| | | | | |
 


Her er forårets mest interessante bøger

BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt fem af de mest interessante bøger på sundhedsområdet fra 2021.

Skrækindjagende spændingsroman om depression og mikropsykoser

 
 
 
 
 

Forfatteren Steffen Jacobsen har skiftet jagten på forbrydere ud med en psykologisk thriller om en ung kvindes kamp mod fortielser, depression, angst og psykose.

Den tidligere overlæge og nu bestsellerforfatter har med sin nye bog Detox om et akut psykisk sammenbrud begået en bog, som er mindst ligeså spændende som hans ellers nok så hæsblæsende og prisbelønnede krimier om politi-makkerparrene Michael Sander og Lene Jensen i "Trofæ” og senere Tanya Nielsen og Jacob Nordsted. Krimier som alle velfortjent er stormet til tops på de danske hitlister – og som i øvrigt også går deres sejrsgang i resten af verden. 

I Detox er der ingen forbrydere, ingen halshuggede og ingen drabsforskere. I stedet er der Anne, midt i tyverne, som netop har mistet sin far og sin søster, men som oveni også er ved at tabe grebet om sin lidt stillestående karriere som international musiker.

Faren, professor, overlæge og dr.med i neurologi på Rigshospitalet har begået selvmord som resultat af en ofte aktiv, men for alle skjult sindssygdom. Storesøsteren er død af brystkræft, og Anne har buret sig inde i familiens sommerhus og fælles fristed i det nordjyske ved Løgstør Bredning, hvor faren tog sig af dage. Meningen er, at hun skal rydde op i boet, inden hun skal til London en uge senere og optræde.

I stedet for at ordne farens ejendele overmandes Anne af tankemylder, ønsker om selvmord, en ond stemme, vrangforestillinger og ikke mindst en diffus og frit flydende angst, som hun forsøger at holde stangen ved hjælp af sin afdøde fars generøse spirituslager og efterladte psykofarmaka. Men trods de rigelige mængder af selvmedicinerende præparater er det svært for hende at holde de skrækindjagende angstanfald skak, som Steffen Jacobsen blandt andet beskriver således:

[“Og mørket udvidede sig endeløst og hendes hjerte hamrede alt for hurtigt helt ud til grænsen og hun svedte fra alle porer og hendes hår blev vådt og mættet af sved og hun mumlede et eller andet litani der engang måske havde lindret premierenerver og den slags men slet ikke som dette det var som at blive foldet ind i en lavine af gru og det var første gang og ordene hjalp da heller ikke selv om hun mumlede dem om og om igen det var som at tømme havet med en teske lungerne pumpede vildt under anfaldet og hjertet slog så hurtigt i halsen at hun vidste hun skulle dø lige nu uden nogen som helt tvivl det var en overbevisning der var absolut og som man ikke kunne undslippe og hun begyndte at skrige og blev ved med at skrige mens hun skreg tændte hun lyset men det hjalp ikke for alting var uigenkendeligt selv om hun havde set det hele tusind gange før så kom hun på benene og løb over kokostæppet mod døren mens hendes egne hæse vilde skrig slog tilbage og smældede fra alle flader og der var ingen nåde eller udvej og hun ramte forbi dørhåndtaget to gange før hun tumlede ud på trappen og faldt så ned ad trappen og landede hårdt,” skriver han og fortsætter:

”Der var ikke andet at gøre end at vente og sitre og trække vejret så kort og langsomt som muligt. Så begyndte pillerne at afsondre ro og ligegyldighed, og Anne kunne efterhånden rette sig op. Hun stak udmattet en tommelfinger op i luften som efter en vellykket katastrofelanding på Hudson River, men vidste ikke, hvad hun skulle gøre næste gang. Måske var hun fortabt næste gang. Måske var det her den sidste gang.

– Far! … FAR!”]

At Steffen Jacobsen kan skrive så medrivende om angst og sygdom i sind og sjæl er ikke en tilfældighed. I forbindelse med udgivelsen af ’Detox’ fortæller han blandt andet om baggrunden for den, at han selv har en lang historie med behandlingskrævende depression, og at bogen derfor har været en vigtig og personlig bog for ham at skrive: 

”På den måde har jeg ikke noget imod at blotte mig selv – jeg synes, det er vigtigt at aftabuisere sindssygdom. Det er jo netop en sygdom. Og den kan behandles. For mig var det en udfordring, om jeg kunne beskrive en psykose, tankemylder og tankestrømme. Jeg ved ikke, om det er lykkedes, men jeg har ikke fortrudt. Og jeg er stolt af bogen,” siger han.

Og Steffen Jacobsen har da også grund til at være stolt, for jo han har indfriet sin egen udfordring og formår at få læseren med helt ind i Annes i skrøbelige sind, hvis balancer provokeres yderligere af nogle dybe familiehemmeligheder, som hun finder i sommerhuset. Opdagelser, som er så smertelige, at de ikke kun får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens, men som oveni tabene af far og søster også sender hende ind i mikropsykosen, hvor hun ikke mere har styr på virkeligheden:

Steffen Jacobsens mange fans behøver ikke at være skuffede over, at han har tilladt sig at bevæge sig ud af krimiuniversets bestialske mord og politiefterforskeres dramatiske opklaringsarbejder. Annes jagt på sin egen historie, identitet og sandheden i stedet for de løgne, svigt og tab, som har gjort hende akut syg, er fuldt ud ligeså nervepirrende, spændende som hans krimier - og måske endnu mere vedkommende og endnu mere velskrevet.

Mission accomplished, Steffen Jacobsen!

Steffen Jacobsen: Detox, Lindhardt og Ringhof. Pris: 200 kroner

 

Lærebog i at omgås patienter fra andre kulturer er en øjenåbner

 
 
 
 
 

Hvordan får en læge sine kompetencer, viden og erfaringer i spil indenfor en snæver tidsramme overfor indvandrerpatienter med komplekse medicinske problemstillinger og helt andre kulturelle erfaringer?

Det forsøger Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Klinisk Institut på SDU, at besvare i sin nye bog Det du ikke ved, får patienten ondt af, som både fortæller, hvor fuldstændigt galt det ofte kan gå, når de to verdner møder hinanden, men som også er fuld af råd til, hvordan læger kan blive bedre rustede til at behandle denne patientgruppe.

”Der skal arbejdes målrettet og stædigt fra begge sider for at få de platforme til at hænge sammen. Hvis man forsømmer sig mod at afklare samtalens dagsordner, præmisser og afsæt er der stor risiko for at den diagnostiske proces afspores eller forsinkes. Det kan være en fordel at gøre sig bekendt med de almindeligste forstyrrende og forsinkende faktorer i processen: forventninger, de egentlige behov, angst, læse- og sprogvanskeligheder, hukommelses- og koncentrationsevner, tro på lægen, kræftmistanke, dødsangst, grundlæggende anden opfattelse af symptom årsager, afvigende kronologisk forståelse etc,” lyder nogle af rådene til opnåelse af bedre møder fra Morten Sodemann, der helt grundlæggende mener, at flygtninge/indvandreres grundvilkår i sundhedsmæssig sammenhæng alt for tit ignoreres.

Og det er da også skrappe grundvilkår, som flygtninge/ indvandrere er oppe i mod ifølge Sodemann:

”At være flygtning giver med det samme 4 klip i det mentale kørekort: Selvagtelsen udfordres, det sociale sikkerhedsnet undermineres, stressstyringen kompromitteres, livsstrategien blev væk under flugten. Vilkår som lav eller ingen skolegang, tidligt omsorgssvigt, stort ansvar i for ung alder, voldsomme krigsoplevelser, ekstrem hjælpeløshed under flugt, handlingslammelse, skjulte selvmordstanker, usikkerhed om familiemedlemmers tilstand, afhængighed af svagt netværk og ensomhed forstærkes af usikre fremtidsmuligheder, uklart opholdsgrundlag, mistro, angst, usikkerhed og mistillid, der vedligeholdes af en konstant sprogbarriere i alle livets forhold. ”

Disse klip i det mentale kørekort placerer ifølge professor Sodemann et kæmpe ansvar på skuldrene af de sundhedspersoner, der møder etniske minoritetspatienter – uanset om disse kan lide det eller ej:

”Én af de største barrierer i samtalen med indvandrerpatienter er, at læger ofte ikke formår at inddrage flygtninge/indvandreres grundvilkår i samtale, information, undersøgelser og behandling. Sundhedsprofessionelle har svært ved at forstå - og at inddrage etniske minoritets patienters liv, før de kom til modtagerlandet, hvilket ofte fører til fejlslagne undersøgelsesprogrammer, lav behandlingskvalitet, lægefejl og ringe effekt af sundhedspædagogiske tiltag.,” kritiserer Sodemann, der fortsætter:

”Helt basale regler og rettigheder kan blive sat ud af spil i etniske minoritetspatienters møde med sundhedsvæsenet, fordi vi glemmer grundvilkårene. Berøringsangst, tabuer, irritation og modvilje, manglende respekt og mistænkeliggørelse af pårørende får let overtaget og kan true både behandlingskvalitet og patient sikkerhed. Post traumatisk stress syndrom (PTSD) og beslægtede tilstande er et overset problem, men er ofte usynlige med/modspillere i klinisk sammenhæng og bør kendes også af somatiske læger.”

Sammenlignet med patienter uden sprogbarrierer har flygtninge ifølge Sodemann et ganske anderledes forløb i sundhedsvæsenet og således et mindre godt udbytte af sundhedsvæsenets undersøgelses - og behandlingstilbud. Blandt andet på grund af flere medicinfejl, lægefejl, komplikationer, akutte indlæggelser, indlæggelser på forkerte afdelinger og genindlæggelser. Alt sammen hændelser, der medvirker til en højere dødelighed blandt indvandrere og flygtninge, som følger et helt andet negativt dødelighedsmønster, end man møder hos baggrundsbefolkningen.

"Det du ikke ved, får patienten ondt af" handler altså om alt det, som sundhedspersonaler ikke ved, at de ikke ved om patienter med en anden baggrund, hvorfor de glemmer, overser, ignorerer, fejlfortolker, bagatelliserer eller simpelthen opgiver. Men meget underligt, irriterende og svært bliver nemt, når blot man forstår patienten og dennes baggrund. Og så i øvrigt holder sig for øje, at det ofte er vigtigere at finde ud af hvilken patient, der har sygdommen, end hvilken sygdom, patienten har,” siger Sodemann. Han trækker ikke kun på sine mangeårige erfaringer fra sit arbejde som overlæge i Indvandrer Medicinske klinik ved SDU, men henter også data og viden fra sine utroligt omfangsrige studier af den medicinske faglitteratur om emnet.

At læse "Det du ikke ved, får patienten ondt af" er på mange måder en rystende og tankevækkende oplevelse. Ikke kun på grund af dens grundige dokumentation af hvor ofte, hvor alvorligt og hvor ligefrem fuldstændigt grotesk galt det kan gå, når indvandrere og flygtninge møder det danske sundhedsvæsen. Men også på grund af bogens talrige og uendeligt sørgelige og barske patientcases, der viser en patientgruppe, som har haft så hårrejsende erfaringer og invaliderende livsvilkår, at det næsten er ufatteligt for os andre. Altså ofte svært traumatiserede mennesker for hvem sygdom ovenikøbet kan være kendetegnet ved skyld, skam, onde øjne og pay back - eller måske ligefrem opfattes som en forudbestemt og skæbnestyret begivenhed.

Det er en imponerende oplysningsindsats som Sodemann begår i denne fremragende øjenåbner af en bog, som ovenikøbet kan læses gratis her: http://ouh.dk/wm527849

Hatten af for professor Sodemann, som endnu engang på fornemmeste vis løfter den lægefaglige fakkel for forsøg på medmenneskelig forståelse af nogle af de mest sårbare patienter i vores samfund.

 

Varm, klog og optimistisk bog om angst fra Hjernemadsen

 
 
 
 
 

Psykiater og forfatter, Peter Lund Madsen, forsøger i ny bog at afdramatisere unges angst samtidigt med, at han tager angsten, som han selv har lidt så meget under, dødsens alvorlig. Den komplekse manøvre er der kommet en meget varm, optimistisk, klog og menneskevenlig bog ud af.

Inden for de seneste 15 år er der sket mere end en fordobling i antallet af angstdiagnoser hos børn og unge. En stigning, som ikke er set hos voksne, men som formentligt skyldes en blanding af øget fokus på diagnosticering og vores moderne samfunds- og livsstilsforhold, skriver psykiateren Peter Lund Madsen i sin nye bog "Når børn og unge får angst."

Ifølge Peter Lund Madsen kan nutidens hyppige forekomst af angst fremprovokeres af blandt andet de unges store frihed og de mange muligheder for sejre og nederlag, som giver en følelse af, at alt afhænger af én selv kombineret med en generelt mere fragmenteret og flimrende verden:

”Nu om dage kan det være rigtigt svært at finde sin værdi som menneske. Da jeg var ung, præsenterede den mentale frustration hos børn og unge sig oftere gennem utilpasset adfærd, hærværk og ballade, end den gør i dag, hvor den for en stor dels vedkommende kanaliseres ud som angst, som er den mest acceptable og på mange måder også mest hensigtsmæssige måde at bære sin mentale frustration på:

”Desuden lærer man af hinanden. Den mentale smerte har et sprog, en måde, den typisk og tilpasset tiden udtrykker sig på. Hvor det tidligere handlede om isolation, utilpasset adfærd og hærværk, handler det nu i højere grad om angst. Jeg tror ikke, det er sværere at være menneske i dag. Men når man har det dårligt, så har man det dårligt på en anderledes måde, end de havde det i gamle dage,” skriver Peter Lund Madsen.

Men at angst er blevet et moderne udtryk for unges frustrationer betyder dog ikke, at sygdommen bør negligeres, advarer Peter Lund Madsen:

”Det faktum, at flere bliver diagnosticeret med angst, ændrer ikke på angstdiagnosen i sig selv, det betyder ikke, at ”der skal mindre til” for at få diagnosen. Angst i en styrke, der kvalificerer til en angstdiagnose, er fortsat en pinefuld tilstand, der indebærer risiko for udvikling af komplikationer,” skriver Anders Lund Madsen, der understreger, at angst ikke er hverken hysteri, ondt i pjækketarmen eller et resultat af dårlig opdragelse.

At angst er en reel udfordring for såvel barnet eller den unge som for deres forældre understreges i bogen ved en stribe meget kyndige interviews med børn, unge og deres forældre, som viser angsten i al dens gru og rædsel, når den forhindrer de ramte i at gå i børnehave og i skole, i at være sammen med kammerater i fritiden og nogle gange i at gå udenfor hjemmets fire døre eller blot stå op af sengen. Både børn og forældre deler ud af deres forfærdelige erfaringer med angstens benspænd og giver råd om vejene til vellykkede behandlinger og samarbejder med skoler, sundhedspersonaler og institutioner.

Anders Lund Madsen lægger i kraft af sine grusomme beretninger om de erfaringsramte børn og unge og deres forældre ikke skjul på, hvordan disse kan blive fanget i et helvede på jord, som er absolut behandlingskrævende, hvis ikke de ramte skal køre helt ud over kanten. Men samtidigt er hans bog også et forsøg på at berolige de unge og deres forældre ved at afdramatisere den omend vanvittigt ubehagelige, så alligevel ikke helt så alvorligt lammende angst, som han ser udbredt hos børn og unge i dag:

”Angst kan være pinefuld, men den er ikke farlig i sig selv, og den kan i langt de fleste tilfælde styres eller overvindes. Der er behandlingsmetoder og gode og dygtige mennesker, som kan hjælpe. Men det er ikke det eneste. Tiden går, hjerner modnes, og vi bliver med alderen bedre til at forstå verden og os selv. Er man et barn eller ungt menneske, der plages af angst, eller er man tæt på et barn eller ungt menneske, der plages af angst, så garanterer jeg, at der er håb forude.”

At angst, bekymring og uro fylder for meget i vores dagligdag, er ifølge Lund Madsen forventeligt og naturligt, for vores hjerner er skabte til at være bange, og angst er en overlevelsesmekanisme, som vi alle har brug for, men som kan være svær at kontrollere for de af os, som er født med en bekymret hjerne:

”Ja, angst er for en stor dels vedkommende medfødt. Min tendens til bekymring og angst er medfødt. Min hjerne er skabt til at være bekymret. Det er sådan, det skal være. Menneskehedens overlevelse afhænger af, at der fødes mennesker med nervøse hjerner. Hvis alle blev født ubekymrede, uden nogen form for frygt og bæven, ville det hurtigt ende helt, helt galt. Vi mennesker må ikke være ens. Vi skal være forskellige, vi har alle vores rolle at spille, og der er brug for os alle sammen,” erklærer Lund Madsen, der selv har måttet kigge sin angiveligt medfødte angst i øjnene, siden han var en lille dreng, men som har lært at acceptere den som sit livs grundvilkår og i kraft heraf også har lært at styre dens værste hærgen:

Der er noget utroligt opmuntrende ved Lund Madsens snit på angsten som en forudsætning for artens og fællesskabets overlevelse: Nogle er født til at være dumdristige og vilde, andre til at være bekymrede og forestille sig alt det værste, der kan ske. De frygtsomme, som har fået hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem, har en mission i forhold til fælleskabet. Hjerner, som er disponeret til at udvikle angst findes kort sagt, fordi der er brug for dem, mener han:

”Tendensen til bekymring og angst er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter. Når din datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke din skyld. Det er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Du har ansvar for, hvordan du håndterer det, men ikke for at det er opstået. Tilsvarende er det ikke min mors og fars skyld, at jeg er bekymret, og de har hjulpet mig til at kunne leve godt med det," skriver Lund Madsen og fortsætter:

"Men hvad med mig selv? Er der overhovedet ikke noget, jeg selv kan gøre for at undgå alle disse bekymringer og angsttilstande? Svaret på dette spørgsmål er i det store og hele: Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem. Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind,” skriver Lund Madsen, der påpeger, at overgangen fra en lettere bekymringstendens over en decideret ængstelig tilgang til livet og frem til en tilstand, hvor en diagnose kan komme på tale, er glidende, men samtidigt også understreger, at man skal skaffe sig hjælp, hvis angsten begynder at nedsætte livskvaliteten i væsentlig grad.

"Når Børn og Unge får Angst" er en gave til de angste og deres forældre. Der er ingen quick fixes, ingen smarte life-hacks, men i stedet hjælpsomme, refleksioner, bunkevis af håb og en masse varmende livsklogskab fra en udpræget empatisk humanist, som kender til livet med angst fra sit professionelle arbejde såvel som fra egen krop, og som herefter er nået frem til:  At nok er angst forfærdeligt, men hvis man forstår den, og hvis man giver den unge hjerne ro til at udvikle sig færdig og i øvrigt får hjælp til at tøjle sine angstplagede fortolkninger af verden, hvis det bliver for slemt, ja så kan angsten være til leve med - til at leve godt med. Og i øvrigt så går et angstanfald over, og man dør man ikke af det. 

Faktisk bliver man i godt humør af at læse bogen, som må kunne virke som blid balsam på urolige hjerner, angste sjæle og bekymrede forældre, som hermed får mulighed for at erstatte skamfølelser med en forståelse af angstens væsen samt ikke mindst også chancen for at se et eller flere lys forude.

Peter Lund Madsen: Når børn og Unge får Angst, er udkommet på Lindhardt og Ringhof. Pris 230 kroner

 

Psykiater sætter fokus på piger med ADHD i ny bog

 
 
 
 
 

Vi overser pigerne med ADHD, når vi leder efter symptomer, som er mere udbredte hos drengene. Pigernes symptomer er anderledes, og konsekvenserne af deres symptomer ofte endnu mere alvorlige, skriver den svenske psykiater og overlæge, Lotta Borg Skoglund i ny bog.

Historisk set har ADHD primært været en diagnose, der er blevet opdaget og diagnosticeret hos drenge. Men at vi har overset pigerne, betyder ikke, at de ikke eksisterede, og det betyder heller ikke, at de ikke havde det lige så hårdt som drengene. Faktisk har de snarere større funktionsnedsættelser, og alligevel diagnosticeres ADHD stadig betydelig oftere og meget tidligere hos drenge, end det sker hos piger. Og får piger og kvinder endelig deres ADHD-diagnose, så er der markant færre af pigerne, der modtager støtte og behandling, fastslår psykiater på Karolinska Universitets hospital og lektor ved Uppsala universitet, Lotta Borg Skoglund, i sin bog ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde.

”I mine år som læge har jeg mødt mange piger og kvinder, der har kæmpet så hjerteskærende hårdt for at få enderne i deres liv til at mødes. På trods af intelligens, på trods af talent og livsvisdom, på trods af hvide knoer og konstant at starte forfra fortæller de mig, at de bare ikke kan få livet til at fungere. Desværre har hverken forskningen eller sundhedsvæsnet haft nogen særlig stor interesse i pigers og kvinders unikke udfordringer med ADHD, og vores viden om denne store gruppe af kæmpende mennesker er stadig skræmmende ringe," kritiserer Skoglund.

Inden Lotta Borg Skoglund gik i gang med at skrive sin bog, troede hun, at hun stod foran at skulle læse tusindvis af videnskabelige artikler om piger og kvinder med ADHD. Men de relevante artikler var ifølge hende overstået på en eftermiddag:

”Der er meget lidt forskning af høj kvalitet om piger og kvinder med ADHD både fra Sverige og internationalt. I det store og hele udføres 99 procent af al forskning og alle studier af ADHD af mænd og om mænd,” siger Skoglund, der selv gennem sit kliniske arbejde og i sin forskning har mødt mange kvinder med ADHD, som ikke har følt sig hverken sete eller forståede, men i stedet mislykkede.

Ifølge "ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde" har piger og kvinder med ADHD en decideret anden symptomprofil end det modsatte køn. De oplever større påvirkning af selvværdet og større vanskeligheder i vennerelationer. Hertil kommer, at piger og kvinder har en anden form for komorbiditet med angst og depression samt en tendens til at udvikle andre typer af mestringsstrategier, der skjuler problemerne i skolen, på arbejdet og i hverdagen. I stedet for som drengene at larme og være voldsomme, er de typisk stille og dygtige.

At et kvindeliv med en ikke-diagnosticeret ADHD er et liv i modvind op af utallige bakker levner Skoglund ikke skygge af tvivl om. I stedet giver hun sine læsere en oplevelse af at blive konfronteret med en slags ADHD’ens me-too, som vores sundhedsvæsen skal holde op med at tage let på eller på anden måde feje ind under gulvtæppet.

Og at livet kan blive mere end almindeligt svært for piger og kvinder med ADHD uden nogen former for hjælp til at organisere og prioritere deres hverdag, men som i stedet lever med beskyldninger om at være dovne når de ikke kan eksekvere de ting, ideer og planer som de ellers gerne ville på grund af en nedsat funktion i hjernens evne til eksekutive processer, får Skoglund forklaret med lysende klarhed:

” At vide hvad man skal gøre, men samtidig ikke være i stand til at komme i gang med det, bliver et stort handikap, når bunkerne af vasketøj og tallerkener vokser, og regningerne ikke bliver betalt. Ikke mindst når omgivelserne fortolker det som generel forsømmelighed, dovenskab, depression eller inkompetence.”

Med ADHD er der således på grund af ADHD’ens mange symptomer ifølge Skoglund en øget risiko for både fysisk og psykiatrisk komorbiditet, højere risiko for ulykker og skadelig brug af alkohol og stoffer, kriminalitet og alvorlig afhængighed. Og vejen ud af disse problemer er diagnosticering og behandling:

”Den rigtige diagnose og forklaring er ofte uvurderlig, og det gør en stor forskel, når brikkerne falder på plads, og man pludselig forstår, hvorfor man har ’opført sig’ så akavet hele sit liv. Hvorfor man hele tiden er faldet tilbage i samme spor, og hvorfor omgivelsernes gode råd og sundhedsindsats ikke virker. Der er tale om mange piger og kvinder, der i kraft af denne omdiskuterede diagnose har været i stand til at skabe forandring, og som har fået værktøjer til at begynde at tage vare på sig selv, forklarer hun og fortsætter:

ADHD er nok én af de mest omdiskuterede psykiatriske diagnoser overhovedet. Findes den overhovedet? Er diagnosen ikke bare udtryk for sygeliggørelse af mennesker, som bare er lidt anderledes, eller som måske har dårlige forældre? Og er behandlingerne ikke i virkeligheden i bedste fald værdiløse og i værste fald mere skadelige end sygdommen? Det er nogle af de spørgsmålstegn, som konstant stilles ved sygdommen ADHD, forklarer Lotta Borg Skoglund, der afviser disse forestillinger som ikke kun videnskabeligt helt forkerte, men også umenneskelige, og gør med sin bog en brav indsats for at få forklaret, både hvad sygdommen skyldes, hvor fuldstændigt ødelæggende den kan være i et helt langt liv, og endeligt hvor værdifuldt det kan være for de ramte at blive taget alvorligt både af sundhedsvæsnet, men også af alle os andre.

Hvis man vil vide noget om piger, kvinder og ADHD er bogen et fremragende bud. Og vil man også vide noget om drenge og mænd, er man heller ikke nødvendigvist gået galt i byen, for Skoglund kan tydeligvist sin ADHD på begge køns vegne.

Lotta Borg Skoglund: "ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde", er udkommet på forlaget Pressto. Prisr 270 kroner

 

Brostrøm hængt grundigt til tørre i ny bog

 
 
 
 
 

Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm undervurderede fuldstændig corona og modarbejdede derfor konsekvent regeringen i pandemiens første måneder. Det fremgår det af den nye biografi "Det første år" om Mette Frederiksens første år som statsminister.

Da statsminister Mette Frederiksen 11. marts 2020 lukkede landet, steg smitten så hurtigt, at den var ved at være udenfor kontrol. Men alligevel skete nedlukningerne under protest fra Sundhedsstyrelsens chef, Søren Brostrøm, som længe havde afvist statsministeriets stigende bekymringer for virussets fremmarch i andre lande. Han mente ikke, at coronavirus udgjorde en alvorlig trussel mod borgere, hospitalsvæsenet og samfundet.

En modstand, som Søren Brostrøm fortsatte i måneder, og som gjorde, at Statsministeriet måtte finde sin rådgivning udenfor Sundhedsstyrelsen, selv om både Sundhedsministeriets daværende departementschef, Per Okkels, og Statens Serum Instituts virolog Kåre Mølbak gang på gang forsøgte at tale ham til rette. Det fremgår af en ny bog fra journalisten og forfatteren bag flere bøger om danske statsministre, Anne Sofie Kragh. Hun har haft eksklusiv adgang til statsministeren og hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet og har derfor som en anden flue på væggen kunnet følge hvordan og af hvem, at beslutninger blev taget i løbet af Mette Frederiksens første år i statsministerstolen.

Konflikterne mellem Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen om, hvor vidt corona skulle forstås og håndteres som enhver anden influenza, tog fart 21. januar 2020, hvor Statsministeriets nye departementschef Barbara Bertelsen, bestiller hvad der skal blive den første sag om corona i Statsministeriet. Barbara Bertelsen vil vide om Danmarks kriseberedskab var parat til en alvorlig pandemi, fortæller  Anne Sofie Kragh og fortsætter:

”21. januar var også dagen for det første møde om corona i Sundhedsstyrelsens kriseledelse med direktør Søren Brostrøm og en række ledende medarbejdere. I modsætning til departementschefen i Statsministeriet mente man her, at det var meget usandsynligt, at corona kom til Danmark.”

Sundhedsstyrelsens største bekymring var ikke, om landet var klar til en pandemi, men hvordan man skulle undgå at skabe panik og en nu endnu mere bekymret Barbara Bertelsen begynder selv en intensiv overvågning af corona samtidigt med, at Brostrøm udsender beroligende pressemeddelelser.

Ifølge Anne Sophie Kragh var Mette Frederiksen fra begyndelsen bevidst om, at hvis Danmark skulle godt igennem, krævede det, at danskerne lyttede til og stolede på myndighederne. Udadtil måtte regeringen og sundhedsmyndighederne stå sammen:

”Men indadtil udfordrede hun løbende myndighedernes holdning. Også i forhold til de hjemvendte skiturister. Hun mente, det eneste logiske var at sørge for, at de ikke kom i nærheden af andre, men hun trumfede ikke sin mening igennem. Hun måtte vælge sine kampe med omhu. Senere fortrød hun, at hun ikke valgte den med skituristerne.”

Den 28. februar begynder konflikterne med Sundhedsstyrelsen for alvor at spidse til. Statsministeriet vil herefter indover alt, hvad sundhedsmyndighederne informerer om. Søren Brostrøm nægter. Han mener, corona er et sundhedsanliggende for Sundhedsstyrelsen og ikke et samfundsanliggende under Statsministeriet. Og samtidigt begynder antallet af smittede i Danmark at stige.

I dagene omkring 5. marts afviser Søren Brostrøm, at pandemien vil kunne smitte op til 20 procent af borgerne, alt imens at Mette Frederiksen selv sidder og udregner procenter på de stigninger i smittetal, som hun via Johns Hopkins-kortet følger time for time i Danmark og ikke mindst Europa, som er ved at udvikle sig til et nyt epicenter for virussen.

”Hun besøgte kortet måske 15 gange i døgnet. Når hun satte fingeren på de enkelte lande, poppede smittetallene frem på skærmen. Hun holdt særligt øje med Norge, Sverige, Tyskland og selvfølgelig Italien, men kunne på alle tider af døgnet lire et cirkatal af fra et hvilket som helst land i Europa. De røde pletter på Johns Hopkins-kortet samlede sig i en blodig klump over Danmark.”

Den 10. marts er Søren Brostrøm imod, at Mette Frederiksen ønsker at advare de særligt sårbare, han ser ikke noget fagligt grundlag herfor. 11. marts lå Danmark samme sted på kurven, som Italien havde gjort 14 dage tidligere, og natten til 12. marts begynder regeringen forberedelser til nedlukning. Men igen er Søren Brostrøm imod, for han ser ingen proportionalitet mellem virussen og den omfattende nedlukning og vil ikke være med.

Og sådan fortsætter Søren Brostrøm ifølge Anne Sophie Kragh sin modstand op til nedlukningen, under og bagefter trods andre sundhedsmyndigheders ihærdige forsøg på at få ham med om bord og indse, at corona ikke længere var en sundhedskrise, men havde udviklet sig til en samfundskrise, og at han derfor måtte acceptere, at krisestyringen lå hos regeringen.

For ivrige følgere af spillet bag regeringens og sundhedsmyndighedernes coronakulisser, er mange af oplysningerne i "Det første år" måske ikke nye informationer. Brikker har været fremme tidligere. Men bestemt ikke alle, og da slet ikke på den sammenhængende måde, som den særligt interesserede og detaljeorienterede læser får adgang til her. Anne Sophie Kragh har sans for både det store billede, og at djævelen, som altid, ligger i detaljerne.

At skildringerne øvrigt også er meget velskrevne og forfatterens pen yderst professionel og overskudsagtig gør, at det er top-underholdende at få rystet posen med såvel kendte som nye brikker til forståelsen af, hvad der egentligt rørte sig i regeringen op til og under den dramatiske nedlukning og senere ligeså konfliktfyldte genoplukning.

Bogen er dog ikke lutter corona, men også en lidt mere traditionel biografisk skildring af en ung kvindelig politiker, engang kaldt for Skrigeskinken og dennes transformation til en mere moden statsminister. I det hele taget er det kvinderne, der står stærkest og skarpest i denne bog, som må kunne få enhver kvindelig, feministisk socialdemokrat til at græde af glæde og begejstring. Sjældent er en statsminister blevet beskrevet så jordbunden, så klog, så menneskelig, så idealistisk og så omsorgsfuld.

Men uanset at nogle vil kunne mene, at bogen er en glorificering af en socialdemokratisk statsminister, så skal man faktisk være skruet temmelig  misogynistisk sammen, hvis man slet ikke kan bevæges over en statsminister, som kravler op i sit træ for at bjærge sin kat, inden hun tager på arbejde, eller som uforvarende havner i en grønlandsk mødding, fordi hun får ondt af en høne, som hun vil dele sit æble med, da hun mener, at den må være sulten, og som i den grad ligger vågen om natten og spekulerer over, hvordan hun bedst redder flest mulige liv uden at sætte hele landets økonomi unødigt over styr.

At det alt sammen måske næsten er for godt til at være helt sandt, bør dog ikke afholde én fra at læse denne moderne røverhistorie for voksne om en heltemodig, kløgtig og godhjertet landsmoder og dennes renfærdige og opofrende hjælperes kamp mod corona og virussets ifølge bogen magtsyge og kyniske hjælper i form af Søren Brostrøm.

Anne Sofie Kragh: "Det første år". Udkommet på Politikens Forlag. Pris: 300 kroner