| | | | | |
 


USA’s første sorte læge var tvunget til at uddanne sig i Europa

LITTERATUR: James McCune Smith, den første sorte læge i Amerika, blev født som slave. Udover også at være den første sorte læge, som fik optaget videnskabelige artikler, var han også en berømmet essayist og aktiv forkæmper for sortes rettigheder. 

Da James McCune Smith i slutningen af 1820’ erne ønskede at uddanne sig til læge, var der ingen universiteter i New York, som ønskede at optage ham på grund af hans hudfarve. I stedet rejse han til Skotland, hvor han fik sin embedseksamen på University of Glasgow, som på det tidspunkt var dybt engageret i ophævelse af slaveriet.

John Stauffer, professor i engelsk litteratur ved Harvard University, som har redigeret en samling af James McCune Smiths "The Works of James McCune Smith", siger i et interview med Smithsonian Magazine, at James McCune Smith er et af de ’mest undervurderede litterære fyrtårne i det 19. århundrede:

”Den nærmeste, jeg virkelig kan sammenligne ham med som forfatter, er Herman Melville. Subtiliteten og kompleksiteten og nuancerne ... og det, han afslører om liv og kultur og samfund, er virkelig ekstraordinært. Hver sætning indeholder kolossale mængder. ”

Smith blev født i New York i 1813. Han mor var Lavinia Smith, en kvinde født i Charleston, South Carolina, som historikere mener blev bragt til New York som slave. Smith fik sin grundskoleuddannelse på African Free School på Lower Manhattan, som var oprettet af velhavende borgere i New York, som var imod slaveri og racediskrimination. På skolen og i en tilknyttet kirke modtog han undervisning i blandt andet latin og græsk fransk, ligesom han også beherskede spansk, tysk, italiensk og hebraisk.

I Glasgow gennemførte han på fem år sin bachelor-, kandidateksamen og dimitterede som én af de bedste i ​​sin klasse. Og efter et ophold i Paris vendte han i 1837 tilbage til New York, hvor han åbnede sin medicinske praksis på West Broadway samt også det første apotek i USA, som var ejet af en sort. I sin praksis modtog han både sorte og hvide patienter:

"Hvide var villige til at gå til ham på grund af hans ry. Han blev bredt anerkendt som en af ​​de førende læger i New York. Selv hvide læger, der var racister, kunne ikke undgå at respektere hans ekspertise på grund af hans publikationer. Hans papir, ’On the Influence of Opium upon the Catamenial Functions, var den første udgivelse af en afroamerikaner i en peer-reviewed medicinsk tidsskrift,” fortæller professor John Stauffer.

Ikke så snart Smith var vendt tilbage til USA, før han begyndte at udfordre myndighedernes brug af pseudovidenskabelige begrundelser for afroamerikansk undertrykkelse. Blandt andet holdt han et foredrag med titlen The Fallacy of Phrenology, hvor han angreb forestillingen om, at hovedform og størrelse dikterer forskellige racegruppers relative intelligens. Og de følgende 20 år udfordrede han således med data og lægevidenskabelige fakta myndigheder og borgeres forsvar for slaveri og racediskriminerende lovgivning i essays og foredrag.

Smith døde i november 1865 af hjertesvigt og levede sine sidste år i Williamsburg, Brooklyn. Han og mange sorte familier flygtede fra Manhattan efter 1863-massakren hvor især medlemmer fra den irske arbejderklasse angreb og dræbte sorte New Yorkere og modstandere af slaveri. I alt blev mindst 175 sorte hængt, brændt eller slået ihjel under optøjerne. Mange af de overlevende flyttede herefter til Brooklyn, hvor Smith altså således også boede de sidste tre år af sit liv.