| | | | | |
 


Lidt for missionerende bog om hashmisbrug

 
 
 
 
 

BØGER: Kun halvdelen af danske unge hashmisbrugere kommer ud af deres afhængighed, eftersom vores behandlingsmetoder fastholder brugerne i dårlige mønstre, hævder hashmisbrugsekspert og forfatter Christopher Schmitz.

Han har netop udgivet bogen: Den vigtigste bog du nogensinde har læst om cannabis.

Antallet af unge, der prøver at ryge hash, er stigende. I Sverige, hvor man bruger andre behandlingsmetoder kommer tre ud af fire ud af misbruget, hvor det i Danmark kun er en ud af to. Så de danske behandlingsresultater er simpelthen alt for ringe, mener Christopher Schmitz, der i ny bog retter en kraftig kritik af det danske behandlersamfunds indsats overfor hashmisbrugere.

”Jeg synes, det er på tide, at politikere og behandlere i Danmark får øjnene op. Vi skal som samfund løfte os fra middelmådig til topprofessionel misbrugsbehandling,” skriver Christopher Schmitz, der selv mener at have set lyset i form af en svensk behandlingsmetode, HAP-metoden, som han vurderer som meget mere effektiv, og som bogen da også indeholder en manual for.

Om HAP-metoden, som Christopher Schmitz selv i en årrække har benyttet i sit arbejde, og hvor 77,5 procent af hans klienter er stoffri ved 12-månedersopfølgning og kun 17,6 procent er droppet ud af behandling, skriver han blandt andet:

”HAP er et afvænningsprogram, som sigter mod at støtte personer gennem abstinensfaser og virkningerne af cannabismisbrug. Viden om MI (motiverende samtale) og KTB (kognitiv adfærdsterapi) såvel som pårørendearbejde er et vigtigt grundlag for anvendelse af manualen. Programmet tager hensyn til, hvordan en person kan blive påvirket af regelmæssig cannabisrygning, og hvad der sker, når personen holder op med at ryge. Temaer hjælper behandleren og personen til at fokusere, og anekdoter og billeder øger forståelsen for indholdet af sessionerne. Desuden findes der hjemmeopgaver til at støtte personen med dennes tanker mellem sessionerne. Behandleren hjælper personen til at fokusere og drage konklusioner ved at lægge mærke til forandringer og sammenligne med tidligere erfaringer. Det modvirker den træghed i re-orienteringen, der opstår, når personen stopper sit cannabismisbrug.”

 Christopher Schmitz er helt grundlæggende ikke nogen ven af hash, som han mener, at det danske samfund har en alt for liberal holdning til. Ikke mindst i lyset af de seneste års debat om legalisering af hash, som han mener er opstået som konsekvens af vores glorificering af cannabis:

”Når man som ung skal forholde sig til, hvorvidt man skal ryge cannabis eller ej, er man dårligt hjulpet gennem en skæv samfundsdebat om cannabis. Retorikken lader personen (og alle andre) forstå, at cannabis i bedste fald er harmløst, i værste fald ikke værre end alkohol. Det betyder, at man – understøttet af retorikken i debatten – ikke kan se noget problem i at ryge cannabis. Når personen kommer i behandling, følger retorikken med ind ad døren og vanskeliggør en succesfuld behandling. Problemet starter altså, inden cannabismisbrugerne er behandlingskrævende og kommer i behandling. Sat på spidsen er retorikken årsagen til misbrugets udvikling.”

På tilsvarende vis rammer han også en pæl igennem forestillinger om, at nogle tåler mosten meget bedre end andre, og at det  kun er nogle få særligt sårbare, som ikke gør:

”Myten om, at nogle kan tåle at ryge, baserer sig på en manglende forståelse af, hvordan cannabis virker; cannabis rammer alle på kognitionen, men da det kognitive niveau pr. udgangspunkt er forskelligt fra person til person, er cannabisrygere med et højt kognitivt udgangspunkt bedre i stand til at kompensere for det kognitive tab. Cannabisrygeren med et højere kognitivt udgangspunkt kan, så at sige, tåle at smide noget kognition væk, inden det – også for ham – bliver et problem.”

Grunden til, at man ikke anser cannabisrygning som et problem, skriver Schmitz, er, at vi fejlagtigt har ladet os bilde ind, at det kun er i den akutte rus, cannabisrygeren er påvirket fremfor at forstå, at det er ophobning af det euforiserende stof THC, der gennem længere tids cannabisrygning gør cannabisrygeren kronisk påvirket. Men ulykkerne kommer ikke kun som følge af retorikken og manglende forståelse omkring forbruget. Ifølge Christopher Schmitz er cannabismisbrug måske endog den vanskeligste afhængighed at afvikle:

”Selvom nikotin er det mest afhængighedsskabende stof, er præmissen for at slippe ud af det psykiske fængsel, som enhver afhængighed udgør, anderledes, når det gælder cannabis end for cigaretter eller de øvrige rusmidler. Forskellen er, at cannabismisbrugeren, modsat den nikotinafhængige eller alkoholisten, ikke forstår, hvad vi siger. Da cannabinoiderne skaber en prefrontal dysfunktion, evner cannabismisbrugeren ikke at skabe den nødvendige årsagssammenhæng mellem smerten i livet – det, der ikke fungerer – og cannabisrygningen. Hans manglende refleksive kraft efterlader ham med usammenhængende, fragmenterede og ikke-afsluttede tankerækker, der forhindrer, at der skabes mening og retning i livet. Udover at cannabismisbrugeren ikke forstår det fængsel, han er fanget i, og pr. udgangspunkt ikke kan gøres det begribeligt, evner han heller ikke at beskrive indersiden af fængslet kvalitativt. Dét er definitionen af et fængsel: ingen mulighed for at kommunikere med den ydre verden,” skriver han og understreger, at det særlige for cannabismisbrugeren er en totalt fordrejet virkelighedsopfattelse, som cannabisrygeren forsvinder længere og længere ind i:

”En af udfordringerne er netop, at vi ikke ser cannabisrygeren, før det er for sent. Vi opdager for sent, hvad vi skulle have set, nemlig at cannabisrygning er en tilbagetrækning fra dag ét. En tilbagetrækning, der ender i en ufrivillig isolation, hvorfra vejen tilbage er usynlig for cannabisrygeren. Når han opdager, at livet ikke fungerer længere, og at cannabissen er årsagen, så er den eneste løsning, cannabisrygeren kan komme op med, at ryge. Cannabisrygning er en ulykkelig kærlighedshistorie. Det starter med en stormende forelskelse, der går over i den store kærlighed, der fører til, at man gifter sig, og til sidst ender i en ulykkelige skilsmisse. Herefter er der kun et liv med eksen tilbage. Det er med andre ord store kræfter, der er på spil. ”

Christopher Schmitz erklærer sig selv på ’en mission, som får ham op og i gang hver morgen’ i sine forsøg på at få det danske samfund over en bred kam til at forstå, at den videnskabelige evidens for længst har påvist, at cannabis er skadeligt for alle menneskers hjerner og dermed for de kognitive opfattelser af virkeligheden samt, at den svenske HAP-model virker både på kort og langt sigt. Ved brug af HAP modellen mødes behandler og klient tre gange om ugen gennem et fastlagt forløb, der varer i alt seks uger:

”Hvorfor er det en succesfuld metode? HAP-metoden giver en indsigt, der giver cannabismisbrugeren forudsætningerne for at vælge cannabissen fra. HAP-metoden virker som en tolk for cannabismisbrugeren; den oversætter et sprog, han ikke selv forstår, og som er nødvendigt for at bryde ud af cannabismisbruget. Cannabismisbrugeren møder igennem HAP en beskrivelse af det, han ikke har kunnet beskrive. En ny indsigt, der giver ham forudsætningerne for at vælge cannabissen fra,” erklærer den begejstrede Schmitz, der ikke er bleg for at love patienter, pårørende og andre behandlere guld og grønne skove.

HAP-modellen har angiveligt gennem en række år været nordens foretrukne behandlingsmetode og er i Sverige national guideline til afvikling af cannabismisbrug. Og læseren efterlades da heller ikke i denne bog med megen mulighed for den mindste grad af tvivl om metoden. Men det manglende vindue for konstruktiv tvivl og debat i Schmitz’ cirkulære argumentationsmodel er en irriterende og unødvendig svaghed, som ikke styrker en fagbog, som hævder at have en løsning båret af evidens til et stort samfundsproblem. Ligesom det heller ikke klæder en terapeut, som sælger HAP-kurser til andre behandlere. Lidt mindre missionerende salgsarbejde og en lidt mere nøgtern og uddybende beskrivelse af svenske forhold ville have gjort underværker for troværdigheden.

Men hvis Christopher Schmitz på den anden side vitterligt tolker danske og svenske data for såvel kollapsede som vellykkede afvænningsprojekter retvisende og korrekt, så er der noget, der tyder på, at både hashmisbrugere, misbrugsbehandlere, politikere, tilhængere af fri hash samt sundhedsvæsnet i Danmark har et kæmpe problem. Alt imens at forhandlerne kan danse polka hele vejen til banken - eller hvor de nu måtte opbevare deres sorte million- og milliardindtægter. Drønærgerligt at man som læser ikke kan føle sig sikker på Christopher Schmitz's virkelighedsopfattelse på grund af hans for missionerende tone.