyuddannede sygeplejerskers reaktioner, når de nyansatte sygeplejersker konfronteres med de aktuelle arbejdsforhold, som de ellers troede, at de havde forberedt sig på gennem en lang uddannelse:

”De finder desværre ud af, at de netop ikke er forberedt til den nye kultur med konkurrerende hensyn til faget og patienterne og loyalitet over for organisationen, økonomien og retningslinjerne. I denne professionsidentitetsdannelse kan vrede, tristhed, angst og skyld skabes af det faktum, at det er umuligt at tage faglige hensyn til patienterne samtidig med, at man lever op til organisationens krav med NPM (New Public Mangement, red.) som styringsredsredskab,” skriver ph.d., cand.cur. og lektor ved Professionshøjskolen Absalon Campus Roskilde, Karsten Juul Jensen.

Antologiens i alt 10 forskellige bidrag handler dog især om møderne mellem sundhedsprofessionelle og patienter fra fremmede kulturer for hvem, at kultur på begge sider af hegnet kan komme til at skygge for udfordringer som krigserfaringer, tortur, fattigdom, familieforhold og boformer som de mulige årsager til sundhedsmæssige, livsstilsbetingede sygdomme, ulighed i sundhed, korrekte diagnoser, relevante behandlinger. Forhold som igen kan føre til forskellige former for diskriminering og stempling af at være forkert, uønsket eller negativt anderledes end andre etnisk danske patienter.

At være minoritet handler ifølge antologien ikke om at være i mindretal eller om at være anderledes, men om at blive tilskrevet en kulturel anderledshed af majoriteten, og hvis en patient minoriseres, kan det asymmetriske magtforhold i mødet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten derfor blive yderligere forstærket, og mødet vurderes som dårligt. Som eksempel på et møde, der gik skidt fortæller antologien om de to universitetsstuderende, Iman og Musa, begge 25 år, der begge er vokset op i Danmark, men som nu er på hospitalet for at føde deres første barn. Om parrets oplevelse med en jordemoder, der skal igangsætte Iman, fortæller Musa:

”Iman skal til at føde, og under det her intime indgreb, hvor hun skal igangsættes, spørger jordemoderen: “Hvor er I fra?”, og der tænker jeg bare, “kan du ikke stille nogle andre spørgsmål?” Men så svarer Iman rigtig hurtigt: “Jeg er fra Danmark”. Jeg kunne godt mærke på Iman, at hun blev irriteret, og at hun havde det hårdt i forvejen med fødslen. Så kigger hun [jordemoderen] lidt underligt, og så tænker jeg, “ved du hvad, jeg skal ikke have en samtale lige nu, en kontroversiel samtale om et eller andet helt absurd emne, en videre diskussion om etnicitet eller et eller andet mærkeligt noget, det har jeg ikke overskud til lige nu, vi skal ligesom sørge for lidt damage control, at Iman har det okay og fint osv.”, så jeg siger, at vi oprindeligt stammer fra Marokko. Og så siger hun: “nå okay, det var der, det der terrorangreb, det der drab på de to kvinder, var.” Så tænker jeg bare, “er du mærkelig oppe i dit hoved, hvad er det, der foregår? Altså har du ikke et andet tidspunkt, hvor du kan snakke om terrorister eller mordere end lige nu, hvor du er i gang med et ret intimt indgreb på et andet menneske? Det er ret malplaceret og underligt”. Så begyndte hun pludselig at tale om håndsrækning, altså om hvorvidt man giver hånd, og hvordan hun bliver provokeret, når folk ikke giver hånd, og det ene og det andet. Så spørger jeg hende, hvor mange gange hun har oplevet det. Hun har været jordemoder i 30 år eller sådan noget. Så siger hun én gang. Jeg tænker, okay, det var et mærkeligt emne at tale om eller, hvad skal man sige, at lægge vægt på, når hun kun har oplevet det én gang.”

Kultur for Sundhedsprofessionelle er en fin og meget velmenende antologi, som sætter grundigt spot på et samfundsproblem, som vi ikke er særligt dygtige til at tale konstruktivt om. Heller ikke selv om det fylder mere og mere i vores multikulturelle sundhedsvæsen, hvor kulturmøder fortsat for ofte bliver til kultursammenstød, som kan frustrere de sundhedsprofessionelle, og som kan koste liv og førlighed for de anderledes og minoriserede.

Kultur for sundhedsprofessionelle, Gads Forlag, 270 kr.